Kronen på Guds skaberværk
Bibelen lærer os, at Gud skabte alt, og som kronen på skaberværket skabte Gud mennesket. Kun om mennesket sagde Gud: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!” (1 Mos 1,26). Vi er ikke dyr, men skabt som noget særligt. Gud sagde endda, at han ville skabe os, så vi ligner ham. Det betyder blandt andet, at vi blev skabt til at leve i syndfrihed, kærlighed og retfærdighed i alle relationer i vores liv. Det gælder for det første i forholdet til Gud, hvor vi blev skabt til at leve i hans nærvær i lydighed og syndfrihed overfor ham. For det andet blev vi skabt til at leve i udelt og uselvisk indbyrdes kærlighed i forhold til vores medmennesker. For det tredje blev vi skabt til at tage vare på og herske retfærdigt på Guds vegne over det øvrige skaberværk.
I alle tre relationer gik det galt, da Adam og Eva handlede imod Guds vilje, og synden kom ind verden. Forholdet til Gud blev præget af fjendskab og ulydighed og ønsket om selv at være Gud. Forholdet til medmennesker blev præget af egoisme, syndigt begær og æresyge. Forholdet til det øvrige skaberværk blev præget af selviskhed, udnyttelse og havesyge. Det hele kan måske summeres op i den slående formulering, vi møder i Rom 1,25: “De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen…”.
Alligevel lærer Bibelen os, at vi også efter syndefaldet er skabt i Guds billede (se fx 1 Mos 9,6). Gudbilledligheden er altså forvrænget, men ikke forsvundet. Guds tanke med os er stadig den samme som før syndfaldet. Derfor har han sat alt ind på at frelse os.
Hvorfor skabte Gud?
Spørgsmålet om, hvordan alting blev til, har optaget mennesker til alle tider. Bibelen lader os ikke i tvivl om, at det er Gud, der skabte alt ud af intet ved sit ord.
Men der er et andet spørgsmål, som for mig at se er mindst lige så vigtigt: Hvorfor blev alting til? – og i forlængelse heraf: Hvorfor blev jeg til? Svaret på det spørgsmål er helt afgørende for vores syn på os selv.
Det mest præcise svar, som jeg er stødt på, når det gælder dette spørgsmål, finder vi i Åb 4,11: “Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få pris og ære og magt; for du har skabt alle ting, af din vilje blev det til og blev skabt.” Gud skabte kort sagt, fordi han ville det. Det var ikke af mangel, ensomhed, eller fordi nogen tvang ham til det, eller fordi han skyldte nogen noget, men fordi han ville det. Alt det skabte er altså et resultat af den evige, kærlige Guds vilje.
Du er skabt af Gud!
Nu vil nogen måske indvende, at det, at Gud skabte alt i begyndelsen, ikke er ensbetydende med at vi, der er født tusindvis af år senere, er skabt af ham. Vi er med andre ord bare en slags tilfældigheder. Men den indvending er faktisk ikke bibelsk. Guds ord forkynder klart, at Gud fortsat skaber. Om det vidner David fx i Salme 139,13-14: ”Det var dig, der dannede mine nyrer, du flettede mig sammen i min mors liv. Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt, underfulde er dine gerninger, jeg ved det fuldt ud!”.
Du er med andre ord ikke ”bare” et tilfældigt produkt af komplicerede biologiske og kemiske processer inde i din mors mave, men et resultat af den evige Guds skabervilje. Uanset hvordan du ser på dig selv, så er du her, fordi Gud vil dig. Det var Gud, der flettede dig sammen i din mors mave.
For min egen del er dette blevet den vigtigste grundsten i mit selvbillede. Det gælder også på de dage, hvor jeg ikke føler mig særlig værdifuld. Jeg er ingen tilfældighed, men jeg er her, fordi Gud vil mig. Jeg øver mig i at lade det præge mit syn på mig selv – og på mine medmennesker.
Artiklen har tidligere været bragt i LMH’s elevforenings blad Båndet.
