Da jeg var yngre, sang vi tit en sang, der hed: ”Foran mig går en vej, jeg ikke kender…” Den beskriver noget af den usikkerhed, som vi alle oplever i livets forløb – det, at vi ikke kender fremtiden og ikke ved, hvad den bringer, og den usikkerhed, det medfører.
Jeg har altid været glad for den sang, og den har et godt og beroligende omkvæd, som lyder:
”Men ét jeg ved: Mit liv er i Guds hænder, og Gud er evig kærlighed.”
Når virkeligheden og idealet ikke passer sammen
De gode og store ord er dejlige at synge og tale om – og at give videre som en velmenende hilsen, når nogen har det svært. Men når virkeligheden trænger sig på, og jeg føler, jeg har brug for at kunne se ind i fremtiden og planlægge mit liv, er det svært at finde trøst i gode ord, hvis jeg ikke kan mærke, at mit liv faktisk er i Guds hænder.
Da min kone, Marianne, og jeg blev gift, talte præsten over teksten fra Salme 31,15-16: ”Jeg siger: Du er min Gud. Mit livsløb er i din hånd.”
Det ord har vi holdt fast i lige siden og har ofte bekræftet hinanden i, at sådan hænger verden sammen. Uanset hvad der sker, er vores liv i Guds hånd. Og gang på gang er vi blevet bekræftet i, at det virkelig forholder sig sådan.
Der har været store beslutninger, der skulle træffes. Der har været hændelser i vores liv, som vi ikke havde kontrol over. Og der har været ting, som i en periode har gjort rigtig ondt. Men gennem alt dette har vi igen og igen kunnet bekræfte hinanden i, at vores liv har været i Guds hånd – og det har vi takket for.
Trods erfaringen er livet ikke så enkelt endda
Man kunne tro, at når vi har levet et langt liv med Gud og erfaret hans nærvær og indgriben gentagne gange, så bliver det lettere med tiden. Men sådan hænger tingene ikke nødvendigvis sammen.
Jeg skriver dette midt i en ny krise i mit liv. I en alder af 63 år står jeg uden arbejde om nogle få måneder. I al min selvsikkerhed har jeg tænkt, at jeg nok skulle finde et nyt arbejde – jeg har jo 45 års erfaring, uddannelse og kompetencer. Så mon ikke det nok skal gå? tænkte jeg, og jeg begyndte at søge arbejde.
Men på trods af alle mine selvbeskrevne kvaliteter må jeg konstatere, at jeg endnu ikke har fået job.
Situationen har naturligvis ført til en strøm af bønner til min himmelske far – både fra mig selv og fra mange af mine familie og venner. Men der sker ingenting. Gud er tavs, og jeg er snart arbejdsløs! Og tanken sniger sig ind: Hvad blev der lige af det med, at mit liv er i Guds hænder?
I denne proces har jeg talt med mange, som velmenende har forsøgt at trøste mig med, at jeg jo trods alt har mit gode helbred og kun mister mit arbejde – ikke mit liv. Alt dette er sandt, men mine følelser siger noget andet.
Et ord midt i mørket
Midt i min frustration over ikke at høre noget fra min himmelske far, fik jeg alligevel et ord, som i den grad gav mening. Det er fra Lukasevangeliet 17, vers 14: Ti spedalske kommer til Jesus og beder ham om at forbarme sig over dem. Han beder dem blot gå hen til præsterne og lade sig syne – ikke et eneste ord om, at han vil helbrede dem.
Bibelen fortæller, at det var, mens de var på vej, at underet skete, og de blev helbredt. Mens de var på vej!
Det blev et ord til mig. De ti spedalske kunne ikke se Jesu helbredelsesplan, selvom de havde bedt om hans barmhjertighed. De måtte gå i uvished – uden sikkerhed for, at der ville ske det, de inderligt havde håbet på. For det skete mens de var på vej!
Det, som lige nu er min personlige krise, er måske langt fra det, du som læser kæmper med. Men måske deler vi frustrationen over, at Guds klare plan for vores fremtid ikke er synlig for os lige nu. Vi har et stærkt ønske om at have styr på vores liv og alle dets mange facetter. Vi har svært ved at vente på Guds svar og ledelse.
Vi beder ham gribe ind – men dybest set ønsker vi, at han gør det på vores måde og til den tid, vi har sat. Men livet med Gud kan ikke sættes ind i en plan eller et Excel-regneark. I stedet bliver vi bedt om at gå – og så vil Guds vilje og indgriben ske.
Når alt kommer til alt – og selvom der er meget, jeg ikke forstår lige nu – trøster jeg mig med den gamle sang om den vej, jeg ikke kender. For den slutter med ordene:
”Men ét jeg ved: Mit liv er i Guds hænder, og Gud er evig kærlighed.”
Tak for det.
