Kan vi være sikre på sådan noget? Ja, der er en kvittering i himmelen for Guds ansigt, som han ser. Det er Jesu naglemærkede hænder og fødder, som altid er foran Gud. De vidner om, at vores synd og skyld er fjernet ved Jesu blod. Når Gud ser det, kræver han ikke mere.
Men det er i himmelen, det er Guds kvittering, hvis vi kan sige det sådan. Hvad har du og jeg? Har vi ingenting? Jo, kvitteringen har et eksemplar mere! Det er her hos os, som har hørt evangeliet fra Guds ord.
I Kolossenserbrevet kap 2 skriver apostlen Paulus om et gældsbevis. Det er skrevet med Guds bud, og det vidner imod os. Al synd i vores liv bliver skrevet som gæld på dette brev. Alt som bryder med Guds vilje, når det gælder forholdet til Gud, til forældre, sex og samliv, ejendom, løgn og bedrag, onde lyster og begær af forskellige slags. Vi forstår, at gældsbeviset er uendeligt langt, og vi magter ikke at gøre op.
Den store alvor er, at ingen som skylder Gud noget, kan blive frelst. Hvem kan da få fællesskab med Gud?
Bibelens store budskab er, at der er betalt og gjort op for alt. Vi har kvittering på det i Guds ord:
Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset (Kol 2,14)
Dette er vores synlige, skriftlige kvittering.
Jeg forestiller mig, at mit gældsbevis er naglet fast til korset bag Jesu blodige hånd. Alt som stod der, er borte. Betalt og kvitteret med Jesu blod.
Hvad der var mig imod, blev udslettet med blod. Det blev naglet til korset med ham.
Sådan synger vi i en sang.
Når alt er ordnet, kan du tage imod denne frelse og sige: «Tak Jesus!»
Hverdagslivet kan ofte synes at modsige dette. Egne tanker og følelser ligeså. Da er det godt at have en skriftlig kvittering på, at en anden har betalt. Det har Jesus gjort med sit blod.
Det er dit eksemplar af den samme kvittering som er for Guds ansigt i himmelen.