Synd er et negativt begreb, som vi instinktivt har det dårligt med.
Det er der noget meningsfuldt ved. Hvis vi syntes godt om begrebet synd, havde vi ikke forstået det. For det udtrykker alt det, som handler om menneskets afstand, ligegyldighed, oprør og fjendskab over for Gud og næsten. Synd handler om alt det, der forvrider, ødelægger, splintrer og perverterer Guds gode gaver og Hans perfekte skaberværk.
Begrebet er dog ikke blot ubehageligt; det er også uundværligt. Måske er selve ordet synd det ikke. Måske har ordet så mange over- og undertoner, at sagen bedre kan udtrykkes ved omskrivninger og omformuleringer.
Men begrebet og sagen angår noget, som ikke kan udelades. Uden det bliver forkyndelsen af evangeliet ikke sand, hel og holdbar. Det hører med, hvis forkyndelsen skal spejle hele Bibelens billede af mennesket og verdens historie. For dér beskrives det menneske, der er underfuldt skabt, men også dybt faldet i oprør mod Gud, og som har brug for at få åbenbaret denne virkelighed, for at det i nådens lys kan se sig selv og sin skyld i øjnene.
Skabt af Gud
Fra begyndelsen var alt ubetinget godt – uden indskrænkninger og begrænsninger. ”Gud så, hvor godt det var” (1 Mos 1,31).
Selv efter syndefaldet er livet en gave, skaberværket er forunderligt, ethvert menneske er en underfuld skabning, og omsorg og kærlighed findes blandt mennesker – uanset tro og relation til Gud.
Ethvert menneske kan altså med fuld ret sige: ”Jeg takker dig, Gud, fordi jeg er underfuldt skabt” (Sl 139,14). Sådanne ord er ikke selvhævdelse, farisæisme eller egoisme, men kristen skabelsestro, glæde over livets gave og taknemmelighed mod Gud. Et menneske er skabt i Guds eget billede og må høre med hans egne ord, at det er Hans øjesten.
Faldet i synd
Ethvert menneske har samtidig også grund til at sige: ”Gud, vær mig synder nådig.” (Luk 18, 13). Ethvert menneske har slangegiften i årerne og har været ”i synd, fra min mor undfangede mig” (Sl 51,7).
Synd handler om mere end slik, tobak og flødeskum, sådan som ordet i udvandet form bruges. Det handler også om mere end svaghed, defekter eller uheld, og mere end urealiserede potentialer eller skævt selvbillede.
Synd er oprør, fjendskab og ondskab. Læren om (arve)synden siger, at dette findes i ethvert menneske og præger såvel menneskehedens historie som hver enkelt livshistorie. Noget i os vil til stadighed bøje os ind i os selv – bort fra næsten og Gud. Formuleret af Regin Prenter: ”Synden selv er en grundholdning over for Gud, vor skaber, og dermed en grundindstilling til vort eget liv – og til andres”. Det kan opleves ulogisk og gådefuldt, men samtidig meget konkret: ”Jeg forstår ikke mine handlinger: det, jeg vil, det gør jeg ikke…” (Rom 7,15). Alt dette er ikke glædeligt, men realistisk.
Denne realisme skal have plads i forkyndelsen: at det underfuldt skabte menneske ikke står mål med det, kærligheden kræver – med Guds lov. Vi er skabt til at være og leve som Jesus, for den fuldkomne kærlighed møder vi i ham. Vi skal lade os lede af, hvad han ville have gjort.
En spærret vej
Men hører man den realistiske forkyndelse af synden og Guds lov, rammer man ind i en mur. For det lykkedes ikke. Vi skulle være som Jesus – men vi magtede det ikke, og vi magtede ikke engang at ville det. ”Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes…” (Matt 5,20). Det gør vor egen retfærdighed netop ikke. Den vej, der er brolagt med egen indsats og selvforbedring, er en blindgyde.
I dag er der stærkt fokus på det enkelte menneskes værdi: Du er en ener, unik og perfekt. Vær dig selv, fold dig ud, og vær den lysende stjerne, du er tænkt som. Disse tanker kan også sætte spor i Kirkens forkyndelse og i nyere sange for både børn og voksne.
Evangeliet om skabelsen, Guds omsorg og det enkelte menneskes værdi er virkelig et glædeligt budskab, som ikke må nedtones eller forfladiges. Det har forkyndelsen sikkert til tider været på vej til. Måske har den endda fortiet eller helt underkendt menneskets status som Guds forunderlige skabning og i stedet ensidigt fokuseret på mennesket som syndigt.
Men er menneskeværdet hele evangeliet? Kan budskabet om at være en lysende stjerne eller om uudnyttede potentialer stå alene? Hvad hvis man ikke møder denne stjerne i badeværelsesspejlet – eller ved at spejle sig i Guds kærlighedsideal? Hvad nu, når man erkender, at ens fejl er mere end svaghed eller uheld? Når man aner dybden i sin manglende vilje til det gode?
Når et menneske ser ned i skyldens, egoismens, fortabelsens mørke, er der brug for et stærkere lys end det, der skinner fra menneskets egen stjernestatus.
Når synd og skyld sætter én til vægs, da er det ikke nok at høre om at være enestående, om ressourcer og potentialer. Da har man brug for at høre om Guds større og helt enestående tilgivelse. Man behøver intet mindre end det, som ligger i begreber som Guds nåde og den ufortjente retfærdiggørelse.
Hvor finder jeg en nådig Gud?
Dér befandt Luther sig, da han i klostret spurgte ”Hvor finder jeg en nådig Gud?” Han havde anet dybden af egoismen og skyldens mørke samt alvoren i at være indkroget i sig selv.
I dag stiller ingen det spørgsmål, siges det. Det er sikkert rigtigt, at det sjældent opleves eller formuleres, præcist som Luther gjorde. Men mindst to aspekter må overvejes.
Det ene er, om ikke Luthers anliggende kunne gemme sig bag de problematikker, både unge og ældre kæmper med også i dag. Når mennesker ikke lever op til egne og andres forventninger, og når de higer efter anerkendelse, succes, tilhørsforhold og ubetinget kærlighed, er det så reelt beslægtet med Luthers situation? Selvom Guds uopnåelige standarder er skiftet ud med menneskeskabte, uopnåelige standarder, gør nogle af de samme mekanismer sig måske gældende.
Det andet er, om nogen nogensinde af sig selv stiller præcist Luthers spørgsmål. Han søgte en nådig Gud, fordi han ramt af Guds lov erkendte sin egen afmagt. Han havde mødt loven i gudstjenester, tidebønner, bibellæsning, sjælesorg og ikke mindst i skriftemålet. Uanset hvor meget af det, han mødte i forkyndelse og undervisning, der var skævt og usundt, gav det ham en forståelse af egen afmagt og syndens alvor.
Han indså, at han var fanget i syndens dynd: ”Min dyd og gerning hjalp mig ej.” Tværtimod førte den dybere ned i dyndet. Så var en nådig Gud eneste løsning. Denne situation kalder Den augsburgske bekendelse ”sønderknuselsen eller den angst, som indjages samvittigheden, når man er kommet til erkendelse af synden” (Confessio Augustana 12).
Helligånden skaber syndserkendelsen
Alvoren i oprøret mod Gud kan ingen af sig selv gennemskue. For i øjet sidder bjælker og splinter på kryds og tværs og forstyrrer klarsynet. De er alle en del af syndens alvor. Derfor må alvoren åbenbares: den må formidles og forkyndes, for at den kan erkendes. Kun af Guds ord kan vi lære at ”sørge over (eller: sørge for) vore synder”, som man beder i Folkekirkens klassiske indgangsbøn. ”Det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse” (Rom 3,20).
Et aspekt ved Helligåndens gerning er netop at overbevise verden om synd (Joh 16,8), så mennesker søger Guds nåde.
Derfor kan en salme sige: ”Vis mig ret klarlig min jammer og møje, vis mig fordærvelsens afgrund i mig” (Den Danske Salmebog nr. 460). Tankegangen kan lyde fordrejet og meningsløs – som åndeligt navlepilleri eller endda selvpineri. Men pointen er, at mennesket har brug for at få vist sin situation, fordi ingen af sig selv kan (ind)se og erkende den.
Ved Helligånden kan man blive overbevist om situationen. Derfor hører dette med i forkyndelsen – med dybde, alvor og ærlighed og med indføling og situationsfornemmelse.
Ikke for at mennesker skal blive banket ned under gulvbrædderne og blive dér. Målet er tværtimod, at mennesker skal se sig selv i realismens skarpe lys – og se sig oprejst og gennemglødet af Guds tilgivelses lys. Og ”blev synden større, er nåden blevet så meget desto større” (Rom 5,20). ”Anger er en Guds gave”, kunne norske Børre Knudsen derfor sige.
Forkyndes der i dag, så mennesker aner syndens alvor og betydningen af at være indkroget i sig selv? Får mennesker hjælp til at erkende, at synd ikke alene handler om enkeltstående fejl og fald, uheld og svagheder, men om en korrumpering, der præger hele eksistensen?
Den personlige skyld
Den enkelte er selv skyldig. Ingen kan lægge alt ansvar over på uheldige omstændigheder, på andres fejl og svigt, på strukturer i samfund, kirke eller familie.
Der kan bestemt være fejl og svigt, som hænger direkte sammen med andres fejl og svigt. For eksempel når misbrug, omsorgssvigt eller dårlige vaner præger et menneskes liv – fordi det var sådan, man selv oplevede det i opvæksten. Sådan kan synd helt konkret gå i arv. Uanset vores konkrete livshistorie og dagligdag gælder det for os alle, at synden er viklet ind igennem livet i et uigennemskueligt net af synlige og usynlige tråde.
Synden klæber på den måde ved os alle, for ethvert menneske har også gjort arvesynden til sin egen. Dermed er alle både ofre og skyldige, for det er ikke muligt at melde sig ud af familien Adamsen.
Erkendelsen af alt dette er den mørke baggrund for budskabet om Guds nåde og læren om retfærdiggørelse ved tro. ”Hele denne lære må henføres til hin kamp i den forfærdede samvittighed og kan ikke forstås uden hin kamp” (Confessio Augustana 20).
I nådens lys
Det menneske, som ser sig fortabt og fortvivlet ned i skyldens dyb, må ved evangeliet se ind i dybet af nåden. Det må høre ordet om frikendelsen, budskabet med fokus på, hvad Jesus har gjort. Det må høre, at ”hvad ingen anden i verden kunne, det både kunne og ville han”, som en sang udtrykker det (Sange og Salmer nr. 495). Netop i nådens lys kan et menneske se sig selv og sin skyld i øjnene – uden at måtte enten bagatellisere den eller selv gå i stykker.
Hvordan dette – angst, anger, tilgivelse, tro – opleves mentalt og psykologisk, er ikke afgørende for, om det er sandt. Det afgørende er, at det menneske, der bærer fordærvelsens afgrund i sig, må erkende den og må høre evangeliet og dér se sig omgivet af Guds afgrundsdybe kærlighed og nåde.
Budskabet om fordærvelsens afgrund siger ikke alt om mennesket. Lykkeligvis. Men alt er heller ikke sagt, hvis ikke dette aspekt er med. Forkyndes evangeliet uden at give svar på synden og dens løn som det dybtliggende og altoverskyggende problem, er det i yderste konsekvens ikke evangeliet, der forkyndes. Forkyndelsen må også – ikke kun, men også – tale om synd, hvis den skal være sand og sund.
Netop den, der har set både syndens alvor og dybden af Guds nåde, har grund til at ”springe højt af glæde” og til frimodigt og tillidsfuldt at leve i dette: ”af Guds nåde, til Guds ære evig glade vi skal være”.
