Jonas’ Bog er historien om en forvokset fisk. Sådan har forestillingen i hvert fald været inde i mit hoved. Og måske ikke kun i mit. Mange børnebogsforfattere lader til at være sygeligt optaget af bibelhistorier med dyr, og der er Jonas’ bog en gave, for den handler jo om en kæmpe fisk. Eller gør den nu egentlig også det?
I denne artikelserie vil vi gennem tre artikler dykke ned i Jonas’ Bog. Når vi er færdige, håber jeg, det er blevet klart for dig, hvad Jonas’ bog egentlig handler om. Og jeg kan allerede nu afsløre, at svaret lugter lidt mere af blod og af korslagte bjælker, end det lugter af havsalt. For i sidste ende handler Jonas’ bog ikke bare om en fisk. Den handler om Jesus og hans nåde.
Gud leder efter mennesker på flugt fra ham
I den første artikel skal vi se lidt nærmere på Guds længsel efter at frelse. For i Jonas’ Bog lærer vi, at selvom vi flygter fra Gud, flygter Gud ikke fra os. Eller rettere: Så længe jorden står og kloden drejer, bliver Gud bliver ved med at lede efter os og opsøge os, fordi han ønsker at frelse os (2 Pet 3,9).
Som mennesker kan vi ellers godt finde på at flygte fra Gud. I Jonas’ Bog 1 møder vi to forskellige personer eller grupper, der begge to er på flugt fra Gud.
Jonas var på flugt fra Gud
For det første var Jonas på flugt fra Gud. Vi befinder os i 700-tallet f.Kr. På dette tidspunkt har Gud opfyldt det løfte, han gav til Abraham om, at han skulle blive stamfader til et stort folk: israelitterne. Og ikke nok med det. Gud havde også opfyldt den anden del af løftet til Abraham om, at dette folk skulle få et land. Efter en lille afstikker til Egypten i 430 år, vender de tilbage til det område, vi kender som Israel/Palæstina i dag, og de får en konge. Kongeriget bliver splittet i to, og i den nordlige del, som bliver kaldt Israel, lever Jonas sit liv som profet.
Men så får Jonas et kald fra Gud til at rejse til en by, der hedder Nineve, som ligger mod øst, for at forkynde Guds dom over den. Men Jonas flygter. Da Gud vil have, at han skal tage mod øst, tager han mod vest. Men det er ikke det værste. Han flygter ikke bare i den forkerte retning. Han flygter ”bort fra Herren” (se Jon 1,1.3.10).
Hvorfor Jonas valgte at flygte fra Guds planer, vender vi tilbage til om lidt.
Ninveve var på flugt fra Gud
Men først skal vi kigge lidt på Nineve. For i den by var en anden gruppe af personer, der var på flugt fra Gud. Det er ikke sikkert, at de var lige så bevidste om det, som Jonas var, for i modsætning til Jonas skænkede de formentlig ikke Gud mange tanker. De var nemlig afgudsdyrkere. Men selvom de var ligeglade med Gud, var Gud ikke ligeglad med dem. Fordi han er skaberen af alt, holder han alle sine skabninger til ansvar. Det gjaldt også befolkningen i Nineve. Gud havde nemlig ”opdaget deres ondskab” (Jon 1,2).
Hvad var det for en ondskab?
Det sætter profeten Nahum ord på, når Herren gennem ham fælder dom over Nineve: ”Ve blodets by, altid falsk, fyldt med rov, aldrig mangler den bytte! Fremstormende ryttere, flammende sværd og lynende spyd, mængder af dræbte, masser af døde, utallige lig, man snubler over lig!” (Nah 3,1ff). Grundlæggende var Nineve en by fuld af løgn, tyveri, afgudsdyrkelse og ikke mindst vold.
Selv i dag har vi bevaret nogle relieffer fra Nineve, hvor de gamle konger praler med deres vold og krige, og der er ikke sparet på de morderiske detaljer.
Her har vi måske noget af forklaringen på, at Jonas ikke umiddelbart var indstillet på at rejse til Nineve.
For denne by Nineve var nemlig ikke bare en gudsforladt by, som så mange andre af Israels naboer. De var også Israels ærkefjender. Assyrerriget med hovedstad i Nineve var en militær stormagt i Mellemøsten, som satte deres vilje igennem med magt. På dette tidspunkt udnyttede de Israel og tvang dem til at betale skatter, og senere, i 722 f.Kr., endte de faktisk med at invadere og ødelægge hovedstaden Samaria i Nordriget Israel. Nineve var en fjendtlig magt. Og Jonas oplevede det på tætteste hold, for han arbejdede for Israels konge.
