Jeg vil begynde med en varedeklaration: Denne artikel tager afsæt i en klassisk kristen forståelse af køn og sex. Altså i at vi tror Gud har skabt os som mænd og kvinder, og at seksuelt samliv er for én mand og én kvinde i et ægteskab. Det tager artiklen for givet og hvis nogen har brug for en argumentation for det, må I søge den andre steder.
Og så vil jeg koncentrere mig om, hvordan vi med det afsæt møder mennesker, som er udfordret på deres køn og seksualitet. Både dem, der har valgt at praktisere deres homoseksualitet eller transkønnethed og dem, som har valgt at tage den hårde kamp og krydse op mod deres drifter og oplevede identitet. For begge grupper findes.
Tankerne står for min regning – og jeg vil ind imellem vove det ene øje og sige noget, som jeg udmærket ved, kan modsiges – men artiklen er et forsøg på at tænke og praktisere bibelsk i vores aktuelle situation.
Og så er artiklen en invitation til selv at tænke og praktisere videre…
Først et følelsesmæssigt spørgsmål: Hvorfor er dette tema så svært for os alle? For der er næppe nogen af os, som ikke har nerverne uden på tøjet, når talen falder på spørgsmål om homoseksualitet og kønsidentitet.
Hvis man ser bort fra, at der uden tvivl ligger en bevidst LGBT-strategi bag en del aktuelle debatter, er der en faktor, som er fælles for os alle: Der er ingen temaer, som går så dybt i vores personligheder som dem, der handler om seksualitet og tro. Og temmelig dramatisk slår de to temaer sammen i netop disse spørgsmål. Jeg synes, at LGBT-miljøet og den brede offentlighed ofte overser, at tro går lige så dybt i vores personlighed som seksualitet. Jeg har spekuleret på, om vi i vores miljø undertiden overser, hvor dybt kønsspørgsmålene går i os.
Men vi bør alle indse, at vi oplever dette sammenstød ret dramatisk.
Der er noget mere generelt indbygget i dette: Jeg er overbevist om, at de fleste af os simpelthen skal blive bedre til at tale om tro og seksualitet med mennesker, der vælger troen fra. Eller trosmæssigt går andre veje, end dem vi selv anbefaler.
Det er samtaler, der bør føres både i vores familier og menigheder. Her har vi noget at arbejde på.
Jeg fortsætter lidt med at tale om det fælles: Uanset hvilke køns- og seksualitetsbetegnelser vi bruger om os selv og hinanden, er vi alle på de helt fundamentale spørgsmål i samme båd. Heteroseksuelle, homoseksuelle, nonbinære, transkønnede – eller hvad vi i denne kultur kalder os selv – er alle skabt i Guds billede og dermed uendeligt værdifulde. Samtidig er vi alle på forskellige måder skadede af syndefaldet i vores personligheder, driftsliv og verdensbilleder.
Og ligesom der kun findes én frelsesvej for jøder, sorte og rødhårede, findes der ikke en særlig frelsesvej – eller omvej til frelse for eksempel via terapi eller forandring (!) – for homoseksuelle, transkønnede og nonbinære. Guds rige lukkes op uden forhåndsforbedringer for alle, der vender sig til Jesus Kristus. Også med de synder og personlighedstræk, vi på ingen måde magter at forandre i vores liv.
Så frit har jeg altid forkyndt evangeliet og så frit vil jeg også forkynde det for homoseksuelle, transkønnede og alle andre identiteter.
I det hele taget finder Bibelen og den kristne tro det, vi mennesker har fælles, langt mere interessant end de identiteter, der adskiller os. Det bør alle i vores identitetsfikserede tid skrive sig bag øret.
Endnu et fælles tema handler om frihed: Ingen kan eller skal tvinges til at tro. Og heller ikke til at adlyde Jesus Kristus og Guds ords etik.
Det betyder, at den hårde kamp der skal til for at et menneske krydser op mod sin egen kønsmæssige eller seksuelle identitet, kun kan foregå på en sund måde, hvis det sker frivilligt. Og i virkeligheden er det kun åndeligt sundt, hvis det sker som en del af et kærlighedsforhold til Jesus Kristus. Hvis det sker under mere eller mindre bevidste former for pres – psykisk, ved regler eller social udstødelse – bliver det tvangspræget og usundt. Enten vil den homoseksuelle løbe skrigende bort eller blive skadet i sin livsstil og tro.
Det har jeg faktisk altid ment; men jeg har de senere år jævnligt spurgt mig selv, om jeg altid har fået det sagt tilstrækkelig tydeligt. Også selv om det kan betyde, at mennesker benytter sig af friheden til at gå en anden vej, end den jeg ønsker mig, tror jeg friheden er den eneste sunde vej frem. Så må vi hver for sig stå og falde for Gud med det, vi vælger.
Og jeg er i øvrigt overbevist om, at den hårde kamp, som kristne homoseksuelle mennesker må føre med sig selv og sin identitet driftsliv, i virkeligheden er en tilspidset og dramatisk udgave af den kamp, alle kristne kaldes ud i. For vi har alle vores skader i sind og driftsliv, som stammer fra syndefaldet. På den måde er vi også i samme båd.
Derfor finder jeg det heller ikke meningsfuldt at udfordre ikke-Kristus-troende mennesker til at trodse deres seksuelle drift og for eksempel leve i cølibat. Den vinkel på problemet er ikke et samfundsanliggende, men et spørgsmål om efterfølgelse i frihed hos Kristus.
Når vi på denne måde alle er i samme båd, må vi også invitere homoseksuelle mennesker og transpersoner ind i vores fællesskaber på samme vilkår som alle andre. I menigheder, vennerelationer og til fortsat fællesskab i familier. Og gøre det uden forbehold og forhåndsbetingelser. Med andre ord: Ikke bede den homoseksuelle om at skifte livsstil eller den transkønnede om at skifte tøj, inden pågældende får plads ved vores bord eller i vores menighed.
Jeg husker en lesbisk kvinde, som for en del år siden spurgte mig, om hun måtte komme til gudstjeneste i Nazaret Kirke. Jeg sagde med begejstring ”ja”, også til at hun kunne tage en kæreste med. Jeg lovede også at tage imod dem ved nadverbordet – hvilket nogen synes er kontroversielt. Men jeg tilføjede, at hun ”ikke kunne være sikker på ikke at høre noget i forkyndelsen, hun ikke ville synes om.”
Dermed mener jeg reelt, at jeg behandlede hende på samme måde som alle andre.
I forlængelse af det: Når det handler om lederroller i menigheden, der indbefatter ansvar for den åndelig linje, finder jeg det ikke forsvarligt, at praktiserende homoseksuelle eller praktiserende transkønnede har dem.
Det er ikke på grund af deres seksualitet, jeg drager den konklusion, men på grund af vores forskellige åndelige værdier. Og det svarer helt til, at jeg ikke mener det er klogt, at for eksempel et menneske med et baptistisk syn på dåben har en lederrolle i en luthersk menighed.
Hermed nærmer vi os også spørgsmålet om, hvor meget disse uenigheder skal fylde i vores samvær.
Jeg har både i dette og andre kontroversielle spørgsmål bestræbt mig på at leve efter en devise, der lyder: Jeg tager først emnet op, når folk selv spørger. For så er de nok også klar til at høre svaret.
Det kommer så også til at handle om at leve og prædike sådan, at folk faktisk får den tanke at spørge. Og der har jeg indimellem været anfægtet over, om jeg var tydelig nok.
Når det handler om homoseksuelle mennesker og transpersoner, der tager kampen for at leve i overensstemmelse med Guds bud, er jeg meget optaget af at vise dem præcis samme ledelsesmæssige tillid i menigheden, som jeg viser andre. Det var med stor glæde, jeg på det grundlag for mange år siden anbefalede en homoseksuel mand som leder i en kristen børneklub. Og ud over, at en lokal præst afkrævede mig en nærmere forklaring, husker jeg ingen problemer med det.
Når det handler om dagligt fællesskab i familierelationer, vennegrupper og menigheder, lyder mit svar, at der skal findes en balance.
Vi skal ikke putte med uenigheden og den skal ikke være et tabu; men den skal heller ikke være det tema, vi endeløst taler om.
I mange relationer vil én afklarende samtale være nok. Så ved vi, hvor vi har hinanden og så kan vi bruge resten af energien på næstekærligheden og søskendekærligheden.
I virkeligheden tror jeg, at vi alle vinder ved at dyrke de fælles menneskelige platforme i vores fællesskaber: God mad, gode samtaler om stort og småt, gode film, sport, fælles humor, interesser og livsoplevelser.
Og nærhed med hinanden, når livet gør ondt. Alt det vi som mennesker har til fælles uanset livssyn og seksualitet.
Så kan det være, at den homoseksuelle eller transkønnede har brug for en grundigere snak. Så stil op uden frygt!
Og der er en god livsregel som lyder: Søg først at forstå og derefter at blive forstået. Det betyder med andre ord at lytte før og mere end du taler.
Der findes et fællesskab, som hedder ”KNUS”, for mennesker der bokser med spørgsmål om seksualitet og kønsidentitet, og som arbejder på et kristent grundlag. Jeg kender nogle af de folk, som står bag og har stor tillid til dem. Læs mere på knus-netvaerk.dk
Der er et særligt problem, som angår pronominer og navne, hvor transkønnede ønsker eller direkte kræver, at vi skifter ”han” ud med ”hun” eller ”Helene” ud med ”Hans”. De nonbinære vil tilsvarende kræve at blive kaldt ”de” eller ”dem”, fordi de ikke har én, men flere kønsidentiteter (det sidste er en skik, jeg tvivler på, vil overleve, fordi den trods alt er for mærkelig).
