Zakarias’ bog – et overblik

Zakarias' bog er en indholdsrig bog, der taler om Gud som konge og peger frem mod Messias. Få overblikket over bogen i denne gennemgang af Knut Kåre Kirkholm.

Profeten Zakarias er den længste af de små profeter. Zakarias kom muligvis fra en præstefamilie – muligvis er det faren, Iddo (Zak 1,1), som nævnes blandt præsterne i Neh 12,4. Sammen med Haggaj opmuntrede og virkede Zakarias blandt jøderne, som arbejdede på at genopbygge templet i årene 520-516 f.Kr.

Zakarias’ tid

Bogens første otte kapitler er ganske tydeligt tidsangivet. Særligt efteråret 520 f.Kr. er centralt, præcis som i Haggajs Bog. I oktober 520 f.Kr. kom Herrens ord til Zakarias første gang (Zak 1,1). Da havde Haggaj allerede forkyndt i nogle uger. Lidt senere på vinteren, i februar 519 f.Kr., får Zakarias de otte syn, som nævnes i Zak 1-6. Når vi kommer til Zak 7-8, er der gået nogle år og disse ord tidsangives til november-december 518 f.Kr.

I år 538 f.Kr. havde Kyros af Persien sendt sin befaling ud, som tillod de mange folkeslag i riget at vende hjem til deres respektive hjemlande (Ez 1,2-4). Jøderne begyndte at bygge på templet, men på grund af modstand stoppede arbejdet. Men nu, efteråret 520 f.Kr. blev arbejdet genoptaget.

Zakarias’ Bog

Bogen har nogle meget tydelige overskrifter og inddelinger, som gør det ganske enkelt at sætte en oversigt over kapitlerne op.

Zak 1,1-6 Indledning og kald til omvendelse
Zak 1,7-6,15 Otte natlige syn
Zak 7-8 Spørgsmål om faste
Zak 9-11 Udsagn A – Herren kommer som konge
Zak 12-14 Udsagn B – Herren kommer som konge

Zak 9-14 er ikke daterede i modsætning til Zak 1-8. Det gør, at de fleste forskere antager, at Zak 9-14 er en tilføjelse – sandsynligvis af en anden profet og i hvert fald fra en anden tid. I og med at Mal 1,1 har samme indledningsformel som Zak 9,1 og 12,1, mener mange også, at disse tre afsnit er at betragte som appendikser, som er lagt til småprofeterne og tilskrevet Zakarias og Malakias. Hvorvidt dette er rigtigt, kan vi ganske enkelt ikke vide. Det er bare en antagelse.

Kald til omvendelse (Zak 1,1-6)

Zakarias’ forkyndelse begynder med et kald til omvendelse. Eksilet har været en straf fra Gud over folkets synd (1,5-6), og Zakarias formaner folket om ikke at være ligesom fædrene (1,4). Dette er et hovedtema i bogen. Omvendelse er det nødvendige startpunkt for genoprettelsen.

Otte natlige syn (Zak 1,5-6,15)

Den fireogtyvende dag i den ellevte måned i Dareios’ andet regeringsår – det vil sandsynligvis sige februar 519 f.Kr. – må have været en anstrengende nat for Zakarias. Som det fremstilles her, må han have haft hele otte forskellige og ganske dramatiske syn/drømme i løbet af natten.

Syn 1-3 er knyttet til genopbyggelsen af Jerusalem. Zakarias har omsorg og nød for folket og byen og spørger om, hvornår Herren igen skal vise barmhjertighed mod Jerusalem:

Da sagde Herrens engel: »Hærskarers Herre, hvor længe skal det vare, før du viser barmhjertighed mod Jerusalem og Judas byer, som du nu har været vred på i halvfjerds år?«  Herren svarede den engel, der talte med mig, med gode og trøstende ord. Zak 1,12-13

Herrens gode budskab er, at han skal vende tilbage til byen, huset skal bygges på ny og Herren skal endnu engang trøste og udvælge Jerusalem (1,14-17). Folkeslagene som ødelagde og spredte Israel skal nu straffes (2,1-4) og Jerusalem skal blive større end mure kan rumme, og Herren selv skal beskytte byen som en ildmur (2,5-9).

Syn 4-5 handler om folkets ledere – Josva og Zerubbabel. Præsten Josva, folkets religiøse leder, står anklaget og beskidt foran Gud. Men Gud tager de beskidte klæder af ham, renser ham for skyld og giver ham festklæder (3,1-6). Josva løftes frem som en forløber for Herrens tjener, spiren (jf. Jer 23,5), og syndsforladelsen som da skal komme.

I det femte syn omtales Zerubbabel, folkets politiske leder. Han og Josva fremstilles som to oliventræer, som stadig forsyner olielampen (folket) med olie (4,11-14). Pointen er, at Herren skal bruge Zerubbabel – og Josva – til at gennemføre genrejsningen. Og dette skal være Herrens værk:

Da sagde han: Dette er Herrens ord til Zerubbabel: Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre! Zak 4,6

I syn 6-8 er der genstande i bevægelse, som bruges til at få Guds budskab frem. En flyvende bogrulle erklærer Herrens dom over uærlighed (5,1-4), og en kvinde i et flyvende kornmål (meltønde på 36 liter) forkynder, at synd og urenhed nu tages bort fra Israel (5,5-11).

I sidste syn møder vi igen heste (jf. første syn). Men nu tales der ikke længere om Herrens vrede. I stedet skal gaver samles ind for at lave en krone til Josvas hoved. Og i forbindelse med kroningen gentages budskabet om, at Josva er et forbillede på Herrens tjener, spiren. Dette kan vi se som en messiasprofeti. Men læg mærke til at kongen og præsten holdes adskilt her. Når vi kommer til NT, forbindes disse motiver, og Jesus fremstilles som konge og præst – på Melkisedeks vis (jf. Sl 110,4 og Heb 7)

Spørgsmål om faste (Zak 7,1-8,23)

Sidst på efteråret 518 f.Kr. kommer nogle udsendinge fra Betel til Jerusalem (7,1-3). De, som alle andre, ser at templet er ved at blive genopbygget. Dermed opstår en problemstilling. Frem til nu har de gennem sytten år fastet i den femte og syvende måned til minde om Jerusalems og templets fald (jf. 2. Kong 25,8-10; Jer 52,12-13) og drabet på Gedalja (jf. 2. Kong 25,25; Jer 41,2).

Svaret er, at det ikke længere er nødvendigt (8,18-19), for Gud skal vende faste og sorg til glæde og fest. Men før dette svar, kommer en ganske lang tale, hvor Herren minder om fædrenes synder, straffen og eksilet, som kom på grund af det. Han kritiserer også selve fasten, de har holdt – for den sande faste er at vise kærlighed og barmhjertighed (7,9-10). Men nu er det en ny tid, og Herren skal gøre det umulige muligt (8,6), føre folket tilbage og på ny lade dem leve i pagten (8,7-8). Men det er hele tiden en præmis, at folket gør, som pagten siger (8,16-17).

Udsagn A – Herren som konge (Zak 9,1-11,17)

Bogen afsluttes med to ”udsagn” – hebraisk ”massa” – et ord som betyder ”byrde” og som forstås som et domsord. Den første byrde er adresseret til folkene i Hadrak, Hamat, Tyros og Sidon. Nu skal Herren møde disse med dom.

Til den tid skal Jerusalem få en grund til at glæde sig. For nu skal kongen komme (Zak 9,9):

Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl. Zak 9,9

Denne tekst citeres i NT i forbindelse med Jesu indtog i Jerusalem. At han kommer på et æsel, har en dobbelthed i sig. På den ene side er det et signal om, at der er snak om en konge i Davids linje. På samme måde som Salomos kongeværdighed blev offentligt stadfæstet, skal denne konge stadfæstes (jf. 1. Kong 1,33). Samtidig er der noget paradoksalt i måden, kongen skiller sig ud på. Han kommer ikke på en statelig krigshest, men på et æsel. Han skal være en fredens konge over et stort rige (9,10).

Her introduceres også temaet ”den gode hyrde”. For Herren skal frelse sit folk som en flok får (9,16) og føre dem tilbage til landet (10,8-12). Alle dårlige hyrder vil Herren straffe (10,3).

Dette afsnit afsluttes med en underlig billedtale (11,4-17), som siger at folket fortsætter med at underlægge sig dårlige hyrder. Herren befaler (sandsynligvis) profeten om at udstyre sig som en dårlig hyrde (11,15), formentlig for at afsløre hvor tåbeligt folkets oprør er. I dette afsnit finder vi også budskabet om, at Herrens gode hyrde sælges for 30 sølvpenge (11,13).

Udsagn B – Herren som konge (Zak 12,1-14,21)

Jerusalem skal omringes og angribes af folkene (12,1-14), men Herren skal frelse og udfri dem. Det er ikke helt enkelt at tolke disse profetier, men det kan tyde på, at der er snak om en fremtidig genrejsning og frelse for Israel. De politiske realiteter, vi ser i 12,1-3, er i hvert fald genkendelige i vores tid.

Frelsen skal ledsages af, at de ser på ham, de har gennemboret. Stedordet ”mig” tyder på, at det er Gud selv, de har gennemboret. Det er i hvert fald en kongelig skikkelse. Her ser vi en tydelig parallel til Jesus.

Men over Davids hus og Jerusalems indbyggere vil jeg udgyde nådens og bønnens ånd, og de skal se hen til mig, ham, de har gennemboret. De skal holde dødsklage over ham, ligesom man klager over sin eneste søn, og holde bitter sorg over ham, ligesom man sørger over sin førstefødte. Zak 12,10

Den dag, Herren griber ind til frelse, skal være en nådens dag, og der skal være en åben kilde til at rense synd og urenhed bort (13,1). Herren skal tage alle afguder og alt ondt i landet bort.

Så kommer Herrens endelige sejr i Zak 14. Folkeslagene skal samles til krig mod Jerusalem, men Herren skal kæmpe mod dem og befri byen (14,1-4, 12-15). Herrens ankomst vil skabe tryghed (14,6-11) og fra nu af – fra år til år – skal alle tilbageværende gå til Jerusalem for at tilbede Herren – han som er konge (14,16-19).

Byen skal blive så hellig, at selv bjælderne på hestene skal være lige så hellige som offerskålene på alteret. Sådan afsluttes bogen med et syn, som ikke er helt forskellig fra den, vi finder i Es 65-66 og Åb 21-22 om Herrens endelige triumf over synd og uret og det herlige budskab om, at alle folkeslag skal få adgang til fællesskab med Herren.

Da skal Herren være konge over hele jorden; på den dag skal Herren være én og hans navn være ét. Zak 14,9

 

Artiklen er tidligere blevet bragt på netsiden foross.no. Den er oversat af Anette Kofoed-Pihl.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook