Kampen for den sunde lære

Når vi taler om kirkekamp, taler vi om de brydninger og konflikter, der opstår i kirkens liv – især omkring tro og lære. Ordet selv optræder ikke i Bibelen, men sagen er dybt bibelsk. Det ser vi f.eks. i Paulus’ bevægende afskedstale til de ældste i Efesos (ApG 20,18-38). Her lyder hans appel med myndighed og alvor: Vogt jer for falsk lære – og hold fast ved Guds ord! Han peger også på sit eget forbillede: Han har ikke fortiet noget, men har forkyndt ”alt, hvad der er Guds vilje”.

Paulus’ tale er ikke bare afsked – den er også kampråb. Et kald til ledere om at være hyrder, som våger over hjorden, og som står fast, når sandhed og vildfarelse støder sammen.

Et åndeligt immunforsvar

Vi finder det samme tema udfoldet, da Paulus cirka ti år senere skriver sine sidst kendte breve, nemlig de såkaldte pastoralbreve (Første og Andet Timoteusbrev samt Titusbrevet).

”Der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører,” skriver han (2 Tim 4,3). Derfor er et af kravene til en ældste i menigheden, at ”han skal holde fast ved lærens troværdige ord, så han er i stand til både at formane med den sunde lære og at gendrive dem, der siger imod” (Tit 1,9). Han formaner videre menighedens ældste til at ”gå skarpt i rette” med vranglærerne, ”så de kan blive sunde i troen”.

I pastoralbrevene i øvrigt bruger Paulus ofte udtrykket ”den sunde lære”. Det græske ord betyder egentlig ”være sund, frisk, helbredende”. Paulus bruger det i overført betydning om læren og forkyndelsen. Den sunde lære er den ubeskadigede, apostolske lære, som ikke er inficeret af falsk lære og derfor et åndeligt immunforsvar mod vildfarelser og en kilde til vækst og modning i troen.

Det handler ikke kun om teologisk præcision, men i særlig grad om at holde fast ved evangeliets kerne og nerve: budskabet om Jesus Kristus som frelser og herre. (1 Tim 1,11).

Og det handler ikke bare om den rette lære i sig selv, men også om dens konkrete konsekvenser for menighedens livsførelse (1 Tim 6,3).

Begrebet ”sund lære” er altså den forkyndelse og menighedsledelse, der

• er tro mod Guds ord
• tager opgøret med vranglæren
• har evangeliet i centrum
• fører til et liv i tro og kærlighed.

Det var denne udfordring, som f.eks. Martin Luther i 1500-tallet og vækkelsesbevægelsernes fædre i 1800-tallet tog op. Og det er den samme, meget aktuelle udfordring, vi i dag står over for som Jesu disciple.

Kirkekampen gennem 50 år

Kirkekamp er som en flod under kirkens overflade – altid i bevægelse. Men hvordan har den set ud i Danmark de sidste 50 år?

Bibelsynet

I min studietid på Dansk Bibel-Institut (DBI) for 40-45 år siden var det bibelsynet, der var det store tema i kirkekampen. Er Bibelen Guds fuldt troværdige ord fra ende til anden, eller er Bibelen i mere eller mindre grad (også) menneskers tanker om Gud? Kampen var intens i forhold til de teologiske fakulteter og folkekirkens toneangivende teologer. Personligt fik jeg uvurderlig hjælp på DBI, som hjalp mig og mange andre til at fastholde tilliden til Bibelen som Guds ord og kirkens kompas.

Det er mit indtryk, at der i dag ikke er den samme fokus på og kamp om bibelsynet, som dengang. Det betyder ikke, at flertallet af folkekirkens biskopper og præster anerkender Bibelen som Guds fuldt ud troværdige ord, men især præstemanglen har ført til, at også bibeltro teologer i dag kan få præstestillinger i folkekirken.

