Manden er kvindens hoved – Eller hvad?

For nogle år siden havde jeg en diskusprolaps, som gjorde, at jeg i mange måneder ikke var i stand til at løfte noget som helst. Jeg husker den første sommerferie efter skaden, hvor jeg sammen med kone og fire børn vandrede ned til stationen.

De slæbte på taske og kufferter, og jeg gik tomhændet og med forsigtige, værdige skridt pga. min dårlige ryg. På hovedbanegården følte jeg mig overbegloet. Hvad bildte han sig ind, denne sheik, der overlod al slæb til kone og børn og nøjedes med at holde styr på billetterne?

Flere år efter var min ryg helet og sammen med familien var jeg atter på ferie. Denne gang var det en cykelferie. En dag havde vi planlagt at tilbagelægge 110 km, men røg vi ind i en strid nordvestjysk modvind. Efter nogle timers tramp i pedalerne i første gear var vores to drenge, som dengang var 10 og 12 år, ved at miste modet. Sammen med min kone lagde jeg derefter den taktik, at jeg skulle cykle forrest, og med min solide oppakning danne et læbælte for resten af familien. Min kone skulle cykle bagerst og være den, der holdt øje med drengene, og sørge for at råbe pause, inden de blev for udmattede. Takket være denne arbejdsfordeling lykkedes det os at nå frem og at fuldføre en ekspedition, som vi stadig med en vis stolthed tænker tilbage på.

Nu handler denne artikel hverken om mænd med dårlig ryg eller om sommerferieoplevelser. Men om forskellen på mænd og kvinder, som i Bibelen skildres på forskellig måde, men som blandt andet skildres gennem formuleringerne: Manden er kvindens hoved og kvinden skal underordne sig sin mand. Mange danskere, missionsfolk eller ej, vil have svært ved at høre disse to sætninger uden at få et billede på nethinden, som ligner det, udenforstående fik af familien Haahr Andersen på hovedbanegården hin sommer. Hvis vi skal være helt ærlige, lægger visse formuleringer i Bibelen så ikke op til et forældet og nedladende kvindesyn, hvor hun er en slags servicemedarbejder for sin mand?

En bekendelse

Personligt har jeg ofte været så presset af omgivelsernes forståelse af, hvad der er politisk korrekt og ukorrekt at mene, at jeg ret og slet ikke har magtet at tilegne mig Guds ord tale på dette punkt.

Jeg har forsøgt mig med forskellige undvigelsesmanøvrer, fx at putte disse formuleringer i en skuffe, der hed tidsbestemte formaninger. Der er jo vitterligt udsagn i Bibelen, som det ud fra helheden vil være forkert at betragte som almengyldige, fordi de er begrundet i specielle omstændigheder, der ikke er gældende i dag. Problemet var blot, at både formaningerne til manden og til kvinden er begrundet i noget almengyldigt og universelt, nemlig Guds oprindelige skabelse af manden og kvinden som ligeværdige og forskellige på samme tid.

Min næste undvigelsesmanøvre var at tolke ordet hoved og ordet underordne sig, sådan at det anstødelige på én eller anden måde blev nedtonet. Jeg forklarede dem sådan, at ordene markerede mandens og kvindens forskellighed, uden at jeg kunne redegøre for de nærmere detaljer i det, og jeg fulgte op med de mange citater, der viser, at Bibelen forstår manden og kvinden som ligeværdige i skabelsen og frelsen og varetagelsen af vitale opgaver i hjem og menighed.

Det skulle undre mig, om ikke én læser eller to har samme svaghed. Derfor vil jeg starte denne artikel – ikke med at udrede, hvem det nu er, der skal underordne sig hvem – men med at minde om det første bud og det grundlæggende kald til os alle om at underordne os under Guds ord og vilje i alle ting, også når der er en uløselig konflikt mellem Guds ord og tidsånden. For i Guds ord lytter vi til vores skaber, som kender mandens og kvindens natur og væsen indtil de mindste molekyler i vores krop. Han elsker os og vil os det godt, også når han vejleder og formaner og siger noget, vi ikke kan lide at høre.

Hvad Bibelen faktisk siger

For mig at se er det vigtigt at fastholde, at der gennem hele Bibelen er to grundlinjer, som begge må fastholdes og sammenholdes for at få et sandt og dækkende billede af Guds vilje.

a) Den grundlæggende lighed

Skabelsesberetningen siger, at Gud skabte de to køn til at være konge og dronning i hans skabte verden og til at bære hans billede. Både kapitel 1 og 2 understreger de to køns fundamentale lighed og værdighed som bærere af Guds billede og som herskere og erobrere af den verden, som Gud har skabt. Samtidig understreges, at mand og kvinde er grundlæggende forskellige. De er som to poler, der netop via deres forskellighed tiltrækkes af hinanden, og når de forenes i ægteskabets intime fællesskab, opstår en dynamisk enhed, der både omfatter krop og sjæl.

Dette dynamiske samspil mellem mand og kvinde fortsætter uden for Paradiset, om end det som alt andet blev mærket af synd og lidelse og kamp. Kærlighed og egoisme kæmper om dominansen i de nære relationer og i alle andre fællesskaber. Kønnenes dynamiske samspil kæmper side om side med kønnenes kamp og undertrykkelse og nedværdigelse og vold. Bibelen giver en krads og realistisk beskrivelse af, hvor speget tilværelsen er uden for Paradiset.

Da Jesus kom, stadfæstede han i ord og handling det menneskesyn, som er udtrykt i skabelsesberetningen. Han gjorde blandt andet det – meget kontroversielle – at han kaldte kvindelige disciple, og han fremhævede ofte kvinder som eksempler. Det var for eksempel en kvinde, Maria Magdalene, der først fik det betroede hverv at være vidne til hans opstandelse og sige det videre til de mandlige disciple.

Paulus fortsatte i samme spor. Da han blev omvendt, ændrede han også praksis og syn på kvinden, og i hans breve hører vi igen og igen om kvindelige medarbejdere. Og det var Paulus, der sagde de berømte og kontroversielle ord om, at der i Kristus ikke er forskel på mand og kvinde (Gal 3,27). Dette er en krigserklæring mod al kvindeundertrykkende tale og adfærd, også det misbrug og den undertrykkelse, der har fundet sted i kristendommens navn. Selvom kvindebevægelsen ofte kun har foragt til overs for lydighed mod Bibelen, har den på visse punkter varetaget et ægte bibelsk anliggende ved at kæmpe for kvinders rettigheder. I kampen for værdighed og respekt skal kvinder i hele verden vide, at de har apostel Paulus på deres side!

b) Den grundlæggende forskellighed

Den grundlæggende forskellighed udtrykkes i skabelsesberetningen med selve betoningen af kønspolariteten og ordparret mand-kvinde og Adam-Eva. I deres forskellighed skal de to køn supplere hinanden, så de sammen danner en helhed. Forskelligheden udtrykkes blandt andet i sætningen, at Adam søgte en hjælper, som svarede til ham. Ordet hjælper bruges ofte i Salmernes bog om Gud, som er menneskets hjælper. At kvinden er mandens hjælper er altså ikke et nedvurderende udtryk om kvinden, men en måde at sige på, at en kvinde er skabt med en hjælperdrift i sig, og når hun retter den mod sin mand, bliver hun bekræftet i sin identitet som kvinde.

NT udfolder denne tanke ved at fremhæve manden som kvindens hoved, og at kvinden skal underordne sig sin mand. Både ordet hoved og ordet underordne sig kan bruges i den sociale og politiske verden. I den sammenhæng betyder ordet hoved fyrste eller konge, og ordet underordne sig kan bruges om soldater, der skal indordne sig under deres overordnede. Når Bibelen bruger disse to betegnelser til at beskrive forskelligheden mellem mand og kvinde, så anvendes det altid til at beskrive kærlighedsrelationer og ikke magtrelationer. Det er væsentligt for at få deres præcise betydning frem, og også for at komme ud over den måde, disse udtryk er blevet misbrugt på op gennem historien.

At manden er kvindens hoved indebærer, at han har et særligt ansvar og en lederfunktion i ægteskabet. Gud har skabt ham med denne særlige funktion som en del af hans mandighed, for at han kan hengive sig i kærlighed til sin hustru med Jesu egen tjeneste og lidelse som forbillede. At kvinden er mandens hjælper indebærer, at hun skal underordne sig og tjene sin ægtefælle. Hun er nemlig skabt med en hjælperdrift i sig, og ligesom hun bliver bekræftet i sin identitet som moder, når hun plejer sit barn, sådan bliver hun bekræftet i sin identitet som kvinde, når hun retter sin hjælperdrift mod sin mand.  Der ligger ikke noget nedværdigende i ordene at tjene og at underordne sig. Tjeneste er et ligeværdigt forhold, når den, der tjener, selv ønsker det og gør det for at opfylde sit eget behov for at tjene. I et magtforhold kan det at tjene og hjælpe være noget nedværdigende og ydmygende. Men i et kærlighedsforhold er det et kærlighedssprog, som bekræfter og nærer menneskes værdighed hos både giver og modtager.

Manden og kvinden er på den måde skruet sådan sammen af deres skaber, at de i deres kønsforskellighed kompletterer hinanden, sådan at de sammen danner en helhed. Ikke ved at gøre sig så ens som mulig, men ved at udfolde deres forskellighed efter de bibelske pejlemærker, som er nævnt ovenfor. Uden for Paradiset er heller ikke dette nære samspil mellem to mennesker uden disharmoni. Selvoptagethed, magtkamp, sårethed og meget andet vil hele tiden spolere og true fællesskabet. Alligevel kommer vi på det sociale plan ikke tættere på skaberens oprindelige harmoni og helhed, end når kærlighedens fællesskab mellem mand og kvinde får lov at udfolde sig efter disse bibelske principper.

Mandens særlige ansvar i hjem og menighed

Ifølge Guds ord har jeg som mand i mit ægteskab et særligt ansvar for at få min familie til at trives. Jeg er det åndelige overhoved i mit hjem og har et særligt ansvar for, at Guds ord og bøn kommer til at præge vores familieliv. Jeg er også det menneskelige overhoved, og det betyder, at jeg har et særligt ansvar for min kone og mine børns trivsel. Heldigvis er jeg ikke alene om at bære det ansvar, for Gud har givet mig kvinden i mit liv som min hjælper og utrættelige støtte.

Denne hovedfunktion misbruges, hvis jeg gør mig til en hustyran eller sheik, som resten af familien skal tjene og varte op. Tværtimod udfordrer mit særlige ansvar mig til at gå forrest med at ofre mig for, at vores familiære fællesskab kan trives. Hvis vinden er imod, er det min særlige opgave at stille mig forrest og være en beskytter og et læsted for resten af familien.

Den kristne menighed har det tilfælles med den kristne familie, at den er bundet sammen ikke af magt, men af kærlighed. Den består af mænd og kvinder, som er Jesu ligeværdige disciple, og begge køn er kaldet til at finde deres plads og nådegave i helheden, sådan at de med deres forskelligheder i køn, nådegaver og psyke kan tjene hinanden og have et organisk samspil, medspil og modspil i forhold til hinanden. Men af respekt for mandens og kvindens forskellighed som hoved og som hjælper er der ifølge NT én funktion, som kun manden kan varetage, nemlig at lære i menigheden, dvs. prædike og undervise i Guds ord. Gør en kvinde det, så bryder hun med den skaberordning, som manden og kvinden er undergivet, og brud med Guds vilje og ordninger har altid konsekvenser for den enkelte og for menighederne.

Som mand skal jeg tjene og hengive mig til menighedens fællesskab med Jesus selv som forbillede og stille mig til rådighed med de nådegaver, som Gud har givet mig. Er det nådegaven til at forkynde og lære menigheden, så ved jeg ud fra de bibelske formaninger, at det er i overensstemmelse med min identitet som mand, at jeg går ind i dette kald. Også at jeg tager det særlige ansvar og den særlige byrde på mig, at en hyrde og lærer i menigheden altid står forrest, når tidsåndens protest og foragt mod Guds ord slår igennem.

Kvindens særlige ansvar i hjem og menighed

Det kræver en helhjertet indsats af begge køn at få et hjem og et ægteskab til at fungere. Kvinden har en særlig opgave i at varetage sin funktion i dette teamwork ved at leve sin hjælper- og tjenerfunktion ud. Hun skal ikke forsøge at overtage mandens særlige ansvar som leder og overhoved, men skal netop underordne sig og respektere det særlige kald, Gud har givet hendes mand og derved udnytte det læsted, mandens særlige opgaver efterlader til hende. Ved at støtte og hjælpe ham bliver de ikke hinandens modpol og konkurrenter, men kan samarbejde som et team og supplere hinanden i det dynamiske kærlighedsfællesskab, Gud har sat dem i.

I menigheden skal kvinden stille sig til rådighed for fællesskab med de nådegaver, Gud har givet hende. Hun skal ikke forvises eller forvise sig selv til køkkenet og kaffestuen og hun skal heller ikke på anden måde underlægge sig traditioner, der ikke har Guds ord med sig. Men hun skal frimodigt synliggøre sig selv med det særlige bidrag og de særlige nådegaver, som hun og andre kvinder kan berige fællesskabet med. På et område skal hun dog holde sig tilbage, nemlig når det handler om at forkynde og lære Guds ord for menigheden og når det gælder de særlige lederopgaver, hvor hun ifølge Paulus ord kommer til at byde over mænd.  Det er menighedens fælles opgave at sikre, både at hun får råderum til frimodigt at tjene fællesskabet med sine nådegaver og særlige udrustning, og at hun ikke bevæger sig ud i funktioner, hvor hun bryder med klare bibelske formaninger.

Hurra for den lille forskel

Jo mere vi magter at komme ud over tidsåndens kvælertag mod de bibelske formaninger, og jo mere vi fordyber os i, hvad Bibelen faktisk siger, og enfoldigt søger at omsætte det til praksis, – jo mere livsglæde og trivsel vil præge vores parforhold og menighedsliv. Når begge køn kommer i kontakt med sin særlige styrke og særlige funktion i teamet, så kan man ikke blot tilbagelægge 110 km i modvind, men opleve samlivets særlige dynamik og velsignelsen ved at følge Guds ord i både hjem og menighed.

NB: Læs 1 Mos 1-2, Gal 3,26-28, 1 Kor 11,3, 14,34-40, Ef 5, 21-33, 1 Tim 2,11-15.

 

 

Del:

Twitter
Facebook