Seksualitet og singleliv

Hvad mener vi med 'seksualitet'? Og hvad skal man med seksualiteten som single?

Der var én, der engang sagde noget i retning af, at ’seksualiteten er vist kommet for at blive’. Det er nok lidt af en underdrivelse, for seksualiteten er en værende og blivende del af os alle fra vugge til grav. Vi er seksuelle væsener. Og seksualiteten og den relationelle dragning mod hinanden i bredere forstand er på mange måder en vågen og drivende kraft i meget af det, vi har gang i som mennesker.

I denne artikel vil jeg skrive lidt om seksualiteten i både dens meget specifikke og bredere relationelle betydning – og i samme ombæring mest skrive til dig/jer, som lever alene som singler.

Seksualitet – bredt forstået

FNs Verdenssundhedsorganisation, WHO, har defineret seksualitet således:  “Seksualitet – det er, hvad der driver os til at søge efter kærlighed, varme og intimitet.” Det er ikke nogen helt tosset definition. Sætningen rummer meget det, som vi også finder overalt i Bibelen om menneskets behov for og længsel efter nærhed, forståelse og empati, tæt fællesskab, intimitet, følelsesmæssig spejling, tilhørsforhold, seksuelt samkvem osv. (uden at Bibelen definerer og bruger ordet seksualitet). Bibelen viser og taler ud af, at vi er skabt til at være og indgå i livgivende og livsstyrkende relationer med hinanden. Og at det er noget, vi helt grundlæggende alle har brug for. Vi går i stykker, hvis vi ikke får opfyldt de helt grundlæggende behov for fællesskab med andre og det at elske og være elskede – det at ’høre til’ relationelt. Vi er designede til at være i relation med Gud og med hinanden.

Skabelsesperspektivet

Da Gud skabte mennesket, sagde han: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!” En del af gudbilledligheden handler om det relationelle. Den Treenige Gud er – i sig selv – relationel. De tre personer i Gud står i en stærk, indre kærlighedsrelation til hinanden.11 Mos 1,26; Joh 3,35; Joh 14,31; Joh 15,9 Gud skaber altså Adam og Eva som relationelle mennesker, som skal være i en tæt samhørighed med Gud og med hinanden – i en kærligheds- og samhørighedsrelation, som kan have forskellige udtryk.

Gud siger det tydeligt i 1 Mos 2,18, hvor han skaber Eva: ”Det er ikke godt, at mennesket er alene”. Det er dog ikke blot et udsagn om, at Adam havde brug for ’en Eva’ – en hustru – ved sin side. Det er også mere et generelt udsagn om, at mennesket generelt er et relationelt væsen og ikke har godt af at stå alene. Mennesket er designet til at have brug for andre og brug for at høre til og blive holdt af, elsket, inkluderet, set, anerkendt osv. De stærkeste relationelle udtryk finder vi i ægteskabs-relationen og i forældre-barn-relationen. Aller stærkest i den seksuelle forening mellem mand og hustru, hvor den seksuelle drift og ultimative længsel efter enhed i tosomhed bliver fuldbyrdet.

Opsamlende: Seksualiteten, forstået som drivkraften hen imod andre mennesker, i dens bredde og dybde handler om, at vi er skabt til at have brug for hinanden og være i stærke, forpligtende og givende relationer med hinanden. Den seksuelle/relationelle drivkraft er meget mere end blot den direkte længsel efter meget konkret fysisk nærhed, sex og seksuel tilfredsstillelse.

Seksualdriften er en del af seksualiteten

Seksual-driften – lysten til sex – er en vigtig del af os, men det er ikke det væsentligste og egentlige i seksualiteten – bibelsk set. Seksualiteten (bredt forstået) søger nærhed, fællesskab, forbundethed og intimitet på mange forskellige planer: Det åndelige plan (intimitet og fællesskab med Gud), det psykologiske og følelsesmæssig plan (intimitet, ’hold af mig’, relationel forbundethed med andre mennesker i familieliv, fællesskaber, venskaber og tosomhed. Ét af planerne er så det fysiologiske plan. Her søger den seksuelle drift sammensmeltning og seksuel, fysisk tilfredsstillelse.

Syndens konsekvenser

Syndefaldet har på mange måder ødelagt rigtig meget for os. Synden har ramt os gennemgribende hårdt relationelt. Vi drives ikke bare mod hinanden i kærlighed. Vi bekriger også hinanden; trækker os fra hinanden; synder mod hinanden; misbruger hinanden. Synden går efter at lade drifterne få frit spil – også de seksuelle drifter. Seksualiteten og vores relationer forvrænges. Både på det åndelige, psykologiske/følelsesmæssige og fysiologiske plan. Men det ændrer ikke ved, at vi stadig er mennesker, som længes, håber, søger, famler os frem.

Essensen af det ovenstående er, at vi alle – midt i alle syndefaldets udfordringer – stadig har en seksualitet og et relationelt drive, som Gud hele tiden arbejder på skal finde den bedste vej hos os. Jesus selv er den vigtigste vejviser og retningsgiver i forhold til at vise os, hvad det er, der er den relationelt gode og sande vej – nemlig (næste)kærlighedens, forbundethedens og selvhengivelsens vej – i vores fællesskab med hinanden (Joh 13,34-35). Det gælder, hvad enten det opstår i det gode venskab, i arbejdsfællesskabet eller i parforholdet/familielivet.

Det at kende Jesus er i sig selv den mest gennemgribende og vigtigste relationelle genoprettelse for det faldne, syndige menneske. Hos Jesus genetableres den relationelle forbundethed med Gud – og mine åndelige længsler og behov bliver fuldt ud mødt her. Jeg må slappe helt af i fællesskabet med Jesus – i den intime, tætte samhørighed med Ham.

Singlelivet

Vi skal nu inddrage singlelivet lidt mere her i artiklen. Det kan være en svær bane at bevæge sig ind på, især når vi har seksualitet som tema. I lyset af alt det ovenstående vil jeg gerne at slå fast, at en kristen, som lever alene, helt og fuldt kan leve et helt relationelt liv ud. Ikke bare kan; det har også kald til at gøre det (Rom 12,9-20). En kristen single har et relationelt drive og en seksualitet som alle andre; der er ’bare’ nogle andre præmisser at være i det hele på – set i forhold til dem, som lever i ægteskab/familieliv med børn.

Et single-menneske er ikke ’et halvt menneske’, som først bliver ’helt’, når det finder ’sin bedre halvdel’. Men – et single-menneske kan have stærke længsler efter tosomheden, familielivet og den intime, seksuelle forening og relation, som tosomheden giver. Så stærke længsler, at det kan opleves hæmmende for livsudfoldelsen og livskvaliteten. Her er der brug for gode medvandrere på livets vej, som kan give støtte i, at længslerne er og gerne må være der, men at der er et liv, som kan og skal levet ’helt og fuldt’ relationelt i livets mange andre vigtige arenaer.

Single-mennesker er også vidt forskellige. Der findes singler, der hviler meget i deres singlestand og stortrives i det. Der er singler, der lider og som bare længes efter at finde en ægtefælle – og det at komme ind i tosomheden og stifte familie. Uanset hvad er ethvert menneske et helt menneske; et helt menneske med en gudgiven seksualitet og relationel energi, som indeholder alle de stærke relationelle behov, længsler og potentialer, som skal forvaltes efter Guds vilje og kærlighedens livgivende principper.

Singler og sex

Singler har en seksualitet og relationelle behov som alle andre. De konkrete seksuelle drifter og følte og oplevede behov har et single-menneske også helt med sig. Det er bestemt ikke det letteste i verden at forvalte denne driftsmæssige side godt og efter Guds vilje (hverken som single eller i et parforhold). Mange singler oplever megen kamp og meget frustration i dette. Også her er der ofte brug for megen menneskelig og åndelig/sjælesørgerisk støtte.

