”Du er en ussel lort.”
Sådan hørte jeg engang en mand beskrive hans oplevelse af, når loven, synden og Guds vrede blev prædiket. Det føltes som et angreb på hans værdi, og det gik lige i skamfølelsen.
Skamfølelsen skal tages alvorligt i forkyndelsen. Det kan dog både undervurderes og overvurderes, hvor vigtigt det er. Jeg vil komme med to bud på begge dele, men først en lille begrebsafklaring:
- Skammen må mødes med det, vi i den her sammenhæng kalder første trosartikel (det er første del af trosbekendelsen, man siger i kirken): ”Jeg tror på Gud fader…”. Gud har skabt dig, han elsker dig, og du er værdifuld i hans øjne.
- Synden må mødes med anden trosartikel: ”Jeg tror på Jesus Kristus…”. Når vi er i Jesus, tilgiver Gud os vores synd.
Undervurdering #1 Første trosartikel bruges kun som springbræt til anden trosartikel
Man undervurderer første trosartikel, hvis man blot bruger den som noget, der skal bane vej for loven og evangeliet. Lidt karikeret sagt: Loven kan være en bitter pille at sluge, men den skylles nemmere ned med en gang værdiforkyndelse. Jeg tror, det er klogt at forkynde menneskets værdi i sammenhæng med lovforkyndelse, men første trosartikel er ikke blot en tjener for anden trosartikel. Første trosartikel er i sig selv et godt og vigtigt budskab.
Undervurdering #2 Man undervurderer det tilknytningspunkt til ”samtiden”, som første trosartikel kan give
I hele kirke- og missionshistorien har man ledt efter tilknytningspunkter i de kulturer, hvor man skulle forkynde evangeliet. Hvis de hotte samtidsanalyser er rigtige, kan man med første trosartikel knytte an til skam og selvbillede – både fordi man har et vigtigt budskab ind i dét, og fordi det kan lede til forkyndelse af lov og evangelium. Fx:
- Mennesket er værdifuldt i Guds øjne. Netop derfor er det rimeligt, at Gud har krav til os. Dem, man elsker, forventer man sig noget af.
- Mennesket er værdifuldt i Guds øjne. Netop derfor betalte Gud den højeste pris for at frelse os.
- Skammen er et resultat af en falden verden. Det var ikke sådan, det skulle være.
Overvurdering #1 Skammen ses som en uigennemtrængelig hinde
Det er rigtigt, at skamfølelsen kan være en udfordring for at forkynde loven. Derfor mener jeg også, at lovforkyndelse bør leve side om side med værdiforkyndelse (selvom det selvfølgelig også kan stå i egen ret, som jeg skrev lige før). Problemet opstår dog, hvis skamfølelsen forstås som en definitiv blokade eller en uigennemtrængelig hinde, som budskabet om lov og evangelium aldrig kan trænge igennem. En sådan overvurdering er ikke rigtig. To grunde:
- Guds ord er levende og virksomt. Værdibudskabet kan læge skam. Og loven og evangeliet kan trænge igennem den tykkeste hinde af skam. At overvurdere skammen som uigennemtrængelig hinde er reelt at reducere Guds ords virkekraft.
- Uanset skammens intensitet er den største barriere mod loven og evangeliet stadig, at mennesket er en synder, der i sin inderste vilje er i opposition mod Gud. Skam kan meget vel gøre det følelsesmæssigt svært – måske sommetider uudholdeligt – at høre loven. Vi kan kalde det en ”passiv blokade”. Synden, derimod, er en ”aktiv blokade” og den største modstand mod Gud og hans sandhed.
Overvurdering #2 Skammen gøres til menneskets egentlige problem
Vi misforstår skammen, hvis vi gør den til menneskets egentlige problem. Det kan lyde sådan her: ”Menneskets problem er, at det ikke ser sig selv med Guds øjne.” Det er et problem, ja, men det er ikke menneskets egentlige og største problem. Det er synden, ikke skammen, der adskiller fra Gud. Jeg kan godt være frelst uden at se mig selv med Guds øjne (selvom jeg tror, at Gud vil forme os til at se os selv med hans øjne). Selv med et lavt selvværd kan man blive frelst! Til gengæld kan jeg ikke være frelst, uden at syndsproblemet er løst.
Denne form for overvurdering kan også foregå mere subtilt, fx: ”Det er dejligt med Guds tilgivelse, for så får jeg det bedre med mig selv”. Læg mærke til, hvordan tilgivelse og selvbilledet filtres sammen. Det er jo faktisk rigtig nok, men denne positive virkning af tilgivelse må ikke forveksles med tilgivelsens egentlige hovedformål – forsoning med Gud. Overvurderingen kan være subtil, men det gør den ikke mindre alvorlig.
