Om Job: Et billigt svar, eller en ydmygende sandhed?

"Herrens veje er uransagelige..." Den forklaring vil i mødet med de mange uforståelige og ubegribelige ting i vores verden, blive et for billigt svar for mange - også for mange kristne!

“Herrens veje er uransagelige…” Det udsagn er blevet en kliché, et tåbeligt ”vers”  som kristne bruger, når de indser, at de taber en diskussion. Det er ikke godt nok for os længere.

Job var en mand, som blev velkendt med det uforståelige og ubegribelige – lidelsen. Hvad siger så Jobs bog om dette? Man kunne forvente, at når en hel bog i Bibelen omhandler en gudfrygtig mands lidelse, så ville den også give nogle klare svar, på hvorfor ondskab og lidelse i det hele taget eksisterer. Men gør den det?

Da jeg i efteråret fik arbejdet lidt ekstra med Jobs bog som den er i sin helhed, opdagede jeg blandt andet, at hovedpointen i bogen ikke er at skildre lidelsen, svare på det ondes problem eller forsvare Gud i møde med det. Mere end at løse disse problematikker, peger Jobs bog på Gud og hans storhed, visdom, skabelse og suverænitet i møde med dem. Med andre ord, Jobs bog, løfter netop denne kliché  frem, ikke som et billigt svar, men som en ydmygende og tilfredsstillende sandhed.

Poetiske taler

Jobs bog domineres af poetiske taler fra forskellige karakterer. De udgør en slags dialog, som efter hånden går over i monologer, før Herren til slut tager ordet.  Disse taler, rammes ind af en prolog (kap.1-2) og en epilog (42,7-17) som i fortællende form, skaber handling og danner baggrund for tematikken i talerne.

En from og retskaffen mand

I prologen bliver Job introduceret som ”en from og retskaffen mand” (1,1, 8; 2,3), og i forlængelse heraf fortælles det om hans store familie, ejendom og velfærd. At velfærd og lykke følger fromhed og retfærd, er et princip som bedst er kendt gennem udsagnet: ” du høster som du sår”, eller gengældelsesprincippet, som bliver et stort tema i bogen.

På ”himmelscenen” vidner også Gud om, at Job er retfærdig (1,8, 2,3). Anklageren udfordrer Gud på dette, og mener at Job kun er from og retskaffen,  fordi Gud har velsignet ham. Gud tager imod udfordringen, og lader Anklageren tage alle Jobs velsignelser bort, men ”gennem alt dette kom der ingen synd over Jobs læber” (2,10). Job bevarer sin retfærdighed gennem store tab og lidelser.

Prologen tager altså spørgsmålet op, om Gud gør ret i at velsigne dem, som lever retskaffent, eller om det bare skaber en falsk retfærdighed og troskab. Job svarer med at holde sig til Gud, til trods for ulykken. Anklageren blev med det modbevist, og vi hører ikke mere om ham i resten af bogen. Men Job modtager ingen oprejsning fra Gud endnu. Jobs lidelse fortsætter, og han får besøg af tre venner som kommer for at give ham trøst.  Det fører os ind i en dialog.

Hvem har skylden?

Job lider meget, men ses også som en der er from og retskaffen. Gennem den store taledel i Jobs bog, ser vi, at det er en utænkelig tanke, for både Job og hans venner. Derfor prøver de at forklare hvorfor han lider, gennem dialog (kap. 3-27) og monologer (kap. 28-37).

Vennerne hævder sin visdom, hvilket kan summeres i to punkter:

  1. Jobs lidelse skyldes hans egen uret.
  2. Job skal bede Gud om nåde, så vil han på ny blive retfærdig. Og som følge af denne bøn, vil lidelsen forsvinde.

Deres forklaring bygger på et hårdt gengældelsesprincip. Dette princip, i sin rene form, så vi  også i prologen: ”du høster som du sår”. Det vennerne gør, er at drage en (logisk, men ikke nødvendigvis korrekt) konsekvens af princippet, et tillæg som siger, at ”som du høster har du sået”. Går det godt i livet, har man været god og retfærdig. Rammes man af ulykker, som Job, har man gjort noget forkert.

Når man læser Jobs bog, lyder meget af dette fornuftigt. ”Ja, selvsagt kan ingen leve helt godt, Gud er jo Hellig”, tænker vi måske. Men, her må vi huske, at Job var en from og retskaffen mand. Gud siger det til og med to gange (1,8, 2,3).

Job har som udgangspunkt samme teologi som sine venner. Han holder også fast på det hårde gengældelsesprincip, men det brister, nu når han selv er ramt. Han drager ikke den samme konklusion som vennerne: at han har uopgjort synd med Gud. Tværtimod, holder Job hårdt fast på, at han er retfærdig:

Jeg giver jer aldrig ret,
til min død fastholder jeg min uskyld;
jeg står fast på min ret, jeg slipper den ikke,
mit hjerte laster mig ikke for en eneste af mine dage. (Job 27,5-6)

Job opfatter sig altså, som en retfærdig lidende, men det er jo utænkeligt for ”du høster som du har sået”. Derfor drager Job en konklusion som han mener er den eneste mulige, nemlig at Gud uretmæssigt plager ham med smerter: ”… han som knuser mig i stormen, giver mig sår på sår, uden grund” (9,17). Job bliver mere og mere sikker i sin sag, og han nærmest anklager Gud for at være uretfærdig, og han kræver en forklaring.

Men jeg vil tale til den Almægtige,
jeg ønsker at forsvare mig over for Gud. (Job 13,3)

Jeg fremlægger nu min sag,
jeg ved, jeg har ret.
Kan nogen anklage mig med rette,
så vil jeg tie og dø. (Job 13,18-19)

Kort sagt: Vennerne giver Job skylden, og Job giver Gud skylden. Nu er denne forenkling, at gøre stor uret mod visdomstalerne i en bog, vi bør vise ydmyghed, og som vi bør være forsigtige med at forenkle.  Men jeg har alligevel mod til at sige forenklingen opsummerer noget af  karakterernes meninger, samtidig med at jeg vil opmuntre til selvstændig læsning og fordybelse.

Ved at læse bibeltekster om og om igen, vil man stadig opdage noget nyt, det gælder særlig i en højlitterær bog som Jobs bog.

Mens Jobs venner nøjes med sin egen forklaring, længes Job efter respons fra Gud (13,22; 31,35.) Han kan ikke finde fred i sine venners forklaring, de tager fejl, de er ”elendige trøstere” (16,2). Han finder heller ikke en forklaring selv som giver mening. Job mener rigtignok, at det må være Gud som gør ham uret, men han forstår ikke hvorfor, han finder ikke fred.

”Da svarede Herren”

Når højdepunktet i Jobs bog, når Gud svarer Job fra og med kap. 38. Efter lang tid med uudholdelig lidelse, ydmygelse og længsel efter respons, får Job endelig sit ønske opfyldt.

I Herrens taler stilles en række retoriske spørgsmål til Job, som Job ikke kan svare på. De handler om skabelsen af verden, og Guds suveræne opretholdelse af den, og om Job kan gøre eller har gjort det samme. Bag de retoriske spørgsmål, ligger de indlysende svar: Job havde ingenting med skabelsen at gøre (38,4), han har ingenting med hvordan stjernerne er sat på himmelen (38,31), eller hvor og hvornår skyerne skal give regn (38,34).

Gud fortæller også om to farlige og stærke skabninger, Behemot og Leviatan. Pointen er ikke hvad, eller hvem, disse er. Pointen er at ingen ville våge at udfordre dem til kamp, og ”hvem kan da stå sig mod mig?”, spørger Gud, han som trods alt er deres skaber.

Gennem sine taler kundgør og hævder Gud sin storhed, visdom, suverænitet og magt. Han genopretter den hierarkiske ordning mellem skaber og skabning. Gud er så meget større end alt – Han har skabt alt. Hvordan kan mennesket da tro, at det kan forstå hvordan verden hænger sammen?

Job og hans venner havde sat Gud ind i en verdensorden som nærmest var mekanisk, men gennem talerne viser Gud, at hans styrelse af verden er ”over deres hoveder” og meget mere kompliceret end det menneskerne nogen sinde vil kunne fatte.

”Nu har jeg set dig med egne øjne”

I Jobs korte svar (39,37-38; 41,2-6) til Herrens vældige taler, ser vi, at Job trækker sin anklage tilbage (42,6). Han anerkender at han er lille, og at han ikke kan måle sin visdom med Guds.

Med tanke på indholdet i Herrens taler, er notitserne i 38,1 og 40,1 tilsyneladende misvisende, når de siger: ”Da svarede Herren Job …” Var det virkelig et svar Gud gav? Ud fra Jobs korte svar kan vi sige, at Gud faktisk svarede Job, men måske på en anden måde end forventet.

Vi ser nemlig, at Guds visdom, demonstreret i talerne, var et tilfredsstillende svar for Job. Hans indstilling til Gud blev forandret fra ”råb, så skal jeg svare” (13,22) til ”Jeg vil spørge dig, så kan du lære mig” (42,4).

Og hans indstilling til situationen forandres fra ”Jeg får ikke fred, ikke ro, ikke hvile, jeg er så oprørt” (3,26) til ”Nu har jeg set dig med egne øjne” (42,5).

Man kan her ane en fred som Job ikke havde tidligere.

En knusende debat sejr

Hvis vi ”zoomer” ud en smule, og ser på hoveddelen i Jobs bog, alle talerne, kan den kaldes en slags visdomsdebat. Job og hans venner, argumenterer og hævder hver sin visdom.  Til slut åbenbarer Gud noget af sin overvældende visdom, den som skabte og som opretholder hele verden. Da er der ikke længere nogen debat; Guds visdom overgår alle de tanker vi måtte komme op med for at forklare ham.

”Som min tjener Job”

Epilogen (42,7-17) handler måske først og fremmest om at ”Herren vendte Jobs skæbne da han bad for sine venner, og lod ham få det dobbelte af hvad han havde haft før” (42,10). Job blev rask og fik sit liv tilbage, men med endnu flere velsignelser end før.

En anden pointe er, at Gud dømmer Jobs tre venner og siger: ”[de] har ikke talt ret om mig, som min tjener Job” (42,7; gentages i 42,8). Hvad Gud præcist sigter til her, er ikke nemt at forstå. Det vil uanset være ganske trygt at sige, at det ikke gælder alt hvad vennerne og Job har sagt.

Mange af de visdomsord vennerne siger, reflekterer bibelske sandheder. At Job gennem sine taler har talt alt ret, kan heller ikke passe. Han bliver trods alt kraftig irettesat af Gud gennem fire kapitler, og der står at han ”kalder alt tilbage” (42,6). Det er alligevel muligt at udsagnet sigter til at vennerne ville have Job til at indrømme en synd, han ikke havde gjort, mens Job nægtede at falde for denne nemme løsning, og hellere søgte Gud for svar.

Mere end en bog som fejler i at svare

Jobs bog er en rig bog. At bestemme ét tema, for hele bogen, er svært. Alligevel er det vigtigt at få frem, at Jobs bog er mere end en bog som ”fejler” i at svare på det ondes problem. Den er også mere end en – rigtignok ærlig og oprivende – skildring af lidelse.

En af bogens vigtigste funktioner er måske at knuse myten om, at den som lider har gjort en synd. Gud må godt operere med gengældelsesprincippet, som med Job før lidelserne, men dette er ikke noget han altid skal gøre. Mennesker skal derfor søge at være retfærdige, men det giver ingen garanti for at slippe lidelse.

Jobs bog lærer os dermed at vi aldrig kan dømme et lidende menneske, som Jobs venner gjorde det, for vi kan ikke vide lidelsens årsag. Det samme lærer vi af Jesus i Joh 9,1-3 når disciplene mener at en blind mand, er født blind pga. moren eller farens synd. Jesus afviser denne tankegang, og siger at hverken den blinde mand eller hans forældre har syndet.

Mere end noget andet, peger Jobs bog på Guds storhed og visdom. Han er den største, og ved hans visdom skabte og opretholder han alt. Ingen mennesker kan måle sig med det, så for mennesker vil derfor visdom være ”at frygte Herren” (28,28). Dette er ingen nedgradering af mennesket, men heller en ophøjelse af Gud.

I møde med Jobs lidelse, svarer bogen ikke som vi gerne ønsker. Vi ønsker et klart svar fra Gud på, hvorfor ondskab og lidelse findes, men er det vi ønsker muligt? Er det ikke netop dét svar Gud giver os, at siden vi selv ikke er skaberen og opretholderen, så kan vi heller ikke forstå hvorfor alle ting er, som de er.

”Før havde jeg bare hørt rygter om dig”

Det som Job vidste, før Gud havde mødt ham, regnet han nu som ”rygter” i forhold til det Gud nu havde åbenbaret for ham (42,5).

Hvad var det Job fik åbenbaret? Det var ikke en logisk forklaring på lidelsen, og heller ikke et velræsonneret forsvar på anklagerne. Nej, Job fik Guds storhed at se ”med egne øjne”, og det var nok.

Det ligger nok i vor syndige natur, at afvise at der findes en som har skabt os, at der er en, som har svar, vi er for små til at forstå. Selvom”klichéen” om Guds storhed og uransagelighed ikke er nok for os i dag, vil den blive det en dag.

Når vi engang skal stå fremfor Gud, vil vi heller ikke kræve svar fra ham.

Den dag, vil skillet mellem skaber og skabning blive tydeligere end det blev for Job. Gud vil ikke være i en storm, vi vil se ham.

Hans storhed vil ikke være et billigt svar, men en ydmygende, frygtindgydende og tilfredsstillende sandhed. Den alvorlige forskel er, at Job fik mulighed til at kalde alt tilbage (42,6), noget som vil være for sent på dommens dag.

 

Artiklen er oversat af Solveig Sæther

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook