Når jeg er på konferencer og taler med kirkeplantere og ledere fra andre dele af verden og spørgsmålet kommer: ”Hvordan er det at plante kirke i sekulære Danmark?”, har jeg hørt mig selv sige, at det jo – ligesom resten af Europa – er hård jord. En meget post-kristen kultur, en fremherskende hård retorik i medierne mod kristendom og tro, en meget lav procentdel af evangeliske kristne (under 2%) og så videre.
Alt dette er selvfølgelig sandt. Og det går tilbage for kirkerne i Danmark. Og kirkeplantning her er bestemt ikke nogen badeferie. Arbejdet er slidsomt og hårdt og resultaterne ofte få. Ikke de store menneskemængder søger kirkerne. Som en meget berejst kollega til én fra menigheden sagde: ”Danmark er det land, jeg har besøgt, hvor der er allerstørst frygt for det med tro!”.
Men!? Jo mere, jeg har tænkt over dette og jo mere jeg i mødet med andre fortæller fakta om den åndelige situation i Danmark, jo mere er jeg blevet klar over, at sekuliseringen og det hårde åndelige klima ikke er det største problem.
Det største problem
Det største problem og udfordring er, at vi kristne lige så langsomt begynder at tro på den løgn, som Satan prøver at overbevise os om og trænge os i defensiven med: ”Du kan jo godt se, at det ikke nytter noget! Du må hellere tie stille. Lad være med at engagere dig i en samtale om Jesus – du ved jo godt, at de spørger, hvad du mener om homoseksuelle ægteskaber! Lad være med at invitere din nabo – han er ikke interesseret!”. Løgnene er mange og stille og roligt siver de ind og tager frimodigheden fra os – så vi ender op med at ligne disciplene efter Jesu død på korset, der holdt sig inden døre af frygt for jøderne (Joh 20,19).
Resultatet bliver en selvopfyldende profeti og en nedadgående spiral. Jo, mindre vi er synlige med vores tro, jo mindre resultater og omvendelser ser vi, og jo mere nedslåede bliver vi. Og jo mere tænker vi, at det handler bare om bevare dem, der er tilbage og håbe, at Jesus snart kommer igen inden alle er tabt…
Frimodig tro
Sandheden er en anden. Det viser både erfaringen og Københavnerkirkens historie. Under den tilsyneladende hårde og fjendtlige offentlige retorik, er der en stor del af befolkningen, som savner mål og mening med tilværelsen. Og som ikke aner, at der eksisterer kirker og fællesskaber, som er forandret af evangeliet.
De kender ikke Ham, som kan slukke den tørst, de har. At der er evigt håb i en døende verden. For de har aldrig mødt en ”rigtig” kristen. Og kirke har aldrig betydet noget med varme og fællesskab.
Så min største opgave som præst og kirkeplanter er, at opmuntre og give håb til menigheden. Det nytter noget, at være tydelig om sin tro. Det er afgørende, at du åbner din dør og dit hjem for din nabo og ven. Din kollega vil ikke synes, at det er mærkeligt at være med til gudstjeneste eller andre arrangementer i kirken – tværtimod vil hun kunne mærke, at her er noget, som hun ikke har mødt før. Som en af mine gode venner siger: ”Vi skal nok ikke regne med, at der kommer flere end dem, vi inviterer!”
Og så begynder det selvfølgelig med lederen. Ikke at han siger det rigtige, men at han gør det rigtige! Og måske er faren, at vi så ofte har så travlt med at få hverdagen og gudstjenesterne og det praktiske til at fungere i kirken, så vi glemmer hvad det egentlig handler om, og som vi har gjort til Københavnerkirkens motto: At dem, vi kender, må kende Gud.
Vi kan tale meget om kirkeplantning og forsøge at få forskellige ting op at stå, men hvis ikke kærligheden til evangeliet og til dem, Gud har sat os i blandt, er til stede, og hvis ikke vi har frimodighed til at være tydelige og åbne overfor mennesker, er min erfaring, at så bliver kirkeplantning kun en ting, vi taler om, men som vi ikke gør. For hvis jeg skal forlade det store og trygge fællesskab til fordel for en usikker lille gruppe, der flytter et andet sted hen, så er det afgørende, at jeg allerede nu lever det liv.
Kirkeplatning – imellem succes og fiasko
I snart 20 år har jeg været kirkeplanter i Danmark. Og Gud har, midt i et meget sekulariseret samfund, velsignet os med en stor og dejlig kirke, hvor vi ser frimodigheden til at være kristen og møde sin ikke-kristne ven med åbne arme vokse. Og hvor vi ser, at der til alle vore gudstjenester er venner, kollegaer og naboer, som ikke kender evangeliet.
Når jeg ser tilbage, kan jeg ikke lade være med at smile og glæde mig over Guds store nåde og indgriben. Da vi plantede KøbenhavnerKirken anede vi intet om kirkeplantning. Vi oplevede bare, at Gud kaldte os til det. Det har virkelig været en rutchebane-tur, hvor tingene er gået op og ned. Mange glæder og successer. Men også skuffelser, hårde tider og frafald. Men Gud har båret igennem. Vi har oplevet at plante nye fællesskaber, som også kæmper med at vokse, vi har oplevet fællesskaber, som gik nedenom og hjem. Vi har oplevet fællesskaber opstå, hvor vi ikke havde planlagt eller styret. Men Gud er god. Og velsigner – selv i en post-kristen del af verden. Og det giver mig stort mod til at fortsætte med at bekæmpe Djævelen og hans løgne, til at opmuntre og udfordre til frimodighed, til at forkynde evangeliet for alle og til at plante nye menigheder, der hvor der ikke er nogle. For Danmark har brug for det!
