Hvad siger Bibelen om dåb?

Indimellem har jeg ønsket, at Jesus havde udtalt sig om, hvorvidt børn skal døbes kort efter fødslen. Tænk hvor mange diskussioner mellem barnedøbende og voksendøbende kirker, vi kunne have sparet os, hvis Jesus havde sagt det, når han nu ellers flere steder udtaler sig om børn. Nu tilkommer det jo ikke en enfoldig sjæl 2000 år efter NT’s tilblivelse at blande sig i, hvad Helligånden har inspireret de bibelske forfattere til at skrive! Jeg må konstatere og bøje mig for, at i en række konkrete spørgsmål er det overladt til os at skønne, hvordan vi bedst forvalter dåben efter Jesu indstiftelse.

Det følgende er et forsøg på at give et overblik over det bibelske materiale og at udlede, hvad det betyder for vores dåbspraksis.

Dåben i evangelierne

Den afgørende dåbstekst i evangelierne er dåbsbefalingen i Matt 28,18-20. Mark 16,16 handler ganske vist om dåben, og denne tekst spiller en central rolle i flere af Luthers skrifter. Men så vidt vi kan vurdere det, er Mark 16,9-20 ikke en oprindelig del af Markus’ evangelieskrift, men er et resumé af en række afsnit fra de tre andre evangelier. Det er for at afgøre den oprindelige tekst som Markus skrev, at vi har det tekstkritiske arbejde. ¹Se mere i artiklen “Tekstkritik og NT”

Mark 10,13-16 bliver ofte nævnt som en dåbstekst, blandt andet fordi ordet ”hindre” bruges her og i en dåbstekst i ApG 8,36. Men strengt taget handler teksten om Jesu holdning til små børn og om voksnes omvendelse til at blive som børn. Johannesevangeliet har en del tekster om Johannesdåben, som også indirekte kan sige noget om den kristne dåb. Lukasevangeliet nævner Johannesdåben, men ikke den kristne dåb. Selv missionsbefalingen hos Lukas (Luk 24,46-48) nævner ikke dåben.

Desto vigtigere bliver afslutningen på Mattæusevangeliet. Ordet står i bydemåde: Discipel-gør hele verden, døbende og lærende dem. Barnedøbende kirker har lagt vægt på, at Jesus nævner dåben forud for oplæringen. Men det er ikke entydigt, at ordet skal forstås kronologisk. Men Jesus markerer meget entydigt, at vil man være Jesu discipel, så skal man døbes, og man skal oplæres til at fastholde alt det, Jesus har sagt og gjort.

I forbindelse med dåb og nadver bruges en direkte befaling af Jesus selv, og det er grundlaget for, at vi døber i dag og fejrer nadver i dag. Jeg har mødt kristne mennesker, der tror på Jesus, men af forskellige grunde aldrig er blevet døbt. Hvor jeg har haft anledning til det, har jeg sagt, at de bør døbes, og har tilbudt dåbsundervisning.  Man kan ikke i længden være Jesu discipel, hvis man lever i vedvarende ulydighed mod Jesu befaling om at døbe.

Dåben i Apostlenes Gerninger

Da de mennesker, der er kommet til tro ved apostlenes forkyndelse pinsedag, spørger Peter, hvad de skal gøre, svarer han: ”Omvend jer og lad jer døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave” (ApG 2,38). Hvis Peter kun havde haft viden om det, Jesus havde gjort og havde lært ifølge Lukasevangeliet, så havde Peter ikke kunnet svare folkeskaren ved at fremhæve dåben, som han gør. Men fordi han har Jesu befaling ifølge Matt 28,19 i baghovedet, så giver det mening at nævne dåben. Syndernes forladelse og Helligåndens gave knyttes her sammen med omvendelse og dåb.

Mønsteret i Apostlenes Gerninger følger det, som skildres fra pinsedag. Apostlene og de første kristne forkynder evangeliet. Det, som er forudsagt om Messias i GT, er gået i opfyldelse i Jesus fra Nazaret med hans liv, død og opstandelse.  Både de, der var med til at korsfæste ham og alle andre mennesker, også de, der aldrig har hørt om Jesu virke i Israel, kaldes nu til at omvende sig og tro på Jesus som Guds søn og alles frelser. De, som kommer til tro på Jesus, såvel jøder som ikke-jøder, bliver døbt. Dåben sker på baggrund af den enkeltes omvendelse og tro, men dog ikke mere individuelt, end at vi ser eksempler på, at hele husstanden bliver døbt samtidig. Husstanden på Jesu tid var ofte tre-fire generationer og inkluderede tjenestefolk og slaver. Statistisk er det usandsynligt, at der ikke var børn og spædbørn med i de husstande, der blev døbt, men det nævnes ikke eksplicit.

Et gennemgående mønster er, at forkyndelse af evangeliet, omvendelse og den personlige modtagelse gennem tro og dåb ses som én sammenhængende begivenhed. Det er forkyndelsen, som skaber troen, og føder det nye liv. Det er samtidig den enkeltes accept og modtagelse af evangeliet, der giver den enkelte del i syndsforladelse og evigt liv. Endelig knyttes ordet syndsforladelse, genfødelse, evigt liv, delagtighed i menigheden, sammen med dåbshandlingen. De tre elementer, forkyndelsen, modtagelsen, dåben, spilles aldrig ud mod hinanden, men ses som en samlet begivenhed.

Dåben i brevene

Rom 6,1-11 er en vigtig dåbstekst. Sammenhængen er, at Gud handlede med alle mennesker til alle tider, da Jesus døde. De skete, ”mens vi endnu var hans fjender” (Rom 5,10). Da Kristus døde, blev vi forligt med Gud (5,10), selv om vi ikke vidste om det, og måske levede i afgudsdyrkelse og gudsoprør. Da evangeliet blev forkyndt, blev vi gjort retfærdige af tro (5,1). Den konkrete indlemmelse i Jesu død og opstandelse sker ved dåben. Som Jesus døde, er vi døde, og som han lever, er vi levende og skal leve (6,1-11). Et nøgleord for Paulus er ordet tilregne. Da Jesus døde, blev al verdens synd tilregnet ham. Da forkyndelsen, troen og dåben kom til os, blev vi tilregnet hans retfærdighed.

Første Korintherbrev supplerer ovenstående. Dåben gør os til et med Kristus og til et med alle andre kristne. ”Vi er alle blevet døbt med én ånd til at være et legeme” (1 Kor 12,13). Dåben forener os med Kristus, indlemmer os i menigheden og gør os til et legeme.

Galaterbrevet er et langt opgør mod den holdning, at kristendom bygger på, hvad mennesker gør. Nej, det bygger på, hvad Gud har gjort gennem Jesu død, men også gennem evangeliets forkyndelse, troen og dåben, som alt sammen er Guds gerning og ikke en menneskelig præstation. ”Fik I Ånden ved at gøre lovgerninger eller ved at høre i tro?” (Gal 3,2) ”For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus” (Gal 3,26-27).

Ef 2,8 betoner, at selv den menneskelige modtagelse af evangeliet, troen, er Guds gerning og gave og en modsætning til det, et menneske kan præstere.

Endelig understreger Tit 3,5, at dåben er det bad, som genføder og fornyer ved Helligånden.

1 Pet 1,23-25 siger, at menigheden blev genfødt ved det ord, som blev forkyndt for dem og senere omtales dåben som ”det vand, der nu også frelser jer” (3,21).

Dåb i praksis

Når Guds ord sammenkobler forkyndelsen, troen og dåben, skal vi i dag ikke adskille, hvad Gud har sammenføjet. Som lutherske kristne døber vi børn som spæde, for vi tror efter Jesu ord, at selv et lille barn kan tro (Matt 18,6) og at troen hos en teenager eller voksen heller ikke bare er et bevidst valg, men at det inderste ved troen er, at den er skabt af Gud. Vi døber også børn, fordi vi ved, at synden er en del af deres personlighed forud for bevidste syndige handlinger (Joh 3,6). Samtidig lader vi vores børn vokse op med bøn og Guds ord som en del af deres liv, og vi integrerer dem i menighedens liv, fordi de også er en del af den flok, som Jesus kom til verden for at redde.

Samtidig må lutherske kristne afvise en praksis, hvor man løsriver dåbshandlingen fra menighedens og familiens tro, sådan som det sker i dele af den folkekirkelige praksis. Ikke mindst må man afvise den moderne praksis med ”Drop-in-dåb” (Hvor man døbes helt uden forudgående samtale). Vi kan og skal som præster ikke betvivle de motiver, der får forældre til at tilvælge dåb af deres børn, men vi skal i dåbssamtalen sørge for at forklare dåben, sådan at den uløselige sammenhæng mellem dåb og oplæring, mellem dåb og tro og mellem dåb og menighed bliver synligt.

Dåben er samtidig en sjælesørgerisk befrielse: Når troens vished smuldrer, fordi tvivl eller modgang kommer til at fylde hele mit liv, så kan jeg hvile i, at jeg fortsat er et Guds barn, som står i nådens stand. Gud har sagt det til mig i evangeliets ord, men også i den konkrete handling, at jeg blev døbt i Jesu navn og med navns nævnelse fik tilsagt alt det, Jesus står for.

Når jeg mister motivationen til at leve et rent og retskaffent liv efter Guds ord, så kan jeg minde mig selv om, at jeg i dåben blev afklædt min gamle syndige dragt, og iført Kristi retfærdighed. Det motiverer til en etik i overensstemmelse med Guds ord.

Først og sidst må jeg hvile i: ”Han, som har begyndt sin gode gerning, vil også fuldføre den indtil Jesu Kristi store dag” (Fil 1,6).