Enhver kultur er præget af syndefaldet og derfor må gudstjenesten danne modkultur i både form og indhold. Samtidig er vi skabt til at leve i en verden med kulturer, som vi må forholde os til for at kunne kommunikere. Der er en grund til, at der prædikes på dansk i danske kirke og ikke på hebraisk og græsk.
Men der kommunikeres også på indirekte måder. Hvordan hilser vi på hinanden? Er det med et knus eller et håndtryk – eller uden berøring og blot med hænderne sat fladt sammen foran brystet? Et knus er en hjertelig hilseform i Danmark, men vil være et overgreb i et land som Cambodja. Og bogstaveligt at hilse ”med helligt kys” (1 Thess 5,26) ville være utilgiveligt, fordi man i en endnu højere grad end i Danmark ville bryde folks kulturelt betingede intimsfære.
Gudstjeneste som et mødested for hele mennesket
Mennesket er skabt med ånd, sjæl og legeme, og det skal der tages højde for. Tænk blot på, hvordan vores fem sanser bliver mødt i gudstjenesten. Vi hører Guds ord forkyndt. Vi ser, hvordan præsten vender sig ved alteret og måske bruger noget visuelt til at understrege sin forkyndelse. Vi kan smage brødet og vinen i nadveren – eller kaffen bagefter. Vi kan røre ved brødet og vinen samt vandet i dåben.
Sidst, men nok også mindst, vil man i en ortodoks og katolsk sammenhæng kunne lugte røgelsen. I en luthersk sammenhæng vil man normalt fokusere på høresansen, for ”troen kommer af det, som høres” (Rom 10,17), men de andre sanser må være med for at understrege og medvirke til en bredspektret formidling.
Gud møder sin menighed
I gudstjenesten ”tjener Gud” sin menighed gennem sine nådemidler. Her vil vi nok først og fremmest tænke på tekstlæsning, forkyndelsen, dåb og nadver. Sange og salmer kan imidlertid spille en lige så vigtig rolle. Der findes liturgiske gudstjenester uden forkyndelse (f.eks. de ni læsninger eller til langfredagsgudstjeneste) og gudstjenester, hvor tekstlæsning spiller en ubetydelig rolle. Men en gudstjeneste uden sang har jeg endnu ikke oplevet. Selv når de musikalske evner ikke rækker så langt, forsøger man trods alt at synge et par sange. Sat på spidsen kan man overveje, om sange menneskeligt set spiller den vigtigste rolle i gudstjenesten.
I mange afrikanske kirker opfattes sangkorene som en af de vigtigste tjenester i menigheden. I nye menigheder samler man først ind til en græshytte. Inden der kommer blikplader på kirkebygningen og løn til evangelister, bliver der indkøbt dragter til koret, og for mange kristne bliver kormedlemskabet deres hovedtjeneste i menigheden.
Det er i sangene, man lettest kan få øje på den kulturelle påvirkning. Selvom gudstjenesten er på landets hovedsprog, vil der alligevel ofte blive sunget på lokalsproget. Melodier og musikinstrumenter vil også ofte være lokale. I hvert fald i første omgang. Især i byerne har jeg observeret, hvordan sangkulturen bliver præget af den vestlige kultur, så snart de unge får adgang til internettet.
Der findes en stor variation af musikgenrer, så der er rig mulighed for at formidle vidt forskellige stemninger som både alvor og glæde. Der er mulighed for at knytte an til oldkirkens tradition eller til samtidens kultur. Der er mulighed for at formidle enkle budskaber på en måde, så man nynner på det resten af ugen, eller man kan formidle dybe teologiske tanker med smukke poetiske metaforer. Under alle omstændigheder vil man kunne formidle budskaber igennem sang og musik på en måde, som ikke kan gøres gennem forkyndelse.
Enhver menighed har en udfordring med at nå hele menigheden på tværs af alle mulige andre interesser. Det gælder også for musikken. Jeg har hørt mange ældre afrikanske kristne beklage sig over lydniveauet og musikstilen i gudstjenesten. Og ligesom i Danmark har jeg observeret, at man i nogle menigheder formår at finde gode kompromisser. Andre steder ender det i diskussion og magtkamp, hvor det er svært at skelne mellem teologiske og mere kulturelt betingede argumenter. Magtbalancen mellem de ældre og unge kan variere fra land til land, men det er nogle af de samme grundlæggende spørgsmål, som går igen: Hvad er anstændigt, og hvordan kan man med musikken gøre det attraktivt for flere at komme til gudstjeneste?