Men det er for øvrigt uafklaret, om man kan straffes efter straffelovens §266b, der taler om den, der ”truer, håner eller nedværdiger en gruppe af personer” bl.a. på grund af de pågældende personers seksualitet, eller kønsudtryk, hvis man bruger andre pronominer end de ønskede.
Hvad det sidste angår, må det være klart, at vores hensigt netop er ikke at true, håne eller nedværdige noget gudskabt menneske.
Men jeg synes personligt, at det er et meget svært punkt og mine konkrete erfaringer er få.
Jeg har én gang i en kortere periode haft kontakt med et menneske, som jeg fik at vide oprindeligt var mand, hvilket jeg godt kunne høre på stemmen, når jeg lyttede godt efter. Men ellers var kønsudtrykket entydigt feminint. Så jeg havde intet følelsesmæssigt besvær ved at bruge ”hendes” kvindenavn.
Men jeg er sikker på, at hvis jeg skulle omgås provokunstneren Ibi-Pippi, ville jeg have vanvittig svært ved at betragte ham som ”hende”. Kønsudtrykket er nemlig entydigt maskulint og det virker komisk på mig, når mediefolk, vrider deres tunge, for at sige ”hun” om den jakkeklædte og skæggede person.
Min konklusion: Selv om det undertiden vrider sig i os, som tror, at vi er skabt som mand og kvinde, synes jeg, at vi skal gå så langt, som vi overhovedet kan, for i daglig kontakt at respektere menneskers ønsker om pronominer og navne. Men de bør nok også udfordres til at se i øjnene, hvor svært det er for os.
I forlængelse af spørgsmålet om pronominer: Der skal føres nogle værdikampe både om homoseksualitet og transkønnethed. Og vi skal føre dem med åben pande og uden flovhed.
Dels er der en intern kirkelig kamp, der skal føres om forståelsen af noget så centralt som vores skabelse som mand og kvinde. Og dels er der mange kritiske spørgsmål, der bør kunne stilles i det offentlige rum til LGBT+-tænkningen om transkønnethed. Hvis man vil vide mere om dette, kan man læse en rapport fra den norske kristne lægeforening.
I virkeligheden er det overraskende, hvor få kritiske spørgsmål, der stilles til dem i den danske debat. Det er svært ikke at opleve det som et udslag af en effektiv social kontrol.
I øvrigt tror jeg, vi skader vores sag alvorligt, når mennesker får indtryk af, at kristne ledere bevidst forsøger at flyve under radaren eller på anden måde virker, som om vi er flove over det, vi står for.
Men der er på den anden side en pointe i at prøve at holde de kampe ude af den personlige relation med det homoseksuelle eller transkønnede menneske. Det er nemlig vigtigere at vinde mennesker end at vinde ”sager”. Og det er en stadig kamp at undgå, at mennesker oplever det som, at vi bekæmper dem.
Problemet har noget uløseligt over sig, fordi vores homoseksuelle og transkønnede venner naturligvis lytter med – og sikkert med skærpet opmærksomhed – når vi fører disse diskussioner.
Alligevel bør vi forsøge, så langt vi evner og det er altid et godt testspørgsmål at stille: ”Ville jeg sige – eller skrive – det samme, hvis jeg sad og så et menneske ind i øjnene, som kæmpede med netop dette problem?”
Der er et sidste spørgsmål, som skal vendes: Hvad skal jeg stille op, når jeg inviteres til et samkønnet bryllup? Jeg tror jo i virkeligheden ikke, at det er et ægteskab, de indgår.
Jeg tror, at vi er i en af de situationer, hvor vi nærmest kun kan gøre noget forkert, og hvor den enkelte må vælge ud fra sin samvittighed.
Siger jeg ”nej”, kan det blive et brud på en relation til et (par) menneske(r). Om ikke andet for en periode. Det vil måske opleves som et brud på næstekærligheden.
Siger jeg ”ja” til invitationen, kan det dels blive for følelsesmæssigt svært eller akavet i relationen. Måske ved selve festen. Og jeg kan komme til at sende et signal – også til andre – om at jeg anerkender en livsform, som jeg redeligt tror, er i modstrid med både naturen og Guds ord.
Med andre ord: Enhver må handle efter sin samvittighed.
Nogle vil vælge at sige nej, andre at sige ja; nogle vil vælge at komme til det hele, andre ikke i kirken, men kun til middagen. Og der er også forskel på, om det er en søskende, dit barn eller en lidt fjernere kollega.
Det eneste, jeg føler mig overbevist om er, at det valg, vi træffer ikke bør træffes i tavshed: Helst ved en samtale – måske kan en grundig mail gøre det – bør den person, som har inviteret mig til festen kende mine grunde til, at jeg vælger, som jeg gør.
Så langt jeg evner, må jeg forsøge at tale eller skrive på hjertesprog. Men om det høres i den ånd, har jeg ikke magt over.
Til slut: Hvis nogen undervejs er kommet til at tænke på apostlen Paulus ord om at være sandheden tro i kærlighed, har I fanget min hensigt med disse mange ord.