Kvindelige præster

Et andet stort tema gennem mange år er spørgsmålet om kvindelige præster. Et eksempel fra kirkekampen dengang var, at en nyuddannet præst ikke ville give hånd til en kvindelige kollega ved sin ordination, fordi han anså dette håndtryk for at være en accept af ordningen med kvindelige præster. Der blev også gjort forsøg på at overtale biskopperne til at afholde såkaldte særordinationer for at undgå, at ordinanter, der var modstandere af kvindelige præster, blev påtvunget at blive ordineret sammen med sådanne. Og der var kristne ledere, der udtalte, at de måtte forlade folkekirken, hvis der kom kvindelige biskopper.

I dag må vi konstatere, at kampen for at fastholde det klassiske syn, at præsteembedet er forbeholdt mænd, stort set ikke længere eksisterer i folkekirken. Ingen præst kan i dag undgå at samarbejde med kvindelige kolleger på forskellige niveauer.

Skabt som mand og kvinde

Det spørgsmål, der nok har fyldt mest igennem de sidste 40 år, har været spørgsmålet om det kønsneutrale ægteskab og den opløsning af betydningen af både køn og ægteskab, som det er udtryk for.

Den klassiske forståelse af ægteskabet som en livslang relation mellem en mand og en kvinde har i mange år reelt været opgivet på grund af det høje skilsmissetal. Nu skete der så yderligere det, at folkekirken indførte det kønsneutrale ægteskab, som er et opgør med den bibelske skabelsesordning. Dette jordskælv blev af mange anset for så alvorligt, at de forlod folkekirken for at melde sig ind i en frimenighed.

Det er dog fortsat muligt for præster i folkekirken at bruge deres lovmæssige ret til hverken at vie fraskilte eller personer af samme køn, men synspunktet er under pres.

Frelse og fortabelse

Det helt afgørende spørgsmål om frelse og fortabelse var et stort tema for år tilbage og er nu igen blevet en sag, der kalder på kirkekamp. Toneangivende præster og biskopper går ind for læren om alles frelse, og flere og flere forkynder det eksplicit – eller undlader at tale om den dobbelte udgang af menneskelivet til frelse eller fortabelse.

I forlængelse heraf følger også en ny debat med udgangspunkt i arbejdet med at revidere folkekirkens dåbsritual. Her giver mange udtryk for, at dåben ikke er nødvendig til frelse, fordi man anser det nyfødte barn for på forhånd at være Guds barn. Menneskets behov for frelse og dåbens betydning som et afgørende nådemiddel bliver dermed undermineret.

Poul Madsen, der i mange år var leder af Kristent Fællesskab, skrev tilbage i 1994 i bladet ”Mod målet” at ”mens dåben i Det nye Testamente er den handling, der markerer den afgørende forskel imellem menighed og verden, så er den i den folkekirkelige ordning forvandlet, så den nu ikke mere udskiller Guds børn fra verden, men tværtimod forener menigheden med den.”

Debatten om det nye dåbsritual ser ud til at tage folkekirken yderligere nogle skridt i den retning. Det er katastrofalt.

Hvad handler det om?

Under overfladen handler det om noget dybere, nemlig et værdiskred i opfattelsen af både Gud og af syndens alvor.

I Bibelen møder vi den hellige Gud, som både er den retfærdige dommer og den kærlige frelser. Balancen mellem de to vigtige søjler i gudsbilledet er i dag fuldstændig tippet over, så der stort ikke siges andet om Gud, end at han er kærlighed. Det er fint, at der tales stærkt og godt om Guds kærlighed og barmhjertighed og om, at han værner og beskytter sine børn. Men talen om den retfærdige Gud, der i sin hellighed straffer synden, er der langt imellem.

I tæt tilknytning hertil følger en afsvækket holdning til syndens alvor og konsekvenser. Syndens alvor er ifølge den klassiske lutherske forståelse, at den som både selvoptagethed og oprør mod Gud sidder i vores gener på en måde, så vi aldrig kan blive den kvit her på jorden. Den ødelægger ikke kun relationer til vores medmennesker, men først og fremmest relationen til Gud og fører dermed mennesker mod en evig fortabelse.

