Der er stor forskel på en dansk gennemsnitsmenighed i 2022 og menigheden i Efesos omkring år 60 efter Kristus. Vi lever med en tusindårig kristen tradition, mens menigheden i Efesos kun var få år gammel og placeret i hedenske omgivelser på grænsen mellem Asien og Europa.
Alligevel er Paulus’ brev til denne menighed både aktuelt og udfordrende for os i dag, sådan som alt Guds ord jo i øvrigt er. I denne artikel vil vi koncentrere os om en hovedtanke i de to første kapitler.
Vores frelse skyldes Jesus alene
Paulus indleder i kapitel 1 med en hæsblæsende lovprisning af Guds frelsesplan, hvor han udfolder, hvad det betyder, at Gud ”i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse”. Og det er i sandhed ikke så lidt.
Gud har udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed (v. 4). Han har adopteret os som sine børn (v. 5). Han har tilgivet os al synd (v. 7), givet os del i den himmelske arv (v. 11) og ladet sin Helligånd tage bolig i os (v. 13).
Hele dette afsnit gør det tindrende klart, at i spørgsmålet om menneskers frelse er det helt og holdent Gud, der handler. Og han handler gennem sin søn, Jesus Kristus. Afsnittet er gennemvævet af ordene ”I Kristus”, ” i ham” og ”ved Jesus Kristus”. Paulus mejsler i sten, at vores frelse alene skyldes Jesus og alt, hvad han har gjort for os.
Frelst for at ære Gud
Men hvorfor har Gud grebet ind til frelse for mennesker? Her giver Paulus et svar, som for nogle vil være lidt overraskende. Tre gange i afsnittet finder vi næsten identiske formuleringer, en slags omkvæd: ”til lov og pris for Guds nådes herlighed” (v.6), ”så at vi kan blive til lov og pris for Guds herlighed” (v. 12) og ”til lov og pris for Guds herlighed” (v. 14).
Med andre ord: Gud har i troen på Jesus velsignet os med al den himmelske verdens velsignelse, for at vi kan blive til lov og pris for hans herlighed. Vores frelse tjener Guds ære alene fordi det er ham, der gør det hele. Men samtidig sætter Gud os også i stand til og udfordrer os til at leve et nyt liv til Guds ære og pris.
Din og min frelse handler om evigheden. Om at Gud giver os del i den himmelske herlighed, hvor alt det, som synden har ødelagt her på jorden, skal blive genoprettet.
Men den handler også om at Gud kalder os til at leve et helt nyt og helligt liv her på jorden.
På den måde har Guds frelse altså både et evighedsperspektiv og et jordisk perspektiv, og det er vigtigt, at vi fastholder dem begge.
Dead man walking
I kapitel 2 forsætter Paulus med at undervise menigheden om, hvor fantastisk Guds frelse er. Her gør han det ved at huske menigheden på, hvordan deres situation forandrede sig radikalt, da de mødte Jesus. Denne forandring har Paulus selv været øjenvidne til.
Før de tog imod evangeliet om Jesus var de åndeligt døde i deres overtrædelser og synder (v.1), slaver af Djævelen (v. 2), behersket af deres begær og under Guds vrede og dom (v. 3).
Mange af os, der er døbt som børn og vokset op i kristne hjem, har ikke en fortid, som svarer til den, de kristne i Efesos havde. Og derfor kan det måske komme til at virke lidt fjernt for os. Men det rokker ikke ved, at den situation, Paulus beskriver her, til alle tider er situationen for mennesket uden Gud.
Det fortælles, at når en dødsdømt fange i nogle af USA’s fængsler går på sin sidste vandring fra cellen til henrettelseslokalet, så råber medfangerne: ”Dead man walking” (død mand kommer gående). Den dødsdømte er godt nok i live, men på vej mod den visse død. Sådan er menneskets identitet uden Gud: Fysisk i live, men åndelig død og derfor på vej mod den evige død: fortabelsen.
Gud elsker mig, som han elsker Jesus
Men Jesus gør en evig forskel. For det menneske, der lever i troen på Jesus, er gjort åndeligt levende (v. 5), oprejst med Kristus og sat i Himlen sammen med ham (v. 6) og frelst – af nåde (v. 5). Fællesskabet med Gud er genoprettet, og det hele skyldes Jesus alene. I troen på ham er vi så tæt knyttet til ham, at alt det, han har gjort, også gælder for os.
Så det kristne menneskes identitet er: Levende med Kristus og Guds barn. Det betyder, at Gud har adopteret os og gjort os til sine børn med alle barnets rettigheder. Vi er i Kristus (Rom 8,1).
Så er vi ikke længere er ”dead man walking” på vej mod en evig fortabelse, men at vi kan se frem til en evig herlighed hos Gud. Og det betyder, at vi kan leve vores liv her og vide, at ”Jesus gælder i mit sted. Salighed og liv og fred er i ham til stede” (Sange & Salmer nr. 370). Min frelse afhænger altså ikke af, hvor godt mit liv lykkes. Gud elsker mig med en fuldkommen kærlighed. Og den bliver ikke mindre, fordi jeg synder – eller større, fordi jeg gør noget godt. Gud elsker mig, som han elsker Jesus, og det er helt og holdent ham, der har handlet for at gøre mig til sit barn.
Frelst til et helligt liv
At være frelst indebærer altså også at leve et helt nyt liv her og nu. Bibelen siger, at vi er genfødte (1 Pet 1,3) og nye skabninger (2 Kor 5,17). Gud er flyttet ind hos os ved sin Ånd (1 Kor 3,16) og givet os en ny natur, der ønsker at tjene ham.
Senere i Efeserbrevet opmuntrer Paulus menigheden til at ”leve, så det svarer til det kald” (kap 4,1), de fik og endda til at ”ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os” (kap 5,1). Det betyder ikke, at vi er syndfri. Det bliver først tilfældet på den nye jord. Men det betyder, at Gud ønsker at bruge os som sine redskaber også her på jorden.
Denne sammenhæng mellem frelsen og det nye liv kom tydeligt frem i kapitel 1, hvor Paulus, som vi har set, beskriver formålet med Guds frelse med, at ”vi kan blive til lov og pris for Guds herlighed” (1,12). Og det samme mønster finder vi her i kapitel 2, hvor Paulus konkluderer undervisningen om Guds ”overstrømmende rige nåde” sådan her: ”For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i” (2,10).
Du er Guds mesterværk!
Som Guds barn er du Guds værk. Egentlig står der, at du er Guds mesterværk. Gud skabte verden som et mesterværk, og mennesket var kronen på værket. Efter at synden kom ind i verden, blev mesterværket imidlertid ødelagt, men nu har han genskabt det.
I troen på Jesus er du resultatet af Guds nye mesterværk, som han har skabt gennem Kristus. Og du er det sammen med alle andre Guds børn. Guds kirke er midt i al sin ufuldkommenhed Guds mesterstykke!
Dermed har du fået en opgave, nemlig at gøre gode gerninger. Du skal ikke gøre dem for at fortjene dig til noget, for du har fået alt af Gud på forhånd. Du skal gøre dem, fordi Gud kalder sine børn til at leve et helligt liv. Som en har sagt det: Du er ikke frelst af gode gerninger, men til gode gerninger. Eller med andre ord: Det, Gud har gjort i dig, ønsker han nu at gøre gennem dig.
En daglig bøn
Konsekvensen af det er ikke et liv i hæsblæsende og panisk aktivitet. For Paulus skriver jo netop, at Gud selv på forhånd lægger gerningerne til rette for dig, så du kan vandre i dem. Både når det gælder frelsen og det kristne liv er det Gud, der er det store grundled. Det er ham, der handler!
For mig er det en fantastisk ting, at jeg kan begynde hver dag med at tænke på, at Gud elsker mig præcis som jeg er med alle mine fejl og mangler og at han ovenikøbet har planer for mit liv og vil virke gennem mig på den dag, der ligger foran mig.
Det betyder ikke, at jeg bare kan lægge mig på sofaen. Men jeg kan hver eneste dag leve i taknemmelighed over, at hans nåde er fuldkommen ny og samtidig bede:
Kære Far i himlen. Vil du hjælpe mig til at gå i de gode gerninger, du allerede har lagt til rette for mig (Ef 2,10), at stille mig til rådighed for dig i dag (Rom 6,13) og at være en velsignelse for andre, fordi du allerede har velsignet mig så rigt (1 Mos 12,2). Vil du forny mit sind, så jeg forvandles og formes efter Jesu billede (Rom 12,2 & 8,29). Amen!
Artiklen er tidligere bragt i bladet “Båndet”.