Gud kalder Jonas til at gå til fjenden
Men det forhindrer ikke Gud i at kalde Jonas til at gå op til Israels største arvefjende og tilbyde omvendelse, hvis de vil undgå at blive ramt af hans vrede.
Når man ser, hvordan Jonas reagerer, da Nineve faktisk ender med at vende om (Jon 4,1), ved at blive ”forbitret og vred” (Jon 4,1), tror jeg, at Jonas har haft svært ved at forstå Gud. Han syntes faktisk, at Nineve havde fortjent at blive udslettet! De var jo virkelig onde! De lemlæstede deres fjender! De torturerede folk, der overgav sig, og de pralede endda med det!
For en hårdnakket nationalist1Flere ting tyder på, at Jonas var en hårdnakket nationalist: 1. Han arbejder ved hoffet hos kong Jeroboam d. 2. (783-745) (som i parentes bemærket ikke var nogen særlig god konge – ”han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne” (2 Kong 14,24). 2. Modsat f.eks. Amos har vi ikke nogen eksempler på, at han kritiserer magthaverne i Israel i sine profetier. 3. Det første, han svarer mændene på skibet, er, at han er hebræer (Jon 1,9). Det er tilsyneladende hans primære identitet. som Jonas har det ikke været et nemt kald at blive sendt til Nineve. Fortjente indbyggerne i Nineve virkelig at blive advaret efter alt det, de havde gjort? Så var det nemmere at flygte.
Men ved at flygte afslører Jonas, at hans billede af Gud ikke svarede til virkeligheden. Jonas’ ”gud” var en, som han kunne bruge til at rose sig af. En Gud, han kunne bruge til at pudse sin egen glorie og stolthed af med og til at se ned på andre. Til at hævde sig selv og tro, at han var bedre end de gudløse folk i Nineve.
Vi kan flygte fra Gud på mange måder
Jonas’ Bog lærer os, at vi kan være på flugt fra Gud på mange måder.
Vi kan være det på den åbenlyse måde, som folkene i Nineve, eller som mange mennesker er det i vores land, hvor vi åbenlyst vender Gud ryggen og dyrker penge, sex eller det komfortable liv som afguder. Eller hvor vi åbenlyst lyver, snyder og bedrager, er fulde af misundelse og hader vores fjender.
Men vi kan også være på flugt fra Gud på en anden og langt mere pæn måde. Jonas formår faktisk at fastholde sin identitet som en hebræer, der frygtede Gud. Men hans handlinger afslørede en grundlæggende mistillid til Gud, og til, at Guds planer er gode.
Indrømmet. Jeg er ikke kristen nationalist. Jeg er ikke dansker, før jeg er kristen. Og hvis jeg skal komme med et friskt bud, tror (og håber!) jeg, at det er de færreste læsere af denne artikel, der bruger deres danske kristne identitet til at se ned på folk, der har en anderledes tro eller baggrund end dem selv.
Alligevel synes jeg ikke, det er svært at identificere sig med Jonas. For hvor sker det let, at mistilliden til Gud finder ind i hjertet, når vi ikke forstår hans planer. Gud siger noget i sit ord, og man forstår ikke altid, hvorfor han har sagt det på den måde. Eller Gud handler med én på en måde, man ikke forstår nødvendigheden af eller formålet med.
Jonas kæmpede med at forstå, hvordan Gud både kan være nådig og retfærdig. Hvordan kan Gud både være den, der opdager og straffer ondskab, og samtidig være den nådige Gud, der tilgiver den, der vender om til ham? Det gik slet ikke op for Jonas.
Jonas kunne ikke forstå, hvorfor Gud ville advare disse onde mennesker, som han foragtede, og derfor ønskede han ikke at følge Guds vej.
Når vi ikke forstår Gud, er det oplagt af flygte i den anden retning.
Men selvom vi ikke altid forstår Gud, skylder vi ham stadig alt. For det er ham, der er Gud! Der er nogen, der har sagt, at ”hvis din Gud aldrig beder dig om at gøre noget andet end det, du ellers har lyst til, så er der en risiko for, at han i virkeligheden bare er en ’gud’, du har skabt i dit eget billede.”
Bibelen fortæller, at vi dybest alle sammen er på flugt fra Gud (Rom 3,10b-12). Vi har brug for, at der er nogen, der kommer til os, opsøger os og finder os.
Gud ønsker at finde dem, der er på flugt fra ham
Den gode nyhed er, at det, ifølge Guds ord, er lige sådan, Gud er. Han er som en far, der står og spejder ude ved vejen og venter på, at hans fortabte søn skal komme hjem. Han er som en hyrde, der går ud og leder efter det får, han har mistet (Luk 15). Gud ønsker at finde sine forvildede børn, og derfor har han givet os en tid, hvor det er muligt for os at vende om til ham.
For Jonas skulle der en orkan og et par bange sømænd til, før han erkendte alvoren af situationen. Jonas vidste egentlig godt, at han var på flugt fra Gud. Han havde endda fortalt det til de andre sømænd (Jon 1,10). Men det er først, da de konfronterer ham med situationens alvor, at Jonas tager ansvaret på sig og indvilliger i at blive kastet i havet (Jon 1,12).
Nu vidste Jonas, at han havde brug for at blive reddet. Og han ender med at blive reddet, da Gud på mirakuløs vis lader ham blive slugt af en fisk (Jon 2,1).
Gud ønsker at redde mennesker på flugt – også i dag
Beretningen om Jonas, minder om (mindst!) to ting.
For det første må vi erkende, at vi har brug for at blive fundet – ligesom vores omgivelser.
At være kristen og gå i kirke handler ikke om at tro, at man er bedre end alle andre. Oprøret mod Gud stikker så dybt i vores hjerte, at det ikke kun er forbeholdt gudløse hedninger. Oprøret mod Gud bor i hjertet – selv på en Guds profet.
Vi er i udgangspunktet mennesker, der er på flugt fra Gud – gennem vantro, afguder eller stolthed og en from selvopfattelse. Vi er faret vild, og vi forsøger ikke engang at finde vejen hjem. Vi søger ikke engang Gud!
Men lige der, mens vi er på afveje, opsøger Gud os. Og han bliver ved med at søge efter os, fordi han ønsker at frelse os. Det gælder, uanset om du har kendt Herren hele dit liv, men mistilliden til Guds godhed er kommet krybende, eller om du aldrig før har vendt dig om til ham. Hvis du har forvildet dig væk fra ham, så stop med at læse denne artikel et øjeblik. Kom til Jesus og indrøm din synd over for ham.
Vær ikke som Jonas, der måtte få sendt en orkan efter sig, før Gud kunne ruske tilstrækkeligt meget i ham til, at han hørte efter.
For det andet minder Jonas’ Bog om, at hvis Gud længes efter at frelse mennesker, der er på flugt, så længes han også efter at frelse dem, der er vores værste fjender – eller dem, vi ser ned på og foragter.
Når man lever i et samfund og i en kultur, der i stigende grad har vendt Gud ryggen, overgivet sig til selvoptagethed og gudløshed, og hvor vi møder modstanden mod det kristne verdensbillede, kan det være fristende at ryste på hovedet ad sine omgivelser, opgive håbet om forbedring og overlade dem til Guds dom. Men vi kan lige så godt indrømme det. Bag det tynde lag af kulturkristendom er vi en del af et folk på håbløs afstand af Gud!
Og ja, der kommer en dag, hvor Gud vil holde retfærdig dom. Det er vores trøst (2 Thess 1,6).
Men der er noget, Gud hellere vil. Han ønsker at frelse!
Så selv når vi har opgivet håbet og tænker, at verden er så håbløst indviklet i sit eget gudsoprør, at den er uden for pædagogisk rækkevidde, er Guds ønske og længsel efter at frelse uændret. Den er ikke blevet mindre.
For Gud er den Gud, der indhentede Jonas, da han flygtede fra ham. Og Gud er den Gud, som sendte kaldet til omvendelse ud til en voldelig, afgudsdyrkende og undertrykkende by, der trodsede ham. Og det gjorde han vel at mærke, selv da profeten Jonas havde opgivet håbet.
Dette er den første ud af tre artikler om Jonas’ Bog. Læs de andre artikler her:
Fodnoter:
| ↑1 | Flere ting tyder på, at Jonas var en hårdnakket nationalist: 1. Han arbejder ved hoffet hos kong Jeroboam d. 2. (783-745) (som i parentes bemærket ikke var nogen særlig god konge – ”han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne” (2 Kong 14,24). 2. Modsat f.eks. Amos har vi ikke nogen eksempler på, at han kritiserer magthaverne i Israel i sine profetier. 3. Det første, han svarer mændene på skibet, er, at han er hebræer (Jon 1,9). Det er tilsyneladende hans primære identitet. |
|---|
