Jesus eller Bibelen?

”Behøver man at tro på alt det, der står i Bibelen? Er det ikke nok bare at tro på Jesus?” De spørgsmål mødte jeg første gang fra mine ikke-kristne venner i gymnasiet. Efterfølgende har jeg mødt det formuleret en anelse mere elegant og provokerende: Kristne tror vel ikke på ordet (med lille “o”, Bibelen), men på Ordet (med stort “O”, Kristus)? Mange kristne fornemmer nok, at der er et eller andet, der skurrer, i spørgsmålet. Men hvor er det præcist, at kæden hopper af?

Intentionerne bag spørgsmålet

Der være mange forskellige bevæggrunde bag det spørgsmål. Men af og til har jeg ved yderligere samtale fået afklaret, at det for nogle er et spørgsmål om muligheden for at kunne være kristen uden at skulle forholde sig til alt det provokerende og udfordrende ved Bibelen. Hvad enten det er intellektuelt (skabelsen og syndefaldet som historiske begivenheder) eller etisk (seksualetik, abort mm.). De vil gerne sænke barrieren og gøre vejen til Jesus mere overkommelig for sig selv eller dem, de kender.

Når det er sagt, kan der også være noget meget sandt og positivt i spørgsmålets intentioner. For det første: Vi tror ikke på en himmelsk afskrift af Guds ord, i stil med hvordan man i fundamentalistisk islam ser på Koranen. Vi tilbeder ikke Bibelen i sig selv. Dernæst er det afgørende at understrege, at vi frelses ved troen på Jesus – ikke troen på Bibelens intellektuelle univers eller etiske vejledning! Der er mange kristne, der er blevet frelst uden at have ret meget kendskab til Bibelen. I første omgang er det derfor en vigtig sjælesørgerisk pointe at fastholde: Jo, det er – Gud ske tak og lov! – mere end nok ”bare” at tro på Jesus. For det tredje har Gud åbenbaret sig på adskillige måder: Han taler gennem sit skaberværk, han vejleder fortsat kirken og de troende ved sin Ånd og den ultimative åbenbaring af sig selv, finder vi i Kristus, der er ”Guds udtrykte billede” (Hebr 1,3). Bibelen er derfor ikke den eneste måde, Gud viser sig på for mennesker. Personligt har jeg mødt flere tidligere muslimer, der i dag er kristne, hvor deres første møde med Jesus var i en drøm.

En falsk skelnen

Alligevel rammer indvendingen forkert. For i sidste ende bliver der tale om en falsk skelnen. Ordet (Kristus) og ordet (Bibelen) kan ikke skilles ad for en kristen! Det er nemlig gennem Bibelen, at vi møder Kristus, og det er gennem Kristus, vi forstår, hvordan vi skal forholde os til Bibelen.¹Jeg har andre steder reflekteret over spørgsmål om Bibelen og den kristne tro. Om Bibelens ufejlbarlighed, se: ”Ufejlbarlig! Kan vi regne med Bibelens historiske sandhed?” (s. 25-34) i Tillid, glæde og kærlighed. Festskrift i anledning af Dansk Bibel-Instituts 50-års-jubilæum (Fredericia: Kolon, 2022). Noget af denne artikel har jeg genbrugt her. Flere af temaerne berører jeg også i bogen Vækkelse. Temaer fra Andet Petersbrev (Hillerød: Luthersk Missions Bibelskoles Elevforening, 2025).

I én forstand er det altså en cirkelslutning. Jeg vil dog hellere kalde det en fortolkningsnøgle til den kristne tro eller en gensidig positiv vekselvirkning mellem to forhold. For det første: Jeg møder Kristus gennem Bibelen. I samme omfang jeg dykker ned i de bibelske tekster, jo tydeligere træder evangeliet om Jesus frem. For det andet: Jo stærkere Jesus fremstår for mig, jo mere tydeligt bliver det, at det må gøre noget ved mit forhold til Bibelen. Og dermed må der også ske noget med min intellektuelle og moralske stillingtagen til de provokerende, svære og udfordrende aspekter af tilværelsen, som Bibelen udfordrer mig på.

De to forhold vil jeg nu forsøge at uddybe.

Vi møder Kristus gennem Bibelen

Selvom Jesus rigtig nok er Guds ultimative åbenbaring af sig selv, har vi stadigvæk kun adgang til ham gennem de bibelske skrifters vidnesbyrd om Jesus! At Gud kan møde mennesker når og hvor han vil, ændrer ikke på, at han under normale omstændigheder har valgt Bibelen som sit primære redskab. Vi må søge ham der, hvor han har givet sig til kende. I det omfang vores billede af Kristus derfor bliver løsrevet fra de bibelske tekster, risikerer vi at tegne en Jesus i vores eget billede. Og det kan den frelsende tro faktisk ikke overleve i længden. Den svenske teolog, Torbjörn Johansson, bruger liberalteologien i 1800-tallet som et tankevækkende eksempel: I forsøget på at komme frem til ’den historiske Jesus’ sorterede man alt væk, man efter egne kriterier ikke vurderede til at være ægte fremstillinger af Jesus. ”Resultatet,” skriver Johansson, ”blev en Jesus som var forbavsende magen til en europæer på 1800-tallet!” Eksemplerne viser, at ”hvis man skiller Kristus fra Skrifterne, så skaber man en anden Kristus. Han bliver et spejlbillede af egne ønsker og værdier.”²Torbjörn Johansson, ”En sand og troværdig Bibel”, 2022, på TilLiv.dk: https://www.tilliv.dk/artikel/en-sand-og-trovaerdig-bibel-men-ogsaa-ufejlbarlig/

Vi risikerer at gentage fortidens fejl, hvis vi ikke har et bevidst forhold til den intime relation, der er mellem Jesus og Bibelen. Vi ved reelt set ikke, hvem Jesus var og er, hvis ikke vi har teksterne som kilde til det. Pointen er ikke, at man skal have et på alle måder korrekt bibelsyn for at tro på Jesus, men at der er en uløselig sammenhæng mellem at tro på Bibelens vidnesbyrd om Jesus og at kunne fastholde troen på ham selv. Det er derfor, vi som kristne – i den forstand – ”tror” på Bibelen: Fordi vi møder Jesus der! Og det medfører et bestemt syn på de bibelske tekster.

Troen på Kristus hører sammen med tilliden til hans ord

Bibelen præsenterer adskillige steder sig selv som Guds ord; som et ord, der skal tros, adlydes og forkyndes. Utallige gange omtaler det Gamle Testamentes profeter sig selv som direkte formidlere af Guds ord: “Dette sagde Herren til mig” (Es 8,11); “Herrens ord kom til mig” (Jer 1,1) og mange flere steder. Billedet bekræftes i det Nye Testamente: “Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne” (Hebr 1,1). Og med henvisning til alt det, vi i dag kender som det Gamle Testamente skriver Paulus: “De hellige Skrifter […] er indblæst af Gud” (2 Tim 3,15-16). Det er ikke bare det Gamle Testamente, der får denne positive vurdering, men det er også apostlenes selvforståelse. Derfor kan Paulus skrive til menigheden i Thessaloniki, at “da I modtog Guds ord, som I hørte af os, tog I ikke imod det som menneskeord, men som det, det i sandhed er, Guds ord” (2 Thess 2,13).

I sidste ende handler det alligevel ikke bare om en akkumuleret mængde af bibeltekster. Det handler om vores syn på Jesus Kristus! For det er ham, vi tror på. Hvordan så Jesus på Bibelen? Billedet er tydeligt: Jesus bekræfter det Gamle Testamente som Guds ord. Han omtalte uden tøven Sodoma og Gomorra, dronningen af Saba, kong David og profeten Jonas som historiske lokaliteter og personer. Og den etiske vejledning Jesus giver, er i tydelig forlængelse af den moralske dimension af Guds lov i det Gamle Testamente. For eksempel opretholder han ægteskabet (Matt 19,1-12).

Dernæst kaldte Jesus apostlene til at tale på sine vegne og bekræfter dermed det Nye Testamente som Guds ord. For om sine apostle sagde han: “Den, der tager imod, hvem jeg end sender, tager imod mig” (Joh 13,20). Når vi derfor bekender med Hebræerbrevet, at Jesus er Guds udtrykte billede (Hebr 1,3), er det altafgørende for den kristne tro, at Jesus bekræftede det Gamle Testamentes sandhed og troværdighed, og at han gav apostlene et guddommeligt mandat til at tale på sine vegne.

Hvis Jesus virkelig er Gud, men ikke havde ret i sit syn på det Gamle Testamente og i sit mandat til apostlene, efterlades vi dybest set med to alternativer: Enten løj han (og det vil de færreste kristne alligevel tænke!), eller også tog han ganske enkelt fejl. Og så må vi tænke anderledes om alt, hvad han gjorde. Det bliver op til os at vurdere, hvornår Jesus havde ret eller tog fejl, for hvis han ikke har ret her, så kan vi ikke vide, hvor han ellers fejlagtigt antog noget.

Personligt ønsker jeg at have det samme forhold til Bibelen som Jesus havde, netop fordi jeg tror på ham.

Jesus og Bibelen

Afslutningsvis vil jeg gerne fremhæve to pointer, der er vigtige i mit eget liv.

Den mindst vigtige først: Evangeliet handler ikke om intellektuelle eller moralske spørgsmål – men troen på Jesus har intellektuelle og moralske konsekvenser.

Når det drejer sig om troen på Jesus, så er de første spørgsmål, der skal besvares, ikke om Bibelen faktisk mener, at Adam og Evas syndefald er årsagen til verdens tilstand. Heller ikke, om Bibelen virkelig forlanger, at en mand og en kvinde skal være gift for at indgå i et seksuelt forhold! Men det betyder, at den slags intellektuelle og moralske spørgsmål efterhånden vil komme; og at den tilgang, jeg i den forbindelse møder de bibelske tekster med, siger meget om mit reelle forhold til Jesus: Har jeg også et ønske om at følge ham, selv når det strider imod mit eget ønske? Hvis vi kun bøjer os for de dele af Bibelen, vi har let ved at acceptere, siger det måske i virkeligheden noget om, at vi har skabt os en Jesus i vores eget billede.

Og så den vigtigste pointe: For mig handler det her ikke bare om de dele af Bibelens tekster, der udfordrer mig. Det bliver først virkelig akut, når det drejer sig om de bibeltekster, min tro lever af og som jeg trøstes ved! Gælder Guds løfter om frelse og nåde også for mig? Også på de dage, hvor jeg slet ikke kan finde ud af at være kristen, hvor synden stikker sit grimme ansigt frem, og når tvivlen plager mig?

I kriser får det indledende spørgsmål en anden klang: Er det nok bare at tro på Jesus? Det hjælper Bibelen mig til at få svar på! Særligt på de dage er det altafgørende, at jeg har konkrete bibelske tekster at bygge min tro på! Tekster der siger, at ”Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere” (Rom 5,8), og at jeg kan kaste al min ”bekymring på ham, for han har omsorg for” mig (1 Pet 5,7). I lys af de bibeltekster er det ikke så vigtigt, hvordan min tro ser ud, eller hvordan jeg nu tænker og føler om Jesus; det afgørende er, at Bibelen forkynder, at sådan er han! Det har han lovet: ”Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” (Joh 6,37). Det bibelske ord får jeg lov til at tage til mig og tro på, at når jeg stoler på det, stoler jeg dermed også på Jesus selv! Sat på spidsen: Som dit forhold er til Bibelen, sådan er dit forhold til Jesus. Derfor ønsker jeg altid at fastholde Jesus og Bibelen.