Årets første måneder er for mig en tid hvor jeg, ofte sådan lidt ubevidst, gør status over livet og året. Hvad har det været fyldt med, og hvilke projekter står jeg overfor. I december var jeg begravet i at få omdannet 15 forskningsinterviews fra lyd til tekst, og det store projekt i år er at få fundet ud af, hvilket guld der ligger gemt i alle de mange siders tekst.
Jeg er ph.d.-studerende i sjælesorg og har interviewet homoseksuelle og biseksuelle om deres erfaringer med sjælesorg og kirke. Det har været en gave at lytte til disse menneskers fortællinger. Det er en gave for os alle sammen, at der er nogle mennesker, som vil dele deres historie til gavn for kirken, så vi alle sammen kan opnå større indsigt og forståelse for et emne, som vi er nødt til at forstå og blive klogere på.
Et af de ord, som fylder mit hoved efter de 15 interviews, er tabu. Mine informanter gav udtryk for, at mens de oplever, at sex og seksualitet sådan set fylder en del i kirken, så oplever de samtidigt, at vi ikke er særligt gode til at sætte ord på det og tale om det, og når vi taler om det, så taler vi for snævert. Vi har ikke har ret meget relevant at sige om seksualitet til mennesker, som falder udenfor rammen af far, mor og 1,7 barn. Så bliver seksualiteten primært bare besværlig og noget, man helst bare havde været foruden.
Det kan for nogen virke som om, at vi har glemt, eller måske aldrig opdaget, hvad Gud ville med seksualiteten. Den handler selvfølgelig om børn, nydelse og tiltrækning men ikke kun det, der er samtidig meget mere. Måske kan det mere være med til at gøre vores tale om seksualitet relevant for en større del af kirken.
Hvis man dykker ned i Bibelen, finder man lige så stille ud af, at seksualiteten og sex er et billede, som skal forklare os noget, skal hjælpe os med at forstå noget. Vi har den, fordi Gud har noget vigtigt, som han gerne vil kommunikere til os. Seksualiteten og den kraft, som er forbundet med den, fortæller os noget om, hvilken kraft Gud elsker os med, hvor meget han længes efter os, og hvor ondt det gør på ham, når vi vender os væk fra ham. Guds længsel efter mig er så stærk, så for at jeg overhovedet skal kunne begynde at forstå den, skulle han bruge et kraftfuldt redskab, derfor har vi en seksualitet. Det gælder også, når vi mærker de ødelagte dele af vores seksualitet, når den volder os besvær. Lige der får vi lov til at mærke en lille flig af Guds smerte over, når jeg vender mig fra ham.
Vi bliver også i seksualiteten stillet overfor, hvad vi har i vente. Nu og her har vi fællesskab med Gud, men han ville gerne give os en trailer for at vise, hvor tæt fællesskab vi skal få på den nye jord. Ikke plat forstået naturligvis. Men igen, for at Gud skulle kunne forklare os noget om, hvor tæt vi skal forenes med ham, så skulle han bruge et billede, som kunne vise noget om forening. Seksualiteten peger frem mod den dag, hvor vi og Gud endelig forenes fuldstændigt.
Den seksuelle længsel, som vi alle sammen oplever, er en længsel efter fællesskab. Men ikke bare fællesskab med et andet menneske, i seksualiteten mindes jeg om, at det fællesskab jeg dybest set længes efter og har brug for er fællesskabet med Gud. I den længsel kan vi lære noget om Gud. Gud står ikke udenfor seksualiteten og venter på, at vi får undertrykt alt det og kommer ud til ham. Han står lige midt i den og møder os der, selvom vi ikke altid forvalter den som han havde tænkt. I seksualiteten får vi lov til at mærke i krop, følelser og tanker hvor meget Gud vil os. Det inkluderer os alle sammen.
Hvis vi skal bryde det tabu, som mine informanter har oplevet, så tror jeg, at vi skal lytte til nogen af de mennesker, som er i vores fællesskaber og har en anden seksualitet. Lytte til deres erfaringer og tanker, deres liv med Gud. Der er meget vi kan lære.
