(Pga. sikkerhed i forbindelse med forfatterens job er vedkommende anonymiseret.)
Mange af os kan kende til en længsel efter at blive befriet fra vores krop. Det kan enten skyldes sygdom, smerte, dårligt selvbillede eller noget andet. Men sammen med denne længsel om at blive befriet fra kroppen, afsløres en ubibelsk tankegang – en tankegang, som styrer efter Platons og klassiske filosoffers ord om kroppen. Ikke Bibelens.
Kroppen er et fængsel for sjælen, mente Platon. Og lige præcis sådan kan det føles, men i så fald undervurderer vi kroppen. Platons idé lever i bedste velgående langt ind i kristne kirker i dag. Ikke nødvendigvis som udtalt lære, men i sange vi synger og i mødet med vores egne oplevelser. Kroppen kan være til besvær, men den er en gave, skabt af Gud. Jeg vil skrive noget om kroppen, og særligt nogle ord om, hvad Bibelen har at sige om kroppen, til dem som har et anstrengt forhold til egen krop.
Krop, sjæl og ånd i Bibelen
De tre ord, krop, sjæl og ånd, nævnes i Bibelens tekster, hvor de beskriver det samme; mennesket. Vi finder tekster, som omtaler mennesket kun som sjæl, som krop, som sjæl og krop, som krop og hjerte og som ånd, sjæl og krop (1 Thes 5,23). I mange tekster synes det ikke at være en pointe at trække nogle tydelige linjer mellem krop, sjæl og ånd, sådan som enkelte filosoffer har villet det.
At mennesket er en sjæl fanget i en krop, er fremmed for Bibelen. Hvis vi tænker sådan, så er sjælen jo ren, og kroppen er uren. Men Bibelens budskab er, at enhver del, ja hele mennesket, er både ønsket og skabt af Gud, men er også faldet i synd og er dermed uren. Med henvisning til Luther, skriver Aksel Valen-Sendstad sådan:
Den bibelske forståelse er, ifølge Luther, at hele mennesket er skabt af Gud og står i forhold til Gud, ikke bare en del/dele af mennesket. Hele mennesket er skabt i Guds billede (Imago Dei), ikke bare en del/dele af mennesket. Hele mennesket er faldet fra Gud i synd og oprør, ikke bare en del/dele af mennesket. (…) Af denne grund er det også hele mennesket (med sjæl og legeme), der har brug for nyskabelse og frelse, ikke bare en del/dele af mennesket. (…) Ligeledes skal hele mennesket med sjæl og legeme opstå af graven og arve det evige liv, ikke bare en del/dele af mennesket.1Valen-Sendstad, 1996, Troens fundamenter, Forlaget Kolon, s. 276. Citatet er oversat fra norsk, se henvisning for det originale, norske citat (red.).
Krop og kirken
Krop er ikke noget nyt tema i kirkens historie. En af de første sager, som apostlene måtte afgøre, handler om noget kropsligt – omskærelse. I ApG 15 læser vi om, hvordan apostlene og de ældste mødtes i Jerusalem for at afgøre en strid om, hvem der skulle omskæres og ikke. Konklusionen var klar; omskærelse er ikke nødvendig til frelse. Vi har fortsat brug for at blive påmindet om, at indgreb på kroppen ikke fører os nærmere Jesus. For kroppen er ikke et fængsel eller et problem. Det er vores synd, der holder os fanget. Og det er synden, vi må befries fra, ikke kroppen.
Kroppen er et tema for Paulus, både i Galaterbrevet og i brevene til korintherne. Til galaterne vil Paulus sige noget om, at de ikke behøver at tvinge nogen til at skulle omskæres, fordi frelsen ikke kommer af kropslig lovopfyldelse. Altså, det du gør med din krop, er ikke det, der fører dig til retfærdighed for Gud. Til korintherne sagde Paulus, at de ikke måtte blive så optagede af det åndelige, at de kom til at bagatellisere de kropslige synder. De var altså optaget af det kropslige i begge menigheder, men på to forskellige måder.2Se Leif Andersen, Kroppen og Ånden: Sjælesorgens basis for mere om dette. Målet er hverken at fornægte eller dyrke kroppen.
I Rom 6 opfordrer Paulus til ikke at lade «synden herske i jeres dødelige legeme, så i adlyder dets lyster.» Han opfordrer derimod til at stille «jer selv til rådighed for Gud som levende, der før var døde, så I bruger jeres lemmer for Gud, som redskaber for retfærdighed.» Sagt på en anden måde; brug kroppen og det du er, til at gøre det som er godt, ikke det som er synd. At være en krop er i sig selv ikke en synd. Det er hvad, vi bruger den til.
Bibelens syn på kroppen er altså ikke kropsforagt eller kropsfjendtlighed. Men den lægger heller ikke skjul på, at kroppen er ramt af syndefaldet. Alligevel har Gud kraft til at blæse liv i os, når vi vender os til ham.
Kroppen som et tempel
Kroppen kan være til besvær, ja, men den er også en gave. Først og fremmest i skabelsen, men også i helliggørelsen. 1 Kor 6,19-20 er væsentlig for det kristne syn på kroppen:
«Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme!»
Her er det ikke et negativt syn på kroppen, vi finder i teksten, men en tydelig formaning om, at vi skal bruge den til at ære Gud med. Uden min krop kan jeg ikke modtage den Hellige Ånd.
En kropslig opstandelse
Også i opstandelsen er kroppen med. Vi skal oprejses fra de døde, ved at Gud selv giver vores dødelige krop liv, skriver Paulus.
«Og når hans ånd, han, som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer.» (Rom 8,11)
Og:
«Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt.» (Fil 3,21)
Vores sjæl skal altså ikke befries fra en krop; vi skal frelses fra synden, som fører til fortabelse. Dette bryder med en tanke om, at vi efter opstandelsen skal svæve rundt som en sjæl i himmelrummet.
Valen-Sendstad pointerer det sådan: ”Hvis legemet blev udslettet og tilintetgjort, var det meningsløst at tale om opstandelse, opvækkelse og oprejsning. Opstandelsen (opvækkelsen, oprejsningen; 2 Kor 4,14; Rom 6,4; Joh 6,39) forudsætter, at det legeme, som lægges i graven, skal opstå (levendegøres; 1 Kor 15, 23), om end i en nyskabt og herliggjort skikkelse, ligesom som Jesus Kristus.”3Valen-Sendstad, 1996, s. 596
De gav ham et stykke fisk
«Har I noget at spise her?»
Sådan møder Jesus disciplene efter sin opstandelse i Lukasevangeliet (Luk 24,41). De er ude af sig selv (hvilket reelt er umuligt, men følelsesmæssigt muligt), fordi han pludselig står der midt iblandt dem og viser sig i levende live kort tid efter sin korsdød.
En hovedpointe i Lukas’ sidste kapitel er netop kroppen. Kvinderne, som gik til graven med olie, fandt ikke Herren Jesu legeme (Luk 24,3). Efter at have vandret med Emmaus-vandrerne og forklaret dem, hvad der var sket, er det, mens de bryder brødet, at deres øjne bliver åbnet, og de ser, hvem Jesus er, før han bliver usynlig for dem. Når de så skynder sig hen til disciplene og forklarer dem, hvad de har oplevet, dukker Jesus op midt iblandt dem, og hilser dem med fred. Deres reaktion er så kropslig som det kan blive; de blev forfærdede og bange. Jesu modsvar er:
«Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har» (Luk 24,39). Forfærdelsen blev til forundring hos disciplene. Og da beder Jesus om lidt mad.
«De gav ham et stykke stegt fisk, og det tog han og spiste, mens de så det.» (Luk 24,41b-43)
Kan det blive mere kropsligt? «Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord.» (1 Joh 1,1).
Disciplene mærkede forfærdelse, rædsel, tvivl og undren. Så fejer Jesus al tvivl til side ved til sidst at spise et stykke fisk: Jeg er virkelig opstået! Og alt dette kunne de opleve, fordi de er en enhed af krop, sjæl og ånd.
Kroppen – til Guds ære
Tidligt tog kirken et opgør med tanken om kroppen som et fængsel for sjælen, og at frelse for sjælen sker gennem at frigøres fra den materielle verden. Nej, både krop og sjæl er ramt af syndefaldet, og vi er ikke en sjæl, som har en krop. Vi er en enhed af krop og sjæl. Alligevel ser det altså ud til, at vi stadig har brug for påmindelser om, at kroppen ikke er et fængsel.
Kroppen er noget vi er, ikke bare noget vi har. Du kan med andre ord ikke skylde skylden på kroppen alene, når du har syndet. Skylden er din, ikke din krops. Selv om både kroppen og sjælen har brug for frelse og fornyelse, er hele dig, krop, sjæl og ånd, værdifulde i Guds øjne. Hele dig, også kroppen, rammes af Guds nåde, når du tager imod ham, som din frelser.
Op igennem kirkehistorien er krop og følelser blevet forsøgt undertrykt. Det ender galt. Og det er egentligt mærkeligt, at kristne skulle undertrykke mest muligt af kroppens reaktioner, når vi læser om Jesu liv. Han led, han græd, han blev vred, han blev bange og var fyldt af angst. Det er svært at tro, at han ikke også grinte og hyggede sig.
Det er en hovedpointe i den kristne tro, at Gud kom som 100% Gud og 100% menneske, da han kom til jorden som et lille spædbarn med små søde fingre og tæer. Det kan egentligt ikke blive mere kropsligt. Så hvorfor skulle vi da ikke tage det alvorligt, at kroppen er tempel for Den Hellige Ånd og skal bruges i tjeneste for Gud?
Tag vare på din krop, også når den er til besvær. Brug den til tjeneste for Gud. Respekter den og sæt den højt, sådan som Gud selv gør med dig i skaberværket og i frelserværket. Lad Gud helliggøre dig, mens du vandrer på jorden, og på opstandelsens dag give dig evigt liv med en herliggjort krop.
