Jeg er sådan en, der har brug for at trække mig

Højskolelæreren Christian Hjortkjær er kendt for sine samtidsanalyser af de unge – især om utilstrækkelighed, skam og fællesskaber. Nyeste skud på stammen, Jeg er sådan en, der har brug for at trække mig, er ”et opgør mod det fællesskabsideal, der har udviklet sig i det danske uddannelsessystem” og ”et kampskrift for små fællesskabers betydning”.

Hjortkjærs andre bøger har skabt værdifulde samtaler i Kirken. Muligvis har denne bog samme potentiale. Det er i hvert fald værd at afprøve det.

”Jeg er sådan en, der har brug for at trække mig.”

Det er sætningen, Hjortkjær har hørt fra flest elever. Og den bliver altid sagt undskyldende, som om de har svigtet fællesskabet.

Sætningen piner Christian Hjortkjær, fordi den afslører en misforstået opfattelse af, hvad det store fællesskab skal kunne, og hvilken rolle de unge selv spiller i det. Derudover viser sætningen en længsel efter noget, som kun små fællesskaber kan.

Ifølge Hjortkjær er børn og unge flasket op med en skæv opfattelse af fællesskaber. I børnehaven får man at vide, at alle altid skal kunne være med i legen. Senere hedder det, at det store fællesskab er dér, hvor vi skal kunne være os selv – sårbare, bøvlede, upolerede – samtidig med at vi skal være tolerante og kærlige over for alle de andre og deres mærkværdigheder. Det store fællesskab skal på én og samme tid være inkluderende og grænseløst. Man skal være venner med ”alle”, men der er ingen grænser for, hvor mange og hvor anderledes end mig ”alle” må være.

Det kan Hjortkjærs højskoleelever ikke leve op til. Og fordi den skæve forventning til det store fællesskab er så indgroet, tror de skamfuldt, at der er noget galt med dem selv. Men flertallet af de unge har slet ikke noget særligt behov for at trække sig. De er helt normale. Problemet er de indgroede forventninger til det store fællesskab.

De små, livgivende fællesskaber

Det, de unge forventer af det store fællesskab, fås kun i de små, livgivende fællesskaber, som Hjortkjær kalder dem. For ægte tillid, sårbarhed og fortrolighed kan man ikke få i grupper, hvor der skal være plads til alle, uanset hvordan de er. Kun i små fællesskaber kan man virkelig lade op, være sårbar og smide facaden. Kun her indgås ægte, forpligtende relationer til andre.

Den barske virkelighed er, at de små fællesskaber netop skal være små, hvis de også skal være livgivende. Vi mennesker er simpelthen indrettet sådan, at der er en øvre grænse for, hvor mange vi kan være tætte med. Alle kan altså ikke være med i legen i de små fællesskaber.

Det store fællesskab er dermed ikke et problem i sig selv. Men det er et problem, hvis man forventer, at de burde give og kræve det, som kun de små fællesskaber kan. Og det er et problem, hvis de små fællesskaber mangler legitimitet.

Forventningsafstemning i kristne fællesskaber

Uanset hvor præcist Christian Hjortkjær beskriver en hel generation af børn og unge, kan hans analyse stadig bruges til refleksion for sig selv.¹Man kan fx overveje, hvor repræsentative Hjortkjærs højskoleelever er for den danske ungdom. Måske er der flere fællesskabsfanatikere, der tager på højskole i stedet for at lade være. Bogen kan bruges som et spejl til at afsløre mine egne forventninger til et fællesskab og til min rolle i et fællesskab.

Og i kirkelig sammenhæng kan den måske bruges til at afsløre nogle misforståede forventninger til kristne fællesskaber, som skyldes samtidens baggrundsstråling.

Ofte har det slået mig, hvor forskellige oplevelser kristne kan have af det samme, kristne fællesskab. Nogen føler sig som en fisk i vandet. Nogen synes, at det tager alt for lang tid at føle sig som en del af fællesskabet. Nogen føler sig overset, selv efter lang tid i fællesskabet.

Både de positive og mindre positive evalueringer ledsages af små formuleringer som ”jeg regnede med…”, ”man skulle jo tro…”, ”selvfølgelig blev det…”. Forholdet mellem vores forventninger til et fællesskab og oplevelsen af fællesskabet kan skabe alt fra begejstring til skuffelse – enten skuffelse over de andre eller over os selv.

Samtalestarter

Der kan være mange årsager til de forventninger, man nu engang har.²Fx det, vi tror Bibelen siger; vores opvækst og tilknytningsstile; personlighedstyper; at vi glemmer, at folk er syndere, og at et kristent fællesskab derfor per definition er uperfekt. Men jeg tror, at Christian Hjortkjærs lille bog kan være god samtalestarter. Hvis jeg skulle tage en snak om forventninger og fællesskaber efter at have læst bogen, vil jeg have mindst fire ting på hjerte: En om antal, en om sprogbrug, en om et lille, livgivende fællesskab og en om et stort, unikt fællesskab.

For det første kan jeg ikke regne med at kende alle, hvis min menighed er på over 100 mennesker. Det er også helt naturligt, hvis jeg primært snakker med de samme 5-10 mennesker, kun af og til sludrer med 30 andre og nærmest kun har hilst på de sidste 50. Faktisk kan jeg også forvente, at der er grupper i menigheden, der har noget med hinanden, som jeg ikke er en den del af.

For det andet bør vi overveje vores sprogbrug om vores fællesskaber og fællesskabets aktiviteter. Der kan blive slynget om sig med ord som ”familie” og ”fællesskab”. Og turboen sættes for alvor på fællesskabsfanatismen, når samtlige lejre, arrangementer og fællesspisninger ”bliver virkelig fedt”, noget, hvor ”vi rigtig skal hygge os og komme tæt på hinanden” og som ifølge udvalget bliver ”årets fest og højdepunkt”. Hvis Hjortkjær har ret i sin analyse, bør man overveje, om fællesskabslingoen skaber nogle forestillinger, som hverken fællesskabet eller den enkelte kan leve op til. Sandsynligvis vil det efterlade nogle unødvendigt skuffede. Og i værste tilfælde er fællesskabsidealet en blokade for at blive en fast del af en menighed.

For det tredje tænker jeg på min egen cellegruppe. Hjortkjær vil nok kalde den et småt, livgivende fællesskab. Det er den også, men den er mere end det: For mig er den legemliggørelsen af det fællesskab, jeg har med alle i kirken. Dem i min cellegruppe er på en finurlig måde repræsentanter for alle de andre – især fordi vi er blevet sammensat lidt på kryds og tværs. Jeg kan ikke være fortrolig og tæt med alle i kirken. Sådan er det bare. Men kærligheden og fællesskabet i Kristus, som jeg deler med de mange, materialiseres på en måde med de få.

For det fjerde er det rigtig nok, at menighedens store fællesskab har sine sociale begrænsninger. Til gengæld har det noget helt særligt: Et ubrydeligt bånd i Kristus. Jeg tænker over det til nadver. Her kan jeg godt lide at kigge rundt på dem, jeg modtager brød og vin med. Nogle kender jeg rigtig godt. En håndfuld sludrer jeg af og til med. Et par stykker kan jeg ikke engang huske navnene på. Men alle sammen har jeg det et usynligt, men dog virkeligt, fællesskab med i Kristus. Og sammen indtager vi vores frelsers legeme og blod. Dét er et fantastisk fællesskab!

Christian Hjortkjær: Jeg er sådan en, der har brug for at trække mig (Klim, 2025), 92 sider.