Jeg ved ikke, hvad du tænker, når du hører, det er pinse. For mig har pinse i mange år været lig med godt vejr, venner, Å-festival og festlige gudstjenester i et lille åndehul af en ferie før sommerferien. Det har været et dejligt afbræk, men åndeligt har det ikke været noget, der fyldte voldsomt meget. Og slet ikke i forhold til den fest, der er 50 dage før: påsken, hvor Jesus dør og opstår. Eller julen, hvor Gud fødes som barn på jorden. Se, dét er højtider, hvor bedsteforældrene byder til fest, skolen lukker ned i lang tid og kirkerne fyldes. Men pinse – hvad kan den?
Sådan tænkte jeg længe, men så blev jeg en dag bedt om at tale om pinsen i en ungdomsforening. Og jeg blev blæst bagover. Pinsen har så meget godt at sige til os!
Pinsens jødiske rødder
Selvom pinsen er en kristen højtid, der omtales første gang i Apostlenes Gerninger kapitel 2, så går Pinsens rødder faktisk tilbage fra før, der var noget, der hed kristne. ApG 2,5-11 fortæller, at der boede jøder fra hele verden i byen, mens der også var folk, der boede i mange af landene omkring middelhavet. De var til stede og hørte Peters pinseprædiken, og det brogede publikum var slet ikke så mærkeligt. For jøderne skulle nemlig til at afholde en af deres tre valfartsfester, Shavout. De to andre er pesach – de usyrede brøds fest eller påsken – og sukkot, der er bedre kendt som løvhyttefesten. Til alle tre fester rejste jøder til templet i Jerusalem for at ofre og tilbede.
Pesach skulle minde dem om udfrielsen af Egypten, og løvhyttefesten om tiden i ørkenen, mens jøderne ved Shavout mindes pagtslutningen ved Sinai, hvor Moses gik op på bjerget og modtog de ti bud.
Derfor er det i 2. Mosebog kapitel 19-24, at vi skal finde den jødiske baggrund for høstfesten. Hele afsnittet giver en god baggrund, men det er særligt kapitel 19, vers 4-6, der er spændende for pinsen.
”I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig. Dette er, hvad du skal sige til israelitterne.” (2. Mos 19, 4-6)
Det her er starten på Israelitternes historie og kald, og det er tre nøglevers at forstå. Den australske teolog William Dumbrell skriver, at ”en korrekt forståelse af disse vers, som samler Israel til dets kald, er central. Israels historie herefter er i realiteten bare kommentarer på deres troskab til det kald, de får ved Sinai.”
Kærligheden som baggrund
Jeg er så vild med indledningen på Guds tale til Israelitterne. Han starter ikke med de ti bud eller med at afkræve dem lydighed mod ham. Han starter heller ikke med at love dem guld og grønne skove, hvis de følger ham. Nej, han starter med at fortælle dem alt det, som han har gjort ud af kærlighed til dem. Han viser dem, ved at minde dem om sine gerninger, at han elsker dem, og at han har frelst dem fra Egypten. Han har frelst dem, inden de har sagt ”ja” til ham, holdt de ti bud eller ofret. Han har frelst dem betingelsesløst. Han har frelst dem af kærlighed. Det er baggrunden for den gammeltestamentlige pinse, men det er også baggrunden for den pinse, som fejres i Apostlenes Gerninger 2.
50 dage tidligere har Jesus givet sit liv på korset. Det gav han for, at Guds folk – for at du og jeg og alle andre – kunne blive frelst. Gud frelste israelitterne fra Egypten, uden at de skulle besejre en hær med deres arms styrke, overtale Farao med deres veltalenhed eller noget tredje. Gud frelste dem betingelsesløst og uafhængigt af deres egne præstationer. Det samme skete på korset. Gennem Jesu offer frelste Gud mennesket uden, vi havde gjort noget. Det var betingelsesløst og uafhængigt af vores styrke, evner, talenter eller penge.
Det er baggrunden for pinsen, og det som pinsen peger frem mod – kirkens udbredelse og verdensmissionen – må også starte her. Det afhænger ikke af os og vores præstation, men af det, som Jesus har gjort på korset. Gud elsker betingelsesløst.
Den værdifulde skat
”Hvis I adlyder mig…” lyder i den grad som et krav fra Gud til israelitterne. Og skrev jeg ikke i forrige linje, at Guds kærlighed var betingelsesløs og ikke krævede præstation? Det gjorde jeg, og det står jeg ved. For der er ikke tale om en tosidet aftale, hvor Gud giver frelse, hvis israelitterne gør, hvad han siger. Nej, i stedet så beskriver verset det, der er den naturlige reaktion på en erfaring af, at de første ord er sande. At hvis Gud elsker mig på den måde, som vers 4 beskriver, så er den naturlige reaktion at adlyde for ham. Hvis Gud er kærlighed, almægtig og vil det bedste for du og jeg, så giver det virkelig god mening at gøre, som han siger.
Og når israelitterne gør, som Gud siger, så vil det gå dem godt – fordi Gud ved, hvordan de får det bedst mulige liv og fortæller dem vejen derhen. Men de kan godt vælge at gå en anden vej, og det ved vi, at israelitterne ofte gør – og så går det dem ikke godt. Men verset er klart – hvis israelitterne gør, som Gud siger, så bliver de Guds ejendom. Det hebræiske ord her er segullâh, og selvom den danske oversættelse ikke er forkert, så er “ejendom” lidt en flad betegnelse for det, som Gud siger. I Prædikerens bog 2,8 og 1. krønikebog 29,3 bruges segullâh til at beskrive en konges ypperste og suverænt mest værdifulde skat. Malakias 3,17 bruger segullâh om de frelste efter dommedag. Gud udvælger Israels folk til at være en helt speciel og unik skat og vil sætte folket i et særligt forhold til Gud. Men det stopper ikke med den særlige position. Gud udvælger nemlig Israels folk for at nå hele jorden med sin kærlighed. For den tilhører ham, og han ønsker at alle skal lære ham at kende, komme til tro og blive frelst. Den mission inviteres Israel ind i ved den gammeltestamentlige pinse, og den mission er alle kristne inviteret i lige siden – ”for hele jorden tilhører mig”.
Mellemleddet
Gud udvælger altså ikke Israels folk på bekostning af resten af verden, men for at velsigne dem og for at nå resten af verdens folk. Gud har ikke frelst dig, fordi han ikke vil frelse din ikke-troende ven, kollega, familiemedlem, curlingmakker eller studiekammerat. Han har blandt andet frelst dig, så du kan fortælle din ikke-troende ven, kollega, familiemedlem, curlingmakker eller studiekammerat om ham. Han inviterer dig med ind i sin mission om at sprede evangeliet på jorden. Hvorfor han ikke bare selv gør det uden os som mellemled, det vil jeg helt bestemt spørge ham om i Himlen. Men han ønsker at bruge dig, ligesom han ønskede at bruge Israels folk ved Sinajs bjerg. De skulle være et kongerige af præster og et helligt folk for ham. På Moses’ tid var præsten en forbindelse mellem det enkelte menneske og så Gud. Præsten bragte ofre på vegne af folket til Gud og gav Guds velsignelser og tilgivelse til folket. Han var mediator, der fordelte tingene fra israelitterne til Gud. Når Gud så kalder israelitterne til at være et kongerige af præster, så vil han, at de skal være et bindeled mellem verdens folkeslag og Gud. På samme måde som deres præst var det for dem, skulle de være det for verden. Gud kalder også dig til at være hans repræsentant overfor din ikke-troende ven, kollega, familiemedlem, curlingmakker eller studiekammerat om ham. Det skulle de være ved leve et helligt liv og derved pege på Gud. De skulle altså ikke leve et helligt liv for at blive frelst – det havde Gud jo allerede klaret uden deres præstationer – men for at andre mennesker måtte se Gud og hans kærlighed gennem dem. Det gælder også for dig og mig i 2020. Jesus taler om, at vi skal være lys og salt i verden – det gælder stadig, og grunden kan vi blandt andet finde her i 2. Mos 19,4-6. Vi skal pege på Gud gennem vores liv. Hvordan sådan et liv ser ud, kan du finde rig inspiration og vejledning til i Bibelen.
Hvad så i pinsen 2021?
”Lev jeres liv blandt hedningerne sådan, at de… kan få syn for jeres gode gerninger og prise Gud for dem”, skriver Peter i sit første brev kapitel 2, vers 12. Han har lige refereret til Sinaipagten og fortsætter direkte ind i mission.
Det Gamle Testamente viser os, at Israels folk glemte den opgave om verdensmission, som de havde fået givet ved Sinaibjerget. De havde forsømt den, men Jesus gentog kaldet overfor disciplene, der bragte det videre i den første pinse. De tog fat i Sinai-pagten, Shavouts oprindelige budskab og gik derefter i gang med at udføre den rolle i verdensmissionen, som Israel for længst skulle have været i gang med.
Derfor er pinsens budskab med rødderne i 2. Mos 19,4-6 også vigtig for kristne i 2021. Missionsteologen Dagfinn Solheim har skrevet, at ”som Israels folk var et vidne om Guds gerninger, sådan er også Guds folk i dag et vidne om Ham, de tror på.”
Pinsen blev startskuddet til apostlenes mission i Afrika, Asien og Europa. De blev udrustet af Helligånden, der gav dem kraft til at starte det missionsarbejde, der sidenhen har spredt sig længere og længere ud. Men arbejdet er ikke færdig endnu. Shavouts budskab – at vi er elsket og tilbydes frelsen betingelsesløst – er stadig aktuel, ligesom Shavouts kald om at være Guds segullâh og gå til jordens folk som mellemled også er det.
Påsken sker ikke, hvis julen ikke sker. Jesus kan ikke dø på korset, hvis han ikke fødes først. Men det budskab skal ud – og det minder pinsen os om, og derfor er den vigtig.
”Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker?… Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.” (Rom. 10,14+17).
Helligånden. Verdensmissionen. Kirkens fødselsdag. Verdensmissionen. Å-festival. Verdensmissionen. Peters pinseprædiken. Verdensmissionen. Ferie. Verdensmissionen. Tunger af ild. Verdensmissionen. Eksamener. Verdensmissionen. Tungetale. Verdensmissionen. Frelst betingelsesløst. Elsket af Gud.
