Ordsprogenes Bog er et såkaldt visdomsskrift. I Bibelen er Jobs bog, Prædikerens Bog, Højsangen og enkelte af salmerne i Salmernes Bog også visdomstekster.
Den visdom som der er tale om, har ikke noget med filosofi (=kærlighed til visdom) at gøre. Men det handler om en mere pædagogisk visdom – at reflektere over vise og kloge livsobservationer med målet om at lære mere om selve livet.
I oldtiden fandtes der ældgamle visdomsmiljøer af denne slags i både Egypten og Mesopotamien. Bevarede visdomstekster herfra kan være ældre end Bibelens visdomsbøger.
Men Bibelens visdomsbøger tager afsæt i et særligt grundsyn på visdom:
”At frygte Herren er begyndelsen til kundskab.” Ordsp 1,7
I Ordsp 1,1 står der ”Ordsprog af Salomo”. Det hebraiske ord som er oversat med ”ordsprog”, har en verbalrod som betyder ”at sige noget som ligner”. Og det er et kendetegn ved de gamle ordsprog: At man observerer ting som ligner hinanden og formulerer det som et udsagn, der indeholder sammenligninger.
Oplysningerne om Kong Salomo i vers 1 er også lærerig. Salomo selv søgte visdom. Og han havde en stor international kontakt, både mod Egypten, Yemen og Mesopotamien. Dele af Ordsprogenes bog stammer formentlig fra Salomo selv, men bogen opgiver også andre forfattere, såsom Agur og moderen til Lemuel (som muligvis er arabiske oldtidsfyster).
I profeternes periode af Israels historie er det muligt at se en opbygning af tre ”embeder”: præst, profet og vismand. Vismandens rolle var at sætte al visdomsundervisning ind under gudsfrygtens overordnede perspektiv.
NT er fuld af beviser på, hvor glade Jesus, Peter og Paulus var for at citere visdomsbøgerne. Derfor bør vi også lære os at kunne lide denne del af Guds ord.
At være forælder – et højt ”embede”
Denne artikels tekst er hentet fra en sandsynligvis yngre del af bogen (1,8-9,18), hvor enkelte græskpåvirkede hebraiske ord er brugt. Afsnittet falder i 13 dele. Næsten hver del begynder med ”Min søn”. Det kan betyde, at visdomslæreren her underviser nogen i sin egen familie. Eller det kan betyde at læreren tiltaler sin(e) elev(er) på denne kærlige og familiære måde.
Et af højdepunkterne i hovedafsnittet (1,8-9,18) kommer i underafsnit nummer 13 (kapitel 8). Der tager visdommen selv ordet og fortæller at hun (visdom er et hunkønsord på hebraisk) var sammen med Gud Fader på skabelsens morgen og medvirkede ved skabelsen (Ordsp 8,22). Det er udgangspunktet for den gamle kirkes ”visdomskristologi” – læren om at visdommen dybest set er identisk med Jesus selv.
Og med denne tanke i baghovedet er det dobbelt så lærerigt at vende blikket mod vores tekst som indleder underafsnit nummer 11 sådan:
”Hold din fars bud, min søn, afvis ikke din mors belæring.” Ordsp 6,20
Visdomslæreren underviser egentlig i dette underafsnit om ægteskabsbuddet (se 6,24ff). Men som disse vers demonstrerer, tager læreren først afsæt i forældrebuddet: ”Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.” (2 Mos 20,12 og 5 Mos 5,16).
I lighed med de fleste ordsprog er dette vers også udformet med det som kaldes en ”parallelisme”. Det betyder at versets anden halvdel gentager og belyser første halvdel, men med andre ord. Derfor viser vers 20 at ”bud” (hebraisk: mitsvah) svarer til ”belæring” (hebraisk: torah).
Og tanken i dette vers er, at det egentlig er mor og far som først og fremmest er lærerne for sønnen og datteren i huset. Alle andre lærere optræder så at sige på vegne af mor og far (inklusiv de moderne skolelærere).
Meningen i forældrebuddet er, at mor og far har fået hver sit højhellige embede af Gud. I mødet med barnet skal de afspejle den treenige Guds inderlige kærlighed. Det skal forældrene gøre til hverdag og i weekenden. Og mest af alt skal de gøre det på en sådan måde at barnet får at se to levende eksempler på mennesker som drives og motiveres af gudsfrygt – i stort og småt.
Barnets respons på dette skal være at ære mor og far – fordi de står i Guds sted.
Luther skriver i Den Store Katekisme: ”Gud har villet at det at være mor og far skal stå højere i rang end alle andre stillinger og ordninger. Du skulle være lykkelig og prise Gud, fordi han har valgt dig og gjort dig passende til at udføre en gerning som er så dyrebar, og som han er så tilfreds med. Selv om den ser lille og ubetydelig ud, så se til at du regner den for stor og betydningsfuld, ikke på grund af din værdighed, men fordi den har sin plads i den juvel og dyrebare skat som hedder Guds ord og bud.”
Buddet er lampe, og belæringen er lys
Efter indledningsverset fokuserer vores tekst på sønnerne og døtrene, idet de tager imod mors og fars lære og bud. Det skal ske sådan:
”Bind det altid til dit hjerte, læg det om din hals; lad det lede dig, når du går, vogte dig, når du lægger dig, og tale til dig, når du vågner.” Ordsp 6,21-22
Her møder vi fem symboltunge forskrifter for sønnernes og døtrenes modtagelse af forældrenes undervisning:
- ”Bind det altid til dit hjerte” = lad dem gennemsyre tankerne (hjertet = tankernes hjem)
- ”læg det om din hals” = lad dem blive naturlige ligesom dit åndedræt
- ”lad det lede dig, når du går” = på hele livsvandringen
- ”vogte dig, når du lægger dig” = så du får tryg og rolig søvn
- ”tale til dig, når du vågner” = sådan at du præges hverdagen af Guds bud, når du er vågen
Efter disse fem forskrifter kommer som et sjette motiv selve begrundelsen:
”For buddet er lampe og belæringen lys” Ordsp 6,23a
Her viser vers 23 tilbage til ”fars bud” og ”mors belæring” i vers 20 og begrunder påmindelsen om at holde fast med et toleddet væsensudsagn: Buddet og belæringen er af væsen og af natur henholdsvis lampe og lys. Livsvandringen foregår i denne verdens mørke. Derfor er lampe og lys velsignede goder.
Og som nævnt: Det er efter denne indledning, at underafsnittet forsætter (i versene efter vores tekst) med at undervise sønner og døtre om ægteskabsbuddet.
Artiklen er tidligere blevet bragt på netsiden foross.no. Den er oversat af Jakob Kildedal Ulriksen.
