Mission i bibelsk lys

Ifølge Bibelen er verden skabt af Gud. Den tilhører ham, og en dag vil han genoprette alting.

Mennesket er kronen på Guds skaberværk, men samtidig er vi faldet bort fra Gud i synd og oprør, og den bibelske fortælling er nærmest en lang beretning om, hvordan Gud planlægger og eksekverer en redningsplan, sådan at forholdet mellem os og Gud kan blive genoprettet. Tematikkerne flyder ud af den bibelske fortælling:

  • Skabelse
  • Syndefald
  • Forsoning
  • Genoprettelse

Hvad er det, der binder disse temaer sammen? Hvad er koblingen mellem forsoningens virkelighed og altings genoprettelse? Med et ord kan det siges: Mission! Fra skabelsens perfekte verden blev ødelagt af syndefaldet, har Guds mission været at forsone sig med verden ved Jesu død og opstandelse, og siden forkynde det glædelige budskab i hele verden til tro og efterfølgelse! Vi finder to tydelige befalinger i Bibelen til kristne mennesker:

  • Kulturbefalingen (Givet til Adam og Eva i 1 Mos 1,28: ”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den”)
  • Missionsbefalingen (Givet til disciplene i Matt 28,19: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple”)

Denne artikel handler om det sidste, og selvom mission ikke er et bibelsk ord (det stammer fra det latinske ”missio”, at sende), så er det i den grad en bibelsk tematik!

Mission i Bibelen

For et par år siden blev jeg gjort opmærksom på, at når man først ser det, kan man ikke læse Bibelens mest kendte vers, Joh 3,16, uden at se, at det implicerer mission:

For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. (Joh 3,16-17).

Jeg har hørt det formuleret sådan, at hvis vi ikke forstår, at evangeliet skal deles, så er spørgsmålet, om vi overhovedet har forstået evangeliet? Det er yderst provokerende udsagn, men jeg tror det rammer en central nerve! Vi ser i adskillige bibeltekster, hvordan det ikke bare er en isoleret tanke, men et tema, der som en rød tråd binder Bibelens tekster sammen.

Evangeliet og mission

Når Paulus f.eks. afslutter sit brev til romerne, skriver han:

Ham, som formår at styrke jer med mit evangelium og Jesu Kristi budskab, med åbenbaringen af den hemmelighed, der har været hyllet i tavshed i evige tider, men som nu er bragt for dagen og gennem profetiske skrifter på den evige Guds befaling gjort kendt for alle folkeslag for at føre dem til troslydighed – ham, den eneste, vise Gud være ære ved Jesus Kristus til evig tid! Amen. (Rom 16,25-27)

Her viser Paulus, at der er en dyb sammenhæng mellem selve evangeliet og kaldet til mission. Paulus taler om en hemmelighed, der er blevet åbenbaret. Hvad mener han?

Ordet hemmelighed er den typiske måde, hvorpå vi oversætter det græske ord ”mystérion”. Hvad der i NT menes med det udtryk, er temmelig komplekst, men vi vil her se på et aspekt: Da Kristus blev menneske 1Det vi kalder inkarnationen, levede, døde og opstod indtrådte en ny periode af verdenshistorien. I og med Jesu komme blev det tydeligt, at der igennem hele GT har været en tråd, der viste, at Guds løfter overfor Israel havde en langt videre rækkevidde end jøderne havde forstået. Paulus understreger, at når et menneske, herunder jøderne, kommer til tro, så kaster det et nyt lys ind over hele GT (2 Kor 3,14-16). Pludselig bliver det klart, at GT handler om Jesus! Han er den lovede frelser! Og hans frelse er ikke bare forbeholdt nogle få mennesker. Nej, alle skal høre evangeliet, det glade budskab. Det er den ”hemmelighed”, det mysterium, som Gud åbenbarer i Jesus.

Mission er åbenbaret i GT

Fra evighed af, har Gud besluttet at alle mennesker – ikke bare Israels folk – skal få del i frelsen. Det er en tone, der går igennem mange tekster i GT, at alle mennesker skal tilbede Gud. Det er ikke bare Israel, der skal gøre det. Igen og igen lyder det igennem de gammeltestamentlige profeter, i Salmerne:

Fortæl om hans herlighed blandt folkene,
om hans undere blandt alle folkeslag! (Sl 96,3)

Folkene skal takke dig, Gud,
alle folkene skal takke dig.
Folkeslagene skal glæde sig og juble,
for du dømmer folkene retfærdigt,
og du leder folkeslagene på jorden. (Sl 67,4-5)

Folket i streng forstand i GT er Israel. Folkene er alle hedningerne omkring Israel. På samme måde som ikke bare Israel skal tilbede, sådan er det heller ikke forbeholdt Israel alene at blive frelst af Gud! Det er et meget tydeligt løfte vi finder i GT, at Herren en dag vil frelse sit folk Israel. Det er en grundtone. Men det gentages igen og igen: Frelsen vil ikke bare være forbeholdt Israel – det skal komme alle folkeslag til gavn:

Vend dig til mig, og bliv frelst,
hele du vide jord!
For jeg er Gud, der er ingen anden.
Jeg sværger ved mig selv,
sandhed udgår af min mund,
ord, der ikke vender tilbage:
For mig skal hvert knæ bøje sig,
hver tunge skal sværge ved mig. (Es 45,22-23)

Jeg kommer selv for at samle alle folk og sprog, og de skal komme og se min herlighed. (Es 66,18).

Gud kalder på alle mennesker i alle folkeslag på hele jorden til frelse. Målet er, at folkene skal lovsynge Herrens herlighed! Hvornår bliver den gammeltestamentlige vision til virkelighed? Da Jesus blev menneske, døde og opstod og udsendte sine disciple!

Mission i NT

Missionstiden er ifølge NT den periode, der er fra Jesu første komme til hans næste komme! I den periode af frelseshistorien skal mennesker høre evangeliet, og vi har som kristne et kald til at være med i det arbejde! Apostlen Peter understreger, at Guds ønske om mission, er en af årsagerne til, at verden endnu eksisterer, og Jesus ikke er kommet igen endnu: ”Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag. Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse.” (2 Pet 3,8-9).

Missionens tidsalder er begrænset. Mission er ikke endemålet. Lovsang er målet. Den amerikanske præst John Piper skriver tankevækkende:” Missions is not the ultimate goal of the church. Worship is. Missions exists because worship doesn’t.” Oversat: “Mission er ikke kirkens ultimative mål. Tilbedelse er. Mission eksisterer fordi tilbedelse ikke gør det.” 2John Piper, Let the Nations Be Glad! The Supremacy of God in Missions (Leicester: Inter-Varsity Press, 2003), 17.

En dag skal vi lovsynge! Men inden da har vi også et kald til mission!

Et konkret kald

Hvori består kaldet?

Det er først og fremmest et kald til forbøn for missionsarbejdet, hvor det end finder sted. Her må vi som kristne finde nogle bestemte områder, vi skal bede for. Jesus siger: ”Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst” (Matt 9,37f).

Derfor er det næste ransagende spørgsmål, vi som kristne må stille os selv: Er jeg den arbejder, der skal gå? Enten ved at støtte økonomisk, eller ved at rejse ud, eller på anden vis bære med? Kaldet til mission må forme vores liv: prioriteringer, den måde, vi bruger dine penge på, vores bønner og vores forhold til andre mennesker. Vi skal ikke nødvendigvis gøre det på samme måde. Nogle mennesker er kaldet til at være fuldtidsprofessionelle missionærer herhjemme eller andre steder, og nogle er meget opsøgende evangelister – men vi er alle kaldet til at være vidner om vores tro, der hvor vi er sat, med de evner og begrænsninger vi hver især har.

Mission er hårdt arbejde. Alle, der forsøger at nå andre med evangeliet, ved, at det giver modstand, smerte, sorg og bump på vejen. Men det er samtidig – og ikke i modsætning til det – en glæde. En glæde, der stikker dybere end overfladiske følelser. En taknemmelighed og en rodfæstet begejstring, der til tider stikker sit ansigt op, men ellers, meget af tiden, er som en dyb understrøm. For vi kender missionens mål: Menneskers evige frelse. Mennesker, der ellers ville være gået fortabt under Guds dom.

Mission med en evig horisont!

Når vi tager del i Guds mission, og er medarbejdere på hans riges vigtigste sag, så er vi med til at forøge lovsangen, der skal vare i evighedernes evigheder. Derfor er mission, det at se mennesker komme til tro, dybest set at tage forskud på den glædesfest som venter i evighed. På den dag er det ikke længere forventningens glæde, der skal præge dig og mig, men en fuldkommen glæde, der skal vare i evighedernes evigheder og som er fælles for alle troende gennem alle tider, og som har Guds slagtede Lam som sit centrum og fokus:

Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst:
Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen,
og fra Lammet.
Og alle englene stod i kreds om tronen og de ældste og de fire levende væsener, og de faldt ned på deres ansigt for tronen og tilbad Gud og sagde:
Amen! Pris og lov og visdom og tak
og ære og magt og styrke er vor Guds
i evighedernes evigheder. Amen! (Åb 7,9-12)

Fodnoter:

Fodnoter:
1 Det vi kalder inkarnationen
2 John Piper, Let the Nations Be Glad! The Supremacy of God in Missions (Leicester: Inter-Varsity Press, 2003), 17.

Del:

Twitter
Facebook