Fra tid til anden hævdes det, at Luther ikke skrev eller talte meget om helliggørelse. Hertil er at sige, at Luther har skrevet meget om dette emne. Mest kendt er nok skrifterne Den store og Den lille katekismus (1529), hvor vi blandt andet finder hans forklaringer til de ti bud. Her nævner vi også skrifterne Om de gode gerninger og Et kristenmenneskes frihed, som begge udkom i 1520. De 95 teser om afladshandelen fra 1517 handler i høj grad også om det kristne liv. Med udgangspunkt i de skrifter, vi her har nævnt, vil vi i det følgende se nærmere på, hvordan Luther tænkte om det, vi kalder læren om helliggørelsen. I praksis betyder det, at vi skal se på det, Luther kaldte gode gerninger.
Det kristne livs inderside og yderside
Når Luther forklarede, hvad de gode gerninger er, tog han ofte udgangspunkt i, at det kristne liv har en inderside og en yderside. Med ordet inderside sigtes der først og fremmest til, hvad mennesker tror, tænker og føler. Med yderside sigtes der til livet, sådan som det viser sig i forholdet til andre mennesker, i samfundet, familien, på arbejdspladsen og i menigheden. Luther var optaget af, at de gerninger, mennesker gør, er præget af deres tanker, følelser og tro. Dette kom allerede til udtryk, da han den 31. oktober 1517 fremlagde sine 95 teser om afladshandelen. Den katolske bodslæres krav om, at mennesker selv må gøre op for deres synder, skaber angst og frygt i stedet for tillid og tryghed. Den kan derfor ikke sætte mennesker i stand til at gøre gerninger, som i egentlig forstand er gode, mente Luther.
Som alternativ til den katolske bodslære udviklede Luther det, vi kan kalde en evangelisk lære om bod. For Luther bestod boden i at bekende sine synder for Jesus Kristus. Han præciserede, at syndsforladelsen ikke opnås ved gerninger, som man gør for at veje op for det, man beder om tilgivelse for. Den er heller ikke afhængig af en præst, som kræver bodsøvelser som betingelse for at meddele syndsforladelse på Guds vegne. Nåden gives i sin helhed, fordi Jesus Kristus allerede har gjort op for menneskenes synder ved sin død og opstandelse. I de 95 teser skriver Luther blandt andet følgende om dette:
“Enhver kristen, som inderligt sørger over sine synder, har fuld eftergivelse af straf og skyld …”
Luthers pointe er, at alle kristne har fri adgang til Guds nåde. Han uddyber i Den lille katekismus, hvad han mener med dette. Her skriver han afslutningsvis, at vi, som tror på Jesus Kristus, indbydes til at modtage tilgivelse for vores synder hver dag. Dette er noget, vi har brug for – ikke kun med henblik på at blive bevaret i troen, men også med tanke på det kristne liv.
Om de gode gerninger
I skriftet Om de gode gerninger præciserer Luther, at gode gerninger består i at leve efter de ti bud. Om dette skriver han følgende:
For det første må man vide, at der ikke findes andre gode gerninger end netop dem, som Gud har befalet, ligesom der ikke findes nogen anden synd end den, som Gud har forbudt. Den, som derfor vil kende de gode gerninger og gøre dem, behøver ikke at vide andet end Guds bud.
Hvad var grunden til, at Luther lagde så stærk vægt på buddene? Et vigtigt svar er, at der på Luthers tid var udviklet en lære om, at der fandtes bestemte gerninger, som var særligt fromme og fortjenstfulde, fordi de gik ud over det, som kræves i de ti bud. Sådanne som at tage på pilgrimsrejser, deltage i korstog, aflægge cølibatløfte, gå i kloster, faste og lignende. Denne lære tog Luther et stærkt opgør med. I stedet hævdede han, at de gode gerninger netop består i at leve efter buddene. Dette virkede befriende på Luthers egen tid – og virker sandsynligvis sådan også i vores tid. Også i dag sker det, at mennesker udvikler opfattelser af, at der findes særligt fromme gerninger, uden at dette kan begrundes i buddene.
Det særlige ved troens gerninger
Luther var naturligvis klar over, at både kristne og ikke-kristne kan stræbe efter at leve i overensstemmelse med buddene. Alligevel mente han, at der er forskel på, hvordan buddene opfyldes af ikke-kristne og kristne. De gerninger, kristne gør, er anderledes, fordi de er præget af det, de tror på.
Spørgsmålet er da, hvordan troen præger de gerninger, en kristen gør. Når Luther svarer på dette spørgsmål, tager han udgangspunkt i det, troen dybest set er, nemlig tillid og fortrøstning til Gud. Fordi troen stoler på, at hele frelsen hviler i Jesus Kristus, sætter den menneskets samvittighed i frihed. Netop derfor præger troen de gerninger, en kristen gør.
I Om de gode gerninger uddyber Luther dette ved at sammenligne troen på Jesus med forholdet mellem ægtefæller, der har det godt sammen. Når ægtefæller har kærlighed og tillid til hinanden, bliver de gerninger, de gør over for hinanden, præget af dette. De handler i tryghed og kærlighed – ikke i angst. Luther skriver følgende:
“Dette kan vi se ved et almindeligt eksempel: Når en mand og en kvinde lever i hinandens kærlighed og velbehag, hvem lærer dem da, hvordan de skal opføre sig, hvad de skal gøre, lade være, sige, tie med eller tænke? Alene den gensidige tillid lærer dem alt dette, og mere end der behøves. Der er ingen forskel på gerninger for dem; de gør det store, lange og mangfoldige lige så gerne som det lille, korte og enkle; og de gør det med et glad, fredfyldt og sikkert hjerte og er helt frie mennesker.
Men hvis der er tvivl, søger enhver det, som han mener er bedst. Da begynder han at opmåle for sig selv forskel på gerningerne og tænker over, ved hvilken gerning han kan erhverve sig gunst. Og alligevel går han frem med tungt hjerte og stor ulyst, bliver straks ængstelig, mere end halvt fortvivlet og bliver ofte nar ved det hele.
Altså: Et kristent menneske, som lever i denne tillid til Gud, han kender alle ting, formår alle ting, vover at gøre alle ting, som bør gøres. Og han gør alt med glæde og i frihed – ikke for at samle mange gode fortjenester og gerninger, men fordi det er ham en lyst at behage Gud og tjene Gud i renhed, uden tanke på løn, tilfreds med at det behager Gud.”
Ægtefæller gør altså ikke godt mod hinanden for at købe hinandens kærlighed; de handler i godhed, fordi de elsker hinanden. Netop dette anvender Luther, når han skal forklare, hvad der er særligt ved troens gerninger. Når sande kristne gør gode gerninger til Guds ære, er det ikke, fordi han eller hun ønsker at gøre sig fortjent til Guds nåde. Nej, deres forhold til Gud hviler på et trygt og sikkert grundlag. De lever i troen på, at de allerede er købt og betalt ved Jesu blod. De gerninger, de gør, er netop præget af dette.
Om et kristenmenneskes frihed
Luthers forståelse af forholdet mellem troen og de gode gerninger bliver måske endnu tydeligere i Om et kristenmenneskes frihed. Dette skrift er disponeret i overensstemmelse med Luthers lære om det kristne livs indre og ydre side. I første del skriver Luther om troen og forholdet til Gud under overskriften Den kristne frihed. I anden del skriver han om, hvordan det kristne liv skal komme til udtryk i det ydre som følge af troens forhold til Gud. Hovedoverskriften er Det ydre menneske, og her indleder Luther med følgende:
“Vi kommer nu til den anden del, det ydre menneske. Her vil vi svare alle dem, som forarges over det, der før er sagt, og plejer at sige: ‘Nå vel, når altså troen er alt og alene er nok til at gøre retfærdig, hvorfor er da de gode gerninger befalet? Så vil vi blot være ved godt mod og intet gøre.’ Nej, min gode ven, ikke sådan! Det ville nok forholde sig således, hvis du kun var det indre menneske og helt igennem var blevet åndelig. Men dette sker først på den yderste dag. Her på jorden er og bliver det kun en begyndelse og en vækst, som først fuldendes i den hinsidige verden. (…) ‘Et kristent menneske er en villig tjener og alle undergivet.’ Netop fordi han er fri, behøver han ikke at gøre noget. Fordi han er tjener, må han gøre alt. Hvordan dette sker, vil vi nu se nærmere på.”
Luthers pointe her er igen, at troen sætter menneskets samvittighed og sind i frihed. At troen bliver til, er ensbetydende med, at der skabes et nyt menneske, som vil gøre gode gerninger. Samtidig gør Luther opmærksom på et andet forhold, nemlig at den kristne har to naturer. Sammen med troen og det nye liv gør også tilbøjeligheden til synd og oprør sig gældende. For en kristen er det derfor nødvendigt dagligt at modtage syndsforladelsen, understreger Luther. Ved dette vokser troen, mens synden mister sin kraft. I forlængelse heraf skriver Luther om, hvad de gode gerninger konkret består i. Vi vil kort skitsere Luthers tænkning om dette og vender da tilbage til hans lære om buddene.
De ti bud
Luther deler, som bekendt, buddene i to hoveddele. De tre første kalder han lovens første tavle, mens de syv sidste kaldes den anden tavle. De tre første bud handler om menneskets forhold til Gud, mens de syv sidste viser, hvordan vi skal leve i forhold til vores medmennesker. Luthers forklaring til det første bud, “Du må ikke have andre guder end mig”, er særligt vigtig for at forstå hans helhedstænkning om, hvordan et menneske skal leve. Endnu en gang peger Luther på troen og tilliden til Gud som helt grundlæggende for det kristne liv. I Den store katekismus skriver Luther derfor følgende i sin forklaring til det første bud:
“En gud er det, som man skal vente sig alt godt af, og som man skal tage sin tilflugt til i al nød. At have en gud er altså intet andet end at tro på ham og forlade sig på ham af hele sit hjerte. Det er, som jeg ofte har sagt, alene hjertets tro og tillid, som gør både Gud og afgud. Er troen og tilliden ret, så er også din gud ret. Omvendt, hvor tilliden er falsk og urigtig, dér er heller ikke den sande Gud. For de to, tro og gud, hører sammen. Det, som dit hjerte hænger ved og sætter sin lid til, det er altså din gud.”
Luther understreger desuden, at Guds bud er gode for mennesker. Dette er i øvrigt en sandhed, der burde tales langt mere om i vores tid. Buddene er ikke blot givet for at anklage os og overbevise os om, at vi har brug for Guds tilgivelse. De er faktisk også givet, for at vi skal leve efter dem. Buddene er gode, fordi de viser, hvordan mennesker bør leve for at have det godt med hinanden.
I den forbindelse taler buddene om forholdet mellem forældre og børn, forholdet mellem ægtefæller og om vores forhold til medmennesker i øvrigt. De gode gerninger er ifølge Luther det, vi gør i hjemmet, over for vores nærmeste og på arbejdspladsen. De omfatter også de pligter, vi påtager os i forhold til samfundet som helhed.
Afslutningsvis vil vi uddybe endnu nogle vigtige sider ved det, der kendetegner de gerninger, som troende mennesker gør. Vi forholder os fortsat til Luthers skrifter, men vil nu i højere grad også inddrage nogle vigtige bibeltekster, som bekræfter og uddyber det, der er skrevet indtil nu. Det, vi vil sige noget om, er, hvad der konkret gør troens gerninger særlige.
Jesus som forbillede
Det ser ud til, at Bibelen vil lære os at følge buddene, sådan som Jesus selv levede efter dem. Når buddene anvendes på kristne, peger de derfor også på Jesus som et billede, der skal blive synligt i vores liv. Luther skriver følgende om dette i Et kristenmenneskes frihed (1520):
“Derfor burde det med rette være alle kristnes eneste gerning og øvelse, at de rigtigt lod Ordet og Kristus få skikkelse i sig og stadig øvede og styrkede denne tro. For intet andet værk kan skabe en kristen.”
Jesus opfyldte buddene på en kærlig måde. Vi formanes til det samme, mener Luther. Derfor skal vi leve efter buddene, sådan at det bliver til gavn for vores medmennesker – ikke kun for dem, der står os nær, men også for andre. Når Luther skriver om dette, ser vi, at han stadig tænker ud fra det kristne livs indre og ydre side. Ved at leve under nåden skal de, som tror, også forvandles efter Jesu Kristi billede i deres indre. Dette skal så vise sig i det ydre ved, at den troende bliver mere og mere lig Jesus.
Hermed er det ikke sagt, at vi virkelig formår at leve fuldkomment, sådan som Jesus gjorde. At vi ikke kan være fuldkomne, skal dog ikke hindre os i at stræbe efter ham, som er fuldkommen. På trods af vores svagheder og synder indbydes vi til at leve i overensstemmelse med det, der prægede Jesu liv. Lad mig afslutningsvis kort sige noget om, hvad dette indebærer.
Om at være et offer
Hvordan viste Jesus sin kærlighed til os? Svaret er, som nævnt, at han i kærlighed gav sig selv som et offer for at frelse os fra dommen over vores synder. Dette er en gerning, som vi hverken skal eller kan følge ham i. Alligevel formaner Bibelen os til at se på vores liv som et offer. Vi indbydes til at stille os frem som et helligt offer for Gud (Rom 12,1).
Når vi læser sådanne ord, kan vi let misforstå dem. Årsagen kan være, at den begrebsforståelse, som præger vores kultur, kan spille os et puds. Ordet offer opfattes nemlig ofte negativt. Man taler for eksempel om mobbeoffer og overgrebsoffer. Det er sikkert nødvendigt at bruge et så stærkt ord for at få folk til at forstå det frygtelige ved at blive mobbet, forfulgt eller udsat for overgreb. Alligevel må vi være klar over, at ordets egentlige betydning let forsvinder, når det bruges på denne måde. Ordet offer kan nemlig også betyde gave. Et offer er i den forstand noget, der gives frivilligt til fordel for en anden og som hjælp.
I Bibelen betegner ordet offer først og fremmest det, Jesus gjorde for at gøre op for vores synder. Han ofrede sig selv for os, og ved hans offer får vi tilgivelse og frelse som gave. Når ordet offer bruges om det at være kristen, har det en lignende, men ikke helt identisk betydning. Bibelen indbyder os til at give os selv til Gud, efter at vi har taget imod frelsens gave fra ham. At vi opfordres til dette, er meget godt, trygt og glædeligt. Det bekræfter, at Gud vil eje os og bruge os. Lad mig kort uddybe dette.
I Rom 12,1ff opfordres vi til at fremstille vores legemer som et levende og helligt offer, Gud til behag. Det betyder, at Gud indbyder os til at stille os til rådighed for ham med alt, hvad vi er og har. Vi må bruge vores ben og arme, vores evner og vores liv i tjeneste for ham. Dette betyder ikke nødvendigvis, at vi skal gøre noget særligt stort eller opsigtsvækkende. Først og fremmest betyder det, at vi som troende skal se på det, vi gør i det daglige liv, som tjeneste for Gud. Gud anerkender vores arbejde – det, vi gør med vores krop og hænder over for vores nærmeste og samfundet – som et levende og helligt offer for ham.
Samtidig kan offer også indebære smerte og forsagelse. Dette opleves forskelligt, afhængigt af hvad Gud vil bruge den enkelte af os til. Hans Nielsen Hauge sad i fængsel i ti år, fordi han forkyndte Guds ord. Nogle vælger uddannelse fra, som kunne give prestige og gode indtægter, fordi de mener at have et kald til at vidne om Jesus Kristus for mennesker, som ikke tidligere har hørt om ham. Andre udsætter sig for forfølgelse, fordi de bekender deres tro på Jesus Kristus. Kirkens og missionens historie vidner om dette. Mission ville være umulig, hvis ikke nogen stillede sig til rådighed for Jesu tjeneste og dermed også ofrede noget af deres eget.
Lad os afslutte med endnu et citat af Luther. I De schmalkaldiske artikler (1537) skriver han følgende om forholdet mellem troen og de gode gerninger (artikel XIII):
“Hvad jeg hidtil har lært og stadig lærer om dette, ved jeg ikke, at jeg kan ændre i noget. Denne lære går ud på, at vi ved troen får et andet og nyt, rent hjerte, og at Gud for Kristi, vores mellemmand, skyld vil holde og holder os for helt retfærdige og hellige. Selvom synden stadig er i vores kød og ikke ganske er forsvundet eller død, vil Gud dog ikke tilregne os den eller kende til den. På en sådan tro, fornyelse og syndsforladelse følger nu gode gerninger. Og det, som stadig er syndigt og mangelfuldt ved disse gerninger, skal ikke tilregnes som synd eller mangel – netop for Kristi skyld.”
