I Johannesevangeliet 19,30 får vi gengivet, hvad Jesus siger som noget af det sidste inden sin død: ”Det er fuldbragt”. Det er nogle stærke ord, der gennem tiden er blevet prædiket meget over, og som kristne har fundet stor trøst i. Men hvad mente Jesus egentlig med disse ord? Hvad er det, der er fuldbragt? Hvad er ”det”?
Frelseshistorien er fuldbragt
Den første ledetråd får vi et par vers tidligere, hvor Johannes beskriver situationen således: ”Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at skrifterne skulle opfyldes, sagde han: ’Jeg tørster’” (Joh 19,28).
Her antydes, at det, som blev fuldbragt på korset, var alt, hvad der var forudsagt i de gammeltestamentlige skrifter. Med ordene ”Jeg tørster” henviser Jesus til profetien i Salme 22,16: ”Min gane er tør som et potteskår” og fortæller os dermed, at denne salme og alle andre profetier om Messias finder deres opfyldelse i ham. Dette er også, hvad Jesus mener, når han i Matthæusevangeliet 5,17 siger: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde”.
Da Jesus udåndende på korset, var det altså fuldendelsen af, hvad Gud i sin frelsesplan har arbejdet frem mod gennem flere tusinde år. Ja, det er opfyldelsen af den allerførste profeti, som bliver udtalt i Bibelen, da Gud sagde de berømte ord til slangen i Edens have: ”Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen” (1 Mos 3,15b).
Man kan dermed dårligt tænkte sig, at Jesus kunne have taget større ord i sin mund end: ”Det er fuldbragt”, for med de ord markerer Jesus kulminationen på hele det Gamle Testamentes fortælling om Guds virke med Israels folk. Det ledte alt sammen frem mod dette øjeblik – og nu er det færdigt!
Du er fuldbragt
En anden ledetråd til meningen med ”Det er fuldbragt” finder vi ved at kigge på det græske ord, som ligger til grund for den danske oversættelse: ”Tetelestai”. Det er et ord, der har rod i ordet ”telos”, som betyder mål eller slutning, og når det bliver brugt i verbalform, markerer det, at noget bliver gjort færdigt, fuldendt eller fuldkomment.
I Hebræerbrevet 9 og 10 bliver det brugt til at beskrive Jesu offer på korset, som det, der bringer den ultimative fuldendelse: ”For ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet” (Hebr 10,14).1Det kursiverede er oversættelsen af teleiôo. Det er et andet verbum end det, Jesus bruger på korset (teleo), men roden (telos) er den samme, og de to ord ligger tæt op ad hinanden i betydning
Dette vers kan altså lige så vel oversættes med: ”For ved ét eneste offer har han for altid fuldbragt/fuldendt dem, han helliger”.
Så hvad er det, ifølge Hebræerbrevet, Jesus fuldbringer på korset? Det er dig, der tror på ham! Det er det samme budskab, vi møder igen og igen hos Paulus: ”… alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom 3,23). Det er dette, Luther kalder for ”det salige bytte”: Da Jesus døde på korset, blev han pålagt al din synd og bar til fulde straffen for den under Guds vrede, og ved troen på ham får du til gengæld givet al Jesu retfærdighed (2 Kor 5,21), sådan at du nu kan leve under Guds fulde velsignelse. Dette er retfærdiggørelsens mirakel.
At forstå det fuldbragte
Uanset hvilken af disse forståelser vi læser ud af Jesu ord på korset, har de det til fælles, at det er virkeligheder helt og aldeles uden for vores magtområde. Ingen af os har magten til hverken at fuldende frelseshistorien eller bringe retfærdighed til os selv. Jesu fuldbringelse af vores frelse er absolut og helt ude af vores hænder.
Men frelsens fuldbringelse er ikke kun uden for vores magtområde, det kan også meget nemt være uden for vores forståelsesramme. Vi mennesker har notorisk svært ved at forstå det, som er virkelig fuldendt. For vi lever i en verden, hvor det fuldkomne ikke eksisterer. Alting kan altid gøres bare lidt bedre.
