“Ved en korsvej. Åbent brev til mine karismatiske venner”

Der er meget få bøger som jeg har fundet mere relevant at læse i det sidste halve års tid end "Ved en korsvej. Åbent brev til mine karismatiske venner" – af Geir Otto Holmås.

I det følgende vil er der tale om lidt længere anmeldelse, hvilket skyldes at bogen kræver en lidt større præsentation. Jeg vil præsentere tre ting: 1) Manden bag 2) Selve bogen 3) Nogle overvejelser omkring bogens relevans i det danske kirkelandskab.

Geir Otto Holmås

Forfatteren er på mange måder en den perfekte person til opgaven med at skrive en sådan bog. I en periode var han ansat ved Menighedsfakultet i Oslo som forsker og underviser i det Nye Testamente. For nogle år tilbage endte det med en opsigelse og en kritik af fakultetets linje. Kort fortalt mente Holmås, at norsk MF i dag har ladet fagligheden skille fra kirkens liv, og dermed svigtet sin opgave.

Ydermere har Holmås i mange år siddet i lederskabet i Norsk Oase, men i 2013 begyndte det at slå sprækker, da der internt blev rettet kritik mod dele af den karismatik der fandt sted i Oasesammenhænge. Holmås har nu også forladte Norsk Oase, og det er som et led i dette at han har skrevet en bog, hvor han forsøger at sætte ord på de problemer og faresignaler han ser i den nye karismatik, der nu gør sig gældende.

Både fagligt og kirkeligt har han altså valgt at tage konsekvenserne af sine indsigter. Holmås regner sig selv for at være karismatiker – der er altså tale om et ”internt” opgør i den karismatiske bevægelse i Norge – hvilket gør bogen des mere interessant!

Selve bogen

Bogen er et opgør med det Holmås mener er usund ”nykarismatik”, som han mener har vundet stadig større indpas i den karismatiske kristenhed. Man taler om tre ”bølger” indenfor karismatikken: den første med pinsebevægelsens opståen i 1900-tallets start, den anden med den økumeniske karismatiske bevægelse i 1960´erne (som skabte Norsk Oase og andre), og nu den tredje bølge – trosteologien, herlighedsteologiens som har givet sig nedslag i Torontovækkelsen (90´erne) og i det meget usynlige New Apostolic Reformation-netværk. 1For en præsentation af dette netværk, som spiller en rolle og også beskrives i bogen, se den korte og meget læseværdige artikel af Arne Helge Teigen, lærer på Fjellhaug Skoler: https://www.foross.no/aktuelt/nar-en-ny-apostolisk-reformasjon-2/

Han skriver selv om formålet med bogen, at det har været at angive ”fikspunkter til at identificere og skelne det sunde fra det usunde og det sande fra det falske” (s. 204). Det sker gennem en yderst velskrevet bog, der er meget langtfra at være polemisk. Der angives ikke navngivne personer, og det er kun Oase der nævnes specifikt af organisationer og kirker – hvilket formentlig alene skyldes Holmås tidligere tilknytning. For hans anliggende er ikke at pege fingre, men at udruste læserne til selvstændig vurdering. Derudover påpeger han, at det er en stor fare at sætte labels på og kasser op. For den nye karismatik er en ”virus” (s. 134), der er svær at spore, og samtidig gør sig gældende mange steder – måske også hos de der føler sig på den sikre side!

Hans konklusion er: Norsk Oase (og andre karismatiske miljøer) har ”bidraget til en hvidvaskning” (s. 203) af den nye og usunde karismatik, hvorfor han har fundet bogen nødvendig at skrive.

Et lille “resumé”

En lille opsummering af noget af det bogen handler om:

Bogen gennemgår en række problemstillinger der knytter sig til den nye karismatik, og som i større eller mindre grad spreder sig som en virus. Den grundlæggende forståelse af Gud, mennesket og synden i nykarismatikken analyseres, og Holmås finder, at den har mere tilfælles med New Age end bibelsk teologi. Grundlæggende gøres Gud mindre, mere upersonlig og svagere, når der i den grad fokuseres på kraftaspektet, og Gud gøres til garant for åndelige oplevelser og erfaringer. I sidste ende tager det Guds hellighed bort.

Han ser på den praksis der er omkring profetier og drømme, og konkluderer at faren for misbrug er overhængende stor, når den også kobles til en forståelse af, at i dag er særligt udvalgte apostle, Gud vil bruge til at velsigne verden igennem. Det fører til en usund lederskabsforståelse. Ved spiritual warfare, kristianisering af samfundet og succes i livet vil kristne blive en uimodståelig kraft der skal indtage verden – alt sammen sker det, hvis mennesker adlyder apostlene og de budskaber de bringer. Menneskets problem er, ifølge den nye karismatik, ikke synden – men derimod menneskets svaghed og mangel på åndelig kraft. Løsningen er at åbne sig, ofte gennem håndspålæggelse, for den kraft som ”opsluger” en.

Det betyder også, at evangeliet blot er en selvfølge – det er en antagelse, som vi hurtigst muligt må forlade. Et citat han bringer, som illustrerer tankegangen er: ”at få os [de kristne] i Himlen er ikke nær så vanskeligt som at få himlen ind i os. ” (s. 41). Holmås viser, at en sådan tankegang er meget langt fra bibelens verdensbillede! For vores store problem er netop synden, Guds hellighed og vrede og derfor er vores indgang i himlen aldrig let! Og himlen kommer aldrig ned på jord og ind i os. Det er at gøre mennesket langt større end det er, og negligere den uendelige forskel der er på Gud og menneske. Himlen er vores mål – og det kommer først ved Jesu genkomst – ikke i dag, gennem selvbestaltede apostle.

Bogen er langt mere nuanceret, grundig og tankevækkende skrevet end det mit lille meget tentative og kortfattede referat afslører. Der er ikke bare tale om en klargørende analyse, men også en stærk forkyndelse af evangeliet! Bogen er ikke bare kritik – men man mærker det oprigtige ønske om at kalde mennesker til selvbesindelse og bibelsk tro.

Det danske landskab

Jeg vil gerne sige stor tak til Lohse for at have udgivet en meget vigtig bog, som fortjener at blive læst, reflekteret over og debatteret rundt i landet. I den sammenhæng vil jeg dog også komme med nogle overvejelser der giver bogen en ramme i dansk sammenhæng, der på et par afgørende punkter adskiller sig fra den norske virkelighed.

Først hele udfordringen med at overføre en kritik som rammer Norsk Oase til dansk kontekst – for kan den kritik overføres til Dansk Oase? Min påstand er, at Dansk Oase adskiller sig på en lang række punkter fra den norske ditto, og kan derfor ikke skydes det samme i skoene som er berettiget i norsk sammenhæng… Det betyder ikke, at man ikke kan møde de samme udfordringer, det kan man sikkert, men det gør sig, for mig at se, ikke gældende generelt!

Forskellen skyldes måske, at man i Norge i langt højere grad omfavnede den karismatiske bevægelse på tværs af missionsforeninger og frikirker, således at Normisjon, Indremisjonen, Norsk Luthersk Misjonssamband og Den Evangelisk-lutherske Frikirke alle i dag, i forskellige grad og på forskellige vis, er blevet præget af den karismatiske bevægelse. Dette betyder at Norsk Oase, som stævnebevægelse, i særlig grad er blevet bannerfører for karismatikkens hovedanliggender i Norge: åndsdåb med tungetale, profetier, helbredelsesmøder, amerikanske gæsteprædikanter fra yderligtgående kirker med trosteologi og meget mere.

Danmark

I Danmark derimod blev konfrontationen overfor den karismatiske bevægelse trukket hårdere op af missionsbevægelserne og KFS i 70´erne, særligt med to bøger af Niels Ove Rasmussen (senere Vigilius), 2Rasmussen, Niels Ove, Den karismatiske vækkelse – pinse på ny? (Hillerød: Dansk Luthersk Forlag, 1971). Rasmussen, Niels Ove, Åbenbaringstro eller sværmeri? (Hillerød, Dansk Luthersk Forlag, 1974). og i optakten til dannelsen af Dansk Oase med en bog af Leif Andersen. 3Andersen, Leif, Kære karismatiske venner (Fredericia: Lohse u.å.). Siden er der sket meget, som jeg ikke vil kommentere her, men i hvert fald er det karismatiske udtryk i Dansk Oase væsentligt mere afdæmpet end de norske og svenske naboer.

Dansk Oase synes heller ikke i samme grad at være påvirket af de internationale strømninger af yderligtgående karismatik, som gør sig gældende i Norge. Det gør, at bogen rammer forbi en række af de problemstillinger som måtte være i Danmark angående Dansk Oase. (Personligt ser jeg en række andre udfordringer i Dansk Oase, som jeg mener er relevante at forholde sig til angående bibelsyn, kvindelige præster, lærebevidsthed mm.)

Derimod synes bogen væsentligt mere relevante i en række frikirkelige miljøer (Jeg tænker på nogle meget specifikke, og ikke frikirker generelt) hvor der måske bør stilles selvransagende spørgsmål til, om man har åbnet sig for usunde internationale tendenser?

Så langt kirkepolitikken.

Hvorfra henter vi inspiration?

Når det er relevant at læse bogen i dansk sammenhæng, skyldes det dog først og fremmest, at det er et anliggende der gælder os alle sammen! Som kristne bør vi overveje hvorfra de henter vores inspiration og opbyggelse! Det er ikke så få unge danskere, der i disse år tager et ophold på DTS-skoler med yderligtgående karismatik (Særligt Hawaii-basen). Ligeledes vil enhver der hører moderne engelske lovsange møde meget, der har en helt anden teologi, end man måske først bemærker på overfladen (Bethel music er eksempelvis klare eksponenter for den yderligtgående karismatik som Holmås kritiserer). Ligeledes finder mange engelske prædikener på nettet (jeg gør det selv).

Netop derfor er det i vores tid nødvendigt at vurdere og være kritisk som sjældent før. Kan man så ikke være overkritisk? Jo. Men som Holmås argumenterer kraftigt for, kan der ikke findes bibelsk belæg for ikke at prøve ånderne – tværtimod er et åndeligt sandt og sundt liv kendetegnet ved kærlighed til sandheden (s. 130-131). Hvorfor en vurdering ikke i sig selv er udtryk for afvisning af noget Gud-givent. Gud vil at vi skal prøve alt, netop for at se om det stammer fra ham! (1 Kor 14:29; 1 Thess 5:21; 1 Joh 4,1ff; Matt 7:15-23). Og vurderingen er ikke bare sund og rigtig – den er uomgængelig nødvendig! Holmås citerer Blaise Pascal: ”Vildfarelserne er farligst, fordi de som regel har fat i noget, som i og for sig er rigtigt; det gale er, at de udelukker noget andet, som også er sandt. ” (s. 128). Det er den store fare ved vranglære – at den ved første øjekast ikke altid er til at se. Det kræver en nærmere granskning!

Uanset hvilken kirkelig sammenhæng man kommer fra, bør det derfor være en stadig overvejelse, hvordan menighederne kan finde ind i sunde praksisser i nådegaveforvaltning, lederskab, forbøn og mission. For NT taler klart og tydeligt om tungetalens brug i menigheden, helbredelse ved bøn og andre overnaturlige fænomener. Disse skal have en plads – men at nogle kirker gennem tiden har forsømt det, gør det absolut ikke mere rigtigt at åbne op for det som er forkert og falskt.

Som kristne har vi en opgave i at afvise det usande og opøve kærligheden til sandheden.

I den opgave er Holmås bog er en særdeles tankevækkende, klargørende og sund vejledning. Ikke som en færdig manual – men som et sundt udgangspunkt for videre tanker.

 

Holmås, Geir Otto: Ved en korsvej. Åbent brev til mine karismatiske venner (Fredericia: Lohse, 2019). Kan købes på Lohse.dk

Fodnoter:

1 For en præsentation af dette netværk, som spiller en rolle og også beskrives i bogen, se den korte og meget læseværdige artikel af Arne Helge Teigen, lærer på Fjellhaug Skoler: https://www.foross.no/aktuelt/nar-en-ny-apostolisk-reformasjon-2/
2 Rasmussen, Niels Ove, Den karismatiske vækkelse – pinse på ny? (Hillerød: Dansk Luthersk Forlag, 1971). Rasmussen, Niels Ove, Åbenbaringstro eller sværmeri? (Hillerød, Dansk Luthersk Forlag, 1974).
3 Andersen, Leif, Kære karismatiske venner (Fredericia: Lohse u.å.).

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook