En indbrudstyv var midt om natten ved at bryde sølvtøjsskabet op, da han pludselig hørte en stemme: ”Jesus ser dig!” Tyven fór sammen og søgte rundt i stuen med lommelygten. ”Jesus ser dig,” lød stemmen igen, og så fik tyven øje på en papegøje, som sad på en pind. Tyven åndede lettet op og sagde for sig selv: ”Hvilke mennesker finder på at lære sin papegøje at sige den slags.” Og straks svarede papegøjen: ”Samme type mennesker, som kalder deres rottweiler Jesus”.
Sådan er det: Lever du i opposition til Gud, er det alt andet end rart at vide, at Jesus ser dig, ja, langt værre end en glubsk rottweiler. Og modsat: lever du i et tilgivet forhold med Gud, er der intet mere trøstende, end at Jesus ser dig – og intet, du frygter mere, end at være ude af Jesu synsfelt. Gudsfrygt er en klar bevidsthed om, at det er frygteligt at møde den levende Gud – medmindre du er dækket af Jesus. Så bliver Guds nærvær det tryggeste sted i verden.
Et pragtfuldt liv
Jeg har en række søndage set gudsfrygt i praksis. Når Orla Villekjær træder ind foran alteret i Stauning kirke, stopper han pludselig op. Han bøjer hovedet som i bøn – og først derefter træder han de sidst tre skridt hen til alteret. Jeg er sikker på, at Orla ikke vil frem foran Gud, uden at han er i følgeskab med Jesus. Gamle Augustin var inde på det samme, da han sagde: ”Vil du flygte fra Guds vrede, tag da din tilflugt til hans åbne favn.” Det kan vi kun gøre, når vi er dækket af Jesus gerning, og så er det også det skønneste sted at være: i Guds favn, foran Guds trone.
Livet i gudsfrygt er et pragtfuldt liv i stor tryghed. David er inde på det i Salme 56,14: ”For du har reddet mit liv fra døden og min fod fra at snuble, så jeg kan vandre for Guds ansigt i livets lys.” Dette er gudsfrygtens store glæde: Når Jesus dækker mig, kan jeg ære Gud og nyde ham for evigt. Jeg kan vandre for Guds ansigt.
Et publikum på én
I en tid hvor især unge, men også mange ældre, er pressede af store krav fra samfundet og sociale medier, og hvor det for mange handler om at være kendt og populær, er det befriende som gudfrygtig at leve med et publikum på én: Herren selv på sin trone.
For mange år siden, da jeg skulle begynde på religionsstudiet, var jeg rystende nervøs for, hvad de medstuderende og lærerne ville tænke om mig og min enfoldige tro. Men få dage før studiestart snublede jeg over ordene i Lukasevangeliet 12,4-6: ”Og jeg siger til jer, mine venner: Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel og derefter ikke er i stand til at gøre mere. Jeg vil vise jer, hvem I skal frygte: Frygt ham, som efter at have slået ihjel har magt til at kaste i Helvede. Ja, jeg siger jer: Ham skal I frygte.” Hvor blev jeg glad! Det var ikke lærere eller medstuderende, der havde det sidste ord. Nej, mit ”publikum”, som jeg skulle forholde mig til, det var jo Gud på tronen, og jeg var bedsteven med hans søn! For virkeligheden er, at enten frygter man Gud, eller også er man nødt til at frygte alt andet.
Latter eller alvor
Jamen, gør gudsfrygt ikke én til en alvorstung mørkemand? Hmm … jeg tror næppe, man ville stille spørgsmålet, hvis man har været til et kristent bryllup og oplevet, hvordan Guds ord, latteren og glæden kan gå op i en højere enhed. Jo, forhåbentlig er der også god plads til alvorstunge mænd og kvinder i Jesu flok. Men vi er ikke kaldet til et liv i hverken latter eller alvor, men til et liv foran Guds trone. Og foran tronen giver det sig selv, at vi ofte må forsage både sjofle og grove vittigheder, film og shows. Vi er ikke kaldet til at grine med på det platte og grænseoverskridende. Her er vi kaldet til at være salt og kedelige!
Og vi er slet ikke kaldet til at være smarte i Jesu navn. For nogle år siden lød en mødeannonce i vores lokale avis, at man kunne opleve ”Jesus sparke røv”. Nej, nej, nej, Jesus sparker ikke røv. At Jesus fornedrede sig og blev menneske, giver på ingen måde os ret til at fornedre ham. Tværtimod! Når man lever foran Guds trone, ved man netop, at han sidder på en trone – og majestæten skal omtales med ærbødighed. Min gamle far tager slips på om søndagen. Ikke bare for at se godt ud, men først og fremmest for at fejre festdagen sammen med sin Gud og kirke.
Når du lever foran Guds trone, modtager du hver dag, hver leverpostejmad, hvert åndedrag som en gave fra Gud. Det er ingen selvfølgelighed, men en del af Guds kærlighed til dig. Du har altid og i alle ting med Gud at gøre.
Artiklen er fra Budskabet 01-2024 og er en del af temaet ”Gudsfrygt”. Flere artikler i samme tema:
