Når lovoverholdelse bliver gak i låget

Skal vi virkelig overholde alle landets love? Hvad med de helt absurde tilfælde?

Lad os starte med tre potentielt provokerende citater:

”Alle skal underordne sig myndighederne.”

”I skal underordne jer enhver menneskelig ordning.”

”Giv skattemyndighederne, hvad skattemyndighedernes er.” (frit fra hukommelsen…)

Hvis man som jeg selv har trang til frihed og selvbestemmelse, kan man have mest lyst til at vende det døve øre til den slags udsagn. Nu er det bare sådan, at det er henholdsvis Paulus, Peter og Jesus, der står bag disse citater, og at bagatellisere eller ignorere Guds ord går ikke.

I denne artikel skal vi kigge nærmere på nogle spørgsmål, som Bibelens lære om at underordne sig myndighederne kan skabe hos os. Det skal handle om, hvorvidt underordningen virkelig gælder alle lovens områder, og om der i nogle tilfælde kan være en bagatelgrænse for lovoverholdelse.1Spørgsmålet om hvorvidt underordningen også gælder i fx Nordkorea bliver for omfattende nu. Selvom det er et vigtigt spørgsmål, skal det dog ikke udelukke, at vi undersøger hvad Bibelens lære betyder ind i en dansk sammenhæng.

Gælder underordningen på alle områder?

Så længe myndighedernes love ikke strider imod Guds, kan vi ikke begrænse vores underordning til kun at gælde de tiltag, som vi er enige i. Selvom vi eksempelvis måtte opleve en lov som ligegyldig, er det ikke ensbetydende med, at vi ikke behøver at overholde den. Hverken Peter, Paulus eller Jesus lader befalingen om at underordne sig myndighederne betinge af lovenes kompleksitet, latterlighed eller ligegyldighed.

Heller ikke det umiddelbart fromme argument, om at underordningen kan lede os ind i en præstationskristendom, hvor vi sætter vores lid til vores lovoverholdelse og andre gode gerninger, stammer fra Bibelen. Bare fordi en bibelsk sag kan misbruges, betyder det ikke, at vi ikke skal tage den alvorligt!

Underordningen gælder altså også de små ting. Ét eksempel kunne være spørgsmålet om skat. Om det siger Paulus ganske klart og utvetydigt: ”Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat” (Rom 13,7a).

Det er bemærkelsesværdigt, at spørgsmålet om skat går igen: Paulus fik det, Jesus tog det op, og også i dag kan kristne spørge: ”Er det virkelig rigtigt, at jeg skal give mine penge væk til et formål, jeg ikke erklærer mig helt enig i? Jeg har tjent mine penge selv – og så kommer staten og kommunen bare og tager dem. Er det rimeligt?” Svaret er: ja.

Der er noget næsten komisk i disse spørgsmål: ”Er der ikke en eller anden måde hvorpå, vi kan undslippe skatten? Hvis vi nu siger, at det har noget med kristen frihed at gøre eller bruger et andet fromt Jesus-argument?”

Det er ikke længe siden, at alle danske husstande med et fjernsyn skule betale licens. Det var en afgift som mange af uransagelige grunde fandt meget uretfærdig. Også flere kristne lod være med at betale licens. Nu er licensen udfaset, men det ændrer ikke på, at hvis man tilbageholder noget, som tilkommer det offentlige, så placerer man sig i den samfundsgruppe, som årligt snyder landet for milliarder af kroner. Dertil kommer, at det også er en form for opsætsighed mod Gud. For lad os bare lige få én ting på det rene: Vores penge er dybest set en gave fra ham.

At tåle uforskyldte lidelser vs. at leve mindre komfortabelt

Der er således ikke meget hjælp at hente hos Jesus, hvis man leder efter et argument for skatteunddragelse. Troen på Jesus giver intet særligt fradrag på skattekortet eller en bagatelgrænse for sort arbejde. Prøver du at gribe til fromme søforklaringer, bør du overveje, om det i virkeligheden bare er røgslør for, at du simpelthen ikke gider betale din del af gildet?

Spørger man Jesus, Paulus og Peter, står det slet ikke til diskussion, om underordningen gælder alle myndighedernes love og bud. Det er i øvrigt værd at overveje, hvorfor vi så gerne vil forhandle om, hvorvidt vi behøver at underlægge os myndighederne, når vi finder en eller anden bestemmelse åndssvag og ligegyldig. Er det, fordi vi reelt har en sag, eller skyldes det i bund og grund vores egen magelighed? Hvis vi lader os styre for meget af vores komfort, må vi mærke os apostlen Peters ord: ”For det er tak værd, når man med Gud for øje tåler uforskyldte lidelser” (1 Pet 2,19).

