Bibelen lærer os tydeligt, at vi ikke frelses ved lovgerninger, men kun ved tro på Jesus. Det er baggrunden for den meget alvorlige tone, vi møder i Galaterbrevet, og det er baggrunden for, at Martin Luther så stærkt betonede ”troen alene” i opgøret med den katolske kirkes lære om frelse ved tro og gerninger.
Men hvad er tro egentlig? – og hvordan er forholdet mellem tro og gerninger? Det skal vi beskæftige os lidt med i det følgende.
Tro er tillid
Hebr 11,1 beskriver klargørende, hvad tro er: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”
For det første gør beskrivelsen det klart, at tro er tillid, og netop tillid er det bedste synonym for tro, jeg endnu har mødt.
For det andet er der tale om tillid til noget helt bestemt, nemlig det, der håbes på. Håb i bibelsk forstand er ikke udtryk for noget, der måske går i opfyldelse, men bruges om noget, der er sikkert, fordi Gud har lovet det. Og det er netop Guds løfter, troen sætter sin lid til.
For det tredje er troen en overbevisning om noget usynligt. Guds løfter står fast, også selvom vi ikke altid ser dem opfyldt endnu. Troen klynger sig til en usynlig virkelighed, som først skal åbenbares fuldkomment den dag, Jesus kommer igen.
Når vi bruger ordet tro i daglig tale, så bruger vi det sommetider om noget, vi ikke helt sikre på – fx: ”Jeg tror, jeg har husket at låse min cykel”. Når Bibelen taler om tro, bruges det ikke om noget usikkert, men om tillid til noget, som er helt sikkert, fordi han, som har lovet det, et troværdig. Tro er tillid til det, som Gud har sagt.
Tillid i bred forstand er ikke noget, vi kan beslutte os for at ville have. Det er noget, der opstår i en relation. Sådan er det i allerhøjeste grad også, når det gælder tilliden til (= troen på) Jesus. Den er ikke vores viljesbeslutning. Faktisk vil vi i udgangspunktet slet ikke Gud, fordi vi som syndere er født i oprør og med uvilje mod ham (Ef 2,1-3). Derfor er det også Guds ære alene og hans under, når et menneske kommer til tro (Joh 1,12-13).
Troen på Jesus skabes i mødet med Guds selv. Vi møder ham i hans ord. Det ord har skaberkraft i sig. Det var ved sit ord, Gud skabte verden, og det er også ved sit ord, at han skaber tro i en synders hjerte (Rom 10,17).
Troen er ikke en gerning
Vi bliver frelst ved tro, ikke ved lovgerninger, og i den forstand kan man sige, at troen er gerningernes modsætning (Gal 2,16). At vi bliver frelst ved tro, handler netop om, at vi kun kan frelses ved det, som Jesus har gjort og ikke ved det, vi selv gør eller kan gøre. Troen tager nemlig imod frelsen, når Gud siger til os, at Jesus tog al vores synd, og vi får hans hellige og rene liv – stik imod vores fortjeneste. Hvis vi kunne og skulle frelses ved vore egne gerninger, ville frelsen derimod være vores egen fortjeneste, men så døde Jesus jo til ingen nytte (Gal 2,21). Gud vidste, at vores fald i synd er så alvorligt, at vi aldrig ville kunne frelse os selv, uanset hvor meget, vi anstrengte os. Derfor var det nødvendigt at ofre Jesus, hvis vi skulle frelses, og det gjorde Gud i sin umådelig store barmhjertighed.
Der er noget i os, der har enormt svært ved at tage imod dette. Det skyldes vores syndige natur, som gør, at vi gerne selv vil have noget at rose os af. Vi vil så gerne frelse os selv, og derfor kan vi tænke, at troen er noget, vi skal præstere. Jeg har mange gange som ung hørt følgende sætning i prædikener (måske var det ikke det, der faktisk blev sagt, men det var sådan, det blev vendt inde i mit hoved): ”Du skal intet gøre for at blive frelst… det eneste, du skal gøre, er at tro!” Og så tænkte jeg: ”Ja, jeg tænkte det nok, så er der alligevel noget, jeg skal gøre: Jeg skal tro!”. Dermed blev troen gjort til en (lov)-gerning, noget, jeg skulle præstere.
Bibelen forkynder os, at troen ikke er vores gerning, men en tillid rettet mod Guds løfter. Og tilliden er endda Guds gave (Ef 2,8-9). Vi kan altså absolut ingen ære tage for vores egen frelse. Det er så befriende, men vores gamle, syndige natur bryder sig bestemt ikke om det.
Hvad så med de gode gerninger? Taler bibelen ikke også meget om dem? Jo, men ikke som lovgerninger, vi skal frelses ved. Her gælder troen alene, nåden alene og Kristus alene. De gode gerninger, bibelen taler om, er en følge af troen, ikke noget, der gør os fortjent til frelse.
Troens kendetegn
Når et menneske kommer til tro på Jesus, flytter Helligånden ind, og så fødes der en ny vilje, som vil det, Gud vil (Rom 7,22). Derfor taler bibelen om en troendes gode gerninger som kendetegn på det nye liv. Her er der ikke længere tale om lovgerninger, som vi forsøger at blive frelst ved, men om Åndens frugt, som vi aldrig selv kan tage æren for (Gal 5,22-25).
Vi bliver ikke frelst ved gerninger, men vi bliver frelst ved tro og dermed skabt på ny i Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i (Ef 2,8-10). Derfor er det også unaturligt for en kristen at sige, at det er lige meget, hvordan man lever. For lige som vi frelses ved troen alene, er det også sandt, at troen aldrig er alene. En sand og levende tro på Jesus, giver sig nemlig til kende i et nyt liv, hvor vi drives af Helligånden (Gal 5,13-18).
Det er også på denne baggrund, at Jesus taler om gerninger i beretningen om verdensdommen i Matt 25. Bemærk, at først skal Menneskesønnen skille fårene fra bukkene, og dernæst skal han fremhæve det, der kendetegner dem. Pointen er ikke, at fårene frelses pga. deres egen fortjeneste. De frelses, fordi de er får, der kender hyrdens røst. Når gerningerne alligevel nævnes, er det fordi, de vidner om et liv i troen på ham.
Tro og følelser
Hvordan opleves det så at tro? Svaret er: Meget forskelligt fra person til person og også forskelligt for den enkelte i forskellige situationer og livsfaser. Men lykkeligvis handler tro heller ikke om en bestemt følelse eller oplevelse. Det afgørende er ikke, hvordan troen opleves, men hvem, den retter sig imod. En har sagt det på denne måde: En stærk tro på en svag planke kaster dig i floden; en svag tro på en stærk planke, bringer dig over.
Til tider kan troen opleves som en varm, overstrømmende glæde og taknemlighed, der medfører en følelse af fred og tryghed. Andre gange kan troen opleves som en knastør tilflugt til det, som Gud har sagt, uden at det er forbundet med en masse varme følelser. Sommetider kan det endda opleves som en kamp at tro. Det afgørende er ikke troen, men troens genstand: Jesus.
Bibelen er fuld af eksempler på, at det er sådan. Jeg vil nævne to her:
Da Gud førte sit folk ud af fangenskabet i Egypten, skulle de slagte et påskelam og smøre noget af blodet på dørstolperne og overliggeren i deres huse. Om natten ville Gud så dræbe alle førstefødte i de huse, der ikke havde blodet som mærke (2 Mos 12). Stemningen har helt sikkert været forskellig i husene med blod på dørstolper og overligger, men stemningen var ikke det afgørende. Det afgørende var, om de var under Guds løfter om frelse. Den frelsende tro er nemlig den, der klynger sig til Guds løfter – følelsen er sekundær.
Da Jesus kom gående ud til sine skrækslagne disciple i båden på det oprørte vand på Genesaret Sø, fik Peter en vigtig lektie om, hvad tro handler om. ”Kom”, sagde Jesus, og så gik Peter ud på vandet hen mod Jesus (Matt 14,22-33). Det er jo egentlig, hvad tro er; at træde ud på Jesu ord. Men troen er ikke noget i sig selv. Da Peter flyttede sit fokus væk fra Jesus, begyndte han at synke og måtte råbe til Jesus om frelse.
En har engang sagt det på den måde: Jeg så på troen, og troen svandt, jeg så på Jesus, og troen vandt. Der er en dyb sjælesørgerisk og bibelsk sandhed i det. Troen er ikke selvcentreret, men retter al sin opmærksomhed mod Jesus. Det er ikke troen, der frelser os, nej, det gør frelseren Jesus Kristus. En sand og levende tro sætter sin lid til ham alene.