Sandhed og ydmyghed i bibeltolkningen og teologien

Hvordan balancerer vi mellem at fastholde sandheden i Bibelen og teologien, samtidig med at vi ydmygt anerkender, at vi som mennesker er begrænsede og fejlbarlige i vores bibelfortolkning? Få grundige og lærerige indspil.

Som kristne bekender vi os til Sandheden. Blandt andet om Gud, om evangeliet og om Bibelen som det sted, hvor Gud åbenbarer sandheden for os. Vi tror, at Bibelen er Guds ord, at det har autoritet og kan vejlede os i troen og livet. Det ønsker vi at bekende med frimodighed.

Men vi ser også, at selvom mange kristne bekender sig til det samme syn på Bibelen, er der store uenigheder om fortolkningen af teksterne. Det kalder på ydmyghed. Hvordan balancerer vi mellem at fastholde sandheden i Bibelen og teologien, samtidig med at vi ydmygt anerkender, at vi også selv er på vej? Det undersøger vi i denne artikel.

Bibelen er Guds ord

I klassisk, luthersk teologi hævder vi det, man kalder ”sola scriptura” (skriften alene). For reformatorerne var pointen, at Gud har givet os Bibelen som sit eget ord til vejledning i sandheden (jf. Joh 16,13). Skal vi lære Gud at kende, må vi søge ham, hvor han er at finde: I Bibelen. Skal vi afklare en læremæssig uenighed mellem kristne, må vi gå til autoriteten: Bibelen. Og så videre.

Bibelen er troværdig, fordi Gud selv taler i Bibelen. Gud er ved Helligånden den egentlige forfatter, selvom de menneskelige forfatteres særpræg er tydeligt i teksterne (2 Pet 1,20-21). Kirken fastholder denne tro på Bibelen, fordi det er afgørende for troen. Spørger man, ”er der et troværdigt vidnesbyrd om, hvem og hvordan Gud er?”, svarer kirken frimodigt: ”Ja, i Bibelen.” Dette er kirkens klassiske syn på Bibelen.

Derfor kan kristne også frimodigt bekende, at de tror på sandheden om Gud og mennesket, for vi kan lære sandheden at kende ved at læse i Bibelen. Der kommer flere nuancer om lidt, men det er altså den simple kendsgerning, vi gerne vil slå fast fra begyndelsen.

Fejlbarlig videnskab

Går vi lidt bredere ud end teologien, så har nyere videnskabshistorie vist os, at så godt som al menneskelig viden er foreløbig. Selv teorier, der er blevet bekræftet ved observation og måling, kan vise sig at være forkerte. Det har understreget for os, at erkendelsesmæssigt set er mennesket et fejlbarligt væsen. Én af tidens paradokser er dog, at mens dette er standardsynet i den akademiske videnskabsfilosofi, er det et underkendt synspunkt i megen offentlig debat. Her hører man ofte, at naturvidenskaber ”beviser” teorier og at den eneste vej til ”sikker viden” er via videnskaben. Det er desværre dybt naivt, men også forståeligt, for videnskaberne har vitterligt bidraget med mange teknologiske fremskridt og erkendelsesmæssige landvindinger, også selvom de sidste altså er usikre.

Misforstå os ikke: Vi elsker naturvidenskab og forsøger at følge med i de nyeste teorier og resultater. Det er superspændende, når dygtige forskere forsøger at øge vores indsigt i, hvordan verden fungerer. Det er der intet problematisk ved, og det er ikke det, vi problematiserer. Men det synspunkt, man kalder ”scientisme”, at naturvidenskaben er den eneste og næsten ufejlbarlige adgang til sandheden, er vitterligt problematisk. For ”videnskab” er ikke en abstrakt størrelse, der eksisterer i sig selv, den er en praksis, som fejlbarlige mennesker udfører, og den er aldrig mere sikker, end de forskere, der praktiserer den, kan være. At bekræfte en teori igen og igen øger sandsynligheden for, at resultatet vil være det samme næste gang, men det er også så sikker, man kan blive.

Fejlbarlig eksegese

Er det anderledes for teologien? Det ser ikke sådan ud. Historisk er det ret let at påvise, at selv kristne, der har det samme syn på Bibelen, kommer frem til forskellige tolkninger – også om centrale spørgsmål som dåb, nadver, udvælgelse, skabelse, viljens rolle i omvendelsen og meget andet.

Så selvom vi har Helligånden som vejleder, når vi læser, er vi tilsyneladende ikke fritaget fra at gøre et grundigt arbejde med en åben Bibel. Med andre ord: At tro på Bibelens autoritet og ufejlbarlighed er et princip, men vi har stadig ikke fortolket én eneste tekst, når vi hævder dette princip.

Som den amerikanske teolog Graham Cole siger, har vi fået ufejlbarlige tekster i Bibelen, men vi har tydeligvis ikke ufejlbarlige redskaber til at fortolke og forstå disse tekster, sådan at vi er i stand til altid at forstå teksterne uden problemer. Det lille ord “tydeligvis” er afgørende her. Det er ikke sådan, at der er nogle mindre småting, der skal justeres for, at man kan sige, at ”jeg har helt sikkert forstået sandheden i alle dens detaljer.” Det er omvendt helt oplagt, at vi ikke tidligere, og formentlig heller ikke i fremtiden, kan komme til fuld overensstemmelse i vores fortolkning af teksterne. En af årsagerne til dette er, at der ikke findes nogen neutral fortolkning af en tekst. Selvom vi prøver så godt vi kan på at være så objektive som muligt, vil enhver skriftfortolkning præges af personen, som fortolker teksterne. Blandt andet kan vores interesser, ønsker, kirkelige tradition og begær forstyrre vores forståelse af teksten. Vi må derfor betragte enhver bibelfortolkning – også vores egen! – men en vis skepsis.

Men er det et problem? Det mener vi ikke. For ambitionen om at komme frem til ufejlbarlig tolkning af den ufejlbarlige tekst er ikke en nødvendighed for at have en frimodig tro.

Det bliver jo ellers ofte fremlagt på den måde. Moderne tekstfortolkning siger, at der ingen mening er i en tekst, før læseren selv lægger en mening ind. Vi læser de samme tekster, men kommer frem til forskellige tolkninger, fordi tekster i sig selv ikke betyder noget, før vi får dem til det. Men det er jo evident forkert. Som den italienske forfatter og filosof, Umberto Eco, sagde, så ville folk kalde seriemorderen Jack the Ripper vanvittig, hvis han forsøgte at forsvare sine mord på baggrund af hans læsning af Lukasevangeliet (de kaldte ham så retmæssigt vanvittig af andre grunde)! Ecos pointe er, at nok har langt de fleste tekster et vist betydningsspektrum, men de kan ikke betyde hvad som helst. Derfor arbejder vi flittigt med teksterne, for via grundigt arbejde og ærlige diskussioner, kan vi indkredse de bedste læsninger af teksterne.

Vi skal altså ikke lade os skræmme af den moderne skepsis overfor teksters meninger. Den australske teolog Mark D. Thompson har påpeget to store problemer ved moderne forsøg på at benægte Skriftens klarhed. For det første overdrives sprogets skrøbelighed. Og for det andet anerkendes det ikke, at Gud faktisk ønsker at give sig selv til kende gennem sit ord og aktivt arbejder for det. For det er jo også en side af dette. At nok er menneskets erkendelsesevne svagere, end vi kunne håbe, men Bibelen er ikke en passiv tekst. Ikke et rent objekt. Den er aktiv, fordi Guds ånd virker i den og ønsker at gøre Jesus kendt. Det betyder ikke, at det er let at afdække meningen i hvert et udsagn eller afsnit af Bibelen. Nogle skriftsteder er dunkle og vanskelige at forstå. Men som Luther påpegede, så står Skriftens hovedsag – at Jesus, Guds søn, er blevet menneske, at han led og døde for at redde os, og at han stod op af graven, hvorved han vandt os evigt liv – i det klareste lys.

Ydmyghed og frimodighed

Lad os gå videre til et andet vigtigt område: Den rolle, som trosbekendelserne spiller.

En trosbekendelse har et positivt og et negativt aspekt (i betydning at den bekræfter noget og afviser noget andet). Det positive er, at kristne sammen bekender, hvad deres tro handler om. Vi står ikke til en gudstjeneste uden at vide, hvad vi tilbeder og lovsynger – vi tror på dén Gud, som vi nu sammen bekender. Troen har et indhold, som vi udtrykker i bekendelsen.

Det negative aspekt er, at en trosbekendelse først bliver relevant, når der er nogen, der mener noget andet. Allerede i det Nye Testamente har vi småansatser til trosbekendelser, fordi der allerede på apostlenes tid var afvigere (vranglærere) fra den sande tro. Og i oldkirken spredte disse fejlopfattelser sig, så det var nødvendigt med officielle bekendelser, der definerede den sande kirke.

Vi er lutherske og bekender os til den lutherske trosbekendelse. Det gør vi frimodigt, fordi vi tror, de lutherske bekendelsesskrifter giver den sundeste fortolkning af den ufejlbarlige Bibel. Men vi er også ydmyge overfor, at andre kristne med samme syn på Bibelen som os, har andre tolkninger og dermed andre bekendelser. At de mener, vi tager fejl og forstår Bibelen forkert.

Men der er ikke noget alternativ. Hvis man fravælger trosbekendelser, stiller man sig ikke et neutralt sted. I stedet gør man sin egen smag eller følelse til en norm. Som den britiske kirkehistoriker Carl Trueman siger, er der et ”creedal imperative” ved at være menneske. Vi – implicit eller eksplicit – bekende os til noget. Fordelen ved at have en formuleret trosbekendelse er, at jeg frisættes fra hele tiden at skulle formulere min egen tro og dermed risikere, at mine egne følelser bliver for styrende for min bekendelse. Bekendelserne giver mig lov til at hvile i fællesskabets fortolkning af Bibelen og overgive mig til den tryghed, det er, at her tror vi noget sammen.

Det betyder selvsagt ikke, at vi skal blive selvtilfredse på vores egen teologiske traditions vegne. Frimodighed og tryghed er ikke det samme som at være arrogant. Den amerikanske teolog Richard Lints har skrevet noget klogt om det. Han mener, at vi er ansvarlige for hele Kristi legeme, så vi ikke skal være selvtilfredse med de tolkninger, som vi selv er blevet glade for og som fungerer i vores lille sammenhæng. Hvorfor ikke? Fordi der ikke er én kirke eller én kirkelig tradition, der ejer Bibelen. Det er Gud, der ”ejer” Bibelen og giver den til os som gave.  Bibelen er Guds ord, ikke blot sådan, at han er den ultimative forfatter, men sådan at han ejer Ordet og lader det virke, hvor han vil. Vi er modtagere – aktive som fortolkere og tilbedere, passive under tiltale af lov og evangelium – og det er ikke givet os som mandat at bytte plads med Gud, fordi vi bliver teologisk havesyge.

Den britiske teolog Paul Helm har rammende sagt, at vi har gode grunde for vores synspunkter, selvom de ikke er ufejlbarlige. Men andre har også synspunkter, som de mener, er godt begrundet, også selvom de ikke regner dem for ufejlbarlige. Og selvom nogle af os skulle have synspunkter, der er ufejlbarligt sande, er vi ikke garanteret at kunne overbevise andre om det faktum. Det kunne få os til at tro, at sandheden er uopnåelig, men det er naturligvis ikke målet at gøre os til skeptikere. I stedet skal vi blot være realister. Som mennesker er vi nødt til at vælge et livssyn – og i dette tilfælde et kristendomssyn – fordi det neutrale standpunkt ikke gives. Og det må vi gøre frimodigt, fordi vi er skabt som begrænsede væsener. Havde Gud krævet – eller bare ønsket – erkendelsesmæssig sikkerhed, så havde han skabt os anderledes. Hvad han i stedet ønsker, skal vi se nærmere på nu.

Sandheden er en person, og frimodighed er en værensform

Det er ret afgørende at se, at sandhedsbegrebet i Bibelen netop ikke først og fremmest er et begreb, men en person. Naturligvis forstår Bibelen også sandhed som et begreb i betydningen, at dens udsagn er sande (Joh 17,17), men sandheden er først og fremmest Jesus selv (Joh 14,6).

At stå fast på sandheden er i kristendommen først og fremmest at holde sig til Jesus. At overgive sig til ham og hans frelsergerning på korset. At være i en relation til ham, der overvandt døden og en dag nyskaber himmel og jord.

Jesus sagde selv, at vi skal have frimodighed, fordi han allerede har overvundet verden (Joh 16,33). Derfor handler frimodigheden ikke først og fremmest om, at vi skal have rigtige meninger eller korrekte tolkninger af Bibelen, men om at vi skal lære at være i verden på en tillidsfuld måde. Frimodighed er i kristendommen en værensform, vi øver os på, fordi vi har tillid til, at Jesus er den, han siger, han er: Guds søn og verdens frelser.

Det er klart, at det ikke kan løvrives fra Bibelens udsagn om Jesus. Vi, der ikke er fysisk sammen med Jesus, som de første kristne var det, har kun adgang til ham gennem hans ord, der for en stor del består af troendes vidnesbyrd. Den frelser, vi skal lære at have tillid til, er en bestemt historisk person, og det var afgørende for de første kristne at understrege, at kristendommen står og falder med sandhedsværdien af deres vidnesbyrd (1 Kor 15,1-11; 1 Joh 1,1-4).

Alligevel peger vi her på en lidt anden retning. Vi skal som kristne leve med en åben Bibel, for dér møder Gud os, taler til os og vejleder os. Vi skal være grundige i vores læsninger, så vi forsøger at forstå, hvad der menes med ordene i den store bog. Men Bibelen er en pegepind – den peger på Jesus. Og det, Bibelen gerne vil, er at give os tillid til Jesus. Til frimodigt at leve i troen på ham. Til det formål har vi Bibelen og bekendelserne, som vi tillidsfuldt holder os til, selvom vi godt er klar over, at vores tolkninger er fejlbarlige. Men sådan er det at være menneske.

Del:

Twitter
Facebook