Jesus er både Gud og menneske – om inkarnationens mysterium

At Jesus er sand Gud og sandt menneske er ufatteligt for vores tanke. Alligevel må vi forsøge at forstå Bibelens tale om emnet. Det lærer os noget om frelsen, og det lærer os noget om at være menneske.

”Gud er større”, råber vores muslimske venner. De har naturligvis ret. Gud er større, end vi nogensinde kan forstå. Men så tilføjer kirken også det modsatte om Israels Gud – at han er mindre. Det mysterium er, hvad vi forstår ved begrebet ”inkarnation”. Gud lader sig forene med en spjættende baby. I Jesus Kristus mødes og forbindes guddommeligt og menneskeligt, evighed og tid, himmel og jord, uendelighed og begrænsning, uforanderlighed og foranderlighed. Jesus Kristus må gerne prises som en sød baby, når vi holder jul, for det var han, men han skal også tilbedes i ærefrygt. Som sand Gud og sandt menneske er han opsummeringen af himmel og jord. ”I ham bor hele guddomsfylden i kød og blod” (Kol 2,9).

En helt almindelig dreng

Josef og Maria fik privilegiet at følge Jesu udviklingsskridt med to forældres fascination, og nød da han lærte at gå, begyndte at lege gemmeleg og første gang lykkedes med at tælle til fire. Hvor mange skønne samtaler havde Jesus ikke med sine forældre og søskende? ”Fortæl om da jeg var en baby, far”; ”Mor, kan du ikke fortælle igen, om den gang da du mødte en engel…”

Jesus havde mange år som lærling sammen med sin far for at blive en god tømrer. Josef forklarede, korrigerede, opmuntrede. Familien talte helt sikkert ved flere tilfælde, og i mange timer, om det specielle kald, som Jesus havde fået. Hvad indebar det, og hvordan skulle han gribe det an? Jesus arbejdede så han svedte, oplevede stressen og stemningen før en fest eller sabbat, rystede på hovedet når de voksne grinede ad ting, som han ikke forstod, og lå vågen om natten og smilede, da han hørte de andre i familien snorke og smaske. Han fik lejekammerater, knækket stemme og sit første hår på brystet, blev håndværker og skatteyder i Kejser Tiberius’ Romerrige. Alt menneskeligt lærte han, og alt menneskeligt elskede han. Han kom til verden, fordi Gud elsker denne verden.

… Og samtidig mere end et menneske

Fra jomfru Maria modtog Jesus sin menneskelige natur. Under hele livet underordnede han sig Faderen og tilbad ham. ”Faderen er større end jeg”, hører vi ham sige (Joh 14,28). Paulus skriver, at Jesus ”tog en tjeners skikkelse på” (Fil 2,7).

Samtidig antydede Jesus gentagne gange, at han var mere end et menneske. Hans underværker var tegn på Guds riges komme i verden. Da han tilgav synder, reagerede folkets ledere. Det var jo noget, som kun Gud kunne og måtte. Jesus talte om sig selv som én med guddommelige evner – han var midt iblandt dem, der samles i hans navn, han opfyldte loven og besejrede døden (Matt 5,17; 18,20; Joh 11,25). I Mattheusevangeliet 28,18 siger han: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden.”

I Lukasevangeliet gør evangelisten det tydeligt, helt fra starten af, at Jesus ikke var født på almindeligt menneskelig vis. Faktisk ville det have været yderst mærkeligt, hvis han var. Det ville svare til, at naboerne havde sex, kvinden blev gravid, og det barn hun fødte, var Gud. Det er langt mere naturligt at tænke, at et overnaturligt barn også har en overnaturlig oprindelse.

Ved kirkemødet i Kalkedon år 451, fastslog man det, der kom at blive kirkens lære om Kristi to naturer. Den guddommelige og den menneskelige natur er i ham ”forenet uden sammenblanding, adskillelse eller forandring”. Som guddommelig er Kristus ånd. Som menneskelig er han fysisk. Det åndelige og fysiske kan forenes, da de ikke optager samme sfære af tilværelsen. Formuleringen fra Kalkedon indebærer, at Sønnens guddommelige identitet forblev upåvirket, da han optog menneskelig natur. Sønnen bliver ophøjet over alt det skabte under sit liv på jorden. Eller som det også er blevet formuleret: Samtidig med at han steg ned til jorden som menneske, blev han i himlen som Gud.

Alvidende Gud

At Jesus Kristus er både Gud og menneske betyder, at han også har to bevidstheder, en uendelig og en begrænset. Dette aner vi også ud fra evangeliernes skildringer. En del gange synes Jesus at vide alt. I Johannesevangeliet kender han hvad en fremmed normalt ikke ville kunne vide: at den kvinde han taler med, har haft fem mænd, og at hendes nuværende mand faktisk ikke er hendes mand (Joh 4,18). I Matthæusevangeliet 17,27 siger han til Peter, at denne skal gå ned til søen, kaste en krog ud og tag den første fisk, der bider på. I den fisks gab vil han finde en mønt. Dette viser sig at være rigtigt.

Ikke-alvidende menneske?

Ved andre tilfælde derimod, fremstår Jesu bevidsthed som menneskeligt begrænset. ” Hvem rørte ved mit tøj?”, spørger han (Mark 5,30), eller: ”Hvor mange brød har I?” (Mark 6,38) Om sin genkomst siger han: ”Men den dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlen eller Sønnen, men kun Faderen” (Mark 13,32).

Det synes altså som om, Jesus Kristus både havde en menneskelig bevidsthed, der udvikledes ved ny viden og nye erfaringer, og en guddommelig alvidenhed. En måde, ved hvilken man kan forstå dette, er ved at sammenligne Jesu guddommelige bevidsthed med en harddisk, der har al viden, og hans menneskelige bevidsthed med et USB-stik i harddisken. Jesu guddommelige bevidsthed har al information og viden, men hans menneskelige bevidsthed har kun adgang til dele af den. Når Jesus nu er herliggjort, har hans menneskelige bevidsthed (USB-stikket) fuld adgang til hans guddommelige bevidsthed (harddisken). Nu kender han tiden for sit andet komme. Som menneske derimod, med en forfængelig krop, underordnede Jesus sig under Faderen. Han lod, så at sige, ham holde i musen og overføre den viden, han skulle have adgang til. ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre”, siger han i Johannesevangelier 5,19. På samme måde er det med Kristi almagt og hans øvrige guddommelige egenskaber. De var virkelige og til stede, men kun ved visse tilfælde gjorde han brug af dem.

Inkarnationen er nødvendig til frelse

Få timer efter Jesu fødsel dukker nogle hyrder op. Det ville have været et utroligt upassende tidspunkt for dem at komme, hvis englen ude på marken havde sagt: ”I dag er der født Josef og Maria et barn i Davids by.” Men sådan havde englen ikke sagt. Den havde sagt: ”Jer er født en frelser”. Hyrderne skyndte sig hen for at modtage barnet, der var kommet til hele verden, også til natholdet.

Inkarnationen er en nødvendighed for verdens frelse. Kun det, der var antaget af Gud, kunne frelses, ræssonerede kirkefaderen Gregorius af Nazianz i 300-tallet, og derfor måtte Sønnen antage den fulde og sande menneskelige natur. Som menneske kunne han ofres for menneskers synder. Som uendelig Gud kunne han forsone alle menneskers synder til alle tider.

At blive sandt menneske

Ved inkarnationen møder vi Gud på vores eget plan, hvilket giver os en fantastisk mulighed for at lære ham at kende. Gud, til gengæld, får en personlig erfaring af vores livsvilkår.

Jesu fødsel i verden er ydmygende for Gud – den uendelige påtager sig begrænset natur. Samtidig er den hædrende for os. Vi forstår, at det at være menneske er noget fint og værdifuldt. På konkret vis helliggøres og indvies vores liv og hverdag for Herren.

Inkarnationen giver os mennesker en grund til at møde vores menneskelighed med dets skønhed og skrøbelighed, og begynde at glæde os over den, snarere end at skamme os. Jesus er sandt menneske, og det er også vores bestemmelse at blive det. Herren kalder os til at blive frie fra synden og vokse i hellighed, men fra kroppen og det menneskelige behøver vi ikke at blive frie fra. Det udgør i stedet for en kontaktflade for det guddommelige. En sund åndelighed vokser frem der, hvor sandheden om os mennesker og vores identitet, møder sandheden om Gud, vores skaber og Herre. Vi må altså gerne give plads til hele vores menneskelige register og hele vores åndelige længsel.

Inkarnationen – et lys fra himlen

At Gud ophæver afstanden mellem sig og det skabte, betyder, at skellet mellem menneskeligt og åndeligt er brudt ned. At holde andagt er både menneskeligt og åndeligt, men det er det også at arbejde, lege med sine børn, spise et måltid sammen eller at tage sig tid at lytte til sine følelser og behov. Det er tankevækkende, at det mest åndelige menneske nogensinde, den opstandne Kristus, ikke kun giver den tvivlende Tomas og den skyldtyngede Peter deres tro og værdighed tilbage, men at han også tænder ild, bager brød og griller fisk for at byde sine disciple på morgenmad.

Inkarnationen er en historisk hændelse, som vi bekender og tilbeder i kirkens gudstjeneste, men det er også det lys fra himlen, i hvilket vi opdager meningen med vores liv og virke i verden.

 

Artiklen er en del af InTro-serien, som fører dig igennem den kristne troslære. Artiklerne udgives løbende i 2022. Følg med her.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook