For få dage siden deltog jeg for første gang i folkemødet på Bornholm sammen med over 100.000 andre mennesker. Den primære årsag til, at jeg tog afsted, var egentlig, at det var en obligatorisk del af et valgfag på min uddannelse i teologi ved Dansk Bibel-Institut. Men allerede da vi ankom til Allinge, kunne jeg mærke, at arrangementet havde potentiale til at blive mere end blot et obligatorisk flueben i fremmøderegnskabet. Og efter nogle dage må jeg erkende, at det (forhåbentligt) ikke var sidste gang, at jeg deltog.
Rammerne var helt ideelle: høj sol, glade og smilende mennesker, lækker streetfood, Østersøens bølger, der kontinuerligt slog sagte mod den bornholmske granit, overraskende gode og rene toiletforhold (!) og hvad der ellers hører sig til en eksklusiv festival. Men det var samtidig alt andet end eksklusivt. Folkemødet er nemlig på alle måder folkeligt: gratis, åbensindet, debatterende, kolde fadøl og en elite, der på en usædvanligt afslappende facon mænger sig med pøblen.
Eftersom jeg i nogle år har været festivalinaktiv, må jeg bare erkende, at det var godt at være tilbage. Ikke blot på grund af nye memorable koncertoplevelser, men netop fordi jeg kunne tage inspireret og opløftet derfra, fordi det angik og provokerede mine holdninger og livsanskuelser. Grundlæggende oplevede jeg, at vi som mennesker kunne mødes trods vores forskelligheder; at vi faktisk kunne lade os inspirere af hinanden, at vi for en stund havde aflagt de dødbringende våben, som vi til dagligt beskyder hinanden med fra skyttegravene, for at mødes mellem højresindede og venstresindede i midten af krig og ufred, velvidende at denne midlertidige fred nok var forbigående: om lidt vender vi hjem, og genoptager beskydningen.
Mennesket bag holdningen
Det var ikke, fordi der ikke var plads til at diskutere, men det var i det store og hele befriet fra aktivisme og sort-hvide manifestationer. Måske fordi, at debattørerne for én gangs skyld stod ansigt til ansigt med hinanden – og ikke blot kunne gemme sit ansigt bag digitale og nærmest anonymiserede profiler. Det er som om, at vi mennesker bliver mere nuancerede, når vi ser hinanden i øjnene. Vi kan ikke længere få vores fordomme til at passe hundrede procent på det, vi troede var vores meningsmodstander.
Det tror jeg, er det vigtigste, jeg har taget med herfra: at jeg som menneske i et demokratisk samfund – og i en teologisk debat for den sags skyld – konstant gør hvad jeg kan, for ikke blot at kunne forstå en holdning, som synes at stride grundlæggende med min egen, men at jeg møder mennesket bag holdningen. Gør jeg det, forstår jeg også bedre, hvorfor holdninger og livsanskuelser radikalt anderledes end mine egne lever i bedste velgående.
For at tage et konkret eksempel overværede jeg en samtale mellem de to tidligere efterskoleværelseskammerater: bogaktuelle Sune Gylling Æbelø og Indre Missions vicegeneralsekretær Frede Ruby Østergård. Sune Gylling Æbelø brød med vækkelsesbevægelserne, fordi han oplevede ikke at blive inkluderet i det kristne miljø pga. sin homoseksuelle livspraksis. Samtalepartnerne nåede ikke til absolut enighed, men jeg oplevede samtalen nuanceret, venskabelig og forsonende i stedet for ensidig, ondsindet og adskillende. Det kan være forholdsvist let at have et klassisk kristent syn på homoseksualitet, så længe man er inden for kirkens fire vægge, og derfor kan det være en sund udfordring at stå ansigt til ansigt med et medmenneske som udlever sin homoseksualitet.
Et sprog for tro
Selvom det kristne miljø til dagligt udgør det meste af mit eget, lille univers, gik det hurtigt op for mig på folkemødet, at jeg nok nærmere tilhører en subkultur i et enormt pluralistisk samfund. En sådan erkendelse kalder naturligvis på en vis portion ydmyghed. Men trods det fornemmede jeg, at vi har ladet os gensidigt inspirere: De konservative kristne miljøer har fået et sprog for f.eks. eksistentiel og religiøs tvivl, hvilket man måske ikke havde i samme grad for blot et årti siden, mens de mere sekulære miljøer virker hungrende efter et sprog for tro og åndelighed.
På folkemødet overværede jeg f.eks. en samtale mellem to af mine studiekammerater. De talte åbent og ærligt om, hvor hårdt det kan være at tvivle på Guds eksistens og på meningen med livet, når man på samme tid har sin daglige gang i kristne miljøer, hvor det kan være svært at italesætte den slags og føle sig forstået i det. Og lige så ”overraskende” overværede jeg ved en samtale om trivselskommissionens nye anbefalinger for børneopdragelse i hjemmet, hvordan højskoleforstander Rasmus Meyer uopfordret udtalte, at det er godt hvis familien kan rumme samtaler om det metafysiske.
Foto: Pelle Rink. Fra folkemoedet.dk.
