Science Fiction bliver til virkelighed – om transhumanisme

Med den teknologiske udvikling er det efterhånden muligt at foretage store indgreb i et menneske for at ændre dets levevilkår. De teknologiske muligheder kan potentielt bryde nogle af menneskets begrænsninger, og netop det er omdrejningspunktet i transhumanismen. Begrebet har tiltrukket sig opmærksomhed de seneste år, og bevægelsens repræsentanter har fremprovokeret debatter om menneskets værdi og muligheder. De går ind for at forandre mennesker mentalt og fysisk ved moderne medicinsk teknologi. De argumenterer for omfattende individuel frihed, og for at menneskets højeste mål bør være størst mulig nydelse (hedonisme).

Tilhængere af transhumanismen har i de senere år organiseret sig for at arbejde mod sine mål og skabe accept for sin tænkning. «Norsk Transhumanistisk forbund» blev oprettet i 2004, som en «underorganisation» af HumanityPlus. HumanityPlus har formuleret sine målsætninger i dokumentet «The Transhumanist Declaration».¹Du kan læse om HumanityPlus, der i 1998 blev stiftet som «The World Transhumanist Association» her. Dokumentet «The Transhumanist Declaration» blev skrevet i 2009 og opdateret i 2012.

Den transhumanistiske bevægelse er temmelig eksklusiv og har ikke mange medlemmer. De, som er med, er imidlertid ressourcestærke. Mange har meget høj uddannelse og bred indflydelse, særligt inden for akademiske og videnskabelige miljøer. Hvilken slags tænkning præger denne bevægelse? Det vil denne artikel give nogle svar på og vil dermed også vise, hvorfor emnet er relevant at forholde sig til som kristne.

Transhumanismen i en nøddeskal

Transhumanismen er en bevægelse, som arbejder for at mennesker skal have juridisk ret til at bruge ny videnskab og teknologi for at overskride (transcendere) sine naturlige grænser og forudsætninger. Bevægelsen styres af evolutionistisk tænkning. Men i stedet for at være optaget af menneskehedens oprindelse ser dens tilhængere frem mod det, de mener, mennesker bør blive i nærmeste fremtid.

Mennesker skal komme et trin højere på evolutionsstigen og blive endnu mere intelligente, levedygtige, sunde og lykkelige. For at nå dette mål vil man udvikle såkaldte «posthumans», det vil sige, «posthumane kapaciteter». Den svenske Oxford-filosof Nick Bostrom forklarer, hvad dette betyder:

«I shall define a posthuman as a being that has at least one posthuman capacity. By a posthuman capacity, I mean a general central capacity greatly exceeding the maximum attainable by any current human being without recourse to new technological means.»²Nick Bostrom har skrevet bestselleren “Superintelligence: Paths, Dangers, Strategies”. Citatet her er fra et bidrag til artikelsamlingen “The Transhumanist Reader”.

Med dette citat formulerer Bostrom, det vi kan kalde den grundlæggende posthumane idé. Almindelige menneskers medfødte evner og forudsætninger (de naturlige kapaciteter) skal udvides kunstigt ved hjælp af teknologi, indgreb i kroppen, gen-redigering osv. Transhumanister argumenterer for, at dette må være en menneskerettighed.³Artiklen om Bostrom kan findes her

En tilsvarende argumentation finder vi eksempelvis hos videnskabsmanden Anders Sandberg, som har ph.d i computational neuroscience. Han argumenterer for såkaldt «morfologisk frihed», altså retten til blandt andet indgreb i kroppen ved hjælp af teknologi for at ændre både krop og psyke i overensstemmelse med ønsker og behov.⁴Anders Sandberg beskriver sine tanker i artiklen «Morphological Freedom – Why We Not Just Want It, but Need It».

For at kunne vurdere transhumanismen skal vi forstå, hvordan de argumenterer for denne rettighed. Den person, der måske har haft størst betydning i den forbindelse, er filosoffen Max More. Vi skal i det følgende se nærmere på noget af det, han har skrevet.

