Samtale med Peter Rask: Om singleliv og længslen efter en kæreste

Jeg har en lille kæphest, som jeg i længere tid har haft brug for at tale med nogen om.

Sagen er, at jeg har nogle års erfaring fra den forholdsvist store gruppe af unge, kristne singler. Når man er en del af den gruppe, er man ofte lutter øren, når snakken falder på singleliv, dating, hvad Bibelen siger om den slags og hvordan man som kristen single skal tænke, handle og føle. Emnet er et minefelt både i samtaler i det kristne fællesskab og fra prædikestolen. Det er klart – der er jo store følelser på spil.

Min kæphest er, at jeg synes singletilstanden bliver talt for meget op i kristen sammenhæng. Det er som om, at man – for mig at se lidt naivt – taler om hvor godt, rigt og meningsfyldt et singleliv kan være. Det kan da godt være, at det er tilfældet for nogle. Men når samtalen har denne vægtlægtning, synes jeg at særligt to ting underbetones. For det første synes jeg, at man ignorerer den længsel, mange singler har efter en kæreste og man prøver at dulme den med et udhulet ideal om et godt singleliv. For det andet synes jeg, at man vender det blinde øje til, at Gud vel egentlig ret tydeligt siger, at det i udgangspunktet er meningen, at en mand og en kvinde skal finde sammen, gifte sig og dele livet med hinanden.

Så vidt mine oplevelser og tanker. De trænger til at blive luftet i en samtale med et kyndigt menneske. Derfor ringer jeg til Peter Rask, frimenighedspræst i Kirken ved Søerne. Den samtale får du et lille indblik i her.¹Redaktionens note: Denne artikel er oprindeligt en del af et tema om singleliv og dating, og ser sagen fra ét perspektiv. For et mere positivt perspektiv på mulighederne som kristen single kan Olof Edsingers artikel om cølibat anbefales.

Anders:

Peter, du kender til min kæphest. Som kristen single kan man have en længsel efter en kæreste. Er det rigtig nok forstået, at den længsel er bibelsk nok?

Peter:

Jo, det mener jeg. Den længsel, man kan have efter en at dele livet med er god, bibelsk og sund. Jeg vil faktisk også sige, at når singletilstanden for nogle ender med at blive et helt livsforløb, så er det på grund af syndefaldet. Det er det, fordi Gud siger, at det ikke er godt for mennesket at være alene. Mand og kvinde er skabt til at finde sammen og stifte familie – det er i udgangspunktet Guds vilje for sit skaberværk. Men så er der syndefaldet. Syndefaldet har gjort at for nogle ender singletilstanden med at blive den pris, som efterfølgelsen af Kristus koster dem her i livet.

Så at der er mange kristne singler i Danmark i 2020, kan spores helt tilbage til syndefaldet. Alligevel kan der være god grund til at se, om der er nogle særlige grunde i vores tid til det høje antal singler.

Jeg tror – og det skal man virkelig passe på med at sige det her, for det kan hurtigt lyde sårende –, men jeg tror, at vi måske tænker lidt for meget ”man skal jo ikke nøjes”, når vi er på udgik efter en kæreste. Og der er noget rigtigt i det. Man skal ikke være kræsen, men nogle gange tænker jeg, om vi er blevet for kræsne? Jeg ved, at det er et meget ømt emne, og det kan hurtigt lyde forkert, hvis man spørger singler, om de mon ikke er lidt for kræsne. Det må altså ikke lyde som en nedladende hån, men et forsigtigt spørgsmål til refleksion.

Noget af denne kræsenhed, tror jeg, er en påvirkning fra vores tid, hvor vi i søgningen efter en kæreste venter på ”fortryllelsens øjeblik”, hvor gnisten bare er der med det samme. Men hvis man venter på det øjeblik, så kan man nemt komme til at vente forgæves. Med andre ord: Der er for få, der tager en chance. Uden at ende som seriel dater, der får Tinder til at blegne, så er det altså okay, at to kristne singler siger til hinanden: ”Du har en længsel efter en kæreste. Jeg har en længsel efter en kæreste. Lad os prøve det af.”

Anders:

Det er mange interessante overvejelser, du gør dig, og jeg tror, du rammer plet. Jeg sidder og tænker på det, du siger med kræsenheden – lad os bare kalde den det. Vi lever jo i en kultur, hvor vi i livets supermarked har frit valg på alle hylder – uddannelse, bopæl, fritidsinteresser, tv-serier, det hele. Men mange valgmuligheder gør os automatisk kræsne. Mon ikke dette også spiller ind, når det så handler om den ”hylde” i livet, der hedder singleliv og dating?

Peter:

Bestemt. Det er klart en påvirkning fra samtiden. Og så er der også en anden påvirkning fra samtiden: Vi er vant til, at vi skal performe på alle livets områder – i vores karriere, i vores sociale liv, osv. Vi skal gøre os selv attraktive i alle livets facetter og vi er bange for at blive valgt fra. Denne ”performance-tankegang” er bare ikke kompatibel med dating, for i dating ligger kimen til en oplevelse af fiasko. Ikke alle dates ender i ægteskab. Men det er altså okay, at man ikke bliver gift med den person, man dater som den første.

Må jeg spørge hvad du selv tænker og gør i forhold til dating?

Anders:

Selvfølgelig, men inden har jeg lige en bemærkning til det med, at dating rummer kimen til fiasko. For ofte er den fiasko kun at finde os mig selv. De gange jeg selv har bekendt kulør overfor en pige eller spurgt en pige ud, og resultatet har været en afvisning, har det netop givet credit. Nok mistede jeg stolthed i egne øjne, men reelt styrkede det min værdighed i andres og vakte anerkendelse.

I forhold til hvad jeg selv gør og tænker, har det ændret sig en del de sidste par år. Før i tiden har jeg nok tænkt, at når man fandt sammen med en, var det noget, der skete mere eller mindre ”meant to be”-agtigt. Men jeg er mere begyndt at tænke i retning af, at det er okay at prøve lidt af. At handle på sin generelle længsel, også selvom man ikke har et fortryllelsens øjeblik. Jeg har ikke været den helt store praktiker af denne tankegang endnu, men en gang i mellem tager jeg chancen: Er kreativ for at sætte mig selv i en position, hvor jeg kan komme til at tale med en bestemt person. At skrive lidt frimodigt til en. Måske også at spørge vedkommende ud.

Peter:

Nu vi er inde på dette med at handle, så er det jo et kønsstereotypisk træk ved mænd, at de er handlekraftige. Det er langt på vej rigtigt, men desværre ikke altid tilfældet, når det kommer til dating. Her vil jeg gerne opfordre mænd til at tage mere initiativ. Det ønske, man har efter en kæreste/ægtefælle, er godt. Og hvis man handler på det, så handler man faktisk på et godt, bibelsk og genuint grundlag. Derfor skal vi ikke se ned på dem, der handler på deres længsel. Vi har brug for et kulturskifte – det skal være okay at afprøve ting.

Anders:

Jeg er enig i, at det skal være okay – og endda prisværdigt – at afprøve ting. Det går lidt imod det at være kræsen. Den der kræsenhed har jeg haft lidt i baghovedet siden, du nævnte den, og jeg har tænkt lidt mere over det. Hvis vi siger, at folk skal være mindre kræsne, kan det let lyde som et angreb på deres integritet: ”Du er for kræsen, du skal sænke din standard, for så godt et parti er du heller ikke.” I virkeligheden er det jo egentlig modsat, tænker jeg. Når jeg skal være mindre kræsen, er det fordi jeg kan passe sammen med mange og få det til at fungere sammen med mange. Det siger jo faktisk noget godt om mig. På den måde, er det jo noget, der egentlig taler singler op og ikke ned.

