I 2. G havde jeg med min gymnasieklasse besøg af en flok skoleelever fra Indien. To af dem boede hos mig nogle dage, og da det blev søndag, inviterede jeg dem selvfølgelig med i kirke. Jeg så mig selv som en forholdsvis reflekteret gymnasieelev, som også var formand for den lokale, kristne ungdomsforening. Men da vi nåede til nadverfejringen i gudstjenesten, havde jeg ingen skrupler ved at invitere disse mere eller mindre praktiserende hinduer med i nadverfællesskabet. Først da min mor bemærkede det efter gudstjenesten, tænkte jeg over, at jeg måske havde misset noget om nadveren som de kristnes måltid.
Pointen er: Hvor er det dog godt med en bog om nadveren! Ikke kun, fordi vi skal vide, hvem nadveren ikke er rettet mod som i ovenstående fortælling. Men endnu mere for dem af os, som måske modtager nadveren ofte, men knap så ofte tænker over, hvad vi egentlig får – og hvor stort, det er! Netop dét ønsker denne bog at hjælpe læseren med!
Bogen består af to afgrænsede dele, som også er skrevet af hver sin forfatter. Den første del handler om nadveren i troslæren, mens den anden del i en mere fri stil forsøger at beskrive nadverens betydning i praksis. De to dele er ganske forskellige, men netop derfor supplerer de også hinanden rigtig godt. Jeg vil nu se på dem én ad gangen.
Bogens troslæredel
I den første del lægger Lars Jensen ud med en lille forsvarstale for troslæren. Og det er da også nødvendigt, at læseren køber ind på hans præmis om dens vigtighed, for der er godt nok meget troslære og teologi i denne del af bogen. Men jeg tror, han har ret, når han fremhæver troslæren som afgørende. Derfor synes jeg i virkeligheden også det er modigt af bogens forfattere at give så god plads til udfoldelse af denne troslære med udgangspunkt i både Bibelen, bekendelsen og kirkehistorien (som i øvrigt sjældent er så kedelig, som rygterne siger!)
Først gennemgås nadverteksterne i Ny Testamente med fremhævelse af klare pointer. Flere af teksterne kan være vanskelige, men forfatteren får dem generelt præsenteret på en forståelig måde. Jeg er stadig selv ”på vej” i at nå frem til, hvordan nogle af teksterne skal tolkes, og det er muligt, at jeg på visse områder vil drage lidt andre konklusioner, men overordnet set er gennemgangen ganske givende! Særligt var jeg glad for pointen om, at nadveren peger frem mod evigheden og kan være en forsmag på den evige festmiddag.
Bogens næste kapitler dykker ned i kirkehistorien og den lutherske bekendelse. Der sættes turbo på troslæren, når Luthers nadversyn både fremstilles i sin historiske kontekst og siden sammenlignes med både katolsk og reformert nadversyn. Og det er måske her, det kan være farligt at sætte en teolog til at anmelde en bog skrevet af to andre teologer. For jeg synes, at disse kapitler er både spændende og oplysende! Men jeg kan overveje, om andre læsere måske vil finde noget af gennemgangen overflødig eller irrelevant. Jeg vil dog alligevel gerne stemme i forsvarstalen for troslæren og sige, at det for mig at se er væsentligt at vide, både hvad vi selv tror på, og hvad andre tænker og mener om nadveren. Enkelte steder bærer sproget præg af, at forfatteren er teolog, men overordnet set er min vurdering, at stoffet bliver fremstillet både forståeligt og klart.
Kontroversielle spørgsmål om nadverpraksis
Sidst i bogens første del kommer et kapitel om, hvordan nadveren skal fejres i praksis. Og det er dejligt, at forfatteren tør være konkret, selvom det er også her, uenighederne kan melde sig. Flere interessante spørgsmål berøres: Må fx børn gå til nadver, og er vin og druesaft lige godt? Svarene falder dog ofte kortfattet, og spørgsmålene er da også så komplekse, at deres svar kunne have fyldt en bog hver. Med det forbehold er der alligevel et par steder, hvor jeg godt kunne savne en uddybning af nogle ting. Det gælder særligt det kontroversielle spørgsmål om såkaldt ”nadvertugt” og åbent/lukket nadverbord, hvor forfatteren gør sig til fortaler for en variation af det sidste.
Undervejs konkluderes: ”Vi må afholde os fra at gå til nadver med nogen, som åbenlyst og fastholdt lever i synd.” Selvom forfatteren nogle sætninger senere taler om, at det er menighedens ledelse, som skal sætte folk i nadvertugt, synes jeg, at man som læser efterlades med for mange åbne og svære spørgsmål i denne sag: Skal jeg som almindelig kirkegænger være med til at vurdere, om nogle omkring nadverbordet lever i synd? Skal jeg undlade at gå til nadver, hvis fx en bekendende ateist deltager? Hvad er kirkegængerens og hvad er præstens/ledelsens ansvar?
Ligeledes nævnes et par gange citatet fra 1 Kor 11,28 om, at ”enhver skal prøve sig selv”. Men hverken her eller i det første kapitel om NT-teksterne bliver det for alvor udpenslet, hvad det egentlig betyder i praksis. I begge tilfælde savner jeg altså nogle lidt mere fyldestgørende svar. Jeg er dog også klar over, at det er komplicerede spørgsmål! Og én af grundene til, at jeg savner svarene, og jo også, at jeg ikke selv har dem lige ved hånden! Derfor skal disse ”mangler” heller ikke tage noget fra en generelt fyldestgørende og givende indføring i nadverens troslære!
Bogens reflekterende del
Hvis den første del stod alene, ville bogen mangle noget. For lige så væsentlig som troslæren er, (næsten) lige så vigtigt er det også, at troslæren får en landingsbane i det virkelige og levede liv. Og det er netop, hvad Michael Mørch hjælper os med i bogens anden del. Det præsenteres som et essay, og i både form og stil er det da også en anden genre end bogens første halvdel. Man får her følelsen af at komme med på en rejse gennem forfatterens refleksioner over, hvad nadveren betyder, og ikke mindst hvordan den får betydning for den enkelte. Forfatteren starter med en vigtig refleksion over, at det ikke nødvendigvis altid er sådan, at vi skal kunne se det ”relevante” i Guds åbenbaring. Men ud fra tanken om, at nadveren i høj grad både er og kan opleves ”relevant”, tager han læseren i hånden og dykker ned i nadverens rigdomme. Undervejs bruges flere kreative billeder til at beskrive, hvad nadveren betyder. Jeg blev glad for beskrivelsen af nadveren som ”et tavst kram” af Jesus, for at understrege hele bogens pointe om, at Han virkeligt er nær i nadveren.
Bogens anden del kommer vidt omkring i refleksionerne. Nogle gange kan det virke lidt som om, at den ene association tager den anden, men det i virkeligheden bare en styrke, for forfatteren skriver både skarpt og klogt. Undervejs gives mange konkrete tips og råd til, hvordan vi kan tænke om nadveren, og hvad man konkret kan gøre, når man i kirken søndag formiddag når til nadverfejringen. Netop derfor er denne del af bogen også så vigtig! Faktisk er siderne så mættede af gode tanker, at man med fordel kan læse denne del langsomt – måske nogle sider inden hver gudstjeneste? Forfatteren får i hvert fald peget på mange forskellige aspekter af både nadverritualet og nadverens betydning, så der er refleksioner nok til de næste mange søndage. Og jeg vil i hvert fald sidde og glæde mig til, at jeg skal til nadver næste gang!
Glæd dig til nadveren!
For at opsummere: Hvis du har det lidt ligesom mig og jævnligt går til nadver, men sjældent tænker så frygtelig meget over, hvad den egentlig betyder – så skal du læse denne bog! For her fås både en grundig indføring i troslæren og nadverens storhed, og der gives rige refleksioner over, hvad nadveren betyder i praksis. Med andre ord: Bogen giver grobund for at kunne glæde sig til nadveren!
Og lad mig så alligevel slutte med en pointe udledt fra bogen: At uanset hvor godt det så lykkes med at glæde sig til eller reflektere dybt over nadveren, så får jeg alligevel lov til at komme i troen på, at Jesus møder mig og er virkeligt nær!
Virkeligt Nær – En lille bog om nadveren
Lars Malmgaard Jensen og Michael Agerbo Mørch
Credo 2022, 152 sider
Bogen kan købes på lohse.dk, hvor du også kan læse et uddrag.