Kan vi tillade os at brokke os over, at vi ikke må streame film ulovligt, fiske uden fiskekort, betale for (eller udføre) sort arbejde eller tage et værktøj eller tøj fra arbejdet til sig selv, når Peter siger, at vi endda skal kunne tåle uforskyldte lidelser? En uforskyldt lidelse skal vi kunne tåle. Men hvad nu, hvis vi ikke vil tåle det, som knap nok er en lidelse, men kun generer vores komfort? Vi skal være opmærksomme på, at denne grænsesøgning i etiske spørgsmål kan blive en fare for os. Vi vil lide mindst muligt, vi vil bevare maksimal komfort, og vi vil helst handle efter vores eget forgodtbefindende. Men det at sætte egen komfort og luksus højere end Guds ord er hovmod over for ham.

Når lovoverholdelse bliver gak i låget

Okay, lad os prøve med en sidste indvending. Vi forestiller os, at vi skal krydse et fodgængerfelt. Klokken er 3.30 om natten; der er hverken biler eller mennesker i miles omkreds, men lysreguleringen viser en provokerende, rød mand, der hånligt signalerer: ”Du bli’r, hvor du er, indtil min grønne kollega lyser op!” Skal vi i den situation pænt vente på det grønne lys?

Lovoverholdelse ned i de helt små detaljer kan sommetider ende i noget næsten absurd. Her vil jeg personligt ikke binde nogens samvittighed, fordi der i princippet godt kan skelnes mellem, hvad myndighederne kræver, og hvad de praktiserer. Tager vi det konkrete eksempel med den irriterende røde mand, siger loven, at ham skal jeg stoppe op for. Virkeligheden er dog, at denne lov ikke altid bliver håndhævet af politiet. Nogle ting ser politiet igennem fingre med. I København, hvor jeg bor, sker det for eksempel også jævnligt, at politiet roligt triller forbi cyklister, der kører uden lys på cyklen om aftenen.

Her vil jeg for egen del være åben for en vis frihed for kristne, fordi myndighederne i praksis ofte arbejder med en bagatelgrænse. Ikke altid, men ofte. Denne bagatelgrænse hænger måske sammen med den skelnen, der er mellem lovens ånd og lovens bogstav. Lovens ånd (eller hensigt) er for lysreguleringers vedkommende at få trafikken til at glide og at beskytte trafikanterne. Ifølge lovens bogstav skal man dog vente for rødt uanset tidspunkt og mængden af trafik, men lovens hensigt er måske knap så rigid på dette punkt.

Selvom jeg ikke vil binde nogens samvittighed i denne gråzone, vil jeg alligevel gøre opmærksom på, at denne frihed er vanskelig at arbejde med. Bagatelgrænser er jo ofte noget, vi selv indfører. I de enkelte situationer, hvor loven føles absurd, følger vi nemt vores egen rettesnor, som er bestemt af vores retfærdighedssans. Også hvis vi anvender en skelnen mellem lovens ånd og bogstav, kan denne skelnen nemt blive styret af vores utålmodighed og ønske om komfort i stedet for sund fornuft.

Det bliver meget nemt en uklar grænse, og jeg må tilstå, at jeg har meget svært ved at undgå, at det bliver en glidebane for mig. Det er en seriøs overvejelse, om det ikke bare er bedst (og nemmest) også at holde loven, selvom ordensmagten måske er flintrende ligeglad med, om du trasker over fodgængerfeltet kl. 3.30 indhyllet i nattens mulm og mørke.

 

Artiklen er et uddrag fra kapitlet ”Dobbelt statsborgerskab” i ”Kristen i grænselandet” (LogosMedia 2022). Uddraget er lettere redigeret og har fået tilføjet en kortere indledning. Bogen handler om, hvordan vi som kristne skal navigere i en ikke-kristen verden, og er særligt skrevet til unge. Den kan købes her.

Fodnoter:

Fodnoter:
1 Spørgsmålet om hvorvidt underordningen også gælder i fx Nordkorea bliver for omfattende nu. Selvom det er et vigtigt spørgsmål, skal det dog ikke udelukke, at vi undersøger hvad Bibelens lære betyder ind i en dansk sammenhæng.

Del:

Twitter
Facebook