Peter:

Korrekt. Vi har brug for en kulturændring, hvor det er positivt at være lidt mindre kræsen. Og så har vi brug for en kulturændring, hvor dating ikke bliver performance, der handler om, at jeg skal lykkes.

Anders:

Hvis der skal ske en kulturændring her, så skal der gøres noget. For dating vil i kraft af samtiden automatisk være performance, hvis ikke vi aktivt og eksplicit gør det til noget andet.

Nu vender jeg lige tilbage til min kæphest. Som jeg hører dig, mener du, at en mand eller en kvinde, der handler på sin længsel efter en at dele livet med, faktisk gør noget, som Gud har givet os mandat til. Og så er det altså ikke Gud, som er ophavsmanden til tanken om den eneste ene. Det er tværtimod efter Guds vilje okay at ”prøve lidt af”.

Skal vi så få lavet den kulturændring, eller hvad?

Peter:

Det er nok lettere sagt end gjort. Vi skal tale dating op. Men det er svært, for det er følsomt for mange, og for nogle ender det med at blive det, vi kalder et livsnederlag. Det kan sammenlignes lidt med arbejdsløse, der også kan opleve følelsen af livsnederlag. Der er nogle af de samme mekanismer på spil. Der er noget identitetsskabende over det. Og det besynderlige er jo, at vi har stor forståelse for de arbejdsløse og er gode til at møde dem i deres fortvivlelse. Men vi er ikke gode til at møde singlerne i deres fortvivlelse og smerte.

Anders:

Nu kommer du ind på den anden del af min kæphest: Nemlig at jeg synes, vi taler singletilstanden for meget op. Det er som om, vi febrilsk forsøger at gøre det at være single til noget godt og meningsfuldt. Men mest af alt synes jeg, at det bliver en dårlig dækhistorie for, at det for mange singler bare er smadderhårdt at være single, når man længes efter en kæreste. På et tidspunkt hørte jeg – lidt pinligt måske – en P1-podcast med to singlekvinder, som hedder ”Hvorfor har jeg ikke en kæreste?”. Det kan i øvrigt anbefales at høre podcasts lavet af kvinder, især hvis de er mest henvendt til kvinder – det kan man lære noget af! Men altså – her siger den ene kvinde på et tidspunkt: ”Jeg vil da også have en kæreste!” Der var noget befriende over at høre det. At der bliver lagt stemme til den følelse, mange singler har. Bare at det får opmærksomhed og sprog kan gøre, at mange singler bliver bedre tilpas i kirken og i al snakken om singleliv, dating og ægteskab.

Peter:

Det er en rigtig god podcast, du nævner. Den har jeg også hørt og lært meget af. Du burde også høre ”Iben på Tinder”. For det er rigtigt: Det sucks at være alene. Nu er jeg jo på Twitter, fordi her får man et indblik i almindelige menneskers liv. Noget af det almindelige mennesker laver er at længes. At længes efter tosomheden.

Denne længsel er god! Den skal vi ikke tale ned. Selvfølgelig skal vi tale om en sund datingkultur i kristen sammenhæng – det må blive en anden samtale. Men det vi her har talt om er ligesom fundamentet for det hele.

Og så skal jeg måske lige slutte af med en lille bemærkning – kald det et forbehold om du vil. Nu er jeg selv en gift mand, og på den måde kan det godt komme til at lyde som om, at jeg bare har mit på det rene og omkostningsfrit kan sige, hvad jeg mener om singleliv og dating. Det kan hurtigt lyde for billigt sluppet og det kan jeg virkelig godt forstå. Jeg vil i stedet opfordre til at tænke, at bare fordi ”man har sit på det tørre”, betyder det ikke, at man tager fejl. Lad i stedet refleksionerne og argumenterne stå sin prøve. Glem afsenderen et øjeblik og tænk ”holder det, han siger?”