Satan og det onde

Satan fremstilles i Bibelen som en ond åndsmagt der optræder under forskellige navne: Satan, Djævelen, Denne verdens fyrste m.fl. Satan og det onde er det diametralt modsatte af Jesus og evangeliet.

Jesus ønsker at velsigne. Satan er aktiv ond, der ønsker at gøre ondt. Satan er benævnt som ”den onde” i bestemt form (Matt 13,19). Jesus er lyset, Satan mørket. Om denne modsætning siger Jesus også:

Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange. Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge (Johs 10,9f).

Åndskampen om mennesker

Satan og Jesus er altså to aktive personer – to åndsmagter – der står bag vore liv. Det udtrykkes sådan i 1 Johs 3,8: ”Derfor blev Guds søn åbenbaret: for at tilintetgøre Djævelens gerninger”. Hele Jesu gerning er dermed at tilintetgøre Djævelens gerninger. Tilintetgøre! Derfor er der altid kamp mellem lys og mørke, Satan og Jesus.  Denne kamp skal vi være bevidste om, for den handler om os – om hvert menneske. Dette lagde også Paulus på sinde, og i Apg 26,18 fortæller han, at han er udsendt af Gud ”for at åbne folks øjne, så de vender om fra mørke til lys og fra Satans magt til Gud”.

Det er meget vigtigt, at vore øjne åbnes for disse åndelige sandheder, så vi er bevidste om, at der både i denne verden og i den kommende kun er to riger. Hvilket rige, vi mennesker tilhører, vil vise sig i dommen, hvor det til sidst skal det lyde til nogle: ”Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle”, mens andre vil gå med Jesus ind til ”lammets bryllup” (Se (Matt 25,41 og Åb 19,7). Al kristent arbejde handler dybest set om at hjælpe folk over fra mørke til lys, fra Satans magt til Gud.

Anklageren og adskilleren

”Satan” er hebraisk og betyder ”anklager”, ”modstander”. I Zak 3 får vi fx et klart billede af anklageren på arbejde. ”Djævel” kommer af det græske ”diabolos”, som kommer af “dia ballo”, og det betyder ”at føre fra hverandre”, ”skille ad”. Netop deri kommer Den Ondes karakter og væsen frem. I syndefaldet skilte han mennesket fra Gud. Og typisk skiller også synden folk ad. Hvem har ikke hørt folk sige “Der er kommet os noget imellem”? Sådan er det altid i Den Ondes fodtrin. Guds kærlighed derimod skjuler mange synder og samler det brudte.

Bibelen giver ikke et fuldt færdigt billede af Satan og hans væsen, men der findes bibelord, som tilsammen danner en mosaik af Den Onde.

“Gud skånede jo ikke de engle, som syndede, men styrtede dem i afgrunden, hvor de holdes i mørkets lænker indtil dommen”, skriver Peter i 2 Pet 2,4. Ud fra dette ser vi, at der på et tidspunkt er sket et fald i engleverdenen, hvor nogle engle har syndet. Vi ved ikke, hvor mange det er, eller hvad deres synd har bestået i.

I Judas brev v. 6 hjælpes vi på længere på vej:

jeg vil minde om, at de engle, som ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig, holder han bundet i mørket med evige lænker indtil dommen på den store dag.

Deres synd har altså bestået i, at: ”de ikke tog vare på deres høje hverv”.

Englene har altså et hverv – sikkert hvor den enes hverv er forskellig fra den andens. Fælles for dem alle er, at dette hverv skal der tages vare på. Videre ser vi ud fra dette vers, at englene ikke er robotter, der bare blindt skal følge Herren. De er som os, selvstændige, tænkende væsener, der kan vælge eller fravælge at tjene Herren, se Åb 22,8f.

I en stærk stridssamtale, som Jesus har med sin samtids ledere, kommer han med et udsagn om Den Onde, som kaster endnu mere lys over sagen. Det er ordet fra Johs. 8,44: ”I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen”.

Om dette sted siger bibelfortolkeren Kolmodin:

Her er der egentligt sagt: Han har ikke stillet sig i sandheden, inden for sandhedens område, og han står der heller ikke nu. Med dette har Jesus først og fremmest antydet, at denne åndspersonlighed engang er blevet stillet overfor et valg. Valget gjaldt om han ville stille sig i ubetinget afhængighed af Gud, som skabte ham og gav ham hele sin rige udrustning, eller han i selvnydelse ville vælge sig selv.

Esajas kap. 14 er ofte blevet forstået som et hovedord om Satan. Overskriften over dette kapitel i den danske oversættelse fra 1992 er: ”Spottesang om Babylons konge”. Babylon er her et udtryk for denne verden, som er en modsætning til Guds rige. Som Jesus er herre i Guds rige, er Satan det i denne verden, i Babylon. Lidt mere om det senere. Hovedordet er v. 12-14, hvor der står: ”Tænk, at du faldt fra himlen, du strålende morgenstjerne! Du er slynget til jorden, du som besejrede folkene. Du sagde ved dig selv: “Jeg vil stige op til himlen, højt over Guds stjerner rejser jeg min trone; jeg tager sæde på bjerget, hvor guderne samles, i det yderste nord.  Jeg stiger op over skybankerne, gør mig lige med den Højeste”.

“Lige med den højeste.” Det var drømmen i hjertet. Det var det, han sagde til de første mennesker: “I skal blive som Gud”, og det er det, der skal kendetegne Antikrist, når han til sidst træder synligt frem: “modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og “udgiver sig selv for at være Gud”, 2 Thess 2,4.

Djævelen er en falden engel. Når der, som f.eks. i Matt. 25,41 tales om “Djævelen og hans engle,” ligger det i luften, at han er lederen for disse faldne engle. Man regner med, at han har været den øverste engel med jorden som ansvarsområde, derfor er han kaldet ”Denne verdens Fyrste”. Men det har ikke været nok for ham. Han tog ikke vare på sit høje hverv, han ville være noget andet og især noget mere end det, han var. Han ville ikke tilbede Gud, som han var skabt til. Han ville selv være Gud.

Hvordan kunne hovmodet og oprørstanken komme ind i Djævelen, når der ikke var noget ondt til? Det spørgsmål mangler vi forudsætninger til at kunne svare på. Vi har ikke levet før syndefaldet og kender ikke dette forhold indefra. Jeg tror noget kan forklares ud fra den måde, både englene og menneskene blev skabt på. For begge parter gælder det, at de er skabt som frie væsener, ikke som programmerede robotter der kun kan det, de får besked på. Alle er skabt til et ”højt hverv”, nemlig at leve med Gud og gå ad den vej han har lagt tilrette for os (Se Salme 139,16). For at det kan være sandt og ægte, må man nødvendigvis selv vælge det i frihed. Med denne frihed ligger også muligheden for at vælge noget andet. Det kender vi fra menneskets fald i synd. På samme måde ser det ud til, at Djævelen af sig selv i frihed valgte noget andet end det, der var Guds vilje.

Som modsætning til Satans fald, er det godt at følge Jesus i hans store kamp op til påsken i Jerusalem ca. år 30: ”Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre.” (Joh 10,17-18) Læs selv om Jesu kamp i Getsemane. Følg ham frem til de sidste ord i bønnen, hvor han siger: ”Ske din vilje.” Det som Djævelen ikke ville, det ville Jesus: Gøre Guds vilje i alle ting – frivilligt.

Og på helt samme måde lærer Jesus sine disciple livets vej: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig”. (Matt 16,24). At være kristen, er at lægge sit liv i Jesu hænder og lade ham være herre. Det er meget let at sige, men det kommer ingen frem til uden at mærke åndskampen. Synden stritter imod, den vil være sin egen herre og gøre det, den har lyst til. Lykkelig den der kan sige med Sl 119, 32: ”Ad den vej du befaler, vil jeg løbe, for du har gjort mit hjerte fri”.

Syndefaldet

Det er klart ud fra syndefaldsberetningen i 1. Mosebog kap. 3, at Adam og Eva ikke var de samme før og efter, at de havde spist af træet til kundskab om godt og ondt. Der var sket noget i dem. De glade, frie mennesker bliver fyldt af mismod og skam over dem selv. Overfor hinanden gemte de sig bag figenblade, og Gud var de blevet bange for.

Hvad var der egentlig sket med dem? Efter at de havde spist af træet, står der om dem: ”Da åbnedes deres øjne”. Det er en passiv sætning. Der er med andre ord sket noget med dem. Dermed er vi inde ved syndens væsen. En åndskraft, der tilsyneladende udgår fra den onde, som er stærkere end menneskene. Som beretningen klart beskriver, gør den noget ved dem som forandrede dem selv og hele deres adfærd.

Jesus siger: ”Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser. Det er det, som gør et menneske urent,” (Matt 15,19).

Jeg tror ikke, at der er et eneste menneske, som ikke bare må sige ja til dette – sådan er jeg indvendig. Men har det altid været sådan? Det har det ikke. Før syndefaldet, da alt var godt, kan disse tanker ikke have været i mennesket. Med disse ord af Jesus kommer vi tæt på syndens væsen. Den sidder midt i hjertet. Den er vi født med. Det er arvesynden, arven fra syndefaldet!

En besejret fjende

I Åb 12,7-11 er der et større afsnit om Satan. Der står bl.a. at han forfører hele verden. I det store kapitel om Babylon, Åb kap. 17 fortælles hvad bedrageriet går ud på. Babylon, som er denne verden, er et modbillede på Guds rige. Og kvinden, skøgen, som Djævelen bærer, er et modstykke til bruden, Guds folk. Ud fra v. 4 ser det ud som om Satan vil give sit folk alt hvad hjertet begærer, men i v. 16 afsløres bedrageriet. Her viser det sig, at Satan i virkeligheden hader sit folk. Med fire stærke ord i v. 16 siges det, at han vil ødelægge dem totalt. Han vil forføre folk til Helvede og le af dem bagefter.

Men Satan er en besejret fjende. Ved Jesu død blev han smidt ud fra Himlen (Johs 12,31). Jesus har afvæbnet Satan. Han har friet os ud af mørkets magt (Kol 1,13). Åb 12,7 fortæller, at vi vinder over Djævelen ved Lammets blod, dvs. ved at tro på Jesus og takke for alt det, som han har gjort for os. Men selv om det er sandt, sover Djævelen ikke. Han er flittig, derfor skal der siges;

Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; stå ham imod, faste i troen (1 Pet 5,8).

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook