Frelsen kommer fra Herren!

Lad det være sagt med det samme. Profeten Jonas bliver nok aldrig frontfigur i en hvervekampagne for international mission. For Jonas er ikke ligefrem skoleeksemplet på en missionær. Han er ikke interesseret i at tilbyde Guds nåde og omvendelse til de mennesker, han er blevet sendt til, og derfor flygter han med et skib i den stik modsatte retning ”bort fra Herren” (Jon 1,3).¹Hvis du vil læse mere om Jonas’ flugt fra Gud og ikke mindst Guds vilje til at frelse mennesker på flugt fra ham, så gå tilbage og læs den første artikel i denne serie over Jonas’ bog (Budskabet 01/2024).

Jonas havde en selvopfattelse af, at han var bedre end andre. Og i hvert fald bedre end ærkefjenderne i Nineve (Jon 4,1; Nahum 3,1ff). Men da hans skib bliver ramt af en orkan på Middelhavet, bliver det klart, at det ikke bare er hans omgivelser, der står over for Guds dom og har brug for at blive benådet. Det er faktisk også ham selv.

Det er det første skridt for enhver missionær: Hvis vi skal lede andre mennesker til tro på Guds nåde i Jesus, må vi se, at vi selv er mennesker, der er på flugt fra Gud og har brug for at blive reddet. Og hvis vi for alvor vil forstå, hvor stort det er, at Gud ophøjer den, der ydmyger sig for ham (Luk 18,14), må vi begynde med at forstå, hvor dybt vi er faldet som mennesker.

Jonas på bunden

For Jonas kom den erkendelse en smule sent. Den kom faktisk først, da han ramte bunden – eller mere specifikt: bunden af havet. Her bliver Jonas klar over, at ”frelsen kommer fra Herren” (Jon 2,10).

Når vi læser i kapitel 1 og 2 i Jonas’ Bog, virker det påfaldende, at der er én bevægelse fra begyndelsen, og indtil Gud griber ind og frelser Jonas, og det er nedad. Da Jonas flygter fra Herren, står der, at ”han tog ned til Jafo” (Jon 1,3), hvor han finder et skib, der går i den modsatte retning af Nineve. Jonas går ned i skibet (Jon 1,3b).²Den autoriserede danske oversættelse (DO92) fanger ikke denne nuance. Her står der bare, at Jonas går ”om bord” på skibet. English Standard Version oversætter mere ordret med ”went down into”, som bedre fanger det hebraiske ord, der er brugt. Hvor befinder Jonas sig i skibet? Måske har du, som læser med, allerede gættet det på nuværende tidspunkt? Ja, den er faktisk god nok. Da sømændene bliver bange og råber til hver deres gud og begynder at kaste ting over bord for at gøre skibet lettere, står der, at ”Jonas havde lagt sig nederst i skibet og var faldet i en dyb søvn” (Jon 1,5).

Mønstret fortsætter, for da stormen bliver ved, ender det med, at Jonas bliver kastet ned i havet (Jon 1,15). Her rammer Jonas bunden, for det er, da Jonas er dernede i ”dybet, i havets skød” (Jon 2,4), at han skriger fra ”dødsrigets dyb” (Jon 2,3) efter Guds nåde og indgriben. Først på bunden indser Jonas, at han har brug for selv at blive frelst. Hvis Gud skulle lære Jonas at forstå, hvad nåde er, måtte han først bøje Jonas ned og lære ham at tage skylden på sig (Jon 1,12). Han måtte vise Jonas, at han var håbløst fortabt (Jon 2,3ff).

Jonas erkender, at han har brug for hjælp udefra (Jon 2,10). Når man ligger der i havet, og bølgerne bruser hen over en, og man er under Guds vrede, virker det lidt håbløst at fastholde troen på, at man kan redde sig selv. Og Gud griber ind og redder Jonas, da han befaler ”en stor fisk at sluge Jonas” (Jon 2,1) og derefter kaste ham op på land igen (Jon 2,11).

Elefanten fisken i rummet

På det her tidspunkt i artikelserien, bliver vi vist nødt til at tale lidt om elefanten i rummet. Eller rettere: fisken i rummet. For lige så begejstrede små børn bliver, når vi kommer til fisken i Jonas’ Bog, lige så nagende kan det være for en voksen læser. For er ikke lidt urealistisk, at Jonas bliver slugt af en fisk? Eller måske ligefrem barnagtigt?

Ifølge den tyske teolog Carl Friedrich Keil er det faktisk ikke helt urealistisk at tænke sig, at Jonas blev slugt af en ”sandtigerhaj, eller en hvid haj, som er meget almindelige i Middelhavet og har så stor en hals, at de kan sluge et levende menneske helt. Miraklet består derfor ikke så meget i det faktum, at Jonas blev slugt levende, som i det, at han blev holdt i live i tre dage i hajens mave og så kastet uskadt op på land.”³Egen oversættelse: ”The great fish (…), which is not more precisely defined, was not a whale, because this is extremely rare in the Mediterranean, and has too small a throat to swallow a man, but a large shark or sea-dog [i.e. sæl], canis carcharias [i.e. sandtigerhaj], or squalus carcharias L, which is very common in the Mediterranean, and has so large a throat, that it can swallow a living man whole. The miracle consisted therefore, not so much in the fact that Jonah was swallowed alive, as in the fact that he was kept alive for three days in the shark’s belly, and then vomited unhurt upon the land” (Keil, Carl Friedrich (1977): Commentary on the Old Testament in Ten Volumes – Volume X Minor Prophets. Eerdmans Publishing Company: Grand Rapids, Michigan, s. 398).

Selvom vi måske typisk tænker på fisk i nogle andre størrelser, er det altså ikke helt utænkeligt, at Jonas rent faktisk blev slugt på den måde, Jonas’ Bog beskriver, f.eks. af en haj, som netop er en del af fiskefamilien. Og hvad enten Jonas døde⁴Det er værd at gøre opmærksom på, at nogle fortolkere mener, at Jonas rent faktisk døde, fordi Jonas i 2,7 siger, at Gud løftede ham op fra graven. Om han dog bare var ved at dø, eller om han rent faktisk døde, er dog ikke afgørende for bogens pointe, og uanset hvad var der brug for et mirakel. eller blev holdt i live inde i fiskens mave, kommer end ikke den bedste forklaring dog uden om, at der er brug for et mirakel. Men Gud er heldigvis ikke bundet af vores forventninger til, hvad der er normalt og unormalt.

Det er faktisk er en del af, hvad det vil sige at tro på Gud. At vi tror på, at Gud er den, der er skaberen og har opstillet reglerne for naturen og derfor også kan bryde dem, hvor og når han vil. Vi tror på Jesus, som gang på gang brød naturens regler ved f.eks. at fortælle en storm, at den skulle være stille, ved at gå på vandet eller gøre mennesker, som vitterligt var blinde, seende igen. Hvis vi har sådan en Gud, kan han heller ikke have de store problemer med at redde Jonas ved at lade ham blive slugt af en stor fisk; hvad enten miraklet består i, at han holder Jonas i live inde i fisken i tre dage eller pumper livet tilbage i kroppen og blæser livsånde ind i ham.

Jonas viser os frelsens pris

Men netop gennem dette mirakel, hvor Jonas først bliver kastet i vandet på vej mod ”dødsrigets dyb” (Jon 2,3) og derefter oprejst til liv igen (Jon 2,10) efter ”tre dage og tre nætter” (Jon 2,1), bliver Jonas faktisk selv et billede på Jesus. Nærmere bestemt et billede på den Jesus, der selv er ”nedfaret til dødsriget” og ”på tredje dag opstanden fra de døde”⁵Den apostolske Trosbekendelse, som vi bekender i vores kristne tro.

For det første viser Jonas os, hvad det kostede Gud at frelse os. Da Herren i sin vrede sender en storm af orkanstyrke, er skibet med Jonas og sømændene ”ved at blive slået til vrag” (Jon 1,4). På det tidspunkt tænker sømændene, at det er ude med dem. Men Jonas ved, hvad der skal til, for at havet kan falde til ro (Jon 1,12). Der skal et offer til.

Det er kun et offer, der kan afvende Guds vrede over synden. Ved at blive kastet overbord, bliver Jonas overgivet til Guds vrede, så de andre kan gå fri. Den canadiske teolog D.A. Carson fortæller i sin bog ”Gud er …” om en fransk-afrikaner, han mødte på et udvekslingsophold i Paris. Da Carson konfronterer ham med dobbeltmoralen i, at manden, på trods af at han har en hustru i London, hver uge tager på bordel, svarer manden: ”Gud er god. Han skal tilgive os. Det er hans opgave.”⁶Gud er… Find din plads i Guds historie. Credo Forlag, s. 56.

Jeg tror egentlig ikke, at mandens billede af Gud er så fjernt fra dansk kulturkristendom. Men at tilgive er ikke bare noget, Gud gør. Det kostede Jesus alt. Synd kræver et offer. Jonas er et tegn på, at nogen må ofres, for at andre kan blive reddet.

Netop sådan var det med Jesus. Han blev ofret, for at vi kunne gå fri ved troen på ham. Ligesom Jonas var villig til at blive kastet i vandet af medfølelse med sømændene for at afvende Guds vrede over synden, sådan var Jesus villig til at blive ramt af Guds vrede, da han hang på korset, fordi han elsker os (Matt 26,39).

Gud gør den døde levende

For det andet viser Jonas, at frelsen kommer fra den Gud, der gør den døde levende (Jon 2,10-11). Ligesom Jonas er et billede på Jesus ved at ofre sig for sømændene og gå Guds vrede i møde, sådan er Jonas også et billede på Jesus, da han ved Guds kraft bliver oprejst til liv igen.

Der er det pudsige ved Guds ord, at det hele vidner om Jesus (Joh 5,39). Bibelen er ikke bare som en eller anden opskriftsbog, hvor du kan læse den ene side løsrevet fra den næste. Der er et centrum i Guds ord, og alt, hvad der tidligere er åbenbaret, er kun skygger af den frelse, Gud rækker i Jesus (Hebr 10,1; 1,3). Når vi derfor læser om, hvordan Jonas først ofrer sig for derefter at blive spyttet levende op på land igen, må vi se det som et billede på, hvad Gud senere ville gøre med Jesus.

Jesus siger selv, at Jonas er et billede på ham, når han taler om Jonas som et tegn. Jesus siger: ”Som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter” (Matt 12,38-41).

Jonas blev ikke i fiskens bug. Gud spyttede ham levende op på land efter tre dage og tre nætter for at demonstrere, at ”frelsen kommer fra Herren” (Jon 2,11). På samme måde blev Jesus ikke i graven. Jesus døde virkelig! Men påskemorgen gik han lige så virkeligt og lyslevende ud af graven for fjerne dødens magt og bane vejen for Guds frelse. Jesus blev ”givet hen for vores overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os” (Rom 4,25).

Men det stopper faktisk ikke der, for den Gud, der oprejste Jonas fra fiskens bug, og som oprejste Jesus fra dødsriget, han vil også oprejse enhver, der tror på ham ved den samme kraft (Rom 8,11).

Dette er den anden ud af tre artikler om Jonas’ Bog. Tidligere artikel i serien:

Historien om den forvoksede fisk