Singler/ugifte står igen og igen i det hårde arbejde med at skulle ’udskyde behovet for sex’ eller helt at lukke ned for muligheden for opfyldelse af det konkrete behov for sex. Guds ord og vejledninger omkring sex er dog ret entydige: Sex – den tætteste form for menneskelig intimitet – finder sin plads og hører kun hjemme i ægteskabet, hvor den dybeste relationelle tryghed og sikre base er etableret og sikret (Matt 5,27-30 o.a.). I tidens meget forbrugeriske og nydelsesmæssige syn på sex har vi brug for at lade Guds Ord minde os om, at sex ikke et forbrugsgode eller et fysiologisk behov på linje med mad, ilt og tøj på kroppen. Seksuel fysiologisk tilfredsstillelse er ikke ’en menneskeret’ for det enkelte menneske. Sex er en kærlighedsakt, som fordrer en relationel kærlighedsbåret intimitet og sammensmeltning mellem to mennesker, som har den dybeste hengivenhed, forpligtelse og sårbarhed med sig i deres relation og ægteskab.

Lidt perspektivering

Singler, der længes efter intimitet og sex og som ofte også kæmper med seksuelle synder, kan nogle gange have brug for hjælp til at få grundlængslen ført tilbage til ’rette sted’ – nemlig i grundlængslen efter tosomheden og en ægtefælle. Det løser bestemt ikke det svære i at leve godt og ret med de seksuelle drifter og længsler. Men det kan være en stor hjælp at få øje på, at det grundlæggende er på det dybere relationelle medmenneskelige plan, der opleves og føles en ubalance, som der skal gøres noget ved. Den stærke seksuelle drift peger tilbage på dette.

Når single-standen p.t. er ’et vilkår’, så skal der måske hentes og findes mere i andre stærke relationer; f.eks. i form af flere dybe venskaber og mere dybde i nuværende venskaber og andre relationer. Det handler om, at længslen efter tosomheden og den tætte intime seksuelle kontakt ikke må blive handlingslammende. Det handler om at arbejde på, at de stærke længsler kan blive transformeret og kanaliseret mere ind andre vigtige livsstyrkende og forpligtende fællesskaber. Seksualiteten bredt forstået som et menneskes dybe relationelle, sociale behov og længsler kan finde sin vej på andre, stærke måder og i bredere sammenhænge. Det er muligheder, som singler (måske netop midt i længslen efter tosomheden og den dybe intimitet i sex) godt kan få øje på og give mere plads og værdi. En god medvandrer i livet kan også være guld værd her.

Som single har du andre relationelle muligheder end den, som er gift, og som lever i et forpligtende familieliv med børn, ligusterhæk, parforholds-issues og aula osv. Singler kan leve et mere frit liv, og der er ofte plads til at involvere sig i flere aktiviteter og det at dyrke flere fællesskaber og venskaber. Det er for mange f.eks. dybt meningsfuldt at engagere sig i medvandring for andre, socialt arbejde, teenagerne eller børnene i menigheden – eller blot det at kaste noget af sin kærlighed på naboens børn, som har brug for en voksenven – eller noget helt andet, som er med til at gøre livet bedre for andre

Det vigtigste

Som kristne står vi altid solidt plantet nådens platform – hos Gud – med hele vores liv – single eller ej.

Vi er godt plantet i Guds fulde kærlighed og nåde. Vi har Jesus som den vigtigste medvandrer mit i alle vores bump på vejen, konkrete synder og fald i det at være menneske og kristen. Også i det at finde vej som single generelt og i det seksuelle (1 Joh 1,5-10 indeholder megen trøst og hjælp).

Ret ryggen!

Og så lige en personlig hilsen til dig, som er single. Ret ryggen og sig: Ja, jeg er single – men jeg er først og fremmest et helt menneske – et Guds barn, der har taget det liv på mig, som er mit – plantet på nådens fundamenter. Og med en klar ’livskøreplan’ under kærlighedens fortegn, hvor jeg går efter at forvalte det liv, der er mit og mig betroet – med Jesus som min Herre, frelser og som min vigtigste sparringspartner og medvandrer i det liv, der er mit.

Og nogle af os har brug for at sige: Det vigtigste er ikke, om jeg bliver gift eller ej. Det vigtigste er, at jeg her og nu lever og forvalter det liv, som jeg er betroet.

Fodnoter:

Fodnoter:
1 1 Mos 1,26; Joh 3,35; Joh 14,31; Joh 15,9

Del:

Twitter
Facebook