Om foråret dukker de første anemoner op som spirer. Disse vokser og folder sig til sidst ud i al deres pragt. En lille spire har af skaberen fået potentialet i sig til en smuk blomst.
I denne artikel vil vi begynde med en anden spire, som blev til en ”blomst”, nemlig den fuldt udformede lære om den hellige Treenighed. ”Spiren” er den tro på Faderen, Sønnen og Helligånden, som allerede de første kristne havde. Talen om treenigheden fandtes kun hos dem i form af en spire, for i den tidlige kristne kirke var man ikke optaget af teologiske begreber men af at tilbede og tjene Faderen, Sønnen og Helligånden. Som tiden gik, viste der sig alligevel et behov for at få formuleret kirkens tro. Det var især foranlediget af, at nogle begyndte at prædike noget, som lød forkert i de kristnes ører.
I perioden ca. 300-600 foldede ”blomsten” sig helt ud i form af præcist formulerede trosbekendelser – den Nikænske og Athanasianske – som den evangelisk-lutherske kirke bygger på som bekendelsesskrifter. Men hvad der blev formuleret klart på de sene tidspunkter, var dog kun en udfoldelse af den tro, som de første kristne havde levet for og undertiden var døde for. Nogle eksempler:
100-tallet: Treenighedens personer blev tilbedt
Omkring år 100 skrev biskop Klemens af Rom:
Har vi ikke én Gud og én Kristus og én nådens Ånd udgydt over os?
Kirkefaderen Polykarp, der efter at have tjent Kristus i 86 år (!) blev martyr, bad således til Gud i sin sidste bøn:
Jeg forherliger dig ved den evige og himmelske ypperstepræst Jesus Kristus, din elskede Søn, ved hvem ære være dig sammen med Helligånden.
Det skrev han midt i 100-tallet, og ved samme tid skrev en anden kristen martyr, Justin, om indholdet af de kristnes bordbøn:
Ved alt, som vi indtager, lovpriser vi alle tings skaber ved hans søn, Jesus Kristus, og ved den hellige Ånd.
Omkring år 200 gengiver Hippolyt nadverritualet fra menigheden i Rom, og følgende uddrag viser, hvordan man ærede de tre personer i treenigheden:
Vi takker dig Gud, ved dit elskede barn Jesus Kristus, som du i de sidste tider sendte til os som frelser og befrier og budbringer om din beslutning. Han, som er dit fra dig uadskillelige ord, gennem hvem du har skabt alt, … så at vi lovsynger og forherliger dig ved din tjener Jesus Kristus, gennem hvem du får ære, med Helligånden, i evighedernes evigheder. Amen.
Det er også tankevækkende, at den ældste kristne hymne i vores salmebog og sangbog er fra 100-tallet og bygget op som en lovprisning af Faderen, Sønnen og Helligånden: Aleneste Gud i Himmerig (DDS 435).
I kirkens første generationer kendte man ikke ordet treenighed, men havde godt fat i princippet bag, fordi man ærede alle tre personer i guddommen på basis af en række bibelord. Derfor kunne de første kristne gennemskue fejlene i nogle nye teologiske teorier. En sådan teologisk retning (dynamisterne) regnede kun med én Gud, Faderen – og Jesus regnedes derfor kun som et menneske, der var udstyret med en særlig kraft. Men hvis Jesus ikke var virkelig Gud, hvorfor tilbad man ham så? Hvorfor blev man døbt til ham? Og hvorfor havde apostlen Thomas kaldt ham: “min Herre og min Gud” (Joh 20,28)?
En anden afvigende retning (modalisterne) i 100-tallet talte også om, at der kun var én Gud – og at de tre personer derfor skulle forstås som forskellige fremtrædelsesformer af den ene Gud. Så havde man godt nok fastholdt Jesu guddommelighed, men hvordan stemte denne teori overens med, at Jesus, ifølge Bibelen, bad til sin Fader på korset?
Derfor afviste de kristne begge disse nye teorier og fastholdt, at der er én Gud, men dog tre personer. Tre personer og dog kun én Gud.
I 200-tallet opfandt den kristne forfatter Tertullian et latinsk ord, der kunne udtrykke dette: Trinitas (tri-unitas), dvs. ”tre i en enhed”. På dansk oversat til ”treenigheden”. Ordet står ikke i Bibelen, men det har været et nyttigt ord til at fastholde Bibelens tale om Gud, sådan som han åbenbarer sig gennem frelsens historie, som skaber, som frelser og som Helligånd. Tre personer, og dog én Gud – helt fra Bibelens begyndelse. At Gud er treenig, overgår aldeles den menneskelige forstand, men selve ordet treenighed er nyttigt til at afgrænse sig fra lærdomme, der strider mod klare ord i Bibelen.
Treenighedslæren foldedes endnu tydeligere ud på et kirkemøde i byen Nikæa i år 325.
Nikæa 325: Krise leder til klarhed
Anledningen til mødet var en populær kristen forkynder, Arius, der ligesom dynamisterne udfordrede kirkens tro. For ham var Gud én, og så kunne Jesus ikke være Gud i egentlig forstand. Arius satte nok Jesus højt og regnede Jesus som den mest ophøjede skabning, men altså ikke som Gud. I den alvorlige krisesituation samledes den kristne kirkes ledere for at fastholde det, som man hele tiden i kirken havde bekendt: at Jesus Kristus ikke bare var en slags profet, men virkelig Herre og Gud. I bekendelsen fra dette møde udtalte de forsamlede kirkeledere:
Vi tror på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, …
Der var meget på spil i denne strid. Hvis Bibelen har ret i, at mennesket af natur er født i synd og fanget i død og skyld, har vi brug for en frelser. Ingen skabning kan frelse os, kun Gud. Og hvis Jesus kun var et særligt ophøjet menneske, havde vi ingen frelser. Men nu er Jesus altså faktisk af samme væsen som faderen, så han både kan og vil frelse os.
Krisen omkring 325 betød, at kirken udfoldede sin lære om Kristus, og på et senere møde i Konstantinopel i år 381 tilføjedes nogle led vedrørende Helligånden.
Konstantinopel 381: Helligånden giver liv
Fra dette møde udgik en let udvidet udgave af den nikænske bekendelse, kaldet den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse. Heri hedder det bl.a.:
Vi tror på Helligånden, som er Herre, og som levendegør, som udgår fra Faderen og fra Sønnen, som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen, ….
Baggrunden var, at enkelte teologer siden 325 var begyndt at betvivle Helligåndens guddommelighed, og igen måtte kirken gribe ind. Man havde jo fra begyndelsen lovprist Gud som Fader, Søn og Helligånd – og døbt også i Helligåndens navn. Derfor udfoldede kirken sin ”blomst” yderligere – man udfoldede sin tro på dette punkt mere præcist og omfattende end før. Når der står: Helligånden tilbedes og Helligånden giver liv, var det dermed også sagt, at Helligånden virkelig er Gud, fordi kun Gud må tilbedes, og kun Gud giver liv.
Den Athanasianske trosbekendelse
En sidste udfoldelse af treenighedslæren fremkom noget senere (500-tallet) i form af en mere udførlig trosbekendelse. Den blev opkaldt efter kirkefaderen Athanasius, som var modpolen til Arius i 325, men bekendelsen er altså blevet til længe efter hans død. Bekendelsen er for lang til at bruges ved en gudstjeneste, men den er udbytterig at læse for sig selv, sådan som det afsluttende lille uddrag illustrerer:
Faderen er evig, Sønnen er evig, Helligånden er evig. Og dog er der ikke tre, som er evige, men een som er evig, …. På samme måde er Faderen Gud, Sønnen Gud og Helligånden Gud, og dog er der ikke tre guder, men een Gud.
Faderen er ikke dannet eller skabt eller født af nogen. Sønnen er af Faderen alene, ikke dannet eller skabt, men født. Helligånden er af Faderen og Sønnen, ikke dannet eller skabt eller født, men udgår fra dem …
Artiklen er fra Budskabet 04-2025 og er en del af temaet ”Treenigheden”. Flere artikler i samme tema:
