Maskulint og feminint i bibelhistorien

Et essay om hierarki og fællesskab. Nogle personlige overvejelser om mænd og kvinder – og maskuline og feminine træk.

Da Gud skabte mennesket, skabte han dem som mand og kvinde. Både mænd og kvinder kan udvise maskuline og feminine træk, uden at det gør dem mindre til mænd eller kvinder. Den rendyrkede maskuline mand, findes ikke, ligesom der næppe findes en 100% feminin kvinde. Alligevel har jeg erfaret – og synes i historien at se – en tendens til, at der særligt er nogle karaktertræk, der er mere fremherskende hos kvinder end hos mænd – og omvendt. (Læs eventuelt denne artikel for en uddybning).

Trækkene kan variere fra kultur til kultur, men set med mine nutidsbriller er det særligt magten og hierarkiet, der fremstår maskulint, og omsorgen og fællesskabet, der fremstår feminint.

Gud er både maskulin og feminin. Og jeg forestiller mig, at da han skabte Adam og Eva, fordelte han sine maskuline og feminine karaktertræk lidt forskelligt til dem. Lidt ligesom to poser blandede bolsjer, hvor nogle er ens, andre forskellige.

Gud skabte også den intime relation mellem mand og kvinde i ægteskabet som et udtryk for, hvordan han selv er. Gud er nemlig relationel. Han er treenig. På Guds egen inderside har Fader, Søn og Helligånd altid stået i kærlighedens forhold til hinanden. Han skabte ikke mennesket, fordi han manglede nogen at elske. Men fordi hans kærlighed flød over, som ægte kærlighed ikke kan lade være med at brede sig og invitere andre med i fællesskabet. Ligesom ægtepar ønsker at få børn, skabte Gud mennesket i sit billede.

Men billedet gik i stykker ved syndefaldet.

Gud skabte kærlighedsrelationen som et hierarki og et fællesskab, hvor mand og kvinde – som et team – skulle supplere hinanden. Manden fik først og fremmest ansvar for jorden og Guds ord, kvinden fik først og fremmest opgaven at støtte sin mand i hans opgave og føde og have omsorg for børnene, så nye kærlighedsrelationer kunne opstå. (Selvom meget andet end det at føde børn naturligvis kendetegner kvinder).

Men Eva ville selv, da fjenden fristede, og Adam løb fra sit ansvar, da Gud holdt dom.

Guds afskedssalut til Eva lød sådan: ”Du skal begære din mand, og han skal herske over dig”. Ja, det kan vi så se af først bibelhistorien og siden verdenshistorien. Syndefaldet fik konsekvenser.

Ordparrene: ”Mænd og magt” og ”Kvinder og børn”, som oprindelig var tænkt som noget helt perfekt og godt, er i den grad blevet belastet.

Et hurtigt overblik over bibelhistorien viser klart, at det er de maskuline træk, der dominerer i GT. Guds maskuline egenskaber virker til at være de mest eksponerede langt op i historien: Vreden, Retfærdigheden, styrken, autoriteten og hierarkiet. I gamle testamente møder vi den ophøjede, vrede og retfærdige Gud, som viser barmhjertighed mod sine udvalgte: Noa, Abraham, Israel.

GT er fuld af stærke mænd, der udøver magt – ikke altid til bedste for hverken kvinder, børn eller andre folk. Gud bruger hovedsageligt mænd til at få historien til at rulle. Kvindens rolle i GT er vigtig, men ikke stor og prangende – set med nutidsøjne.

Men for mig at se fremtræder både de maskuline og feminine træk hos Gud undervejs, ligesom begge køn heldigvis spiller en rolle i bibelhistorien.

For Gud er ikke efter syndefaldet blevet ”mindre feminin”, altså forstået som at prioritere fællesskab og omsorg. Han foretrækker heller ikke mænd frem for kvinder.

Tværtimod er det måske et meget feminint træk af Gud, sådan ikke at åbenbare sig selv på én gang i frelseshistorien? At være lidt kostbar. At lade sig lære at kende langsomt – og prøve om nu også interessen fra bejleren holder? På den anden side: I eventyret om prinsessen og frøen er det jo frøen, som ”skjuler” sig a la: vil du også elske mig, selvom jeg er grim og fattig?

Som kvinde synes jeg, det er rigtig interessant at observere, at ved langt de fleste milepæle i GT-historien, som de fleste kun husker ved navnet på en mand, dér sætter Gud også en kvinde i spil:

Udvælgelsen kender vi som patriarkhistorien om Abraham, Isak og Jakob. Men Sara og Rebekka får afgørende indflydelse på deres sønner. Mødrene til Israels tolv stammer har også en særlig plads. Og sådan er det jo: bag enhver stor mand står en kvinde. For alle har en mor. Men hverken Sara, Rebekka eller Rakel havde let ved at få børn, før Gud åbnede deres moderliv.

Rakel, Jakobs yndlingshustru, blev mor til Josef, som blev Ægyptens førstemand og frelste Israel fra sultedøden. Rakel døde i barselsseng med Benjamin. Var det på grund af hende, at Jakob favoriserede Josef og Benjamin? At han gjorde det, fik begivenhederne til at rulle …

Udvandringen har Moses som superhelten. Gud bruger på en særlig måde ham til at åbenbare sine planer og sætte yderligere skub i historien. Men vi hører også om hans mor, Jokebed, der ikke blot fødte ham, men reddede hans liv ved at holde ham gemt. Og vi hører om hans søster, Mirjam, der var sin lillebrors vogter og forbandt ham med sin mor igen. Søster Mirjam, som blev profetinde, kvindernes lovsangsleder og fik en plads i brødrenes lederteam. Moses’ liv blev også reddet en tredje gang – af hans hustru Sippora.

Josva stod i spidsen for indvandringen i det forjættede land. Men han fik hjælp til at indtage Jeriko af kvinden Rahab – som i øvrigt indgår i Jesu slægtstavle.

Fra Dommertiden husker vi måske mest Samson med det lange hår, selvom en enkelt dommer også var kvinde. Og fra samme tid har vi så Ruths bog – en helt særlig, herlig og selvstændig fortælling. En slags zoomen ind på detaljen og hverdagslivet i Israels lange historie. Er det fordi den bog ikke er storpolitik eller en frelseshistorisk milepæl, at mandlige forkyndere ikke flittigt tager den op på prædikestolen? Der er ellers stof nok til at tale om Guds omsorg, om at sætte sig selv til side og om stedfortrædende offer … Og for resten blev Ruth oldemor til kong David.

Overgangen fra dommertid til kongetid er en milepæl. ”Det er ikke dig, men mig, folket forkaster”, siger Gud til Samuel, da Israel kræver en konge. Samuel var en vigtig overgangsfigur, som salvede de to første konger af Israel. Derfor synes Gud måske også, det var vigtigt at vise, at han fik hjælp – af sin mor. Havde Hanna ikke frygtet Herren og holdt sit løfte om at give sin førstefødte søn tilbage til ham – ja, hvor stor en helt ville Samuel så været blevet?

Kong David er den største af Israels konger – både for jødernes bevidsthed, men også i frelseshistorisk perspektiv. For ikke at tale om, at han gav os en stor del af de dyrebare salmer. Der er ingen markant gudfrygtig kvinde som hans hjælper, men Batseba er – som en kvindelig antihelt – nævnt i Jesu slægtstavle sådan: ”David blev med Urias’ hustru far til Salomo” (Matt 1,6).

Og når man filosoferer lidt over det: Selv mennesker, der begår den synd, der i den grad ødelægger gudbilledligheden i mennesker, nemlig utroskab, kan Gud bruge til at føre sin plan igennem. Hvem ved – måske var det Guds intention, at David skulle falde så dybt, så han ikke skulle hovmode sig af sin høje, menneskelige position, men nå Himlen?

Det babylonske fangenskab må også siges at være et højdepunkt – eller lavpunkt. Daniel er vel fyrtårnet, og måske husker vi også Jeremias, Ezra og Nehemias. Men det står sløjt til med mødre, søstre og hustruer, Gud bruger til noget særligt. Til gengæld får den så på alle tangenterne blandt de jøder, der forbliver i eksil, mens de første rejser hjem for at genrejse Jerusalem: Esters bog!

Som ved Ruths bog, må jeg også undres her: Hvorfor kommer Ester så lidt på prædikestolen? Det er jo helt vildt, som hun er et billede på Jesus! Hun sætter sig selv til side, ja, sætter sit liv på spil for Guds folk!

Og som et sidespring: Esters tid ligner bare så meget vores! En ugudelig verden, hvor Gud tilsyneladende er væltet af tronen. Han er ikke synlig, manifesterer sig ikke og nævnes ikke med et ord. Det nærmeste vi kommer, er Mordokajs bemærkning til Ester: ”Og hvem ved, om det ikke var med henblik på en situation som denne, du opnåede kongelig værdighed?” (Est 4,14). Men når jeg læser bogen i dag, ser jeg tydeligt Guds omsorg for sit folk dengang, samt hans nidkærhed for at forsvare/bevare sin ære blandt folkene. Jeg ser både feminine og maskuline træk ved Gud.

Så begynder NT. Og den, i mine øjne, meget stramme, hierarkiske fremstilling af folk og Gud aftager. Nu bliver Jesus født – af en jomfru, som de fleste godt kan huske navnet på. Som i øvrigt var slægtning til en anden kvinde, der var udover den fødedygtige alder, men alligevel blev mor til den sidste ’gammeltestamentlige’ profet, Johannes døber.

Igen – ved vigtige milepæle bruger Gud kvinders moderrolle, men helt og klart styret af hans vilje til at åbne moderliv. I vores tid kan vi måske tænke, at det er en menneskeret at få børn. Vi er vel skabt til det, så hvor svært kan det være?

Men bibelhistorien vidner om, at de mødre, jeg nu har nævnt som vigtige brikker i milepælene, ikke kunne tage nogen ære selv af at have født profeter og helte – og det kan vi heller ikke i dag. Det er suverænt Gud, der bestemmer, om vores ”fødeevner” virker eller ej. Det er værd at tænke over!

Med Jesus er Gud for os. Han ønsker fællesskab med sin skabning og skaber selv en mulighed for det: Sin egen søns stedfortrædende offerdød. Jesus havde tolv mandlige disciple, men han havde rigtig mange kvinder i sit følge. Jeg synes, det er som om, at Gud fremtræder lidt mere ”feminint” i skikkelse af Jesus: han trøster, helbreder, han græder og viser ingen bort. Han skaber fællesskab. Jo, han virker også maskulin, når han vælter bordene i templet, kalder farisæerne øgleyngel eller bare fast og bestemt siger: Men jeg siger jer … Jesus er (jo) Gud og dermed både maskulin og feminin i perfekt balance, men han blev menneske som en mand, der viste både feminine og maskuline træk.

Maria hed også kvinden, der blev det første opstandelsesvidne! Hun, som sammen med Jesu mor stod ved hans kors. Udholdt synet af hans lidelser for dem. Maria fra Bethania havde på forhånd salvet ham til hans begravelse. Salvet ham som den konge, han er.

Fredskongen, som lærer sine efterfølgere, at i Guds rige er den mindste størst. Det falder ikke særlig godt i tråd med maskulin hierarki-tænkning! Det står i modsætning til, hvordan verden har udviklet sig. Manden har hersket godt og grundigt, så det er revolutionerende, at Jesus sætter kvinden og fællesskabet højt.

Med Jesus er det som om ligevægten mellem det maskuline og feminine falder bedre på plads. Gud er stadig hierarkisk i NT, som han er feminin i GT.

Når det drejer sig om selve kønnene, er den under-overordning, der er tilbage for menigheden at indrette sig med, den fra paradis: den gode rollefordeling, hvor manden tager ansvar og kvinden hjælper (ikke forstået som den smukke, men sekundære assistent) og giver liv (på mangfoldige måder, ikke bare ved at være ”fødemaskine”); hvor manden og kvinden har deres gode gudskabte roller, de kan gå ind i, som de mænd og kvinder, de er. Uanset hvordan de oplever, at Gud har blandet deres ”bolsjepose” af maskuline og feminine træk.

I NT har vi en Peter, Jakob og Johannes – og i særdeleshed en Paulus. Men heltehistorierne toner ud, opgaverne bliver fordelt på flere hænder, menigheden er Kristi legeme, hvor alle lider, når et lem lider, og alle jubler, når et lem hædres. Mere fællesskab, mindre hierarki og dermed mere feminint – i min optik.

Men man kan jo lure på, om vores tid er blevet for feminin? Ikke forstået sådan, at kvinderne fylder for meget, men at de feminine træk måske fylder for meget?

Om den terapeutiske, omsorgsfulde, vi-har-jo-alle-ret og ingen-må-krænkes-attitude i samfundet præger de kristne forsamlinger så meget, at Gud ikke længere får lov til at være vred? Giver vi stadig mænd lov til at være stærke og bakker vi dem op, når de må tage de svære beslutninger?, Giver vi  det gode hierarki samme status som fællesskabet? Det synes jeg også er værd at tænke over.

Til sidst minder jeg lige om, at det, du nu har læst, er et essay – det vil sige subjektive refleksioner over det, jeg har set, læst og hørt. Så du er velkommen til at være i uenig i betragtningerne her.

 

Efter en del respons er dette essay blevet redigeret, da nogle formuleringer kunne misforstås. Det er forsøgt udbedret i denne version.

 

 

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook