I kære, jeg formaner jer til som udlændinge og fremmede at holde jer fra kødets lyster, som fører krig mod sjælen. Lev jeres liv blandt hedningerne sådan, at de netop ved det, de bagtaler jer for som forbrydere, kan få syn for jeres gode gerninger og prise Gud for dem på hjemsøgelsens dag.
1 Pet 2,11f.
Med ordene fra Peter som overskrift, vil vi her sætte fokus på det kristne liv. Hvordan lever vi ret i denne verden, uden at være af verden?
Fremmede og udlændinge
De kristne, Guds folk, har både i GT og NT oplevet sig selv som ”fremmede og udlændinge”. Sådan udtrykker Peter det i ovenstående bibelord, og sådan har de såkaldte troshelte, der er omtalt i Hebræerbrevet 11, set sig selv som ”fremmede og udlændinge på jorden”. Vel levede de på jorden, men de så Himlen som deres rette fædreland. De oplevede sig selv, som vi synger det i den kendte sang: ”Jeg er fremmed, jeg er en pilgrim, kun en aften, kun en aften bor jeg her”.
For at vi kan leve et sandt og sundt liv som ægte pilgrimme, tror jeg, at noget af det helt grundlæggende for os er, at vi er helt bevidst om vores forhold, forstår de livsrammer, der er os givet som kristne og accepterer dem. Vi lever på jorden ligesom alle andre og ligner i det ydre de andre, men vi hører til i Himlen og har et helt andet mål og hjem end denne verdens børn har. Vores borgerskab er i himlene, siger Paulus (Fil 3,20). Det er vores rette hjem. Men det skal hverken gøre os til søjlehelgener eller jordbunde folk, men noget midt imellem.
Tro på Gud og kærlighed til de hellige
I Efeserbrevet 1,3-14 samler Paulus hovedlinjerne af den kristne tro i én lang sætning. Da han er færdig med dette afsnit, troslæren om du vil, fortsætter han med at skrive om kristentroens virkninger. Det kristne liv, som følger af, at man er kommet til tro på Jesus. Paulus begynder sådan: ”Derfor, efter at jeg har hørt om jeres tro på Herren Jesus og jeres kærlighed til alle de hellige” (Ef 1,15).
Tro på Jesus og kærlighed til de hellige. Det er som to poler i vores kristenliv. Troen på Jesus forbinder os med Gud, med Himlen og med evigheden. Kærligheden til de hellige forbinder os med mennesker, med denne jord. Det er de vilkår, vi lever under på vores pilgrimsvandring.
I sin fortsatte vejledning skriver Paulus, at han ”beder om, at (…) Gud (…) vil give jer visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham, med jeres hjertes øjne oplyst, så I forstår, til hvilket håb han kaldte jer, (…) og hvor overvældende stor hans magt er i os, der tror.” (Ef 1,17) Og senere beder han i en lignende bøn om, at vi må ”styrkes i det indre menneske ved hans ånd, at Kristus må bo ved troen i jeres hjerter” (Ef 3,16-17). Det er i troens indre liv, vi får forståelsen for og kraften til at leve det ydre liv.
Når Jesus lever i hjertet, vil det præge et menneske i al dets færd, i tanke som i handling. Jesus siger, at han er verdens lys, og den, der følger ham, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys (Joh 8,12). At have livets lys er at have lys over livet. Det er ud fra troens og bønnens samliv med Jesus, at dette lys skinner. Da kan vi i sandhed sige, som vi synger: ”Han går ved min side, han leder min gang.”
Moses, kæmpen med den usynlige for øje
De føromtalte troshelte fra Hebræerbrevet 11 er fortsat gode vejledere for os i dag. Om gudsmanden Moses står der, at ”han holdt ud, for det var, som om han så den usynlige” (Hebr 11,27). De få ord siger noget helt centralt om både hans og vores pilgrimsvandring. Vi lever på jorden. Her er vi sat, her har vi vores kald, her har Gud lagt gerninger til rette for os hver især at vandre i, her skal vi leve, indtil Herren kalder os hjem til sig.
Den Gud, vi tror på, er usynlig, men ikke uvirkelig. Moses havde selv været i Himlen og hørt hans røst, som det er omtalt i pagtslutningen på Sinaj (2 Mos 24-31). Og det var med denne Gud og hans ord for øje, at Moses magtede det store livskald, han fik – at føre Israels folk ud af fangenskabet og ind i løfternes land. Vi lever i dag under helt andre forhold, men hovedsagen er den samme, at vi selv, og mange med os, må komme ud af denne verden og ind i det evige Guds rige. Skal det lykkes, må vi leve af den usynlige Guds ord og ikke tabe målet af syne: ”Når Himlen er os kær og sød og yndig, da bliver Herrens hær i striden myndig” (H.A. Brorson, SOS 583).
Profeten Jonas, en vejleder for faldende
Ethvert Guds barn er en pilgrimsvandrer. Men det er ikke alle, heller ikke af de bibelske personer, der synes lige vellykkede i livet. Profeten Jonas regnes ikke som en af de største troshelte. Han ville hellere på ferie i Tarshish end være profet i Nineve.
På forskellig vis har mange både før og efter kæmpet med Guds kald. Flere har som Jonas forsøgt at flygte fra Gud og hans kald. Det er de ikke alle kommet lige godt fra. Gud kom efter Jonas, og i stedet for et ophold i Tarshish kom han i fiskens bug. Da han havnede der (Jon 2), bad han til Gud. Disse bønner er, så tragisk situationen ellers er, meget interessante og lærerige. Da viser det sig, at Jonas slet ikke er tom indvendig. Tværtimod, han var fuld af Guds ord. Og på den måde kan han godt være en vejleder for andre, der er kommet i samme båd.
For det første er alle de bønner, Jonas beder, hentet fra forskellige salmer i Salmernes Bog. Det fortæller, at Jonas har levet i salmerne. Han har kunnet mange af dem udenad, og midt i den dybeste nød har han evnet at samle citater fra Salmerne og forme dem til de bønner, han nu havde brug for at bede. Salmerne hjalp ham med at sætte ord på sin egen nød.
Jonas’ brug af salmerne her er forbilledligt. Sådan har mange af Guds folk brugt salmerne op gennem historien. Disse bønner har virket som et Guds redskab til at bringe en kuldsejlet pilgrim på ret kurs igen. Derfor: brug salmerne flittigt, flet dem ind i dine egne bønner og lær gerne nogle af dem udenad. Så har du god bagage med dig til at tære på i trange tider.
Profeten Daniel, et lysende eksempel
I over 50 år var Israels folk i fangenskab i Babylon. Den situation, de var i, har nogle ligheder med vores situation i dag. På den ene side kunne de sidde ved Babylons floder og græde, når de tænkte på hjemlandet. De var i sandhed fremmede og udlændinge, og det pinte dem. Livet var hårdt. De længtes hjem. Men midt i det opmuntrer profeten Jeremias dem: ”Stræb efter lykke og fremgang for den by, jeg førte jer bort til (…) går det den godt, går det også jer godt” (Jer 29,7).
Et lysende eksempel på en, som forstod det, er Daniel. Han var en skattet og pligtopfyldende embedsmand i Babylon samtidig med, at han også han længtes hjem. Tre gange dagligt åbnede han vinduerne mod Jerusalem og bad til Israels Gud. Det var hans åndelige tankstation, som han holdt fast ved under alle forhold. Derfra fik han kraften til sit liv, og på det fundament virkede han frimodigt og blev til stor velsignelse for mange.
Daniel var kendt, og folk vidste, hvad han stod for. Derfor blev der i den sidste mørke nat i det babylonske riges historie sendt bud efter Daniel. Det var i år 538 f.kr. og er beskrevet i Daniels Bog 5. Den nat talte Daniel et sandt gudsord: ”Den Gud, som holder dit liv og alle dine veje i sin hånd, har du ikke æret” (Dan 5,23). Det ord var dommen over Babylon. Samtidig var dette ord Daniels og alle andre pilgrimmes fundament.
Der er en Gud, som holder vores liv og alle vores veje i sin hånd. Ham ærer vi i troens taknemmelighed. På det fundament kan vi i dag leve i vores Babylon, som er et billede på denne verden. I den verden vil vi forsøge at være pligtopfyldende, samtidig med at vi dagligt retter vores øjne mod himlen, hvorfra vi henter al hjælp, trøst og styrke.
