2. Korintherbrev skiller sig ud fra Paulus’ andre breve. For det første er det mere personligt og følelsesladet end nogle af hans andre breve, og det viser dermed en anden side af Paulus’ personlighed. Men fornemmer at man får Paulus ufiltreret. For det andet er brevet mere fragmentarisk og ustruktureret end hans andre breve, og det er sværere at følge en logisk rækkefølge i argumentationen. For det tredje er brevet præget af Paulus’ forsvar for sin apostolske autoritet og modstand mod falske lærere i Korinth, som havde kritiseret ham og hans arbejde.
Byen Korinth og Paulus’ besøg
Paulus besøgte Korinth første gang på sin anden missionsrejse, og her prædikede og grundlagde han en kirke (ca. 50 e.Kr, Apg. 18,1-17). Paulus’ forhold til menigheden er komplekst og fra de to breve til menigheden vi har i Ny Testamente kan vi se, at Paulus faktisk har skrevet til dem flere gange. 2. Korintherbrev er sandsynligvis Paulus’ fjerde brev, mens 1. Korintherbrev er det andet (1 Kor 5,9). I 2 Kor 2,1-15 og 7,8 beskriver Paulus et brev skrevet under tårer, hvilket ville være det tredje brev, som nu er gået tabt.
Selvom Korinth var en græsk by, var den grundlagt af Julius Cæsar og stærkt præget af romersk kultur. En vigtig baggrund for at forstå Paulus’ argumentation i brevet er den romerske kultur om ære og skam. Ære var noget, der skulle bevares og forsvares, og skam var noget, man skulle undgå for enhver pris. Dette kunne påvirke måden, folk handlede på og interagerede med hinanden på. Måske har æres- og skamkulturen været en del af årsagen til nogle af de konflikter og uenigheder, som Paulus omtaler i sit brev. For eksempel kunne spørgsmålet om, hvem der var den mest autoritative lærer, have været en konflikt om ære og prestige.
Centralt i dette står Paulus’ fokus på korsets budskab og Jesu korsfæstelse, som udfordrede de romerske forestillinger om ære og skam. Korsets budskab handlede om, at Jesus havde opnået sejr ved at lide og dø på korset, hvilket var i modsætning til den romerske opfattelse af, at sejr og ære var noget, der blev opnået ved styrke og magt.
Inddeling af brevet og overordnet tema
Selvom brevet virker fragmenteret og ustruktureret, er det ret enkelt at inddele det i tre hoveddele:
- Paulus’ forsvar for sine handlinger og sin tjeneste (kapitel 1-7).
- Indsamlingen til menigheden i Jerusalem (kapitel 8-9).
- Paulus’ forsvar for sin autoritet som apostel (kapitel 10-13).
På tværs af hoveddelene går et overordnet tema igen i hele brevet: “Styrke i Kristus gennem svaghed”. Paulus taler flere steder om, hvordan hans svaghed og lidelser viser Guds styrke og trøst i hans liv.
Nogle få eksempler på dette tema kan nævnes her. Paulus lægger ud med at skrive om Kristi trøst i lidelsen (1,3-11), lidt senere skriver han om sin tjeneste som det at have en skat i et lerkar (4,7), han lægger vægt på at sand gavmildhed bygger på Guds nåde (kap. 8-9) og skriver om styrken i at være magtesløs. Hele vejen er dette tema knyttet til Jesu død og opstandelse og 2 Kor 13,4 udtrykker tematikken tydeligst: ”For han blev korsfæstet i magtesløshed, men han lever ved Guds magt, og vi er magtesløse i ham, men for jer skal vi leve sammen med ham ved Guds magt.”
2 Kor 1-7: Paulus’ forsvar for sine handlinger og sin tjeneste
De allerførste vers af brevet fortæller os hvem brevet er fra og hvem det er til. Det er interessant, at brevet ikke bare til menigheden i Korinth, men også til ”alle de hellige i hele Akaja” (1,1). Selvom brevet har en meget personlig karakter, så tænker Paulus altså at brevet skal læses af flere. Hans apostolske lære er relevant for flere menigheder, ligesom det bliver ved med at være relevant for os i dag.
Det næste afsnit er en taksigelse, som i andre breve typisk indeholder en tak for brevets modtagere. I dette brev takker Paulus i stedet Gud for trøst i lidelserne. Det peger muligvis på de spændinger, der er mellem ham og menigheden. Han påpeger, at Gud er en “Gud for al trøst, som trøster os i al vores trængsel, så vi kan trøste dem, som er i nogen som helst trængsel, med den trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud” (2 Kor 1,3-4). Paulus understreger her, at selvom han har lidt meget, har han også oplevet Guds trøst i disse lidelser.
Fra 1,12 begynder Paulus at forsvare sig og han adresserer nogle af de bekymringer, som menigheden i Korinth havde udtrykt i et brev til ham. De havde tilsyneladende kritiseret hans manglende pålidelighed og beslutningsdygtighed, og nogle havde måske endda beskyldt ham for hykleri. Paulus forsvarer sig imod anklagerne og understreger sin integritet som apostel for Kristus. Han gør det klart, at hans rejseplaner sker ud fra Guds ledelse. Han fastholder sin integritet, når han skriver: “Så sandt Gud er trofast, er vor tale til jer ikke både ja og nej!” (1,18-19). Ligesom Gud holder sine løfter og er trofast, sådan gør Paulus det også.
I 1,20 proklamerer Paulus, at alle Guds løfter har fået deres ja i Kristus. Her tænker Paulus på løfterne i Gammel Testamente, som alle er opfyldt i Kristus. Det er tankevækkende, at alle Guds løfter opfyldes i Kristus. I 2. Korintherbrev viser Paulus selv til opfyldelsen af løfterne om Helligånden (1,22, 3,6), den nye pagt (3,1–6), den nye skabelse (5,17), tilbagevenden fra eksilet (5,17–6,18), og templet (6,16).
Dernæst forklarer Paulus at han besøgte korintherne for at skåne dem og ikke gøre dem bedrøvede (1,23-2,11). Han understreger, at hans omsorg for dem kan ses i hans adfærd i Troas. Her var en dør åben for evangeliet, men Paulus var urolig, fordi Titus ikke var der. Titus skulle nemlig bringe nyheder om, hvordan Korinth havde taget imod Paulus’ brev (2,5). Derfor tog Paulus hurtigt til Makedonien for at skynde sig at rejse videre til Korinth og vise sin omsorg for korintherne (2,12-13).
2,14-7,4: Paulus’ svaghed og mod kommer fra evangeliet og hans tjeneste i den nye pagt. Hans tjeneste inkluderer både lidelse og mod i Helligånden, for de to ting følges ad. Paulus som krigsfange bliver ført mod sin død og spreder duften af Kristi død, og han ønsker ikke at fremhæve sig selv, men at pege på Kristus (2 Kor 2,14-3,6). Paulus peger på sin frimodighed i den tjeneste han har fra Helligånden, som er endnu mere herlig end Moses’ tjeneste (2 Kor 3,7-4,6). Men denne herlighed er som en skat, der er gemt i “lerkar”. Det er altså en herlig og frimodig tjeneste i en skrøbelig, svag og lidende beholder. Paulus bærer Jesu død i sit legeme, men det er for at give korintherne liv. Han har en ”korsformet” tjeneste, men han har et stærkt håb, fordi hans legeme vil blive oprejst fra de døde (2 Kor 5,1-10). Endelig appellerer han til dem om et svar, fordi hans liv står åbent for dem. Han er en tjener for forsoning og bønfalder dem om at forsone sig med Gud (2 Kor 5,16-6,2). Han har været åben over for dem og håber, at de vil åbne deres hjerter for ham (2 Kor 6,3-7,4). De kan kun forsones med Gud, hvis de forsones med Paulus. Samtidig indebærer et genetableret fællesskab med Paulus en adskillelse fra de falske lærere (6,14-18).
Den første hoveddel af brevet afsluttes med at Paulus vender tilbage til det han begyndte på i 2,13. Han forklarer hvordan han modtog gode nyheder fra Titus og udtrykker stolthed og tillid til korintherne (7,5-16).
2 Kor 8-9: Indsamlingen til menigheden i Jerusalem
I kapitel 8-9 skriver Paulus om indsamlingen til menigheden i Jerusalem, som han har sat i gang i en række menigheder og også i menigheden i Korinth.
Det kan umiddelbart virke som et drastisk emneskifte, men også her har Paulus fokus på at genoprette sit forhold til menigheden og prøve deres tro. Indsamlingen i Korinth var begyndt, dengang Paulus skrev Første Korintherbrev (16,1-4). Det var dog tvivlsomt, hvordan det var gået, fordi de siden havde haft en konflikt kørende med Paulus.
På baggrund af Titus’ gode nyheder om menighedens omvendelse vil Paulus nu gentage opfordringen til at give. Dermed kan de give udtryk for deres nyvundne tro.
I kapitel 8 beskriver Paulus, hvordan de makedonske menigheder har givet rigeligt trods deres egen fattigdom og prøvelser. Han bruger dem som et eksempel for korintherne, og opfordrer dem til at vise den samme gavmildhed. Han henviser til Kristi eksempel for gavmildheden er en afspejling af kærligheden i Guds hjerte. Den kærlighed, som kom til udtryk i Kristi gavmildhed.
I kapitel 9 fortsætter Paulus sit fokus på indsamlingen og opfordrer korintherne til at fuldføre deres tidligere løfte. Han lover, at deres gavmildhed vil føre til taknemmelighed og velsignelser fra dem, der modtager hjælpen, og at det også vil være til Guds velbehag. Paulus afslutter kapitel 9 med at takke Gud for hans ubeskrivelige gave, som han har givet os i Kristus.
2 Kor 10-13: Paulus’ forsvar for sin autoritet som apostel
I de sidste tre kapitler skifter brevet pludselig tone. I kapitel 1-9 har Paulus skrevet til en menighed, som har ændret deres holdning til ham. Der er en tone af forsoning, selvom der stadig er knaster i forholdet. I kapitel 10 adresserer Paulus den del af menigheden, der ikke har omvendt sig, og der bliver ikke lagt fingre imellem.
Paulus forsvarer sin apostolske myndighed mod påstande fra folk, der kritiserede ham hårdt (10,1.10; 11,11). Disse mennesker havde sneget sig ind i menigheden i Korinth og var falske lærere (11,4.12-15). Paulus forsvarer sig ved at udtrykke tillid til det, som Gud har gjort (10,1-18). Derefter advarer han mod og afslører de falske apostle og falske lærere (11,1-15). Dernæst praler han bevidst på en vanvittig måde med et dobbelt formål – at påpege de falske læreres forkerte grundlag for at prale såvel som at påpege, hvor meget Gud virkelig har gjort i Paulus’ liv (11,21-33). Han praler også af sine syner og forklarer, at Gud lærte ham at stole på Guds magt i magtesløsheden ved at lade ham lide af en sygdom (12,1-10).
