Se det Guds lam, som bærer verdens synd

Min sag med Gud er i orden, ikke fordi jeg har forbedret mig, ikke fordi jeg har fået styr på det, som er galt i mit liv, men fordi min frelser har ofret sig selv for mig.

I Bibelens tredje kapitel læser vi om, hvordan menneskets oprør mod Gud fører til forbandelse på tre måder: kvindens graviditet og fødsel bliver plagsom og pinefuld, det bliver hårdt at skaffe sig føden, og mennesket skal dø. Denne forbandelse præger stadig verden, men det betyder ikke, at Gud har forladt mennesket og overladt det til sig selv.

Allerede i kapitel 4 læser vi om, hvordan Adam og Evas sønner, Kain og Abel, ofrer til Gud. Kain dyrkede jorden, og hans offer var et afgrødeoffer. Abel var fårehyrde, og hans offer indebar at slå et dyr ihjel. Jeg forstår det på den måde, at Kains offer er et takoffer, hvor han siger Gud tak for sin høst, mens Abel har indset, at synd og oprør mod Gud fører til død, og derfor ofrer han et dyr. Det fantastiske er, at Gud tager imod Abels offergave.

Vejen frem er altså en stedfortrædende død. Ikke sådan at Abel ikke skal dø, faktisk slår Kain ham ihjel kort efter, men sådan, at hans offer viser vejen tilbage til det tabte paradis og den gode relation til Skaberen. I Hebræerbrevet 11,4 læser vi, at Abel var retfærdig, dvs. hans færd var ret i Guds øjne. Det betyder ikke, at Abel ikke syndede, men det betyder, at en anden betalte syndens pris og trådte i stedet for Abel.

Fra forbandelse til velsignelse

For ca. 4000 år siden var en tyndtbefolket verden ved at synke ned i udbredt afgudsdyrkelse, men Gud greb ind. Gud udvælger ét menneske, Abram, og kalder ham ud af afgudsdyrkelsen og ind i et tillidsforhold til Skaberen. Samtidig lover Gud Abram, at ”i dig skal alle jordens slægter velsignes” (1 Mos 12,3b). Gud har altså en plan, og planen er at erstatte forbandelsen fra syndefaldet med velsignelse. I Bibelens sidste kapitel læser vi, at der til sidst ”ikke mere skal være nogen forbandelse” (Åb 22,3a). Guds plan er at genskabe en paradisisk tilstand.

Gud giver Abram navnet Abraham (1 Mos 17,5), og senere gentager Gud løftet og siger til Abraham: ”Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom” (1 Mos 22,18). Her skal vi lægge mærke til, at afkom står i ental, dvs. ”dit afkom” og ikke i flertal ”dine afkom”. Paulus forklarer, at Abrahams afkom er Kristus (Gal 3,16). Guds plan for at erstatte forbandelsen med velsignelse går altså via Kristi lidelse (Gal 3,13-14). Løftet bliver også gentaget til Abrahams søn Isak (1 Mos 26,4) og Isaks søn Jakob (1 Mos 28,14b).

To gange er det, som om Gud vil anskueliggøre for Abraham, hvordan det skal gå til, at denne velsignelse bliver mulig. Den første gang er en underlig beretning i 1 Mosebog kapitel 15. Abraham spørger Gud, hvordan han kan vide, at Gud vil holde sine løfter, og Gud beder ham hente nogle dyr, skære dem midt igennem og lægge halvdelene over for hinanden. Dette er en måde at indgå en pagt på.

Hvis man på dette tidspunkt skulle indgå en aftale, fx hvis en stor konge underlagde sig en mindre vasalkonge, og den mindre konge derfor skulle betale tribut, ville man skære dyr over og lægge halvdelene over for hinanden. Derefter skulle den mindre konge og evt. den store konge gå frem mellem dyrene. Dermed siger kongen, at hvis ikke jeg overholder aftalen, så skal det gå mig som disse dyr (vi har et eksempel mere på denne praksis i Jer 34,18-20). I dette tilfælde er det en aftale, som bliver indgået mellem Gud og Abraham. Da det er blevet mørkt, kommer en rygende ovn og en flammende fakkel til syne, som er symboler på Guds nærvær. Den rygende ovn og den brændende fakkel bevæger sig derefter frem mellem de overskårne dyr. Dermed siger Gud, at hvis ikke han overholder pagten og holder sine løfter, skal det gå ham som disse dyr.

Men der er en anden side: Hvad hvis Abraham og hans efterkommere ikke øver ret og retfærdighed? Kan Gud så lade velsignelsen komme til verden (1 Mos 18,19)? Læg mærke til, at det kun er Gud, som går frem mellem de overskårne dyr. Abraham skal ikke gå frem. Dermed siger Gud, at hvis du, Abraham (og dine efterkommere), ikke øver ret og retfærdighed, skal det gå mig (Gud) som disse dyr. Det er altså Guds plan for at erstatte forbandelsen med velsignelse, at han selv skal tage straffen for vores overtrædelser.

Den anden gang, Gud anskueliggør, hvordan velsignelsen skal komme til verden, er i den voldsomme beretning i kapitel 22. Gud vil sætte Abraham på prøve og beder ham drage til Morija og dér ofre sin søn Isak. Da Abraham skal til at slagte sin søn, stopper Gud ham og giver ham en vædder, han kan ofre i stedet. Et par tusind år senere ofrer Gud sin egen søn det samme sted (2 Krøn 3,1), og langfredag er der ingen, som stopper ham. Vi ser altså, at Guds velsignelse af verden skal ske ved, at Jesus dør for hele verdens synd og skyld.

Blodet på stolperne

Mellem 1 og 2 Mosebog går der ca. 400 år, og Jakobs familie er blevet til et helt folk. Folket er endt som slaver i Egypten, og Gud udvælger Moses til at lede folket ud af slaveriet. Til dette formål sender Gud plager over Egypten. Den tiende og sidste plage er, at alle førstefødte i Egypten skal dø. Herrens engel går gennem Egypten ved midnat og slår den førstefødte blandt både mennesker og kvæg ihjel.

Der er dog en måde at undgå døden på. Israelitterne skal slagte et lam eller et gedekid og smøre blodet på dørstolperne og overliggeren. Da vil Herrens engel gå forbi det hus. Lammet skal altså dø i stedet for familiens førstefødte (2 Mos 11-12). Dette er den jødiske påske, fejringen af udfrielsen fra slaveriet i Egypten, og jøderne fejrer det stadig den dag i dag.

Læg mærke til, at Gud ikke skeler til, om beboerne i et hus har fuld tillid til ham og roligt synger lovsange, eller om de ryster og bæver og er bange for at dø. Gud ser kun på, om blodet er på dørstolperne eller ej. Han ser ikke på de mennesker, som befinder sig i huset. Frelsen afhænger kun af blodet ikke af det menneske, som bliver frelst.

Da Johannes Døberen ser Jesus komme gående, udbryder han ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,29). Jesus er altså vores påskelam. Det er Jesu blod, som frelser, så dødsenglen går forbi, og man behøver ikke føle indre ro og tillid for at blive frelst. Det er ikke en øvelse i at kontrollere sig selv, men det handler om at klynge sig til Jesus, han som døde i stedet for mig.

Inden Jesu lidelse fejrer han påsken med disciplene, dagen hvor påskelammet skal slagtes. Men Jesus ændrer på ritualerne, idet han indstifter nadveren, og gør det klart, at han er påskelammet, som skal dø for dem. Han er ”som et lam, der føres til slagtning”, som Esajas udtrykker det (Es 53,7). Ved Jesu blod får vi altså del i syndernes forladelse (Matt 26,28).

Efter udfrielsen fra Egypten befinder israelitterne sig 40 år i ørkenen. Under ørkenvandringen bliver folket gang på gang utilfredse, og ved en lejlighed sender Gud slanger, som bider folket, så mange dør. Men Moses beder for folket, og Herren siger, at Moses skal lave en slange af kobber og sætte den på en stang. Så skal hver den, som ser på slangen, beholde livet (4 Mos 21).

