Den kristne ramme for at forstå hvad et menneske dybest set er, henter vi i en bog – og i den tro og det liv, som knytter sig til denne bog. Ikke at vi foragter filosofi og videnskab, for her kan mange tanker og iagttagelser bestemt også være rigtige. Men vi tror alligevel, at det er igennem denne bog, vi får den inderste nøgle til, hvem vi er. Og den nøgle får vi i form af en fortælling. En fortælling, som begynder med skabelsen af mennesket i Guds billede, fulgt op af menneskets fald og konsekvenserne af det, og så den lange beretning om, hvordan Gud udvælger Abraham, for at det, der begyndte med skabelsen, engang skal virkeliggøres. En virkeliggørelse, vi skal helt hen til Jesus for at se – han som er det sande menneske, redskabet for, at gudsbilledet kan genoprettes i alle mennesker. Det er der, vi er nu, mens vi venter på, at denne genoprettelse skal blive synlig virkelighed ved Kristi genkomst.
Hele denne historie skal vi have med, når vi som kristne gør os tanker om, hvad et menneske er. Med ordene ”skabt og faldet” som vigtige pejlemærker.
Skabt
Mennesket er for det første skabt. Det vil sige, at det ikke bare er blevet til ved en tilfældighed, men det er villet af Gud. Uanset hvilke teorier, man benytter sig af til at forklare menneskets biologi og forhistorie, er det villet af Gud. Men det er ikke bare villet af Gud. Det får givet en enestående stilling i skaberværket med ordene om, at det er skabt i Guds billede (1 Mos 1,26).
Ikke at det ikke er skabt lige som alt andet. Det skabes på samme dag som alle andre levende væsner – mere anderledes er det ikke. Det formes af jord (Adam betyder egentlig et ”jordvæsen”). Vi deler rigtig meget med andre væsner og er en del af det mylder af liv, Gud har sat ind i verden.
Men samtidig er vi unikke i forhold til alt andet. Der er noget ved os mennesker, der adskiller os fra alt andet. Det er det, der udtrykkes med, at vi er skabt i Guds billede.
Det er i grunden helt vildt, at Bibelen siger det om mennesket. For Bibelen fortæller mere end noget andet, hvor ufattelig stor Gud er. Moses får besked om, at Israelitterne ikke må gøre sig noget billede af Gud. Gud er hellig og højt ophøjet over sit skaberværk. Og dog er vi skabt, så vi ligner Gud.
Skabelsesberetningen siger også noget om, hvad det betyder. Nemlig at Gud taler til mennesket. Hvor det øvrige skaberværk blot udlever det liv, der er lagt i det, relaterer Gud til mennesket ved at tale til det – ja ligefrem samtale med det. Midt i skaberværket vil Gud, at der skal være en skabning, der hører, forstår, reflekterer over, takker og elsker Ham. Derved gør mennesket noget, som det øvrige skaberværk ikke gør, nemlig genspejler Gud. Mennesket skabes dermed til at være en slags jordiske medarbejdere for Gud.
Faldet
Men så kom faldet. Det er det andet grundlæggende, Bibelen fortæller om os mennesker på sine første blade. Midt i det skaberværk, som Gud glædede sig over, dukker det onde op. Søger man efter forklaring på, hvorfra det kom, er Bibelen meget tilbageholdende. Det er der bare lige pludselig. Måske ville en forklaring sætte tingene lidt mere på plads, end Bibelen synes om? Det onde er – og skal være – uforståeligt i Guds gode verden.
Ikke desto mindre får det store konsekvenser. Mennesket, Guds ypperste skabning, bliver trukket ind i det ved at lukke op for tvivlen på, at Gud vil os det godt, og i stedet at lytte til vore egne fornemmelser. Fra at Gud var den livgivende kilde for mennesket, blev det i stedet andre, mere håndgribelige og ”oplagte” ting (at frugten så skøn ud og sikkert smagte godt), man satsede på. Med omfattende konsekvenser for menneskenes indbyrdes forhold og for livet i det hele taget, sådan som vi møder det i de efterfølgende kapitlers beretninger om mord, hævn, selvhævdelse og praleri.
