Er der småfejl i evangelierne?

Evangelierne er præcise og taler sandt. Også når vi oplever, at der bliver lagt vægt på forskellige detaljer.

Ipsissima vox. Måske lyder det mest som en trylleformular. Ikke desto mindre er det et begreb, som jeg er blevet meget glad for. Ikke så meget, fordi det er latin. Men fordi det understreger for mig, at Bibelen – og ikke mindst evangelierne – er til at stole på.

Direkte oversat betyder det: ”den faktiske stemme”.

Men før jeg forklarer meningen bag ordene, så lad mig begynde et helt andet sted.

“Bibelen er fuld af fejl”

Måske har du mødt en hidsig gymnasielærer i religion eller andre skeptisk anlagte mennesker, der har gjort det til deres personlige mission at bevise, at Bibelen er utroværdig. Indimellem kan man i hvert fald være mere eller mindre heldig at støde ind i personer, der læser evangelierne med det formål at spille dem ud mod hinanden.

Hvis de så læser to beretninger fra Bibelen om den samme begivenhed, leder de efter uoverensstemmelserne, og konkluderer: Hvad sagde jeg? Bibelen er fuld af fejl!

Som kristen kan man også selv blive i tvivl, når man støder på sådan nogle tekster. For hvordan hænger det lige sammen, når beretninger af samme begivenhed varierer i information og ordvalg?

Hvad siger stemmen?

Lad mig komme med et eksempel: Alle forfatterne til de fire evangelier fortæller om, hvordan det går til, da Jesus bliver døbt. Tre af dem fortæller endda, at der i det øjeblik, hvor Jesus bliver døbt, er en stemme fra himlen, der taler og bekræfter, at Jesus er Guds søn. Men hvad er det egentlig, der bliver sagt?

Ifølge Markus og Lukas taler stemmen fra himlen direkte til Jesus og siger: Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag” (Mark 1,11 og Luk 3,22). Men hvis man læser beretningen i Matthæusevangeliet siger stemmen: Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag” (Matt 3,17).

Hvem skal man så tro på? Husker Matthæus virkelig forkert? Talte stemmen om Jesus eller til Jesus? Og hvis vi ikke kan stole på Bibelen, når det gælder de helt basale ting, hvorfor skulle vi så kunne stole på Bibelen, når den fortæller os store og afgørende ting om frelsen og det evige liv?

Træk lige vejret!

Måske skulle vi lige stoppe op her og tage trække vejret, før vi springer for hurtigt til nogen konklusion.

Og det er så her begrebet ”ipsissima vox” kommer ind i billedet. Nogle gange anvender man ”ipsissima vox” og ”ipsissima verba”.1Se f.eks. Darrell L. Bock: Precision and Accuracy I: Hoffmeier & Magary (2012): Do Historical Matters Matter to Faith. S. 367 Eller på normalt dansk: Man skelner mellem, om det, der citeres er ”de faktiske ord” 2Ipsissima verba eller ”den faktiske stemme”3Ipsissima vox.

Der er simpelthen forskel på, hvordan man citerer andre, hvis man skal gengive en begivenhed.

Nogle gange kan man nemlig gengive, hvad der bliver sagt uden at få sagt nøjagtig, hvad der blev sagt. Men det gør det ikke til en mindre korrekt gengivelse.

Lad mig komme med et andet eksempel.

Hvis jeg f.eks. fortalte, at jeg lige havde hørt dronningens nytårstale, og nogen spurgte mig, hvad hun talte om, kunne jeg svare: Dronningen sagde: ”Danskere: I er blevet mere egoistiske, og jeg er bekymret for, at I tænker for meget på jer selv og for lidt på de andre”. Det er egentlig en korrekt gengivelse af, hvad dronningen sagde – af hendes faktiske stemme (”ipsissima vox”).

Men hvis du kigger på transskriberingen af, hvad dronningen faktisk sagde vil du ikke kunne finde min gengivelse nogen steder. Du vil derimod kunne finde et citat, hvor dronningen siger: ”Det er, som om flere siger ”se på mig”, og færre har øje for andre. Jeg kan godt frygte, at eftertanken og omtanken bliver klemt og glemt.”4https://www.altinget.dk/arbejdsmarked/artikel/dokumentation-laes-hele-dronningens-nytaarstale-her

I første omgang citerede jeg den faktiske stemme og ikke de faktiske ord. Men det gør hverken citatet i min gengivelse forkert eller upræcist. Jeg gengav loyalt, hvad det var dronningen sagde.

På samme måde er det nogle gange, når vi møder citater i Bibelen.

Mennesker gengiver, hvad de har hørt, der blev sagt.

Så når Matthæus som den eneste af evangelisterne skriver, at der er en stemme fra himlen, der siger: Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag” (Matt 3,17), så er det en loyal gengivelse af, hvad stemmen siger. Men det er formentlig ikke en ord-til-ord-gengivelse af, hvad stemmen fra himlen sagde, da den ifølge Markus og Lukas har talt direkte til Jesus. I modsætning til Markus og Lukas vælger Matthæus at skrive Det er min elskede søn”, for at understrege indholdet i, hvad er bliver sagt: at det er Jesus, der er Guds søn.

Derfor bliver jeg glad

Hvorfor gør det mig så glad at tænke på, at jeg møder den ”faktiske stemme”, selv når ordvalget kan variere? Jo, det gør mig glad, fordi jeg ikke behøver at møde de tilsyneladende uoverensstemmelser mellem evangelierne med rystende knæ. Det giver mig mod til at se dem i øjnene, trække vejret en ekstra gang og undersøge, hvordan det egentlig hænger sammen, før jeg begynder at anklage evangelisterne for at have taget fejl eller være selvmodsigende.

Evangelisterne har gengivet deres oplevelser med stor præcision, men de har gjort det med forskellig detaljegrad. Nogle gange udelader de bestemte informationer eller lægger vægt på bestemte detaljer for at understrege deres pointe – som ethvert andet vidne i øvrigt ville gøre det i en retssag. Men det gør ikke evangelisternes ord for mindre troværdige og sande, at de ikke altid anvender præcis de samme ord. Specielt ikke, når man tænker på, at Jesus underviste på sproget aramæisk, mens evangelisterne har skrevet deres gengivelse af, hvad de har set og hørt, i græsk oversættelse.

At skelne mellem den ”faktiske stemme” og de ”faktiske ord” giver en forståelse for, hvorfor det egentlig er meget naturligt, at der nogle gange er personlige og litterære variationer mellem de forskellige evangelier.

Men uanset om vi møder stemmen eller de faktiske ord, som Jesus sagde, i evangelierne, så ændrer det ikke på, at Bibelen både i sin helhed og i sine enkelte dele er indblæst af Gud og ufejlbarlig (2 Tim 3,16). Helligånden har inspireret det, han ville, der skulle stå med lige præcis de personlige variationer, som de forskellige forfattere bidrager med.

Netop derfor kan vi stole på, at Guds Ord er præcist og taler sandt. Også når vi oplever, at der bliver lagt vægt på forskellige detaljer.

 

Artiklen er tidligere udgivet som blogindlæg på TilLiv.dk.

Fodnoter:

Fodnoter:
1 Se f.eks. Darrell L. Bock: Precision and Accuracy I: Hoffmeier & Magary (2012): Do Historical Matters Matter to Faith. S. 367
2 Ipsissima verba
3 Ipsissima vox
4 https://www.altinget.dk/arbejdsmarked/artikel/dokumentation-laes-hele-dronningens-nytaarstale-her

Del:

Twitter
Facebook
Relaterede artikler