Menigheden møder Gud
Under gudstjenesten svarer menigheden Gud på forskellige måder. Det kan ske gennem lovsang og gennem bønner. Bønner kan varieres på lige så mange måder som sang. De kan fremsiges, synges, råbes eller blot udtales i den enkeltes hjerte. Den nedskrevne bøn kan sikre et teologisk gennemtænkt indhold, og at den ikke blot er et tilfældig udtryk for den bedendes tanker. Den frie bøn kan derimod gøre bønnen konkret og nærværende.
I Afrika har jeg oplevet en vægtlægning af bønnen, som skyldes påvirkning fra kulturen på godt og ondt. Gud opleves i høj grad som en levende virkelighed, der er kontaktbar, og som kan skabe ændringer i vores liv. Indholdet af bønnerne er derfor livsnært og konkret snarere end dogmatisk korrekt. Men nogle gange overtages en virkelighedsforståelse fra ånde- og forfaderdyrkelsen om, at den åndelige verden kan manipuleres. Derfor kan bønnerne råbes ud, som om der var tale om en åndelig kamp, som mennesket må bidrage til. Samtidig kan råberiet dog blot være et ærligt udtryk for en konkret smerte, som ikke andre end Gud kan hjælpe med.
Menigheden møder hinanden
Nogle tiltrækkes af folkekirkens gudstjenester, fordi man anonymt kan sætte sig på kirkebænken og gå igen uden at hilse på andre end præsten. I vores tid kan disse anonyme forhold også findes på internettet. Det kan være befriende for introverte mennesker og i pressede livssituationer.
De fleste vil dog glæde sig over at opleve et levende fællesskab. Nogle gange lægges det til rette, at man får hilst på hinanden i gudstjenesten. Det kan være et fast punkt undervejs i programmet, at man giver en ”fredshilsen” til dem, man sidder tættest på, eller det kan være fast tradition, at menigheden stiller sig i en rundkreds og hilser på alle. Der kan også være en mere uformel, men fast tradition for, at man hilser på hinanden før eller efter gudstjenesten. I den forstand kan man argumentere for, at gudstjenesten begynder, så snart man hilser på en anden gudstjenestedeltager og dermed begynder på den fælles oplevelse, som en gudstjeneste er.
For at øge fællesskabet kan gudstjenesten fortsætte uformelt med det, vi i Danmark vil kalde kirkekaffe og kirkefrokost, men som andre steder i verden kunne kaldes kirkete, kirkekiks eller noget helt tredje. Endelig er der uanede muligheder for særgudstjenester som spaghettigudstjenester, menighedsudflugter osv.
Indsamling af penge er sjældent nævnt i nedskrevne liturgier, men på mig virker det til at være et universelt fænomen. Selv i forholdsvis inaktive folkekirkemenigheder er der kirkebøsser ved udgangen, som man kan fylde et par mønter i. Andre steder i verden går kollektkurven rundt hver søndag. Nogle steder kan der være flere indsamlinger i en gudstjeneste plus en auktion over naturalier som høns, sække med majs eller blot et lille glas med vild honning, som kan være den fattige families eneste mulige bidrag.
For nogle i Danmark kan det virke teologisk udfordrende, at indsamlingen er så synlig, da ”den venstre hånd ikke skal vide hvad den højre hånd gør” (Matt 6,3). Men uden for en tillidskultur som i Danmark kan det være nødvendigt at vise, at alle står bag fællesskabet også i økonomisk henseende.
Afrunding
Det er ikke altid let at gennemskue, hvornår gudstjenesten skal danne modkultur, eller hvornår kulturelle udtryk kan bruges ukritisk til at udtrykke de bibelske værdier og budskaber. Men hvis vi vil mødes med Gud og hinanden i gudstjenesten på en sund måde, må vi gøre forsøget.
Artiklen er fra Budskabet 02-2025 og er en del af temaet ”Liturgi”. Flere artikler i samme tema:
