Skal tvivlen have lov til at ødelægge det åndelige liv?

Tvivlen er for mange et grundvilkår i troen - men hvordan håndterer vi den uden at hylde den?

Jeg ved ikke, hvilke associationer du får, når du møder begrebet tvivl? Vi har alle vores livserfaringer med os i bagagen, og vi har også hver vores personlighed. Derfor er det også forskelligt, hvorvidt vi oplever tvivlen primært på det følelsesmæssige eller intellektuelle plan.

Det er fristende – ubevidst – at kræve af hinanden, at vores liv med Jesus skal opleves på en bestemt måde. Sådan er der eksempler fra kirkehistorien. Er det også sådan hos os i dag? Kravene kan være skiftende. Snart kræves et inderligt og følelsesmæssigt stærkt åndeligt liv, snart et sejrende liv over synd og åndelig og materiel fremgang, og snart ophøjes anfægtelsen som noget særligt åndeligt.

Det er dog ikke kun blandt de kristne, der kan findes bevidst formulerede eller ubevidste forventninger til, hvordan et kristenliv helst bør være eller opleves. Omkring os har der i snart mange år, som en frugt af postmodernismen, været en nedladenhed over for dem, der er alt for overbeviste. Tvivlen er blevet ophøjet til den fineste plads blandt åndelige dyder.

Det kan være vanskeligt at stå imod dette krav om at tvivle på alt. Det er det, fordi det iklædes et skin af ydmyghed, hvilket lyder meget kristeligt. Hvorfor skulle vi have svaret, mens alle andre tager fejl?

Fristet til uklar tale

Selv om vi i klare stunder godt kan gennemskue den ondes bedrag, sniger tankegangen sig alligevel ind alle vegne hos os.

Det medfører bl.a. en fristelse til ikke at tale så klart, som Bibelen selv taler. Gør vi Bibelen mere uklar, end den er? Fylder reservationerne for meget i vores budskab: ”Så langt jeg kan se …” eller ”sådan, som jeg læser teksten …”? Jeg stiller spørgsmålet, selv om jeg ved, der også er risiko for at tale ”klarere”, end Bibelen selv gør.

Jeg har nogle gange tænkt på, hvorfor det er så svært – selv blandt de troende – at tale klart om Himmel og Helvede eller om manden som kvindens hoved. Og hvorfor er det så svært at tale konkret om efterfølgelsen, hvad enten det er til at være et vidne i min hverdag, kaldet til at rejse ud, til at vente med sex til efter brylluppet eller om at forblive ugift efter en skilsmisse?

På den ene side handler det om min menneskefrygt og konfliktskyhed. Ingen af delene er dog nye foreteelser. Se f.eks. her:

”… men på grund af farisæerne bekendte de ikke [troen], for ikke at blive udelukket af synagogen. De elskede nemlig ære fra mennesker frem for ære fra Gud” (Joh 12,42f).

På den anden side er der noget i mig, som henter kraft i tvivlens ophøjelse, og som derfor har spredt sig: Hvordan tager jeg imod et ransagende budskab, en formaning til at holde op med at leve på en bestemt måde? Jeg kender fristelsen til at blive fornærmet på budbringeren: ”Det skal han da ikke blande sig i. Er han bedre selv?”

Døv for Guds ord?

Jeg tror ikke, det bare handler om, at Gud har sat en finger på det ømme punkt, men fejringen af tvivlen fører den frugt med sig, at vi bliver døve for, hvad Gud siger til os, både når det er noget, han kræver af os, og når han giver gaver. Har jeg fjernet Gud fra tronen, så jeg selv bliver herre i mit liv? Da er jeg på en livsfarlig vej, der fører mod fortabelsen.

Skyldes den åndelige tørketid, jeg oplever, i virkeligheden dette, at jeg ikke vil vide af Gud som Herre, som Majestæt? Der står jo i Salme 18,27: “Men over for den falske forstiller du dig.”  Selv om åndelige tørketider kan have adskillige andre årsager både af åndelig, fysisk eller psykisk art, er spørgsmålet ikke til at ryste af.

Jeg synes, jeg oplever – måske i forlængelse af kravet om ovenstående ”ydmyge”, tvivlende, tilgang til Bibelen eller til troen – at vi taler og synger om troen som noget skrøbeligt, såret og svagt. Er det alle de krav, spørgsmål og angreb, vi møder, hvor vi kan opleve at komme til kort, der tynger? Eller er det, fordi vi i tvivlens tidsalder helst ikke tør tale for højt om den grundfæstede tro?

Tvivlen – grundvilkår, der ikke bør hyldes

I stedet for at lade os opsluge af “tvivlens evangelium” kan vi forsøge at stive troen eller kristendommen af på forskellig vis gennem en bestemt livsstil, bestemte ord eller sange af ældre eller nyere dato. Vi kan stive den af med argumenter, der skal bevise kristendommens sandhed. Vi kan også stive den af med fede oplevelser på lejre eller festivaller.

Rationelle argumenter, fede oplevelser, tørketider, tvivl, sejre, nederlag gør rigtignok noget ved vores tro. Alt dette er en integreret del af troens liv.

Men den egentlige hjælp, når jeg oplever det tørt, finder jeg dog et andet sted:  ”Men alle dem, der tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn” (Joh 1,12). Min oplevelse af troen er ikke ligegyldig, men her flyttes fokus hen på ham, der skænker magten eller retten til at blive et Guds barn.

Så gør det ikke så meget med mine egne spørgsmål og anfægtelser, sejre eller nederlag. Tvivlen er et grundvilkår, men Bibelen hylder ikke uklarheden:

“Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv” (1 Joh 5,13).

Jeg vil derfor gå til Jesus med alt det, jeg ikke forstår, så tvivlen ikke får lov til at dræbe troen.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler