Noget af det, jeg kæmper allermest med i mit trosliv, er at hvile 100 % i nåden. Jeg er opvokset i en kristen familie og er blevet fortalt siden, jeg var helt lille, at Jesus døde på korset for mig, for at jeg kan blive frelst. Da jeg blev lidt ældre, lærte jeg om ”nåden” og at vi som kristne er ”frelst af nåde”. Jeg troede, at jeg forstod, hvad det ville sige, men jeg fik lov til at se nådens under i et helt andet lys under mit ophold på Luthersk Missions Højskole for nogle år siden.
Et slør blev fjernet
I løbet af de første uger på højskolen modtog vi meget undervisning om nåden. Underviseren lagde meget vægt på at nåden er gratis! Den bliver foræret til os som en gave, og vi kan og skal ikke gøre noget for at gøre os fortjent den. Budskabet var ikke nyt for mig, men alligevel var det som om, at jeg rigtigt forstod det for allerførste gang. Det var nærmest som om, jeg fik fjernet et slør fra mine øjne, så jeg endelig kunne se, hvor stort det er, at Gud ønsker at frelse mig af nåde, så jeg kan få en evighed sammen med ham, når det, jeg egentlig fortjener, er at tilbringe en evighed i fortabelse. Jeg kunne i det øjeblik helt tydeligt se, hvor helt igennem fortabt jeg er i mig selv. Jeg kunne se, hvordan jeg svigter Gud og vender ham ryggen igen og igen, og dermed blev nåden endnu større for mig.
Efterfølgende blev jeg fyldt af en skam over de sidste fire år af mit kristenliv. I løbet af gymnasiet havde jeg taget så mange opgaver på mig i de forskellige kristne fællesskaber jeg kom i, at jeg ikke længere selv havde tid eller overskud til at bruge tid med Gud. Både fordi jeg havde følt et ansvar overfor fællesskaberne, men også fordi jeg inderst inde ønskede at føle mig sig som en ”god kristen”. Jeg ønskede at tjene Gud, men gjorde det af den forkerte grund. Jeg gjorde det nemlig ikke på baggrund af den frelse, som jeg allerede havde fået foræret, men fordi jeg da måtte kunne gøre mig bare lidt fortjent til frelsen. Jeg var så fokuseret på at være et ”godt kristent forbillede” at jeg fuldstændigt mistede orienteringen i mit trosliv. Jeg så kun på mig selv og min tjeneste og glemte fuldstændigt at se hen på Jesus på korset.
Nådens dør
Efter jeg fik lov til at se, at jeg intet kan bidrage til min egen frelse, skrev jeg sangen ”Nådens Dør” som en bøn til Jesus. Jeg valgte denne titel, da jeg hørte en prædikant forklare, hvad Jesu død på korset betyder for os: ”Gud har åbnet Nådens Dør, så vi kan træde ind under Guds nåde og få evigt liv og evigt fællesskab med ham”. Det var et virkelig stærkt billede, som jeg ønskede at fordybe mig mere i. Gennem sangen beder jeg Jesus om at lære mig, hvor meget jeg har brug for ham. Særligt det andet vers handler om den udfordring, jeg oplevede i, at jeg gerne ville tjene Gud, men at jeg havde svært ved ikke at lade mine gerninger tage den plads som Gud bør have i mit hjerte.
”Mine gode gerninger tog din plads.
Helt forblændet af mig eget værk.
Jeg ønskede at tjene dig,
Men glemte det du lover mig.
Helt fortabt tog du mig i favn.”
Tjenesten var en afgud
Min tjeneste for Gud blev min afgud. Jeg ophøjede mine egne gerninger og var fyldt af en selvtilfredshed over det jeg kunne bidrage til Guds riges arbejde. At tjene Gud er i sig selv en fantastisk ting, og noget som Gud kalder os til, men vi er ikke frelst af gode gerninger men til gode gerninger.
Jeg oplevede at Gud tog hånd om mig, da jeg havde fejlet allermest som kristen. Jeg var fuld af skuffelse over mig selv og den måde jeg havde ladet mig styre af mine egoistiske motiver. Jeg følte, at jeg havde bedraget både mig selv og andre omkring mig til at tro, at jeg havde en stærk og personlig tro, mens jeg i virkeligheden satte min lid til mig selv i stedet for at sætte min lid til Jesus. Da jeg endelig så min hjælpeløshed, tog Gud imod mig med åbne arme og bød mig velkommen hjem. Han tilgav mig og elskede mig stadigvæk, selvom jeg havde fejlet og skuffet ham endnu en gang.
Daglig påmindelse
Mit syndige hjerte glemmer dagligt, at det er nåden alene der frelser! Hver dag må jeg bede Gud om at vise mig, hvor hjælpeløs jeg er i mig selv, hvor stor en synder jeg er, og hvor meget jeg har brug for hans nåde og frelse. Det sætter jeg yderligere ord på i c-stykket af ”Nådens Dør”:
”Det skyldes ikke mig selv,
Det skyldes kun Immanuel.
Han har åbnet nådens dør”
Linjerne er skrevet ud fra Efeserbrevet 2,8-9: ”For af den nåde er i frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger for at ingen skal have noget at være stolt af.” Selvom versene klart beskriver, at vi bliver frelst alene af Guds nåde, kan vi alligevel så hurtigt glemme det. Det skyldes måske, at vi lever i en verden, hvor man skal gøre sig fortjent til stort set alt. Hvis du vil have et prestigefyldt job, må du først få gode karakterer i gymnasiet, så du kan komme ind på den rigtige uddannelse. Vil du vinde guldmedaljen til OL, må du først bruge årevis på at træne dig op til overhovedet at kunne kvalificere dig. At vi ikke kan gøre noget for at gøre os fortjent til frelsen, stikker altså imod alle vores indgroede forventninger fra denne verden.
Nu må du blot være barn
Jeg bruger særligt lovsang til at udtrykke mine følelser og tanker overfor Gud. Nogle gange kan det være svært at finde ordene selv, og der kan det være en stor hjælp at bruge en lovsang, som en anden har skrevet som min personlige bøn til Gud. Jeg er blevet særligt glad for sangen ”Nu må du blot være barn”. Sangen er skrevet fra Guds synspunkt, og den maler et billede af Guds ønsker for os. Hver gang jeg synger andet vers af sangen, bliver jeg rørt over de ord som Gud siger til mig:
”Nu må du blot hænge armene langs siden.
Tro ikke, det er dig, der bærer mig!
Tror du, jeg må holdes oppe hele tiden?
Husk nu på, at det er mig, der bærer dig!”.
Ordene rammer mig, fordi de afslører mit forvrængede billede af, at det handler om, hvad jeg kan præstere i mit forhold til Gud. Det siges så tydeligt her, at det handler om, hvad Gud har gjort for mig. Det handler om at Jesus døde på korset for mig, selvom jeg ikke fortjente det. Det er hans nåde imod mig, som bærer mig ind i evigheden, ikke mine gerninger!