Hvis jeg vil tegne en pæn cirkel på et stykke papir, vil det ikke gå mig særlig godt, hvis jeg prøver at gøre det i frihånd. Lidt bedre vil det gå, hvis jeg gør brug af min gamle passer fra skoletiden. Med det rigtige redskab kan jeg tegne en nogenlunde pæn cirkel. Men den er stadig ikke perfekt! Et endnu bedre resultat kan jeg få med et tegneprogram på min computer. Men selv min computerskærm eller printer kan ikke producere en cirkel, som er fuldstændig perfekt. Uanset hvad jeg gør, vil min cirkel være ufuldendt.
Hvis jeg vil have en cirkel, der er helt perfekt, har jeg intet andet valg end helt at forlade den virkelige verden og bevæge mig ind i teoriens verden. Her finder vi den matematiske ligning for en cirkel: (x – a)2 + (y – b)2 = r2 . Denne ligning beskriver den fuldkomne cirkel. Den er fuldbragt, men den er bare ikke virkelig! Den er en tanke, en idé. Intet andet. Og lige så snart vi bringer cirklen fra teoriens til virkelighedens verden, mister den sin fuldbragthed.
Uanset hvad vi beskæftiger os med i denne verden, strander vi altid ved, at vi kun kan gøre noget så godt, som det er menneskeligt muligt. Det er derfor nærliggende at tænke, at det samme gælder for det, Jesus sagde på korset. At frelsen nu er fuldbragt så meget, som det er menneskeligt muligt. Men det er ikke sandt! Vi vil aldrig kunne modtage frelsens fuldbragte virkelighed, hvis vi tror, at Jesus på korset udtalte ordene ”Det er fuldbragt” med almindelig menneskelig autoritet. Jesus udtalte ikke disse ord med menneskelig, men med guddommelig autoritet.
At gribe det fuldbragte
Derfor: Da Jesus fuldbragte frelsen på korset, gjorde han det ikke bare så godt, som det er menneskeligt muligt, men så godt, som det er guddommeligt muligt. Og det er virkeligt fuldkomment! Det er den fuldbragte, perfekte, fejlfrie cirkel – lige her, midt i vores ufuldkomne verden. Jesus har sørget fuldstændigt for alt, hvad der skal til, for vi kan have evigt liv sammen med Gud. Der er intet at forbedre på, og hvis vi prøver, kan vi kun spolere det.
Denne virkeligt fuldbragte frelse er noget, vi kan have svært ved at forstå med forstanden. Så meget desto vigtigere er det, at vi griber den i tro! Alt for mange kristne løber nemlig panden mod muren, fordi vi ikke kan eller vil gribe og gå i tro på, at frelsen virkelig er fuldkommen. Vi behandler i praksis frelsen i Jesus, som om den er så fuldkommen, som det er menneskeligt muligt, og at der nu kun er en lille del tilbage, som vi skal bidrage med selv.
På den måde ender vi med, at vi nok er taknemmelige for alt det, Jesus har gjort for os, at han har bragt os så langt i frelsen, men vores øjne er dog i sidste ende rettet mod os selv og vores egne sejre eller nederlag som mennesker. Vores liv bliver en opslidende jagt på fred, alt imens den fuldbragte fred allerede – og ironisk nok – ligger lige for fødderne af os.
Mødet med Jesus er mødet med det virkeligt fuldbragte. Ikke bare i Jesu egen person, men også i det, han har gjort for dig og rækker dig som en fri gave. Frelsen er en fuldbragt gave, som du kun kan modtage, hvis du ikke prøver at forbedre på den. Den er alt eller intet. Du behøver ikke at fatte det med din forstand, men du må gribe det i tro. Du må opgive kontrollen, opgive dig selv, dine egne evner, dine nederlag og sejre. Du må give fortabt, for først da kan du modtage det fuldbragte.
Artiklen er fra Budskabet 03-2024 og er en del af temaet ”Forsoningen”. Flere artikler i samme tema: