Det er nogle gode ærinder, og bogen er velskrevet, overskuelig og lærerig.
Formen er overvejende akademisk med fagudtryk, lange fodnoter, citater på engelsk, norsk og svensk samt enkelte hebraiske ord og latinske udtryk.
Bogen har mange redegørelser og overvejelser både hvad angår forskellige organisationer, der beskæftiger sig med skabelse og evolution, og mulige faldgruber i debatten. Han redegør bl.a. for, hvordan Guds ”to bøger” (Skaberværket og Skriften) begge er nødvendige, og viser i den forbindelse fire forskellige modeller for, hvordan man kan se på Bibelen og naturvidenskaben som kilder til viden.
Han præsenterer eksempler fra historien, overvejer hvilke spørgsmål, der hænger sammen med selve evangeliet, og hvilke der ligger længere ude, og slutter af med en bibelsk vurdering af forskellige konkrete videnskabelige spørgsmål.
Bogen er selvsagt ikke udtømmende, men giver en indføring. JBK hælder selv til den såkaldte bløde konkordisme, hvilket er en af de fire modeller nævnt ovenfor.
Mens den bløde konkordisme ser et overlap eller interaktion mellem Bibelen og naturvidenskab som kilder til viden om skaberværket, ser både den hårde og bløde non-konkordisme ingen overlap, mens den hårde konkordisme ser fuldstændigt overlap eller fusion. Med det afsæt undersøger JBK bl.a. evolutionsteorien, som han viser forskellige svagheder ved både naturvidenskabeligt og bibelsk, uden at han dermed afskriver en eller anden form for evolution som mulig.
God tone?
Det var dog forstyrrende for læsningen, at det først på s. 58 blev klart, hvad JBK selv står for. Personligt finder jeg – som JBK – også den bløde kon-kordisme mest oplagt, men ser samtidig mig selv som en form for ungjordskreationist, hvilket bl.a. betyder, at jeg går ud fra, at Gud har skabt verden på seks døgn, at jorden er højst ca. 10.000 år gammel, og at mikroevolution (dvs. forandringer inden for samme art) er den eneste form for evolution, der findes.
Det betyder imidlertid ikke, at jeg finder mig hjemme i alle de ting, ungjordskreationister citeres og beskyldes for i Før Darwin – og andre steder.
Havde JBK bekendt kulør i løbet af de første sider, havde jeg som læser været mere tryg ved hans redegørelser, for der er så meget kritik af ungjordskreationisterne på og mellem linjerne, at den ellers meget saglige tilgang i bogen forstyrres.
Fx påstår JBK, at ungjordskreationister er de værste til at misrepræsentere andres synspunkter (s. 36), men baserer ikke den påstand på empiri, men på det ungjordskreationistiske syn på fortolkning af 1 Mosebog 1-2. Bogen er som sagt velskrevet og akademisk, men mudres desværre til af en småirriteret tone, når JBK forholder sig til ungjordskreationismen.
JBK holder sig fra grovheder, men den nøgterne tilgang har lidt et knæk.
Et eksempel: På s. 26ff citerer JBK ungjordskreationisten Terry Mortenson, der i mine øjne er meget saglig i de citerede stykker, men JBK ser underligt nok holdningen som en skærpelse af tonen (s. 26).
JBK refererer en af Mortensons pointer og formulerer sig lettere irriteret, da han præsenterer hans næste pointe: ”Og som om det ikke skulle være nok …”. JBK skelner ikke mellem tonen og det at se alvorligt på sagen. Selvom JBK senere (s. 34 og flere steder) anerkender, at ungjordskreationismen kan have ret, fremstår han småirriteret hele bogen igennem.
Det skulle have været luget ud eller reserveret til forordet.
Bibel og tolkning
En hovedtanke for JBK er, at vi skal skelne mellem Bibelens ufejlbarlighed og autoritet på den ene side og menneskelige, fejlbarlige tolkninger af Bibelen på den anden side.
Den skelnen er jeg med på, når det fx handler om at leve i ydmyg erkendelse af sine egne begrænsninger og foreløbige indsigt. Men det er uklart, hvordan JBK vil håndtere det i praksis uden at ende i subjektivitet eller simple flertalsafgørelser.
Netop flertallet er JBK meget optaget af. Han taler tit om konsensus (fx s. 91ff, 152, 190), uden det bliver helt klart, hvilken vægt han tillægger konsensus. På s. 77 nævner JBK jøderne i Berøa (Apg 17,11), der gik hjem og granskede Skrifterne efter at have hørt Paulus og Silas tale. JBK bruger dem meget overraskende som argument for at give plads til flere tolkninger: ”Hvis det på forhånd er givet, at en sådan granskning kun kan komme til ét resultat, hvis den skal være bibeltro, er det ganske enkelt ikke længere granskning og dermed heller ikke længere udtryk for bibeltroskab …”
Den brug af Apg 17,11 holder ikke, for vi må gå ud fra, at Paulus og Silas netop kun havde ét budskab og ikke en vifte af forskellige tolkninger at vælge imellem.
Desuden skelner JBK ikke mellem intentionen om at være bibeltro og om en given tolkning er bibeltro. Den personlige intention kan sagtens være ægte, selvom man konkluderer forkert. Jeg tror, at JBK bl.a. går skævt i sin skelnen mellem Bibelens autoritet og tolkningerne af den, fordi han i sidste ende ser en afvisning af en given tolkning som en afvisning af, at personen med denne tolkning skulle kunne være kristen (s. 124).
Det er jo ikke nødvendigvis tilfældet: Selvom jeg fx er uenig med JBK i nogle af hans konklusioner, betvivler jeg ikke dermed hans kristne tro. Også andre dele i bogen har frustreret mig, men alligevel ser jeg den som et relevant indspark og vil anbefale interesserede at læse den – med sund kritisk sans. JBK’s mål med bogen bakker jeg stadig op om.