Jesus forklarer, at ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal han selv ophøjes, for at enhver som tror, skal have evigt liv i ham (Joh 3,14-15). Når Jesus dør på korset, er det altså som kobberslangen i ørkenen: hvis man ser på ham, skal man få lov at leve. Læg mærke til, at israelitterne ikke skulle gøre noget selv, de skulle kun se hen på kobberslangen. Tilsvarende skal vi ikke gøre noget selv for at blive frelst, vi skal blot se hen på Jesus og bede ham om at redde os.

Vejen er åbnet

Tidligere på ørkenvandringen opholdt folket sig ved Sinai bjerg, hvor Gud gav dem sin lov. I denne periode får Moses besked på at bygge en telthelligdom – tabernaklet. I det allerhelligste rum bag et forhæng skal pagtens ark stå, og her taler Gud med Moses ansigt til ansigt.

En central begivenhed, som bliver indstiftet ved Sinai, og som jøderne dengang som nu fejrer år efter år, er den store forsoningsdag, Yom kippur. Ypperstepræsten Arons to sønner Nadab og Abihu havde båret røgelse frem for Herrens ansigt, dvs. ind for pagtens ark, men de havde gjort det i hver sit fyrbækken og ikke på alteret, som Herren havde befalet. Ilden var derfor uhellig, og en ild slog ud fra Herren, så de døde.

Derefter indstiftes nogle sikkerhedsregler. Aron må kun gå gennem forhænget ind i det allerhelligste på én bestemt dag om året, nemlig på den store forsoningsdag. Inden han går ind, skal han ofre en tyr som syndoffer, og så skal han tage en masse røgelse med, så røgen dækker sonedækket, dvs. låget på pagtens ark, så han ikke skal dø. Først derefter kan han stænke tyrens blod på sonedækket som soning for sine egne og sin egen families synder. Derefter skal han tage to gedebukke, hvor den ene skal slagtes og blodet stænkes på sonedækket som betaling for folkets synder. Endelig skal Aron lægge sine hænder på den anden buks hoved og bekende alle folkets synder over den, inden den slippes løs i ødemarken (3 Mos 16).

Efter ofrene skulle resterne af tyren og bukken bæres uden for israelitternes lejr og brændes, og derfor skulle Jesus også lide uden for byporten i Jerusalem (Hebr 13,11-12).

I troen på Jesus har vi også et sonoffer. Gud gjorde Jesus til et sonoffer for vores synder (Rom 3,25). Han har ydet det endelige offer, som ikke behøver blive gentaget år efter år. Han er vores ypperstepræst, som bærer sit eget blod ind i den himmelske helligdom (Hebr 9,11-12). Ved hans blod har vi fred med Gud, ja, han er vores fred (Ef 2,14). I ham er vi forsonet med Gud. Da Jesus døde, blev forhænget i templet flænget i to dele fra øverst til nederst (Mark 15,38), vejen til Gud er åbnet, synden er sonet, skylden er betalt. Min sag med Gud er i orden, ikke fordi jeg har forbedret mig, ikke fordi jeg har fået styr på det, som er galt i mit liv, men fordi min frelser har ofret sig selv for mig.

På tredjedagen står Jesus op af graven igen. Det er, så at sige, Gud, som sætter sin underskrift. Døden er virkelig besejret, forbandelsen er erstattet af velsignelse ind i evigheden. Offeret er godkendt, det er nok, der mangler ikke noget, det er fuldbragt. Derfor må vi også allerede nu synge den sang, som skal fylde evigheden, sangen til lammets pris (Åb 14,1-5), og vi må se frem til lammets bryllup, den store fest på den nye jord (Åb 19,7-9).

 

Artiklen er fra Budskabet 03-2024 og er en del af temaet ”Forsoningen”. Flere artikler i samme tema:

Kunne du li' det, du læste?

Så hjælp os med at lave flere gode artikler til fordybelse og refleksion – ved at blive abonnent på Budskabet.

Del:

Twitter
Facebook
Andre BUDSKABET artikler: