Jesus lover forbedring

Én af de modigste bønner jeg kender, er fra indgangsbønnen til folkekirkens højmesse. Læg mærke til den sidste linje:

”Herre, oplad nu således, ved din Helligånd for Jesu Kristi skyld, mit hjerte,

at jeg af dit ord kan lære at sørge over mine synder og tro i liv og død på Jesus

og hver dag forbedre mig i et helligt liv og levned”.

Her beder vi ikke om en årlig, kvartalsvis eller månedlig forbedring. Nej, vi beder om en daglig forbedring (!). Dét er optimistisk. Hvis ikke den bøn var formuleret i en luthersk kirke, som (historisk set) har understreget syndens iboende virkelighed, så havde jeg stemplet det som en usund optimisme. Sagen er bare den, at Jesus og apostlene ikke bare håber på forbedring hos Guds børn, nej, de både lover og forventer den.¹Følgende skrifthenvisninger er blot et udpluk men den massive mængde understreger, at forbedring er en hovedlinje i Ny Testamente. Fx Luk. 5,36-39; Joh. 15,1-8; Apg. 3,8-9; 1. Thess. 3,11-12; Rom. 6,17-19; Gal. 5,19-23; Fil. 1,3-6; 2. Kor. 4,7-12; Tit. 2,11-14: 2. Pet. 1,3-8.

Vi har desværre en tendens til at nedtone Ny Testamentes stjerneklare tale om en etisk forbedring. Måske er det fordi, at vi ikke vil fremstå som farisæere, der mener, at de er bedre end andre mennesker? Men som kristne bliver vi faktisk bedre.²At vi ikke altid oplever det som en reel forbedring, men i perioder måske snarere som forværring, (Jf. Rom. 7,7-25 og Gal. 5,17) er ikke ensbetydende med, at forbedringen ikke sker. Det er Guds løfte. Der er i Bibelen en klar forventning til vækst i gode gerninger (Ef. 2,10) og sejr over konkrete synder (Rom. 8,12-13). En forventning om, at jeg faktisk forbedres i dette liv og bliver et bedre menneske. Det betyder, at egoismen, selvtilstrækkeligheden, tankehoret, skadefryden eller hidsigheden mere og mere vil slippe sit tag i mig og dermed gøre, at jeg bliver mindre morgensur, mere nærværende, mere overbærende og alt i alt et mere omgængeligt menneske. Sand kristen forbedring foregår helt ned på et lavpraktisk hverdags-niveau og får ikke kun positive konsekvenser for min relation til Gud, men i lige så høj grad til mennesker omkring mig.³Det er derfor også et udtryk for reduktionisme, hvis den kristnes forbedring udelukkende udlægges som en større erkendelse af vores egen syndighed og behov for Guds nåde, men hvor man hverken forventer eller regner med en reel etisk forbedring.

Når Jesus griber ind

Jeg er ikke vokset op med troen på Jesus, men kom til tro i min gymnasietid, på en KFS-lejr. For nyligt kunne jeg fejre 20-års jubilæum som kristen. Det betyder, at jeg har levet knap 20 år uden Jesus og godt 20 år med Jesus. Konklusionen er, her 20 år efter, at jeg næsten ikke tør tænke på, hvordan mit liv havde set ud, hvis ikke Jesus havde grebet ind og var begyndt at arbejde i mig. Synden bor der fortsat, så det kan stadig knibe gevaldigt med at være en god ægtemand for min kone eller en god far for mine børn. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at uden Jesus havde mine svigt og mangler, som både ægtefælle og far, været langt værre.

Min historie er heldigvis ikke enestående. Kirkehistorien er fyldt med mennesker, som var i fuld gang med at ødelægge både sig selv og andre, men som blev reddet og forbedret af Jesus (1. Tim. 1,12-17). Én af de bedre beretninger handler om John Newton. Han var en berygtet slavehandler fra 1700-tallets England, som vendte om til Kristus, da hans skib var ved at forlise under et voldsomt uvejr. Men selv efter omvendelsen gik der flere år, inden han stoppede med menneskehandelen. Det understreger det faktum, at Ny Testamente primært taler om den kristnes etiske forbedring som en langsom modning eller vækst.  Der findes ingen dåb, intet weekendkursus eller kristent selvhjælps-forløb, som med et trylleslag kan løfte os op i en anden liga. Forbedring er en møjsommelig vandring og en følelsesmæssig rutsjebanetur, som ikke fuldendes, før Jesus kommer igen og gør alting nyt.

John Newton blev senere præst og har sagt noget af det mest rammende om den kristnes forbedring:

”Jeg er ikke den, jeg gerne vil være.

Jeg er ikke den, jeg burde være.

Jeg er ikke den, jeg en dag vil blive.

Men jeg er ikke den, jeg var.

Og ved Guds nåde er jeg den, jeg er.”⁴John Newtons berømte formulering findes i flere udgaver. Se Tony Reinke, Newton on the Christian Life: To Live Is Christ. Wheaton: Crossway 2015. Her citeret i lettere forkortet udgave og min egen oversættelse.

Dette er den kristnes forbedring i en nøddeskal. Jeg er stadig ikke den, jeg burde være – nej, det tør siges! Men jeg er heller ikke den, jeg var engang – gudskelov for det! Ved Guds nåde er jeg den, jeg er – halleluja!