“Profeterne sagde engang til Elisa: ”Vi har ikke plads nok her, hvor vi sidder foran dig. Lad os gå ned til Jordan og hver især hente en træstamme der. Så kan vi bygge os et sted, hvor vi kan bo.” Han svarede: ”Gå bare!” Men en af dem sagde: ”Gå dog med dine tjenere!” ”Ja,” sagde han og gik med dem. Da de kom til Jordan, gav de sig til at fælde træerne. Mens én nu var i færd med at fælde en stamme, faldt hans økse i vandet, og han råbte: ”Ak, herre, det var endda en, jeg havde lånt!” Gudsmanden spurgte: ”Hvor faldt den i?” Da han havde vist ham stedet, skar han et stykke træ af og kastede det derhen, og det fik øksen til at flyde oven på. Så sagde Elisa: ”Tag den op!” og manden rakte hånden ud og tog den op.” (2 Kong 6,1-7)
Den røde tråd: hvem er gud i Israel?
Fortællingen om Elias og Elisa i midten af Kongebøgerne kan for en umiddelbar betragtning virke rodet, tilfældig og uoverskuelig. De mange små episoder med mirakler og tegnhandlinger er spændende og udfordrende hver for sig, men synes at være uden sammenhæng med hinanden.
Jo længere man arbejder sig ind i fortællingerne, desto klarere bliver det imidlertid, at der er en rød tråd, og at de mange selvstændige episoder hver på sin måde tjener til at svare på det ledende spørgsmål i fortællingen om Elias og Elisa, nemlig hvem der er gud i Israel, og hvad der sker, hvis det er Ba’al og ikke Herren, der er det.
Ba’al var den kana’anæiske gud, som skulle sikre den livsvigtige regn til afgrøderne på marken og var dermed den direkte ansvarlige for livets opretholdelse. Læser man episoderne i lyset af ba’alstroen, så bliver det lige pludselig klart, hvor meget de handler om vand og mad.
Højdepunktet finder vi i fortællingen om styrkeprøven på Karmel i Første Kongebog 18, hvor Gud gennem Elias gør det tindrende klart, at kun han, og ikke Ba’al, har skabermagt over den livgivende regn. Hvis Ba’al er gud i Israel, bliver det forjættede land til det forhærdede land. Menneskers hjerter bliver hårde, og i stedet for at dele, hvad der er, når hungersnøden hærger, tænker enhver på sig selv. Hvis Gud er gud i Israel, blødes hjerterne op, så der vises barmhjertighed over for enken, den faderløse og den fremmede i landet. Kun Gud kan sikre shalom, dvs. den tilstand af fuldendt fred, helhed og velstand, hvor ingen fjender, nød eller ulykke kan tage det forjættede land fra Guds folk.
Na’aman som ”øksehoved”
Episoden med profeterne og øksehovedet (2 Kong 6,1-7) er placeret i en sammenhæng, som handler om den militære trussel fra aramæerne, og om hvem, der egentlig står i spidsen for Israel (2 Kong 5-8).
At der er blevet pladsmangel i Elisa’s discipelskole antyder, at troen på Herren igen er ved at vinde frem i Israel, og når den nye discipelskole placeres ved Jordanfloden har det helt sikkert haft en stærk symbolsk betydning, eftersom det var her, israelitterne efter udvandringen fra Egypten begyndte at tage det forjættede land i eje. Episoden antyder altså, at Israel står ved begyndelsen til et nyt åndeligt forår. Samtidig er der i sammenhængen et stærkt profetisk budskab om, hvordan det sker.
Umiddelbart forud for episoden i Anden Kongebog 6, vers 1-7 fortælles det i Anden Kongebog 5, hvordan aramæerkongen havde mistet sit “øksehoved” i skikkelse af hærføreren Na’aman, og hvordan Gud gav aramæerkongen sit ”øksehoved” tilbage, fordi Na’aman gjorde, hvad Elisa sagde og badede sig syv gange i Jordan.
Gud gjorde det på denne måde klart over for aramæerkongen, at han kun havde sit ”øksehoved” til låns, og at Gud til enhver tid kunne tage det tilbage igen, ligesom det selvfølgelig også må have stået tindrende klart for Na’aman selv, at han kun var, hvad han var, fordi Israels Gud havde tilladt det og udrustet ham til det.
Udlånt kraft
Læst i lyset af den foregående episode bliver betydningen af tegnhandlingen med øksehovedet (2 Kong 6,1-7) straks mere klar. Discipelskolen er det ”øksehoved,” som Gud har kaldet til at ”rydde landet” for ba’alstro, og vi må derfor forstå profetens ulykkelige reaktion på tabet af øksehovedet som et udtryk for, at på samme måde som Gud kunne tage aramæerkongens ”øksehoved” fra ham, sådan kan han også tage ”øksehovedet” fra Israel, hvis profeterne ikke stoler på Ham.
Bemærkningen om, at ”det var endda en, jeg havde lånt,” understreger, at den åndelige kraft ikke kommer fra profeterne selv, men er ”udlånt” til dem fra Herren. Udtrykket ”en, jeg havde lånt” er en oversættelse af det hebraiske sha’ul, der både er navnet på Israels første konge Sha’ul – på ”bibeldansk” Saul – og et passivt participium (tillægsform) med betydningen ”noget, der er lånt eller bedt om.”
Israels første konge var med andre ord én, som Herren havde bedt om, lånt eller kaldet til at være sin tjener. Når det er interessant, er det fordi, det passive participium kun bruges to gange i GT, nemlig i 1 Sam 1,28, hvor det ordret siges om Samuel, at han skal være “sha’ul for Herren,” altså én, der er lånt af Herren til at tjene ham, og så når det bruges om øksehovedet (2 Kong 6,5), som profeten havde lånt, for at den skulle tjene ham.
Israels første konge, Saul, viste sig jo som bekendt ikke at leve op til sit navn. I stedet for at se sig selv som udlånt til Herren og som hans tjener, blev han i stigende grad egenrådig og tjente sig selv. Når det passive participium sha’ul bare bruges to gange i hele GT, så kan det godt have betydning, at der i beretningen om øksehovedet ikke bruges et mere almindeligt udtryk.
Kraften kan mistes
Måske har Gud inspireret profeten til at bruge netop dette udtryk for at vække de associationer, som tilhørerne uden tvivl ville få? Nemlig at på samme måde som Israel mistede dén Saul, som Herren havde udbedt sig til at tjene dem som konge, sådan var tabet af øksehovedet en advarsel om, at Israel ville miste de profeter, som Gud havde udbedt sig til at virke åndelig vækkelse og retablere shalom i Israel, hvis ikke de bevarede bevidstheden om, at de tjente folket med kraft fra Gud.
Episoden forklarer også det umiddelbart forvirrende træk, Gud foretager ved at give aramæerkongen sit ”øksehoved” tilbage, så han kort tid efter igen kan true Israel’s shalom. I den efterfølgende episode (2 Kong 6,8-23) hører vi om, hvordan Gud bruger aramæerkongen til at sætte én af Elisas profetdisciple på prøve:
Aramæerkongen véd, at Israels shalom skyldes, at Israels konge nu lytter til Elisa og stoler på Gud, og han forsøger derfor at gøre det af med ham ved at omringe ham i byen Dotan. ”Ak, herre, hvad skal vi gøre?” spørger profetdisciplen Elisa. For menneskelig set var alt håb ude. I egen kraft var det umuligt at kæmpe mod overmagten. Men så åbner Elisa sin discipels øjne for, hvor helt og aldeles anderledes situationen ser ud, hvis profeten har tillid til Guds kraft: ”Herren åbnede den unge mands øjne, og han så, at bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa” (2 Kong 6,17). Samtidig lukkes de aramæiske soldaters øjne, så de uvidende ledes midt ind i hovedstaden Samaria, hvor Gud højst overraskende forbyder Israels konge at slå dem ihjel og i stedet byder ham at give dem mad og drikke, så de efterfølgende kan vende hjem. Og så bemærkes det afsluttende, at ”Aramæerne foretog ikke flere strejftogter ind i Israel” (2 Kong 6,23).
Påmindelse til os
På samme måde som Gud udfriede sit folk fra slaveriet i Egypten, skete udfrielsen heller ikke denne gang ved Israels styrke, men ved Guds magt og på de menneskeligt set mest overraskende måder. Na’aman blev ligefrem vred over måden, hvorpå Gud ville rense ham: ”Er Damaskus’ floder, Abana og Parpar, ikke bedre end alle vandløb i Israel? Kunne jeg ikke bade i dem og blive ren?” Og Israels konge har helt sikkert haft det lige så svært med at skulle dække bord for sine fjender i selveste sit palads for derefter at lade dem vende hjem. Men i begge tilfælde valgte Gud at gøre det på sin måde for at vise, at shalom kun er mulig, hvor Gud får lov til at virke med sin styrke og kraft.
For os, som læser fortællingen om øksehovedet i dag, er den en stærk påmindelse om, at åndelig vækkelse og shalom også kun er mulig i vores land, hvis vi som ”øksehoveder” er bevidste om at tale og gå i Guds kraft. Og at vi, der ufortjent selv har været genstand for Guds barmhjertighed og nåde, må få tro og styrke til at gøre det samme, så vi elsker vores fjender, gør godt mod dem, der hader os, velsigner dem, der forbander os, og beder for dem, der mishandler os (Luk 6,27f).
Artiklen er tidligere blevet bragt i Budskabet.