Det er sådan, Bibelen tegner billedet af, hvordan det forholder sig med os mennesker. Det onde er kommet ind i verden og i mennesket som noget uudryddeligt. Sådan skal det ikke blive ved med at være. Med Abraham begynder der en ny historie, en særlig historie midt i verdenshistorien; noget der engang skal føre til, at menneskene kommer tilbage til den velsignelse, det mistede. Men som vi ved, var det ikke noget, der bare lige kom til at ske i løbet af Israels historie, eller i kirkens. Den endelige løsning ligger stadig forude.
Det er denne side ved det at være menneske, vores lutherske bekendelse sammenfatter med ordene ”siden Adams fald fødes alle mennesker … med synd, det vil sige: uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begær.”1Den Augsburgske Bekendelse art. 2. Den kan du læse her. Vi fødes ind i det. Det er noget, der binder os – samtidig med, at det er noget, vi er helt med på. Læg mærke til: Det handler ikke så meget om syndige handlinger som et grundlæggende misforhold i forhold til Gud og til os selv. Med ”begær” menes der i bekendelsen ikke det seksuelle begær, men optagetheden af os selv i alt, hvad vi gør.
Der er mange i dag, der reagerer på dette menneskesyn, også blandt kristne: ”Så fortabt er mennesket da ikke! Der er meget godt at sige om mennesket!”
I oldkirken var der en munk, Pelagius, der sagde det samme. Når Augustin (også fra oldkirken) og efter ham reformatorerne afviste ham så skarpt, var det, fordi det syn på mennesket var alt for overfladisk i forhold til det billede, Bibelen tegner, og som vi erfarer. Vores problem er langt større end lidt svaghed. Og hvis mennesket er godt i sig selv, betyder det også, at der i grunden ikke er behov for en frelser. Vi kan jo godt selv. Vi sidder dermed fast i det forhold til Gud, som faldet har medført, nemlig at han er fjern og uden grundlæggende betydning for os.
På samme tid
Alligevel kan der være grund til at præcisere noget her. For det første: Det er i forhold til Gud og os selv, vi er så grundlæggende skadet. At mennesket er faldet, betyder ikke, at det ikke kan gøre godt mod deres familie, deres naboer osv. Men midt i det gode, mennesker også gør, sidder den grundlæggende skade der stadig. Og derfor vil der altid være en slange i paradis. At fornægte det og tro, man kan opbygge det fuldkomne samfund (som kommunismen gjorde), fører kun til ulykker.
For det andet er der grund til at understrege, at også det faldne menneske er skabt i Guds billede. Det fremgår tydeligt af den bibelske beretning. Efter syndfloden modtager Noa buddet om ikke at udgyde menneskers blod med begrundelsen, at mennesket er skabt i Guds billede (1 Mos 9,6). Med syndefaldet mister mennesket ikke denne status. Der er sket noget afgørende med forholdet til Gud, som er det inderste i vores gudbilledlighed. Vi har mistet det liv med Gud, vi blev skabt til, vi er uden for Eden. Men Gud har ikke opgivet os. Det er jo det, Biblens lange historie er ét langt vidnesbyrd om. Han bliver ved med at arbejde på at genoprette det, der blev ødelagt. Det kan ikke ske uden hans Søn og troen på ham. Men det betyder ikke, at Gud er passiv, inden et menneske når til tro på ham. Gud er faderen, der spejder efter sit barn, hører vi i lignelsen om den fortabte søn. Han er skaberen, der igennem det, der møder os i livet, arbejder på at føre os tilbage til sig. Vi har vendt Gud ryggen, men han har ikke opgivet os.
Det er derfor med begge de to bestemmelser, vi skal se på os selv og alle mennesker. Som skabte og faldne. Som enestående, i kraft af vores relation til Gud, selv om den er undertrykt. Og som faldne, mærket ind til marven af en modstand mod Gud, vi ikke selv kan overvinde.
Fodnoter:[+]
↑1 | Den Augsburgske Bekendelse art. 2. Den kan du læse her. |
---|