Jo, den er go’ nok

Hvordan står det til med danskernes forhold til tro? er et enkelt spørgsmål at stille, men knap så enkelt at svare på.

Der er langt mellem de virkeligt grundige undersøgelser, og de seneste indikationer er ikke helt entydige.

Flere medier har citeret en relativt ny undersøgelse fra Epinion, der viser, at traditionel tro er på tilbagetog blandt danskerne. Det er den undersøgelse, der bruges i DR’s aktuelle udsendelser med små samtaler om tro. Det er dog en enkeltstående undersøgelse med blot 1.000 respondenter.

Andre undersøgelser og erfaringerne fra kirker og sociale medier viser, at billedet er langt mere nuanceret – og positivt.

Yngre danskere tror mere på Gud

Det vakte stor opsigt i kirkelige kredse, da det engelske bibelselskab offentliggjorde en stor og grundig undersøgelse, der viste, at kirkegangen blandt yngre englændere er vokset markant siden 2018. Jeg kender ikke til en lignende undersøgelse i Danmark, men der er en række indikationer på, at:

• Danskerne generelt er stærke og i stigende grad tilhængere af de kristne værdier, uanset om de selv er aktive kristne eller ej. Og vi ønsker, at disse værdier skal forsvares og bevares i vores samfund (nok i reaktion mod f.eks. islam).
• Efter mange års udskamning er der en markant mere positiv omtale af og interesse for kristendom blandt toneangivende opinionsdannere og berømtheder.
• Både i England og Danmark er den yngre generation, især mændene, begyndt at søge mod kristendom og kirke. Nogle kalder det ‘den stille vækkelse’. Måske som modkultur. Måske som identitetsmarkør.
• Overraskende mange yngre danskere tror, at Jesus er Guds søn (næsten 30%!). Det er bemærkelsesværdigt.
• I Danmark, som flere andre steder i Vesten, er det i mindre grad den brede hovedvej, der trækker – det er i højere grad de evangelikale, frikirker, ortodokse kirker mv., som trækker. Altså klar og tydelig kristendom, der siger både ja og nej og stiller krav til dens følgere.
• Folkekirken, med dens ofte bløde, uforpligtende og Jesus-forskrækkede tilgang, taber fortsat momentum.

Og NB: Alt dette er sket, uden at kirkerne har gjort noget som helst bemærkelsesværdigt nyt. I så fald er det gået hen over hovedet på denne skribent.

Det er da dejligt ydmygende og tankevækkende …

Uhensigtsmæssige reaktioner

Hvordan reagerer vi som bekendende kristne på det?

Lad mig først nævne nogle reaktioner, jeg ind i mellem støder på, og ikke synes, er hensigtsmæssige:

• Benovelse på Jesu og kirkens vegne: Det er fedt for Casper Christensen, Alex Vanopslagh, Bodil Jørgensen og andre kendisser i ind- og udland, at de har fundet Gud – og er åbne om det. Det kræver mod. Og kendissernes bekendelse er med til at gøre det mere socialt acceptabelt at være søgende eller bekendende, og det giver flere åbninger i samtalerne. Dejligt! Men Jesus er ikke flov over sig selv eller kirken – eller benovet over, at selv kendisserne vil tro på ham. Det behøver vi heller ikke være.
• Usund skepsis: Det er helt fair at stille kritiske spørgsmål, men der findes også en usund automatreaktion, som virker dræbende på ethvert lyspunkt i vores tids tusmørke. Så kan ‘hvad er mon motivet?’ og ‘kan det nu også passe?’ komme til at erstatte ‘kornet bølger – lad os komme i gang!’ Og det er ikke meningen fra Guds side, tror jeg.
• Overdreven tillid til rationel analyse: Vi lever i en kirkelighed, som i stigende grad er blevet domineret af akademisk intellektualisme. Der kan siges meget godt om intellektuel refleksion og analyse, men bagsiden kan være en overdreven tillid til og fokus på sociologiske årsagsforklaringer på bekostning af åndelige. Det gælder også ift. seneste udvikling. Og spørgsmålet er, om det vigtigste er at ‘forstå’ tendensen – eller at anerkende åbningen, Gud har skabt (gennem naturlige eller overnaturlige mekanismer), og gøre brug af den?

Fem bud på handling

• Podcast og sociale medier: Det er grænseoverskridende for mange at gå ind i en kirkebygning eller et missionshus, men alle kan downloade en podcast eller browse et feed i fred. Det gælder især den yngre del af befolkningen. Det har en hel del især yngre kristne opdaget og handlet på – dejligt! Der er fortsat plads til flere initiativer på denne scene, især blandt modne kristne, og det er relativt enkelt og billigt at gå i gang. Let’s do it!
• Ærligt og sårbart: Jeg er imponeret over den yngre generation af kristnes villighed til at være åbne, også om egne fejl, mangler og svære følelser, uden at gå på kompromis med budskab og bekendelse. Det er afgørende for, at især yngre danskere kan spejle sig og se sig selv som potentielle kristne. Lad os, om er i den ældre generation, blive inspireret af de unge i vores formidling af de gode nyheder – og den barske sandhed.
• Autentisk og klart: Til gengæld skal virkeligheden (livet som kristen), sandheden og Jesus ikke pakkes ind. Mennesker skal først og fremmest møde Jesus i ufortyndet form – ikke vores gode vilje. Der findes ikke nogen sand omvendelse uden om syndserkendelse. Og unge har nok i særlig grad en fintfølende detektor for uærlighed og fake fremstillinger.
• Respektfuld modsigelse: Der er elementer i tidsånden, som imod det kristne budskab. Kristne generelt, men især formidlere har en forpligtelse til at kende knasterne og modhagerne og adressere dem respektfuldt, med apologetisk sans og sjælesørgerisk situationsfornemmelse – uden at gå på kompromis.
• Imødekommende fællesskaber: Lad os tilrettelægge vores sammenkomster, som om der er nye, ikke-kirkelige på bænkene til hver samling. Det kan have en forvandlende effekt på vores indstilling og villighed til at invitere andre ind. Lad os oversætte og forklare de indforståede termer. Lad os altid inkludere et kald til omvendelse til Kristus. Og lad os leve sammen i overensstemmelse med vores budskab: Uden kliker og korslagte arme. For så er det kristne fællesskab den stærkeste apologetik, der findes.