Derfor er det vigtigt, at syndens alvor og konsekvenser bliver forkyndt, for netop på den baggrund kan evangeliet stråle i sin kraft og skønhed. Det er skæbnesvangert, når afsløringen af synd mangler i forkyndelsen, og kristentroen bliver reduceret til terapi, som vi ofte kan møde det i dag. Uden en bibelsk syndsforståelse bliver både frelsesforståelsen og alvoren i den bibelske etik opløst.

Kirkekampen gælder os alle

I de nævnte eksempler på aktuel kirkekamp, har der især været fokus på folkekirken. Det er naturligt på grund af folkekirkens størrelse og påvirkningskraft.

Den tidligere mangeårige formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse Hartvig Wagner skrev i 1991 i en kronik i Kristeligt Dagblad følgende: ”Hvordan skal vi forholde os til en folkekirke, som er havnet i kulturens vold og ind til marv og ben er præget af liberalisme, individualisme, pluralisme, tolerance og relativisering? Skal vi blive og kæmpe eller bryde og bygge nyt?” (Hartvig Wagner: 60 års åndskamp, side 91).

Han og mange andre valgte at blive, mens nogle af os valgte at forlade folkekirken. Selv om andelen af folkekirkepræster uddannet ved MF og DBI er steget i de forløbne år, er Wagners karakteristik af folkekirkens hovedstrøm ikke ændret.

Men det er vigtigt at være bevidst om, at kampen for den sunde lære slipper man ikke for, bare fordi man melder sig ud af en kirkeorganisation. Vi svømmer alle i den samme tidsånd, og den teologiske påvirkning stopper ikke ved folkekirkens grænse. Kirkekampen har mange fronter, afhængigt af hvor vi befinder os i det kirkelige landskab, og vi er som ledere forpligtet på at tage den op ved at imødegå den ”usunde lære”. Hvis vi som ledere skal være vores ansvar bevidst, må tingene siges. Tavshed er ofte det første skridt på vej mod accept af falsk lære.

Sandheden tro i kærlighed

Kirkekamp handler om at tage kampen op. Om at stå fast på den sunde lære og modsige den falske i både forkyndelse, samtaler og eksempel. I yderste tilfælde kan det blive aktuelt at gribe til kirketugt, som har det afgørende formål at hjælpe mennesker tilbage på livets vej, at kalde mennesker, der lever i åbenlys synd eller vranglære, til omvendelse. Ofte vil kirketugten udmøntes ved at udelukke fra deltagelse i nadveren.

At praktisere kirketugt er både følsomt og vanskeligt og kræver megen indlevelse og respekt. Men det er et bibelsk princip, som Jesus selv har undervist os i (Matt 18,15ff), og som vi må holde fast i, hvis vi vil føre kirkekamp.

Det skal dog også siges, at kirkekamp ikke altid handler om at have de skarpeste holdninger. Nogle gange består den i at afgrænse sig i forhold til for skarpe yderpositioner, som har brug for en nuancering.

Det er for eksempel blevet sagt, at bibeltroskaben står og falder med, om vi forstår de syv skabelsesdage som døgn af 24 timer. Men det er et synspunkt, som overbelaster den bibelske tekst og skaber en falsk front i bibelsynsdebatten. Et andet eksempel er, når vi i vores iver efter med rette at fastholde, at kirkens hyrde- og læreembede kun er for mænd, i praksis er kommet til at fratage kvindelige profeter og evangelister frimodigheden. Her er der behov for nogle nuanceringer især i den praktiske udmønting af den sunde lære.

Og helt afgørende: Kirkekamp – og herunder også kirketugt – skal føres med både kærlighed, fasthed og ydmyghed. Målsætningen er med Paulus’ ord at være båret af tillid til ”Gud og hans nådes ord” og at være ”sandheden tro i kærlighed” (ApG 20,32. Ef 4,15).¹Læs mere i artiklen Mød mennesket med rank ryg og bøjede knæ (Budskabet 1/2023).