Max More, transhumanismens førende talsmand

More er sandsynligvis transhumanismens førende ideolog og talsmand. Man får et første indtryk af hans tænkning ved at læse artiklen «Letter to Mother Earth» som han skrev i 2009. Her formulerer han transhumansimens mål i syv «krav» overfor «Moder jord».

For det første «kræver» More, at menneskene selv skal bestemme, hvor længe de skal leve – med dette sigter han ikke først og fremmest mod at have ret og mulighed for at tage sit eget liv. More er først og fremmest optaget af, at mennesket skal have ret til teknologi, som giver det mulighed for at leve meget længere end den naturlige levealder. Mennesket må altså sejre over alderens tyranni. På sigt skal det simpelthen overvinde aldring og død.

Dernæst «kræver» More, at mennesker skal have ret til at udvide naturlig intelligens, hukommelse og sanseevner, også ved hjælp af bio- og computerteknologi. More mener, at dette kan ske ved at hjernen suppleres med en såkaldt «metahjerne». Dvs. at hjernens naturlige kapacitet suppleres med avanceret kunstig intelligens, der implanteres i hjernen.

Derudover «kræver» More at fremtidens menneske ikke skal være såkaldte slaver af sine gener. Mennesket skal i stedet tage kontrol over sine arveegenskaber og have ret til at gribe ind i sit DNA. Man skal frit kunne vælge kropslig form og funktion og omskabe sit følelsesliv. Vi skal mestre vores egen biokemi og have mulighed for at integrere avanceret teknologi i vores krop, skriver More. Hensigten er at øge nydelse, succes og give frihed fra lidelse og smerte.

Martine Rothblatt

Inden vi skal se på nogle afsluttende etiske indvendinger mod transhumansimen, er det værd at nævne Martine Rothblatt (1954). Rothblatt er en amerikansk advokat, som driver omfattende globale forretningsaktiviteter. Gennem tiden har Rothblatt oparbejdet sig stor indflydelse, anskaffet en meget stor formue og er central sponsor i den internationale transhumanistiske bevægelse. Hun er relevant at forholde sig til, fordi hun kobler transhumanismen med transbevægelsen. Transhumanismens ideal om en posthuman menneskerace skal ifølge hende nås via transbevægelsen. Dermed bliver sidstnævnte et skridt frem på evolutionsstigen.

Rothblatt blev transkønnet i 1994. I bogen From Transgender to Transhuman: A Manifesto On the Freedom Of Form, tager hun udgangspunkt i den sydafrikanske apartheidpolitik for at forklare meningen med biologisk og kønslig frigørelse.

Apartheidstyret antog at race og hudfarve bestemmer status og rettigheder i samfundet. Det man er født som, bestemmer ens muligheder. Det samme sker, når et barn ved fødslen defineres som dreng eller pige på baggrund af kønsorganer, hævder Rothblatt. Klassificering som mand eller kvinde sætter grænser for, hvad individet kan være og blive. For at det transhumane menneske kan udvikle sig, skal mennesker derfor frigøre sig, ikke bare fra sin egen biologi, men også fra samfundets og sin egen skelnen mellem mand og kvinde. Denne frigørelse skal, ifølge Rothblatt, ske gennem transbevægelsen.

I Rothblatts tænkning får transbevægelsen dermed status som en slags frigørelsesbevægelse. Den skal være aktiv, udfordre og nedbryde bevidstheden om at etablere kønsdefinerede opfattelser i et samfund. Vejen til den transhumanistiske fase går netop gennem transbevægelsen. Kønsdysfori er egentlig ikke problemet (kønsdysfori er når en person oplever et misforhold mellem sit egentlige køn og sin egen kønsopfattelse). Det problem, som skal overvindes eller sygdommen som skal kureres, er opfattelsen af, at mennesker kan klassificeres som mand eller kvinde. Menneskeheden skal, som titlen til Rothblatts bog indikerer, bevæges ind i accept af transbevægelsens ideologi. På den måde bliver man frigjort og kommer igennem som det nye menneske, Homo Creatas. Man går et trin op på evolutionsstigen fra at være Homo Sapiens til at blive Homo Creatas.

Det, vi indtil videre har skrevet, må betyde, at der i hvert fald i en overgangsfase skal eksistere to slags menneskelignende væsner på jorden. Én gruppe som ikke vil forandre sit køn, eller forstå sig selv som noget andet end sit biologiske køn. En anden gruppe som frigør sig mentalt fra det at være et køn, altså mand eller kvinde. Sidstnævnte gruppe vil i kraft af sin selvforståelse og ideologi definere sig som mere udviklet end de andre. Rothblatts opfattelser fremstår hermed som en form for aktivistisk ideologisk socialdarwinisme. Den bygger på en evolutionistisk idé. Mennesket skal ved politisk aktivisme bevæges ind i fuldstændig individualisme.

Lige netop denne legitimering af fuldstændig individualisme er forudsætningen for, at de store muligheder som moderne avanceret teknologi tilbyder kan benyttes sådan, at mennesker frit kan designe sig selv. Det siger sig selv, at dette i praksis fører til en ekstrem elitisme.⁵Elitisme = den opfattelse at magten i et samfund bør ligge hos en elite (denstoredanske.lex.dk)

Et par afsluttende etiske indvendinger

Afslutningsvis kan vi skitsere et par argumenter overfor transhumanismens idé om at overskride det naturligt menneskelige.

Set fra et kristent ståsted er denne tanke umulig at forene med Bibelens lære om menneskets skabelse. Gud skabte mennesket i sit billede, som mand og kvinde, og gav med dette begge køn samme værdi (1 Mos 1,27). Når mennesker forsøger at overskride dette aspekt af virkeligheden, kommer det naturligt nok i konflikt med noget, som er helt grundlæggende for det at være menneske. Mennesket bliver ikke bare fremmedgjort for sig selv og sin egen biologi. Hvis kategorierne mand og kvinde ophæves, bliver det også fremmedgjort fra Bibelens Gud. Alt, hvad Bibelen lærer om ægteskab og indordning af samfundet, blottes for mening.

Dernæst må vi spørge, om transhumanismens idé kan forsvares som en demokratisk menneskeret, som mange transhumanister hævder. Svaret er nej. Det bør være indlysende, at det som transhumanisterne mener bør være en ret for alle, kun kan benyttes af en meget privilegeret elite. Når muligheden for at forandre sig biologisk og mentalt omtales som en ret for alle, bruger man en argumentation som skjuler de praktiske og reelle følger af transhumanismens idé. De muligheder til hjælp og helbredelse som ny medicinsk teknologi byder på, bør ikke forvaltes sådan, at de stilles til egennyttig disposition for mennesker som allerede er sunde og meget ressourcestærke. I stedet bør andre selvsagt tilgodeses – de som virkelig er syge og har behov for hjælp til at leve bedst muligt. Dette er så indlysende, at man modvilligt skriver det. Det er tydeligvis alligevel nødvendigt.

Den transhumanistiske drøm præger vor tids mennesker mere end de selv er klar over. Der er nok af eksempler på, at drømmen er blevet et mareridt. Grunden til det er, at drømmene også let skaber selvhad. Spændingen mellem perfektionisme og hvad man selv magter at være, bliver som bekendt alt for stærk, særligt for mange unge mennesker. At være sandt menneskelig bliver pludselig noget uopnåeligt. Men i bibelsk lys er sand menneskelighed det at være betinget af Gud. Det indebærer at være afhængig af medmennesker, og det handler om at give til andre mennesker, når man har ressourcer og anledning til det.

Artiklen er oversat af Anette Kofoed-Pihl.